Søren Johan Ottosen (1859-1904). (Efterskrift til Politivennen)

Johan Søren Ottosen (1859-1904). 1885-99 lærer ved Efterslægtsselskabets Skole. 1900  leder af Nordisk Forlags skolebogsafdeling. Medlem af Folketinget for Venstre 1901-1903, samme valg som systemskiftet fandt sted. 

Johan Ottosen skrev en del bøger om historie. De udkom over 100 år efter de var skrevet i 2020'erne som ebøger. 

Mest kendt er han som forfatter til teksten "Det haver så nyligen regnet" (1890). Digtet blev til i en periode hvor protestpolitikken i Nordslesvig var opgivet og man i stedet forsøgte at indrette sig med det bestående. Det var oprindelig et lejlighedsdigt til Studenter-Samfundets Sønderjyske Samfunds besøg i København 1890, og en omskrevet folkevise. Den blev en slags "kampsang" for sønderjyderne og måtte udelades af Sprogforeningens "Den blaa Sangbog" da den blev forbudt af de preussiske myndigheder.

Frederik Riise (1863-1933): Søren Johan Ottosen (1859-1904). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Dansk og Tysk i Sønderjylland

Hr. Johan Ottosen har følt sig ilde berørt ved en Ytring i vor Artikel "Hvad en stærk Regering er god for," hvori vi drog tilfelts mod "Dagbladets" Skaberi over Nordmændenes venlige Sindelag mod den tyske Kejser. "Dagbladet" havde nemlig bebrejdet Nordmændene, at de kunde se mildt til en Monark, hvis Regering gik ud paa at berøve 200,000 Sønderjyder, der talte det samme Maal som Nordmændene, deres Sprog og Nationalitet, og vi havde da spurgt "Dagbladet", om det rent havde glemt, at vi i de 12 Aar, da vi havde Magten derovre, bar os ad akkurat paa samme Maade mod en stor Del af de tyske Sønderjyder som Prøjserne nu gjør det mod de danske Slesvigere.

Det var derved sandelig ikke faldet os ind - saaledes som Hr. Ottosen synes at mene - at undskylde den prøjsiske Regering for sin barbariske Fremgangsmaade ved at jævnstille den med vor Regerings Adfærd i Halvtredserne i Sønderjylland. Vi finder den tvertimod ligesaa dum som grusom. Men vi vilde kun foreholde "Dagbladet," at det mindst af alle havde Ret til at tale om Prøjsernes brutale Handlemaade i Nordslesvig, da det samme Blad i Halvtredserne var det, som ved sit fanatiske Sprog og sin blinde Iver for Tyskens Udryddelse i Slesvig bidrog mest til at styrke Regeringen og at drive den frem paa sin skjæbnesvangre Vej til Mellemslesvigs Danisering.

Forresten svæver Hr. Ottosen i en ganske betydelig Vildfarelse, naar han mener, at vor Regerings Adfærd i Sønderjylland var mindre brutal, end den prøjsiske nu er det. Tvertimod. Denne har dog ladet 20 Aar gaa hen, for den nu for Alvor har begyndt paa sit Hærværk mod det danske Sprog, medens vore Reformatorer strax gav sig i Kast med det tyske. Hr. Ottosens Mening, at 90 pCt. af de danske Nordslesvigere ikke skulde forstaa en hel Sætning Tysk er derfor ogsaa grundfalsk, thi de allerfleste Folk derovre forstaar sproget nu ret vel, medens dette aldeles ikke var Tilfældet med de tyske Mellemslesvigere, som allerede efter et Par Aars Forløb blev tvungne til at benytte sig af det danske.

(Aftenbladet (København) 21. juli 1890).

Dagbladet startede 24. november 1851 med et nationalliberalt sigte. Da Aftenbladet skrev artiklen, var bladet startet på den nedgangsperiode som gjorde at det i 1891 blev overtaget af De Ferslewske Blade. 1893-1930 var det et af Dagens Nyheder.

Johan Ottosen er død.

I Aftes ved 6-Tiden er fhv. Folkethingsmand for Frederiksberg Johan Ottosen afgaaet ved Døden efter i længere Tid at have lidt af en tiltagende Anæmi (Blodmangel), som hans Læger havde opgivet at faa Bugt med. Han blev kun 45 Aar gammel.

Johan Ottosen var sødt den 31. Januar 1859 i Hylke ved Skanderborg, hvor hans Fader var Skolelærer. Paa fædrene Side tilhørte han en jysk Gaardmandsslægt, paa mødrene Side nedstammede han fra Husmænd og Landsbyhaandværkere. Tretten Aar gammel kom han i Horsens Latinskole, og i 1878 blev han Student. Han kastede sig over Teologi, men brød snart med dette Studium og gav sig til at dyrke Sprogvidenskab. Efter en lille Tid at have været Huslærer paa Landet, fik han 1881 Bolig paa Regensen, blev snart Venstremand og Medstifter as Studentersamfundet". I 1885 tog han Magisterkonferens med Historie som Hovedfag.

Han blev Inspektør ved Efterslægtens Skole og vandt snart Navn som en ivrig Forkæmper for den nu gennemførte Skolereform, der afskaffer de døde Sprog og bringer Folkeskolen i organisk Forbindelse med den højere Skole. Det er særlig til denne Virksomhed, hans Navn vil forblive knyttet.

Som Inspektør i Efterslægten tog han selv Børneklassen i Historie, forfærdedes over de Lærebøger, de maatte bruge, og forsøgte selv at skrive nogle Bøger for Børn. hvis Fremstillinger var bygget paa Iagttagelser af Børnenes Forraad af Ord og Forestillinger. Disse Bøger sikrede sig snart Førstepladsen i Skolerne, og senere skrev Ottosen sammen med Adjunkt Schmidt i Horsens en Bog for Mellemklasserne.

Senere overtog han Redaktionen af det store Vært "Folkenes Historie".

Hans Arbejde for en Samvirken mellem Nordens Folk var et Udslag af den stærke nationale Interesse, der gav sig endnu stærkere Udtryk i hans Virksomhed for den sønderjydske Sag. Han førte altid en national Begrundelse for sin demokratiske Politik og var derved til Tider i ret afgjort Modsætning til sine nærmeste Meningsfæller. Hans politiske Grundtanke var følgende: Vort ufravigelige Formaal er vor Nations Opretholdelse og Trivsel. Det vigtigste Middel dertil er at give Nationen Selvstyre i alle Forhold paa den politiske Ligheds Grund. Hos os maa det nationale være demokratisk; vil man være "dansk", maa man være folkelig.

For Valget 1901 modtog han en Opfordring til at stille sig i Frederiksbergkredsen imod Professor Ellinger, der havde erobret Kredsen for Højre i 1898 ved at slaa Kommandør Bojesen. Ottosen tog imod Tilbudet og begyndte sin Valgkampagne.

Det kostede ham et stort Arbejde og blev især bevæget derved, at Trafikminister Juul Rysensten forviste Jærnbaneassistent Ohlsen til Sparkær, fordi han havde tegnet sig som Stiller for Ottosen. Dette Skridt vakle stor Harme blandt Statsfunktionærerne i Kredsen og forøgede Udsigterne for Ottosens Valg, medens det bragte hans Modkandidat i en ubehagelig Stilling. Paa Valgdagen fik Ottosen 2448 St., Ellinger 2390, og Valgets Resultat forelaa først ved Midnatstid.

I den samling, hvori Ottosen sad i Folkethinget, beskæftigede han sig væsenlig med saadanne Sager, der vedkom Skolevæsnet, og han var blandt de Mænd, som Kultusministeren i Sommeren 1902 anmodede om at overveje et Forslag til en Reform af den lærde Skole, hvorved netop skulde tilvejebringes en saadan Forbindelse mellem denne og Folkeskolen, som havde været Ottosens Tante i mange Aar.

Desuden blev han valgt ind i Folkethingets Lønningsudvalg og fik derved Lejlighed til at beskæftige sig med nogle af de nye Forslag angaaende Statsfunktionærernes Lønninger. Endelig indvalgtes han i Thingets Sprogudvalg og hævdede særlig under Husdyrlovens Behandling i en fortræffelig Tale del betydningsfulde i at faa Lovene affattede i en forstandig Form og i et jævnt dansk Maal. Træffende paaviste han, hvor bagvendt Lovbestemmelserne ofte stilles op.

Ved det sidste Folkethingsvalg i 1903 faldt Ottosen som bekendt for Prof. Ellinger. Under den nuværende politiske Situation vilde han naturligt have hørt hjemme blandt de socialradikale, som stiller sig i Opposition til Venstreministeriets militaristiske og folkefjendtlige Politik.

(Social-Demokraten 11. marts 1904).

En lille Højtidelighed paa Vestre Kirkegaard.

(Fra vor Meddeler )

Kbhvn, den 24, Maj.

Johan Ottosens Mindesten afsløres.

Finanamin. Vilh. Lassen taler.

Om Skolebestyrer, Folketingsmand Johan Ottosens Grav paa den smukke Vestre Kirkegaard, paa et højtliggende Punkt med vid Udsigt over Sjælland, Amager og Køge Bugt, samledes i Dag ved 1-Tiden en skare af den afdøde, udmærkede Skolemands Venner for at overvære Afsløringen af en Mindesten, som de har ladet rejse paa Graven.

I den ikke overvættes talrige Forsamling bemærkedes Finansminister Vilh. Lassen med Frue, Skolebestyrer, Dr. phil. Starcke, Folketingsmand A. C. Meyer, Overretssagførerne Hvass og Arntzen, Dr. med. Gustav Ottesen, Toldinspektør Ivar Bærendtsen, Professor Gertz, Professor Camillus Nyrop, Dr. phil. Axel Olrik, Professor Hans Olrik, Forfatterne Niels Møller og Normann Hansen, Fabrikant Charley Johnsen, Cand. mag. H. V. Clausen, Forfatteren Sigurd Trier med Frue, Kommunelærer Møller-Lund med flere. Mærkeligt nok for Resten, at ikke flere Folketingsmedlemmer havde givet Møde.

Netop som en mindre Regnbyge trak hen over Kirkegaarden, uden dog at bringe Forstyrrelse i den smukke Højtidelighed, traadte Dr. phil. Starcke hen til den af et Lærredsdække tilhyllede Mindesten og udtalte, at den unge Kunstner, som havde givet Udkastet til Mindestenen, netop havde truffet den Form, som den afdødes Venner havde ønsket, og som passede saa godt over en Mand som Johan Ottosen, der var saa enkel og klar. Vi ønskede at rejse et nordisk Minde over ham. Vi finder saadanne mægtige Bavtastene spredte rundt om i Norden. De staar som et fast og stærkt Udtryk for det, man vil mindes. Alt nordisk laa Johan Ottosen stærkt paa Sinde. Derfor passer denne Bavtasten, hugget af svensk Granit, saa godt paa hans Grav. 

Dermed lod Dr. Starcke Dækket over Stenen falde, og han overgav dermed Mindesmærket i Johan Ottosens Families Varetægt.

Finansminister Vilh. Lassen tog derefter Ordet. Han traf første Gang Johan Ottosen, da denne i 1880 fra en Huslærerplads paa Ærø kom til København for at fortsætte sine Studeringer. Det var da, som en frisk Vind med ham kom ind i Studenternes Kreds. Han kunde deltage i politiske Debatter, men vilde man drage ham bort fra hans alvorlige Studier, blev han vred. Ogsaa senere, fra Sønderjylland, havde Ministeren kendt ham. Han gav sig hen i denne Bevægelse for Danskhedens Bevarelse i Sønderjylland, og den gennemglødede ham i en Række Aar og gav ham en flammende Danskhed for Resten af hans Liv.

Ministeren fremhævede endvidere hans store Fortjenester paa Skolevæsnets Omraade, men troede, at Johan Ottosen som Folketingsmand og Politiker havde haft sin bedste og glansfuldeste Tid. Han kunde i denne Stilling udnytte alle sine Evner, og han havde Glæde af sin Virksomhed. Han talte kun om, hvad han havde Forstand paa og hørtes med største Opmærksomhed, og han havde ingen Fjender. Han vilde være bleven en Vinding for vort Parti, om han havde levet. Det skete ikke. Nu har vi kun at samle paa Minderne om ham. Han var som et evigt Foraar, at gaa med ham under Armen og tale med ham var som at gaa under ungt Løv.

Enkefru Ottosen takkede Vennerne for Mindesmærket og Kunstneren, der havde udført det. Det havde frydet hende, at Ottosens Venner, som ogsaa havde været hendes, havde rejst det.

Dermed afsluttedes den lille Højtidelighed.

Mindesmærket er en 5 Alen høj Bavtasten af svensk Granit. Paa Forsiden læses: Johan Ottosen. 31. Januar 1859. 10. Marts 1904.

I en Drageslyngning langs Stenens Rand læses: I Skole og paa Tinge, med Pen og med Tunge, virked han for alle Danske, for Friheds Sag. Nordens Haab, Folkets Fremme. Venner rejste Stenen.

Billedhugger Povl Olrik har udkastet Tegningen. Stenhugger A. Sode har udført Arbejdet.

(Fredericia Dagblad 25. maj 1905)

Dr. phil. Starcke må være C. N. Starcke (1858-1929), oprindelig tilhørte han Venstre, senere stiftede han Danmarks Retsforbund. Vilhelm Lassen (1861-1908) var finansminister 1901-1905. Han var bl.a. initiativtager til Kongeriget Danmarks Hypotekbank. Axel Olrik (1864-1917) er mest kendt som folkemindeforsker. Broderen Hans Thorvald Olrik (1862-1915) var historiker og skolemand. 

Johan Ottosens mindesten på graven på Vestre Kirkegård. Ægtefællens sten er her gemt i buskadset, nederst til høre for stenen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Johan Ottosen blev 1890 gift med Martha Johannsen, datter af den nordslesvigske politiker Gustav Johannsen og svoger til Sigurd Trier. Vielsen fandt sted i den danske kirke i Flensborg. Han var ven med H. P. Hanssen og Hørup. Han døde af anæmi.

"Martha Ottosen, datter af Gustav Johannsen" (1866-1928). Stenen er en slags miniatureudgave af mandens bautasten, og størrelsesforholdet ses til venstre: soklen af ægtefællens sten. Han var nordslesvigsk politiker Gustav og stod i 1880'erne politisk mellem edsnægtere og edsaflæggere og kom senere til at stå mellem H.P. Hanssens pragmatiske linje og Jens Jessens stejlere kurs. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Lindevangshjemmet 6/8. (Efterskrift til Politivennen).

 Stiftsdame Frk. Regitze Barner

50 Aar i Menneskekærlighedens Tjeneste

Avisoriginalens uskarpe foto er erstattet af dette. J. Petersen: Regitze Barner. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Dag fylder Stiftsdame, Frk. Regitze Barner, 70 Aar.

Regitze Barner var kun 19 Aar gammel, da det religiøse Gennembrud fandt Sted i hendes Liv. Og Frugten heraf blev en brændende Trang til at afhjælpe Nøden, hvor denne fandtes. Kort efter begyndte hun i Køge, hvor hun boede, at gaa rundt til fattige, syge og til dem, der var kommen paa Kant med Samfundet.

Disse Samfundets udstødte blev ved at leve i hendes Tanke, og da hun i sit 25. Aar kom til København, begyndte hendes offentlige Virksomhed ogsaa med, at hun blev Medlem af Fængselsselskabet og nogle Aar senere Direktrice. Derved kom hun i personlig Forbindelse med Fangerne. Under Arbejdet mellem dem opstod Tanken om det første Hjem, hun grundede, "Lindevangshjemmet", som indviedes i 1878 - et Optagelseshus for 20 unge, straffede Kvinder, som der i to Aar uddannes til Tjenestepiger.

Derefter stiftedes "Foreningen til Børn for enligt stillede Kvinder", for hvilken Frk. Barner nu i 24 Aar har været Forstanderinde.

Men det var ikke blot de unge Kvinder, Frk. Barner ønskede at værne mod de Farer og Fristelser, som truer dem. Trangen til at værne de ældre mod den Forladthed, som ofte formørker deres sidste Aar, levede ogsaa i hendes Hjerte I mange Aar har der i Børnehjemmet hver Juleaften været Fest for henved 100 enlige gamle, og adskillige af dem har hun eller hendes Hjælpersker i Mellemtiden besøgt. Men hun ønskede at gøre mere - og dette Ønske ligger til Grund for det sidste Hjem, hendes varme Energi har rejst, det smukke, anseelige "Vesterled" med sine 22 Lejligheder og sin hyggelige hjemlige Indretning.

Det vilde føre for vidt blot nogenlunde al skildre den store, forskelligartede Virksomhed, Frk. Barner har skabt. Men maa her nøjes med disse løse Antydninger. Saa meget skal endnu blot siges, at naar hun nu fylder 70, betyder det, at hun i 50 Aar eller lidt derover har staaet i Menneskekærlighedens Tjeneste.

*

I Anledning af Fødselsdagen afholdes der i Dag Kl. 11½ i Kvindernes Værnehjem i Helgolandsgade en lille Festlighed, ved hvilken nuværende og tidligere Beboere af Hjemmet vil skænke hende en Buste af Frk. Barner, dets Stifter og Forstanderinde. Busten, der er tilvejebragt ved Indsamling blandt den Kreds af Kvinder, der har været knyttet til Hjemmet, er udført af den norske Billedhuggerinde, Fru Finne Døvle. Talen holdes af Snedkermester, Cathrine Horsbøll. En Sang er skrevet til Festen af Hr. Alfr. Ibsen.

(Dagens Nyheder 28. februar 1904)

Regitze Vilhelmine Lovise Augusta Barner (1834-1911) trak sig tilbage fra alle sine hverv og flyttede permanent til Vallø Slot. Hun er begravet på Vallø Stifts Kirkegård.

På denne side findes en biografi af Hilda Anine Andersen (f. 1885) som opholdt sig på hjemmet 1906. 

Den dræbte Smedesvends Ulykkesforsikring. (Efterskrift til Politivennen)

Hans Barn faar ingen Ting.

Forrige Onsdag styrtede en 22 aarig Smedesvend Charles Petersen under sit Arbejde paa den elektriske Lysstation i Gothersgade ned fra et Stillads i 58 Fods Højde. I Nattens Løb døde han paa Hospitalet.

To Dage efter - om Fredagen - skulde han have haft Bryllup. I Stedet for at sætte Brudekransen paa sit eget Hovede kom hans Kæreste nu til at lægge en Krans paa sin afdøde Vens Kiste.

I Tirsdags blev han begravet fra Nordre Kapel paa Vestre Kirkegaard. En talrig Skare af Kammerater og Direktørerne for Aktieselskabet Smith, Mygind & Hattemeyer, som han havde arbejdet for ved sin Død, fulgte ham til Graven. Og foruden samledes om hans Kiste den gamle, sørgende Moder, hans Brødre, Kæresten - og hans og hendes lille Dreng.

Petersen var ulykkesforsikret, som alle udsatte Arbejdere, men de Par Tusind Kroner, som hans Hustru og Barn kunde have saaet, bliver nu nægtet dem, fordi Ulykken var kommen to Dage før det berammede Bryllup.

Hvad havde vel været rimeligere end at udbetale Pengene til hans Kæreste og Barn? Nu faar de ingen Ting.

Forhaabenlig vil Petersens "lovlige" Arvinger, som nu faar Pengene udbetalt, huske paa disse to, der dog stod ham nærmest, hans Barn og hans Barns Moder.

(Aftenbladet (København) 16. januar 1904).

Søren Lemvig-Fog 1864-1906. 3/6. Efterskrift til Politivennen)

 Telegrafonen.

"Politiken" og dens Reklamering.

Pressen var forleden indbudt til at tage Ingeniør V. Poulsens Telegrafon i Øjesyn.

Vi har tidligere omtalt Opfindelsen; Telegrafonen er et Apparat, der opskriver Tale. Det kan forbindes med en Telefon, og naar ingen er hjemme, modtager Apparatet Besked, som man saa kan høre ved Hjemkomsten. Eller det kan indrettes med en løs Plade, paa hvilken ens Tale opskrives; Pladen kan tages af og bringes hen til et andet Apparat, hvor den da kan afhøres.

I teoretisk Henseende er Opfindelsen meget smuk. I Praksis lider den endnu, hvor meget den end er blevet forbedret, af to Mangler; det Apparat, der virker i Forbindelse med Telefonen, er meget stort, og det er dyrt; dels Pris varierer fra 200 til 1000 Kr. De største Udsigter synes den anden Anvendelse af Opfindelsen, Apparatet med den løse Plade og at have; den vil nemlig kunne erstatte al Forretnings-Stenografering.

En Forretningschef kan diktere sine Breve til Pladen, Pladen flyttes over til et andet Apparat, som staar ved Skrivemaskinen; her afskrives det af Skriveren, til hvis Øren to Hørerør sættes fast med en Bøjle. Det sagdes os af Bestyrelsens Formand, Hr. Lemvig-Fog, at Bankmænd havde udtalt, at Apparatet var uvurderligt for dem; det maa formodentlig være Princippet i det, medens Udførelsen endnu maa lide af visse Mangler, thi paa vort Spørgsmaal om Apparatet var i Brug i nogen større Forretning eller Institution her i Byen, svaredes der benægtende.

Ingeniør Poulsen arbejder fremdeles med flere Medhjælpere paa Opfindelsens Fuldkommengørelse, og naar man ser den store Valse, han udstillede paa Pariser Udstillingen i 1900, og sammenligner den med det nuværende Trin, Opfindelsen er naaet til, da er der gjort store Fremskridt, og forhaabentlig vil han med Tiden overvinde alle praktiske Hindringer.

Telegrafon-Aktieselskabet.

Aktieselskabet har en Aktiekapital paa 2 Mill. Kr.; om denne er indbetalt delt eller delvis, derom ved vi ikke Besked. Pengene er anvendt til Køb af Opfindelsen, til Indrettelse og Drift af Laboratoriet, til Udtagelse af Patenter, til Rejser og anden Reklame for at gøre Opfindelsen bekendt. Pengene skal forrentes ved det, der kommer ind, naar Patentet sælges. Ifjor var der Tale om at sælge Verdenspatentet til Amerika, forrige Aar om at sælge Patentet i England, men ingen af disse Salg er dog blevet til noget. I Aar meddeler Bestyrelsen, at den har solgt Patentet til Tyskland, ikke for en bestemt Sum, men for Andel i Udbyttet; til Amerika er Patentet ogsaa solgt, dels for en kontant Sum, dels for Aktier, hvis Værdi imidlertid afhænger af Udbyttet; endelig er Patentet for Danmark solgt til en Del af Aktionærerne, som har dannet et nyt Aktieselskab til Fabrikation af Apparaterne og har betalt 50,000 Kr. for Patentet; dette Arrangement blev truffet, da der ikke var flere Penge at arbejde med. De Penge, der er kommet ind, er alle medgaaede til Driften, og der kan derfor intet Udbytte gives til Aktionærerne.

"Politiken" og Reklamen.

"Politiken" omtalte i Søndags Telegrafonen saaledes:

"Lidt mindre hurtigt, end man havde tænkt, men forhaabentlig des sikrere arbejder Ingeniør Poulsens geniale Opfindelse, Telegrafonen, sig frem. Trompetfanfarerne der i sin Tid forkyndte, hvilke uhyre Kapitaler Telegrafonen vilde kaste af sig, var maaske sat et Par Toner for højt op, men selv de største Opfindelser foragter jo ikke Reklamen.

Men forøvrigt ligger det jo i Sagens Natur, at en saa gennemgribende Opfindelse maa tage Tid, og at de, der har sat deres Penge i Foretagendet, maa have nogen Taalmodighed."

Men hvem var det, der udstødte de saa skingrende Trompetfanfarer?

Det var netop "Politiken", der for et Aar siden lavede en Reklame for Telegrafonen, saa tyk, at den maatte falde for Brystet. Det var "Politiken", der lancerede Bestyrelsens Afslag om det amerikanske Millionbud, fordi dette betragtedes som lavt. Amerikanerne havde efter Sigende tilbudt Aktiernes Paalydende i Penge og desuden det 6-7 dobbelte Beløb i amerikanske Aktier. Dette udlagdes af "Politiken" derhen, at de danske Aktier var det 6-7-dobbelte Værd. Bladet skrev følgende:

"Det fortaltes paa Generalforsamlingen, at en ung Lensgrevinde af sine Naalepenge havde købt for 5000 Kr. Aktier, og at Lensgreven nu købte dem af hende for 25.000 Kr. Vi ved ikke, om denne Historie er sand; er den det, saa har Lensgreven gjort en god Forretning."

Altsaa "Politiken" fortalte Folk at det var en god Forretning at betale Aktierne med det 5-dobbelte!

Men vi skrev: de amerikanske Millioner er blot og bart Papir, først Overskudet ved Salget af Telegrafonen vil bestemme deres Værdi; de kan ligesaa godt kaldes 6 Mill., som 2 eller 12, de eksisterer nemlig kun som Papir.

Og vi skrev endvidere: Det er muligt, der engang vil tjenes store Penge paa Telegrafonen, godt, saa lad dem, der satte Penge i Telegrafonen, vente til den Tid og da indkassere Fortjenesten, men lad dem ikke bilde Publikum ind, at Papir er Penge og ved at sælge til opsvindlede Kurser indkassere en stor Fortjeneste allerede nu, hvor ingen ved, hvad det bliver til, og saaledes vælte Risikoen overpaa Publikum.

Og Begivenhederne har givet os Ret og har tvunget "Politiken" til selv at afsløre, til hvilken usund Reklame det lader sig bruge.

(Social-Demokraten 7. november 1903, 2. udgave)

Damernes Blad - Hjemmet. (Efterskrift til Politivennen)

"Damernes Blad".

I Løbet af sidste Aar har man hyppigere og hyppigere i de gode Hjem fundet "Damernes Blad" paa Familjebordet, og Allevegne, hvor det er kommet til Huse, har man kun hørt Lovord over det. Fra en temmeligt udemærket Tilværelse i nogle Aar, har det nu i den senere Tid voxed sig ind i det store Publikums Bevidsthed og Ho? skaffet sig et Abonnentantal, der staar langt over de fleste andre Ugeblades.

Bladet hedder nu en Gang "Damernes Blad", men strængt taget burde det hedde "Familjens Blad", thi vel indeholder det en Rigdom af belærende og uddannende Stof for Kvinder, og særlig for Husmoderen, for hvem det er en ypperlig prøvet og erfaren Raadgiver for Hus og Hjem, for Køkken og Børnepleje, men Texten og den Rigdom af Billeder, som pryder og, levendegør den, er valgt saaledes, at Familjens mandlige Medlemmer har fuldt saa megen Interesse af at studere den. "Damernes Blad" dyrker nemlig med særlig Paapasselighed Aktualiteten, netop det, der herhjemme og ude i den store Verden har dannet Samtaleemnet og vakt Interesse, behandler "Damernes Blad" i instruktive, paalidelige og kvikt skrevne Artikler, og altid kan man være sikker paa, at "Damernes Blad" har en Fremstilling, der stammer fra de flinkeste journalistiske Penne og fra de bedste og sikreste Kilder.

Aarsagen til dette Blads eget betydelige Udvikling i det sidste Par Aar og den almindelige Anerkendelse, som det har høstet, baade blandt det store Publikum og i Dagspressen, der forstaaer at vurdere det gode, journalistiske Arbejde, dette Blad Uge for Uge formaar at lægge for Dagen, maa i første Række søges i, at "Damernes Blad" nu redigeres af en virkelig Journalist. Redaktøren er som bekendt en Kvinde, Frk. Valborg Andersen, der i Kraft af sit frodige og mangesidede Talent har formaaet at vinde Respekt for sit Arbejde og erhvervet Anerkendelse. Frk. Andersen er den fødte Journalist, hendes Stil er let og sikker, hendes Iagttagelsesevne giver hende det rigeste Stof, og altid forstaar hun at finde Pointen i det, der ligger for, og som hun journalistisk behandler, det er en Dame med betydelige kunstneriske Talenter med store aandelige Interesser og med Hjartet paa det rette Sted. Stadig søger hun i sit Blad at slaa til Lyd for de store samfundsnyttige Reformer, og tit og ofte er hun gaaet i Brechen for de fattigste og ulykkeligste vort Samfund, og altid med det Held, som følger det virkelige Talent, der lægger al sin Kraft ind paa at naa sit Maal.

Ved disse Egenskaber er det lykkedes Frk. Valborg Andersen at give sit Blad en kulturel Mission; der er Alvor i dets Arbejde, og uden dette fortjener ikke noget Blad at blive Husven i de gode Hjem. Det bygger op, virker opdragende og belærende paa den behageligste og kvik feste Maade, som ønskes kan. Derfor tør vi trygt anbefale netop dette Blad og ønske det Fremgang Samfundslag, hvor man steller Kultur og Oplysning højere end Gobtkøbs Underholdning og Mælkebrøds-Romangenren.

- "Damernes Blad"s Billeder bør særlig omtales. De udmærker sig altid ved en overordentlig omhyggelig Reproduktion, og Trykningen og Bladets hele nitide Udstyrelse giver det bedste Bevis for, at det udgaar fra et af vore allerbedste og allerfineste Trykkerier.

- - -

Fremgang og Anerkendelse giver Lyst til at bryde nye Baner og vinde endnu videre frem. Gang efter Gang har Bladet draget nye Omraader, nye Æmner ind i sit Stof. Særlig Lykke har de gratis Snitmønstre gjort hos alle økonomiske Husmødre. Ved Hjælp af dem kan enhver Moder sy sit eget og sine Børns Tøj, en Gevinst, som er mangedobbel for et Hjem, særlig hvor der er Børn. Nu er der yderligere sket en Udvidelse i denne Retning, som sikkert vil blive af stor Betydning for Bladets fremtidige Væxt og Udbredelse, idet Bilagenes Antal er meget forøget, saaledes at der i Løbet af hvert Kvartal medgives 6 gratis Snitmønstre, 10 Romanbilag og Haandarbejdsbilag, altsaa i alt 19 Bilag i Kvartalet. Endvidere et stort Kunstblad en Gang aarlig.

"Damernes Blad" er ubetinget nu et af vore aller bedste Ugeblade, og der er al Grund til at spaa det en glimrende Fremtid. X.

(Horsens Folkeblad 17. oktober 1903)

"Damernes Blad" blev overtaget af Egmont H. Petersen i 1901. Det skiftede i 1904 navn til Hjemmet i 1904. Valborg Andersen var redaktør 1902-1927. Det var især hendes fortjeneste at oplaget i den periode steg fra 1.400, i 1908 55.000, i 1913 155.000 til 500.000 eksemplar. Indhold bestod bl.a. af madopskrifter, tips og ideer til boligen, helse og velvære, noveller og krydsogtværs.

Valborg Andersen (1868-1941) var af en børnerig brolæggerfamilie på Christianshavn. 1893-1897 var hun operasanger på Det Kongelige Teater. I 1896 fik hun en datter (Mariotta) med hendes i mellemtiden afdøde forlovede, lægen Axel Thomsen. I 1897 blev hun ansat på Casino. Hun fik sønnen Ole med den gifte Henrik Cavling (fra 1905 redaktør på Politiken) og forlod operaen til fordel for journalistik: 1898 på Nationaltidende og to andre Ferslewske aviser, samt for Kvindernes Blad. 

Valborg Andersen var blandt iniativtagerne til Kvindehjemmet i Læssøesgade 1902, der fra 1945 kom til at ligge på Jagtvej i København, hvor det stadig ligger. (Se Politivennen Live Blogging "Kvindehjemmet i Læssøesgade" 1927). I 1901 blev hun redaktionssekretær ved Dansk Kvindesamfunds blad Kvinden og Samfundet, i 1902 redaktør ved Damernes Blad. Efter at bladet var købt af bogtrykker Egmont H. Petersen, ændredes navnet til Hjemmet. Det gav i starten stort underskud, men Egmont H. Petersen køb af en billedrotationspresse og Valborg Andersens nye redaktionelle linje til at gøre det til et familieblad til "Kamp for det Gode, det Skønne og det Humane, det som stræber opad til Gavn for Hjemmet og Samfundet", steg oplaget.

Hendes børn blev sat i pleje. Mariotta blev siden sygeplejerske, Ole blev journalist. Hun var medlem af Teosofisk Samfund (1902), Selskabet for Psykisk Forskning (1905) og interesserede sig for okkultismen. På trods af hendes indsats og indflydelse, foretrak hun at leve anonymt, og lade andre som Egmont H. Petersen få æren. Hun efterlod sig stort set intet kildemateriale. I tråd med det blev hun begravet i fællesgraven på Bispebjerg Kirkegård.