Cornelius Petersen paa Talerstolen. Foto fra Middelfart Avis, 2. august 1927.
En tysk Karakteristik af Cornelius Petersen.
VI har, ligesom alle danske Blade i Nordslesvig med en enkelt Undtagelse, altid stærkt fremhævet, at det farlige og for alle danske beskæmmende ved Selvstyrebevægelsen var, at den blev udnyttet af den tyske Agitation og gjorde Forspandstjeneste for den. Det er indrømmet aabent fra tysk Side ved flere Lejligheder.
I "Flensburger Nachrichten"s Søndagsnummer har Redaktør Ernst Schrøder nu skrevet en Artikel om Hr. Cornelius Petersen og Selvstyrebevægelsen, som ikke er uden Interesse, naar man vil se, hvorledes Bevægelsen bedømmes fra tysk Side. Det hedder i Artiklen:
"Man kan ikke tale om dette Parti, uden først at sige et Ord om Manden. Som saa ofte, naar en Mand bliver kaldt i Spidsen for et Parti, ligger der personlige Motiver til Grund. Der var det først den umættelige Ærgerrighed, der søgte Tilfredsstillelse. Der var det yderligere den rasende Skuffelse hos den Mand, der var født i Ejdersted, hvis Familie ganske vist havde danske Forbindelser, men som paa Trods heraf lod sig opstille til den tyske Nationalforsamling Weimar, der opslagede sit danske Hjerte i Afstemningstiden, og som paa den ham egne grove Maade slog om, da de store danske økonomiske Løfter ikke blev indfriet, og nu blev Motor for et nyt Parti og en ny Bevægelse. Først forsøgte man indenfor højre-danske Bondekredse, ikke mindst i København, at indfange denne Mand, der var sammensat af Ærgerrighed og økonomisk utilfredshed, og indfange ham til Brug for højrepartipolitiske Ministerstormerier (over for Kabinettet Stauning). Man vil erindre at han talte i den konservative Klub i København, hvor han redegjorde for sine Selvforvaltningsideer. For os er det et interessant Skuespil: Kandidaten til den tyske Nationalforsamling i Weimar som Nationalistdansker paa Talerstolen i København, han der endnu for slet ikke saa lang Tid siden med de værste Udtryk skældte ud paa Tyskland, det tyske Folk og Slesvig-Holsten, derpaa i vildt Raseri bekæmpede det socialdemokratiske Kabinet Stauning, hvilket skaffede ham en Proces, hvori han blev dømt - alt i alt en Mand med Energi, en Mand, der væsentligst lader sig lede af økonomiske Instinkter og personlig Ærgerrighed, men fremfor alt en Mand, der med sin Bevægelse er ubekvem for den danske Regering, ligegyldigt hvilket Parti den tilhører. Vi maa sige, en Mand, der med det endnu virksomme Selvstyreparti vil repræsenterer noget brugbart, skønt i og for sig en Umulighed, ingen Karakter i nationalpolitisk Henseende, men mere drevet af Ærgerrighed til at ville spille en Rolle, i stort som i smaat upaalidelig."
Hr. Schrøder fremhæver, at Corn. Petersen ikke er Nordslesviger, men at han har forstaaet at ophidse de nordslesvigske Bønders Utilfredshed. Han skriver videre, at H. P. Hanssen har forsøgt at udnytte den Kendsgerning, at "tysksindede nordslesvigske Bønder staar sympatisk overfor Bevægelsen", til at gøre den til en tysk Bevægelse. - Denne Fremstilling er ikke rigtig. H. P. Hanssen har tvertimod i en Tale i Rigsdagen udtalt om Corn. Petersen, at han hævder at han er dansk, og "at vi ikke har Grund til at støde nogen fra os, der selv bekender sig som danske." Men samtidig har vi paavist, hvorledes Bevægelsen i stigende Grad udnyttes fra tysk Side, støttes af den tyske Presse og af tyske ledende Politikere, og at den i sin Tendens er gledet længere og længere over mod den tyske Agitation. Det er Hr. Schrøder ogsaa langtfra blind for.
"Man kan", skriver han, "ikke nægte", at der i vide tyske Kredse i Nordslesvig sporedes lyst til ikke blot at komme i nøje Føling med Selvstyrebevægelsen, men til at slutte et Forbund. Klart Blik og roligt Overlæg har forhindret det. Den tyske Bevægelse kan hverken identificere sig med Selvstyrebevægelsens Kampmetoder eller dens Mani. Men det hindrer ikke en foreløbig Sympatisøren med Selvstyrebevægelsens Kraftudtryk overfor København."
Og selv om Hr. Schrøder nok indser, at de Cornelius Petersenske uklare og eventyrlige Planer umuligt kan føres til Sejr og at han, hvis personlige Mod svigter det afgørende Øjeblik, ikke er den rigtige Mand til at gennemføre en stor Tanke", er han dog klar over, at
"den Kendsgerning, at Partiet eksisterer og fæstner sig, beviser, at den danske Regering ikke er i Stand til at blive Herre over Forholdene i Nordslesvig, og denne Kendsgerning betyder - hvorfor skulde man nægte det? - et Plus for den tyske Side"
- Hr. Red. Ernst Schrøder har dermed fuldtud bekræftet den Bedømmelse, som H. P. Hanssen gav af Selvstyrebevægelsen i sin Tale paa Genforeningsdagen, at den baner Vej og gør et nyttigt Forarbejde for Tyskerne.
(Hejmdal, 28. juni 1927).
Cornelius Petersen og hans Tilhænger, Gdr. Iver Møller, Rinkenæs paa Vej til Audiensen. Foto fra København, 16. august 1927.
Kongen giver Cornelius Petersen en skarp Afvisning.
Statsministeren var til Stede som Regeringens Repræsentant. - Kongen svarede, at Sønderjylland var en del af Danmark og underkastet Grundlovens og Lovgivningsmagtens Bestemmelser.
Allerede Søndag Aften ankom Selvstyrebevægelsens Ledere, Gaardejerne Cornelius Petersen og Iver Møller, til København og tog Ind paa Missionshotellet i Løngangsstræde.
Efter Forhandling med Kabinetssekretariatet var Audiensen hos Kongen fastsat til Kl. 9 M, og 10 Minutter før det fastsatte Tidspunkt indfandt de to Herrer sig paa Christiansborg i Prins Jørgens Gaard. Hr. Cornelius Petersen havde for Lejligheden iklædt sig sort Diplomatfrakke.
Cornelius Petersen
Forud for alle de øvrige Audienssøgende modtog Kongen de to Selvstyrefolk. Ved hans Side stod Statsminister Madsen-Mygdal, hvilket parlamentarisk betød, at Kongens Svar var den ansvarlige danske Regerings Svar.
Gaardejer Iver Møller oplæste Resolutionen, der lyder saaledes:
Ca. 5000 Mænd og Kvinder af alle Samfundslag, forsamlet til Møde i Aabenraa, opfordrer Hs. Majestæt Christian den Tiende, Konge af Danmark, Hertug til Slesvig, at tage de sønderjyske Landsdele i Besiddelse, saadan som Grundloven foreskriver, og gøre Ende paa det Misregimente, det saakaldte Parlament under H. P. Hanssens Ledelse har Indført.
Vi kræver fuldstændigt uafhængigt Selvstyre for Slesvig uden dansk politisk Indblanding.
Vi kræver at blive holdt skadesløse for det Tab, vi har lidt ved Finansieringen i Slesvig med de os laante ikke-Parikroner.
Vi kræver, at den Statsgæld, der er stiftet forinden 1920 af de forskellige danske Regeringer, ikke kommer ti at berøre os i mindste Maade, ligeledes Tabet ved Landmandsbanken, saaledes at vi bliver fritagne for at yde noget Tilskud eller Forrentning dertil.
Vi kræver, at samtlige Tvangsforanstaltninger fra Statens Side overfor de Ejendomsbesiddere, dér er insolvente, øjeblikkelig standses.
Ledelsen af "Folkets Selvstyre" bemyndiges til at foretage Henvendelse til Kongen og foretage en Afstemning Imellem det bestaaende og den nordslesvigske Selvforvaltning efter Sclvstyreprlncippet, og eventuelt gøre de nødvendige Henvendelser til Folkeforbundet.
Umiddelbart efter oplæste Kongen følgende Svar:
Vi har ikke villet nægte at modtage D'Herrer, men efter at Vi er blevet gjort bekendt med Ordlyden af den Henvendelse, De overbringer, kan Vort Svar i det væsentlige kun blive afvisende.
Efter den sønderjyske Befolknings ved frivillig Afstemning klart tilkendegivne Vilje er de sønderjyske Landsdele i Henhold til Versaillestraktaten paa lovlig Maade indlemmet i Kongeriget Danmark og udgør en uadskillelig Del af dette.
Som Følge heraf er Landsdelene undergivet Bestemmelserne i Danmarks Riges Grundlov, med hvilke en forfatningsmæssig Særstilling for Landsdelenes Vedkommende vilde være uforenelig.
Begæringer vedrørende de øvrige anførte Foranstaltninger henhører under Lovgivningsmagten.
- Efter Oplæsningen af dette Svar, var Audiensen forbi. Den forventede yderligere Ordveksling fandt ikke Sted. Allerede 5 Minutter før 10 stod de to Mænd atter ude i Prins Jørgens Gaard, saaledes, at Audiensen højst har varet 5-6 Minutter. De var øjensynlig dybt skuffede over det magre Udbytte.
Nogle Journalister henvendte sig til den frisiske Gaardejer for paa høflig Vis at forespørge om han ønskede at udtale sig om Audiensen, men de mødtes med de grove Ord, som han formentlig ikke har turdet anbringe Inde hos Kongen.
"Folkets Selvstyre" bebuder nye Veje.
Et Rigsdagsgrin paa Madsen-Mygdals Ansigt.
Straks efter at Cornelius Petersen var ankommen til Missionshotellet søgte han telefonisk Forbindelse med Selvstyrebladet i Sønderjylland. Til dette udtaler han sig om Audiensen og siger bl. a., at da Kongen henviste de andre Spørgsmaal til Lovgivningsmagten, "gik der et Rigsdagsgrin over Statsministerens Ansigt".
"Folkets Selvstyre" slutter sin Artikel om Audiensen med følgende;
"Nu er alle lovlige Instanser gennemgaaet, og som det synes uden Resultat. Vor fremtidige Politik maa da gaa andre Veje."
Bladet indeholder iøvrigt en af Cornelius Petersen skrevet højst mærkværdig Artikel om et Delegeretmøde, som Venstre i Sønderjylland nylig har afholdt. Det hedder i denne om Regeringspartiets Møde:
Djævelen - den Onde - kommer altsaa til os med glat Tale - den svarer ikke til Handlingerne - og i Diplomatfrakke. Forleden drøftede han i et hemmeligt Møde med sine Smaadjævle, hvordan man nu skulde fyre under Kedlen i det slesvigske Helvede, og hvordan man skulde holde Folk hen med glat diplomatisk Tale, til Helvedet endelig var over dem. Her mødte de op alle vore Smaadjævle med deres Førstemand Belzebub, som jo er den ypperste, her sluttede de op, her dinglede de med Halen, de bukkede saadan, at Hornene slog mod Jorden, og Fipskægget blev eet med Busken af den Indeklemte Hale. Her svor de den satanske Majestæt Troskab, de svor, at Ikke et eneste Ord af deres skulde være sandt i Fremtiden.
De to Selvstyremænd rejste allerede i Gaar tilbage til Sønderjylland. Nu skal der vel nok rumles paany, men Sukces fik de jo ikke ud af denne højt opreklamerede Audiens
(Social-Demokraten, 16. august 1927).
I sit blad, Folkets Selvstyre, det sidste nummer, 19. juni 1928 (se Mediestream), redegjorde Cornelius Petersen for bevægelsens opfattelse af hvorfor bladet ikke længere kunne udkomme.
September 1928 fik Cornelius Petersen et nervesammenbrud, blev indlagt på Tønder Sygehus, og ifølge aviserne skulle han i vildelse rase over tyskerne. Han blev indlagt på sindssygehospitalet/nerveklinikken i Vester Vedsted indtil december 1928. Han var herefter rekonvalescent på Toftlundegnen hos dr. Lauensgaard, og vendte hjem sommeren 1929. I november 1929 fik han imidlertid tilbagefald og blev igen indlagt på sindssygehospitalet, seneste Augustenborg, hvorefter han rekreerede hos Iver Møller i RInkenæs.
