Damernes Blad - Hjemmet. (Efterskrift til Politivennen)

"Damernes Blad".

I Løbet af sidste Aar har man hyppigere og hyppigere i de gode Hjem fundet "Damernes Blad" paa Familjebordet, og Allevegne, hvor det er kommet til Huse, har man kun hørt Lovord over det. Fra en temmeligt udemærket Tilværelse i nogle Aar, har det nu i den senere Tid voxed sig ind i det store Publikums Bevidsthed og Ho? skaffet sig et Abonnentantal, der staar langt over de fleste andre Ugeblades.

Bladet hedder nu en Gang "Damernes Blad", men strængt taget burde det hedde "Familjens Blad", thi vel indeholder det en Rigdom af belærende og uddannende Stof for Kvinder, og særlig for Husmoderen, for hvem det er en ypperlig prøvet og erfaren Raadgiver for Hus og Hjem, for Køkken og Børnepleje, men Texten og den Rigdom af Billeder, som pryder og, levendegør den, er valgt saaledes, at Familjens mandlige Medlemmer har fuldt saa megen Interesse af at studere den. "Damernes Blad" dyrker nemlig med særlig Paapasselighed Aktualiteten, netop det, der herhjemme og ude i den store Verden har dannet Samtaleemnet og vakt Interesse, behandler "Damernes Blad" i instruktive, paalidelige og kvikt skrevne Artikler, og altid kan man være sikker paa, at "Damernes Blad" har en Fremstilling, der stammer fra de flinkeste journalistiske Penne og fra de bedste og sikreste Kilder.

Aarsagen til dette Blads eget betydelige Udvikling i det sidste Par Aar og den almindelige Anerkendelse, som det har høstet, baade blandt det store Publikum og i Dagspressen, der forstaaer at vurdere det gode, journalistiske Arbejde, dette Blad Uge for Uge formaar at lægge for Dagen, maa i første Række søges i, at "Damernes Blad" nu redigeres af en virkelig Journalist. Redaktøren er som bekendt en Kvinde, Frk. Valborg Andersen, der i Kraft af sit frodige og mangesidede Talent har formaaet at vinde Respekt for sit Arbejde og erhvervet Anerkendelse. Frk. Andersen er den fødte Journalist, hendes Stil er let og sikker, hendes Iagttagelsesevne giver hende det rigeste Stof, og altid forstaar hun at finde Pointen i det, der ligger for, og som hun journalistisk behandler, det er en Dame med betydelige kunstneriske Talenter med store aandelige Interesser og med Hjartet paa det rette Sted. Stadig søger hun i sit Blad at slaa til Lyd for de store samfundsnyttige Reformer, og tit og ofte er hun gaaet i Brechen for de fattigste og ulykkeligste vort Samfund, og altid med det Held, som følger det virkelige Talent, der lægger al sin Kraft ind paa at naa sit Maal.

Ved disse Egenskaber er det lykkedes Frk. Valborg Andersen at give sit Blad en kulturel Mission; der er Alvor i dets Arbejde, og uden dette fortjener ikke noget Blad at blive Husven i de gode Hjem. Det bygger op, virker opdragende og belærende paa den behageligste og kvik feste Maade, som ønskes kan. Derfor tør vi trygt anbefale netop dette Blad og ønske det Fremgang Samfundslag, hvor man steller Kultur og Oplysning højere end Gobtkøbs Underholdning og Mælkebrøds-Romangenren.

- "Damernes Blad"s Billeder bør særlig omtales. De udmærker sig altid ved en overordentlig omhyggelig Reproduktion, og Trykningen og Bladets hele nitide Udstyrelse giver det bedste Bevis for, at det udgaar fra et af vore allerbedste og allerfineste Trykkerier.

- - -

Fremgang og Anerkendelse giver Lyst til at bryde nye Baner og vinde endnu videre frem. Gang efter Gang har Bladet draget nye Omraader, nye Æmner ind i sit Stof. Særlig Lykke har de gratis Snitmønstre gjort hos alle økonomiske Husmødre. Ved Hjælp af dem kan enhver Moder sy sit eget og sine Børns Tøj, en Gevinst, som er mangedobbel for et Hjem, særlig hvor der er Børn. Nu er der yderligere sket en Udvidelse i denne Retning, som sikkert vil blive af stor Betydning for Bladets fremtidige Væxt og Udbredelse, idet Bilagenes Antal er meget forøget, saaledes at der i Løbet af hvert Kvartal medgives 6 gratis Snitmønstre, 10 Romanbilag og Haandarbejdsbilag, altsaa i alt 19 Bilag i Kvartalet. Endvidere et stort Kunstblad en Gang aarlig.

"Damernes Blad" er ubetinget nu et af vore aller bedste Ugeblade, og der er al Grund til at spaa det en glimrende Fremtid. X.

(Horsens Folkeblad 17. oktober 1903)

"Damernes Blad" blev overtaget af Egmont H. Petersen i 1901. Det skiftede i 1904 navn til Hjemmet i 1904. Valborg Andersen var redaktør 1902-1927. Det var især hendes fortjeneste at oplaget i den periode steg fra 1.400, i 1908 55.000, i 1913 155.000 til 500.000 eksemplar. Indhold bestod bl.a. af madopskrifter, tips og ideer til boligen, helse og velvære, noveller og krydsogtværs.

Valborg Andersen (1868-1941) var af en børnerig brolæggerfamilie på Christianshavn. 1893-1897 var hun operasanger på Det Kongelige Teater. I 1896 fik hun en datter (Mariotta) med hendes i mellemtiden afdøde forlovede, lægen Axel Thomsen. I 1897 blev hun ansat på Casino. Hun fik sønnen Ole med den gifte Henrik Cavling (fra 1905 redaktør på Politiken) og forlod operaen til fordel for journalistik: 1898 på Nationaltidende og to andre Ferslewske aviser, samt for Kvindernes Blad. 

Valborg Andersen var blandt iniativtagerne til Kvindehjemmet i Læssøesgade 1902, der fra 1945 kom til at ligge på Jagtvej i København, hvor det stadig ligger. (Se Politivennen Live Blogging "Kvindehjemmet i Læssøesgade" 1927). I 1901 blev hun redaktionssekretær ved Dansk Kvindesamfunds blad Kvinden og Samfundet, i 1902 redaktør ved Damernes Blad. Efter at bladet var købt af bogtrykker Egmont H. Petersen, ændredes navnet til Hjemmet. Det gav i starten stort underskud, men Egmont H. Petersen køb af en billedrotationspresse og Valborg Andersens nye redaktionelle linje til at gøre det til et familieblad til "Kamp for det Gode, det Skønne og det Humane, det som stræber opad til Gavn for Hjemmet og Samfundet", steg oplaget.

Hendes børn blev sat i pleje. Mariotta blev siden sygeplejerske, Ole blev journalist. Hun var medlem af Teosofisk Samfund (1902), Selskabet for Psykisk Forskning (1905) og interesserede sig for okkultismen. På trods af hendes indsats og indflydelse, foretrak hun at leve anonymt, og lade andre som Egmont H. Petersen få æren. Hun efterlod sig stort set intet kildemateriale. I tråd med det blev hun begravet i fællesgraven på Bispebjerg Kirkegård.

Thora Vilhelmine Jensen (1838-1903). (Efterskrift til Politivennen)

Thora Vilhelmine Hansen, blev født den 15. november 1838 i København. Her levede hun tilsyneladende til sin død 10. september 1903. Hun døde i De Gamles By "efter et langt smærtefuldt sygeleje" som det stod i dødsannoncen (se nederst).

Hun var datter af en arbejdsmand, siden vægter Cay Daniel Hansen Christine Larsen (Folketællingen 1840). Den 6. august 1858 blev hun gift i Trinitatis Kirke med tømrersvend Niels Jens Langdahl Jensen. Han var født  13. marts 1835 i København og døde den 29. april 1898 i Skt. Johannes Stiftelsen. Hans far var tømrersvend Peder Jensen.

Ved folketællingen i 1860 boede de i Murergade 6 på Nørrebro (ejendommen er nedrevet). Og havde da fået et barn, deres førstefødte. Tyve år efter, ved folketællingen i 1880 boede hun med sine 3 børn i Saxogade 17. Også denne ejendom er nedrevet - den lå tæt på kirken. Nu kaldte hun sig enke, og ernærede sig ved håndarbejde.

De fik i alt tre børn: Athemar Anton Langdahl Jensen, født 19. okt. 1858 i Murergade, døbt i Frue Kirke. Hjalmar Langdahl Jensen, født 2. jan. 1864 i Klerkegade 12, døbt i Skt. Pauls. -Hed(e)vig Langdahl Jensen, født ca. 1868 i Kbh. - Athemar var formersvend i 1885. Hjalmar var smedesvend i 1880.

Mellem 1860 og 1880 gik de fra hinanden. Men historien melder ikke noget om der er sket en lovformelig skilsmisse. Hvornår fremgår heller ikke præcis, men der er dog måske en forklaring i Politiefterretninger 10. juli 1877:

Tømrersvend Niels Langdahl Jensen af Schousgade 4, 2. sal, har den 2den ds. forladt sit Hjem, uden senere at være vendt tilbage. Hans Signalement er opgivet saaledes: 42 Aar gl, meget høj, spinkel af Bygning, mørkt Haar og Ansigtsfarve, brune Øjne, fyldigt Skjæg over hele Ansigtet og iført sort Frakke, Benklæder og Vest, sort lavpullet Hat, Trætøfler, graa uldne Sokker, Bomulds Lærreds Skjorte uden Mærke og kulørt Sirtses Halstørklæde. (A 6).

Og Politiefterretninger 19. okt. 1878 meddeler nøgternt at han er afleveret til fattigvæsenet. Det fremgår ikke om han boede samme med Thora i Schousgade. Måske var de allerede flyttet fra hinanden? Måske er der tale om Schouwsgade som efter 1882 skiftede navn til Vodroffs Tværgade.

Der må være sket et eller andet i mellemtiden. Men hvorfor de blev skilt, kan vi ikke vide. Måske fortæller mandens adresser noget om det. Han boede i 1880 i Store Brøndstræde 4, et af byens værste slumkvarterer. Han oplyste at han var ugift. Det bliver værre, for ved folketællingen 1890 er han flyttet til Holmensgade 4, endnu et af byens værste slumkvarterer, og han oplyste igen at han var "ugift"

Ifølge Politiets registerblade tog han ophold i Skt. Johannes Stiftelsen 19. aug. 1893 og døde dér knap 4 år senere af kronisk nyrelidelse, 53 år gammel. Årsager til kronisk nyrelidelse er som oftest diabetes eller forhøjet blodtryk, men kan også være nyrebetændelse eller medfødte sygdomme. 

Sankt Johannes Stiftelsen eksisterede 1885-1915. Den bestod af 3 afdelinger: en optagelsesanstalt for børn, et sygehus og et arbejdshus. Sygehuset modtog primært uhelbredelige eller kronisk syge, men havde også en afdeling for hudsygdomme. De personer, der blev optaget i arbejdshuset hørte til den gruppe fattige, som var i stand til at arbejde. De, der ikke kunne klare arbejdet enten på grund af fysiske eller psykiske problemer, blev henvist til Ladegården eller til Almindelig hospital. I 1918 blev stiftelsen overflyttet til arbejdsanstalten Sundholm som særlig afdeling.

Thora overlever ham med 10 år. Hun boede ifølge folketællingen 1901 i Matthæusgade 8A. Hun oplyste at hun var blomsterhandler. Hun har nu en 14-årig plejesøn hos sig. Hvem det er, ved vi ikke, men han har alderen til at være et barnebarn. Hendes egne børn var i 1887 hvor plejesønnen blev født, ca 29, 23 og 19 år. Kort efter må hun som nu ca 64 årig være blevet overført til det sted hvor hun døde, nemlig De Gamles By.

Dødsannonce for Thora, Social-Demokraten 12. og 13. september 1903. Som det ses skete begravelsen fra Nordre Kapel på Vestre Kirkegård, 13. september 1903 (søndag). Som det ses optræder kun Jensen'er og Hansen'er.  De sidste må formodes at være "Broder og Søster". Annoncen kan ikke have været helt billig.

Thora Vilhelmine Jensen er begravet på Vestre Kirkegård, og formentlig på grund af gravstenen, eller pladens udformning af jern er den blevet bevaret på lapidariet. Hun er således en af de meget få bevarede tidlige begravelser af fattig mennesker på kirkegården. En af hendes sønner var smedesvend, så man ikke det kan være ham som har fået fremstillet mindesmærket. Eller måske den smed Johan Rudolf Hansen som er nævnt i dødsannoncen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Perlsteins Ejendomme i Studiestræde og Fiolstræde. (Efterskrift til Politivennen)

Mislykket Udsmidning.

Hr. Perlstein havde i Gaar anmodet Kongens Foged om at "være sig følgagtig" til sin Ejendom i Studiestræde Nr. 27 for at sætte en Mælkehandler ud af dennes Lejlighed i Kælderen. Perlstein forklarede, at Mælkehandleren ikke havde betalt det Huslejebeløb, som forfaldt sor nogle saa Dage siden. Fogden var altsaa nødt til at tage med, skønt han nødig er saa strænge Husejere følgagtig. Mælkehandleren forklarede, al han var bleven enig med Perlstein om at blive boende til 1ste Oktober d. A., og at han havde betalt Husleje til Oktober Flyttedag, samt at Perlstein selv havde averteret Lejligheden i Aviserne. Han havde endogsaa et Par Vidner paa Aftalen, men uheldigvis intet skriftlig med Ejeren. Ejeren blev imidlertid ved sit, og Udsættelsen begyndte. Da det meste Bohave og Inventar var sat ud paa Gaden, hentede Mælkehandleren vor i Nærheden boende Sagfører, som straks mødte, men Fogden var imidlertid taget bort, da han skulde i flere lignende Ærinder. Sagføreren fik nu ved Politiets Hjælp stoppet videre Udsættelse, idet han paastod, at hvad der skete efter Fogdens Bortgang var privat og ulovligt. Hr. Perlsteins to Sønner var ved at bære Mælkefadene ud, den ene kom med Tykmælken, den anden med Kærnemælken, men begge maatte vende om igen. De satte nu afsted ud i Byen efter Fogden og fik omsider fat i hele Fogedpersonalet, som saa for anden Gang var Hr. Perlstein følgagtig. Perlstein maatte betale Gebyrerne nok en Gang, men Mælkehandleren var imidlertid flyttet helt ind igen, og vor Sagfører protesterede nu mod Udsættelsen. Følgen blev, at Fogedretten trak sig tilbage med uforrettet Sag, for at Kongens Foged selv kunde afsige sin Kendelse. Denne falder først om en Dags Tid eller to, og imidlertid er Mælkehandleren flyttet ind i sin ny Butik ved Siden af. Forestillingen overværedes af et stort og taknemligt Publikum.

(Social-Demokraten 25. september 1891).

En Dame kastet paa Gaden.

I Gaar Eftermiddags stod et solidt 4-Værelsers Møblement paa Gaden udfor nr. 13 i Fiolstræde og spærrede næsten al Færdsel; det vakte Opsigt i Kvarteret. Folk saa paa Møbelstabelen, medens de diskuterede Begivenheden. Her var øjensynlig ikke Tale om en Udsmidning af en fattig Familie.

Gik man op i Ejendommen, fandt man paa 2den Sal en tom Lejlighed, hvori et Par af Byfogdens Flyttefolk gik og rumsterede. Paa Dørpladen stod Navnet: Frk. Larsen.

Huset Ejer, Hr. Rentier Perlstein, fortæller, at Frøkenen er en ældre velhavende Dame, som ikke har betalt den forfaldne Huslejesum, skønt gentagende Paamindelser. Hun havde tilleje hos sig bl. a. en Hr. Boss, der gjorde sig bekendt ved sit Detektivbureau, og derudover havde de øvrige Husbeboere gentagne Gange besværet sig.

Frøken Larsens Tilhængere i Ejendommen fordømmer Hr. Perlsteins Adfærd i stærke Ord.

Endnu ud paa Aftenen var Begivenheden det almindelige Samtaleemne i Fiolstrædekvarteret, hvor baade Hr. Perlstein og Frk. Larsen er meget kendte.

(Social-Demokraten 8. juli 1903, 2. udgave).

Ali Nouri Bey (1858-1937) og Hairie Ben Ayad (1879-?). 2/7. (Efterskrift til Politivennen)

Den 19. januar 1903 optrådte Hairie Ben Aiad i Alliance Francaise med et foredrag med titlen: "Den tyrkiske kvinde og hendes tilværelse i haremet". På daværende tidspunkt boede parret i Malmö. Den 6. februar optrådte hun igen, denne gang i Odd Fellowpalæet for fulde huse. I pressen vakte det opsigt at hun optrådte med orientalsk dragt med tildækket hår og ansigtet dækket af et let slør.

Den danske presse beskæftigede sig kun i ringe grad med hvad hun sagde i disse foredrag, og beskæftigede sig mere med hendes udseende. Heldigvis findes der dog et ret udførligt uddrag af foredraget på engelsk, se længere nede i dette indslag.

Abdülhamid 2 (1842 – 1918) var sultan af Det Osmanniske Rige. Han tabte en krig mod Det Russiske Kejserrige, men vandt mod Kongeriget Grækenland i 1897. Han regerede 1876 - 1909, hvor han blev afsat efter den Ungtyrkiske revolution. Af sine modstander, bl. a. russerne, armenierne og rumænerne blev han betegnet som "Den Røde Sultan" og "Abdulhamid den Forbandede" mm.

Social-Demokraten havde en halvsides artikel på forsiden den 23. juni 1903 hvor der var en beskrivelse af parrets optræden i København.

Er Sultanen myrdet?

En paladsrevolution.

---

Hvem er Ali Nouri?

Det Spørgsmaal alene er saa interessant, at vi skylder vore Læsere Besked derpaa, endnu før vi gengiver hans Artikel.

Ali Nouri, som uden at de fleste anede det, bor midt iblandt os. har indtil for faa Aar siden hørt til Sultan Abdul Hamids betroede Stab, har bevæget sig ud og ind i hans Slot, den af Intriger og Mysticisme omspundne Yildiz Kiosk.

Som 14-15aarig Dreng kom Ali Nouri fra Sverig, der er hans Hjemland, til Tyrkiet, hvor han banede sig Vej til de fornemste Kredse og stiftede Bekendtskab med en Dame af fornem tyrkisk fyrsteslægt. Prinsesse Hairie ben Aiad. Han vandt den smukke Prinsesses Hjærte og giftede sig med hende. Derved skabte han sig en udmærket Karriere, optoges som Sultanens Embedsmand i Yildiz Kiosk, dekoreredes med mange Ordener og indviedes i det tyrkiske Diplomatis hemmelighedsfulde Methoder. Senere blev han udsendt Konsul i Piræus og endnu senere tyrkisk Repræsentant i Rotterdam.

Mens han beklædte denne Post, kom Sultanen under Vejr med, at han havde sluttet sig til det ung tyrkiske Parti. Han blev pludselig ved en fiffig formuleret Skrivelse, der skulde lokke ham, kaldt hjem til Konstantinopel; men han lugtede Lunten og holdt sig i passende Afstand.

Sultanen lod da Sag anlægge imod ham, og han dømtes til - 101 Aars Fængsel, en ægte tyrkisk Dom, som vore Læsere maaske endnu erindrer; den vakte i hvert Fald almindelig Opmærksomhed over hele Verden.

Med det meget Fængsel over sit Hoved flygtede Ali Nouri. Han slog sig en Tid ned i sit Fædrelands Sverig, men har fornylig taget Ophold her i København, hvor hidtil ikke saa meget han selv som hans Frue, Prinsesse Haireie ben Aiad har fanget Interessen.

Prinsessen har de fleste Københavnere lagt Mærke til, naar hun har vist sig paa Gaderne, hvor hendes elegante Dragter har gjort Opsigt og hendes Skønhed har vakt Beundring. For nogen Tid siden holdt hun et Par Foredrag i Koncertpalæet paa Fransk. Det var dog ikke saa meget hendes Foredrag som hendes interessante Person, der ved den Lejlighed samlede en Del af det velhavende København. Hun er jo en virkelig Prinsesse og ovenikøbet tyrkisk. Hun stammer fra Tunis og regner sine Ahner tilbage til selve Profeten i lige Linie. Allerede 14-15 Aars Alderen blev hun gift med Ali Nouri, nu er hun omkring de 30.

---

(Social-Demokraten 23. juni 1903. Uddrag - resten af artiklen er Ali Nouris beskrivelse af situationen i Tyrkiet).

Emma Wulff. (Efterskrift til Politivennen)

Emma Elisabet Mariane Wulff, født Friis (1853-1903). Socialdemokraten, 15. november 1900 omtalte fru Emma Wulffs aftenundervisning for Studentersamfundet i tysk, Gothersgade 149. Hun fik anbefalinger fra Herman Trier, direktør Julius Schiøtt m. fl. Hendes mening var at det fortrinsvis skulle være for arbejdende kvinder som havde brug for tysk. Som der stod i annoncer: "Nogle ubemidlede unge piger kan blive deltagere på nogle billige kursus i tysk. Specielt anlagt på talefærdighed."

Vilhelm Beck (Indre Mission) havde deltaget i et noget højrøstet debatmøde i Studenterforeningen marts 1899. Jeppe Aakjær havde ligeledes et godt øje til Indre Mission som han så som formørkende og fordærvende som han selv havde lidt under i sin ungdom, og skrev en række artikler imod Vilhelm Beck.

Studentersamfundet begyndte fra omkring 1902 at lave med stor succes søndagsskoler direkte imod Indre Mission. Her gav man arbejderundervisning, foredrag, retshjælp, koncerter osv. Indre Missions avis, Kristelig Dagblad, kaldte dem "Mørkets Fyrste".

Demokraten (Århus) berettede den 14. januar 1903 at fru Emma Wulff deltog i Studentersamfundets kamp mod de indremissionske søndagsskoler i København, deres helvedeslære. Bl.a. deltog Herman Trier. Fru Emma Wulff deltog ved at fortælle eventyr "tusinder af blanke barneøjne strålede mens fruen oprullede de fantastiske billeder for de undrende små."

Hun døde af betændelse i hjertet efter en lungebetændelse. Gift med handelsboghander Adolph Henrik Wulff.

Unge Piger til Eksamen.

Fru Emma Wulff, Gothersgade 149, 4. Sal, havde indbudt os til at overvære en eksamen i sin bopæl. Vi vidste, hvad det drejede sig om. Fru Wulff har nemlig for et par år siden været omtalt her i bladet i en kortere notits. I den meddelte vi, at fruen gav undervisning i tysk og dansk for kvindelige elever fra de kommunale fortsættelsesskoler, hvor hun er lærerinde. Men først i forgårs aftes, da vi tog plads i fru Wulffs spisestue for at overvære eksamen, fik vi et indtryk af, hvad den elskværdige dame har udrettet med sin undervisning.

Lad os prøve på at referere den fornøjelige aftens begivenheder. Tilskuerne er samlet. Ja, netop tilskuerne, thl vi skal overvære opførelsen af en lille, tysk studenterkomedie, udført af de unge, danske piger. Fru Wulff forklarer, at til højre ligger et lysthus, til venstre floden Rhinen. Vi har tvunget vor fantasi til at føle sig lykkelig og glad i disse herlige omgivelser og umiddelbart efter hopper to kønne damer ind, sætter sig ved lysthuset og tolker deres små længsler på tysk og uden Sufflør.

Så udvikler begivenhederne sig. Lystige studenter, d. v. s. forklædte ungmøer med studenterhuer og overskæg, fører glad konversation - et lille stykke komedie, som ikke blot viser de agerendes herredømme over det fremmede sprog, men tillige røber sceniske evner der bærer af en frisk naturlighed og ungdommelig livsglæde. Det lille stykke endte med en frejdig studentervise, sunget af det hele kor, 14-16 piger, af hvilke vistnok ingen var over de 20 år.

Derefter deklameredes et par af Goethes og J. P. Jacobsens "Kender du Pan?" i tysk oversættelse, besørget af fru Wulff.

Det var såre smukt, men resultatet er så meget større, som det er lykkedes fruen at bibringe de unge piger, der alle er udgåede fra kommuneskolerne og er arbejderbørn, deres færdig i tysk på ca 1½ år. Det opnås da også kun ved en inderlig, fortrolig samvirken mellem lærerinde og elever. Undervisningen er en fest for begge parter, og udbyttet svarer til den glæde der svæver over arbejdet i undervisningstimerne.

Efter denne eksamen i tysk fik tilhørerne en fornøjelig underholdning i dansk, idet nogle af de unge piger oplæste og spillede i scener af Holbergs og Hostrups komedier. Netop så smukt burde vi alle lære at tale det danske sprog, og for det bidrag fru. Wulff har ydet til løsningen af den foreliggende opgave fortjener hun en varm tak.

Eksamenen var endt. Direktør Schiøtt fra Zoologisk Have holdt en tale, halvt på dansk, halvt på tysk, takkede for aftenen og omringedes af de unge piger, hvem han poetisk og på tysk sammenlignede med vårens friske, dejlige blomster. En anden tilhører henfaldt i lyriske stemninger på dansk.

Kunne fru Wulff tænke sig nogen større anerkendelse af sit gode arbejde? Smilende unge piger, i hvis hjerter hun har skabt den frejdigste stemning, og et publikum der beundrer hendes vellykkede gerning!

A. C. M.

(Social-Demokraten 25. april 1903).

Se også hendes kamp mod indremissionske søndagsskoler, sammen med Studentersamfundet og Herman Trier.)

Mandag morgen den 18. ds. mistede vi vor kære moder, fru Emma Wulff, født Friis.
Anna Wulff
Henrik Wulff.
Gothersgade 149, 4. sal.
Begravelsen finder sted fra St. Andreas Kirke, lørdag den 23. ds kl 12.30

(Social-Demokraten, 21. maj 1903)

Emma Wulffs gravmæle på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fru Emma Wulffs jordefærd.

I går middags kl. 12:30 begravedes fru Emma Wulff fra St. Andreas Kirken i Gothersgades forlængelse.

Smukkere højtidelighed har vi ikke længe overværet. Stolestaderne var optagnet af den afdødes elever, dels fra Studentersamfundets aftenundervisning og fortsættelsesskolerne, dels fra hendes private kursus, og man så i disse unge pigers bedrøvede ansigter, hvor højt de elskede den ædle kvinde, der nu lå på dødens båre. Blandt andre tilstedeværende bemærkedes folketingets formand, hr. H. Trier, direktør Julius Schiøtt og folketingsmand A. C. Meyer.

Henne ved båren, over hvilken der lå et væld af kranse, som strakte sig gennem næsten hele kirkens midtergang, sad fru Wulffs datter og søn, begge dybt nedbøjede over den sorg, der havde ramt deres lille, lykkelige hjem.

Blandt kransene bemærkede vi en fra deltagerne i Studentersamfundets aftenundervisning sendt blomsterguirlande med signerede bånd.

Orglet præluderede, hvorefter koret og forsamlingen afsang "Lyksalig, lyksalig", hvis smukke linier:

På jorden ej lever så salig en sjæl,
jo lykken kan omskiftes fra morgen til kvæld

passede så ejendommeligt på den afdøde kvinde, hvis lyse livssyn og frejdige glæde nu ligger "knust under aftenens sky".

Pastor Lützhøfft holdt talen, i hvilken han dvælede ved fru Wulffs sjældne egenskaber som moder for sine børn og opdrager for de unge piger, for hvilke hun var lærerinde. Til slut rettede han sine ord til børnene og bad dem ligne hende i arbejde, kærlighed og energi.

De unge piger græd stille, datteren hulkede højt.

Så lød den smukke aalme "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder", og da dens toner døde hen, bar ligbærerne under afsyngelsen af salmen "Dejlig er Jorden" kisten ud til rustvognen, mens følget gik langsomt efter. Fru Wulffs datter var så nedbøjet, at hendes broder måtte støtte hende. De sørgeklædte unge piger fulgte efter.

Begravelsen foregik på Vestre Kirkegård, hvor præsten bad en bøn ved braven.

M

(Social-Demokraten 24. maj 1903)