Fanny Garde (1855-1928) - Mågestellets kunstner. (Efterskrift til Politivennen)

Man vil forgæves kigge efter udførlige biografiske oplysninger om porcelænsmalerinden Fanny Garde. Det kan undre. De fleste kender fx Mågestellet som i over 100 år var et af de mest populære og solgte spisestel, ikke bare i Danmark, men flere andre lande i verden. I Sverige det mest solgte stel overhovedet. Det er af Fanny Garde. Porcelænsfabrikken lå dengang ved Kalvebod Strand (senere flyttede den til Vesterbrogade 149), og gav Fanny ideen til at overføre dem til kopper og kander, tallerkener, fade, opsatser, skåle, lysestager m.m.m. 

Nogle af de sparsomme oplysninger som findes, handler om at hun fx var sønderjyde og præstedatter. Hendes gravsted på Solbjerg Kirkegård er i øvrigt blevet sløjfet. Endnu mere svært er det at finde fotoer. Med få undtagelser kommer kun hendes store produktion frem.

Listen over hendes meritter er meget lang. Her blot et par eksempler: 

1895 var hun medlem af Udvalget for Industriafdelingen ved "Kvindernes Udstilling", juli-september ved Charlottenborg. Til udstillingen havde Fanny Garde og Effie Hegermann-Lindencrone fremstillet "Dronning Margretes Tallerkener". De to blev dengang betegnet som "samlevere".

Hun tegnede juleplatten for Bing og Grøndahl IV årgang, 1898. En julestjerne omgives af en krans af juleroser på lyseblå bund. 

I 1921 købte Fanny Gardes bror, arkitekten Harald Garde en ejendom i Rørvig - Rørvighuset, Løvstræde 7 - hvor Fanny Garde og samleversken Effie Hegermann-Lindencrone ferierede. Senere blev huset af lokalet også kaldet "Fannys Minde". 

Da den franske minister Louis Hermite med frue var i København oktober 1925, overrakte han som en anerkendelse af den store indsats, Effie Hegermann-Lindencrone og Fanny Garde (og Jean Gauguin) dekokrationen "Guldpalmerne".

Fanny Garde og Effie Hegermann-Lindencrones første arbejder dannede grundlag for den senere store underglasurafdeling, der blev kendetegnende for fabrikken med den blåfarvede dekoration under blank, gennemsigtig glasur. De var nogle af de første kvindelige kunstnere, der arbejdede som dekorationsmalere, og som også selv leverede udkast til modeller. Mange år efter, i 1981 fremstillede hver kvindelig porcelænsarbejder 350 måger om dagen.

Fanny Garde blev begravet 4. maj 1928 fra Solbjerg Kirkegård. I følget var bl.a. direktør Simonsen, underdirektør Halle og inspektør Bing fra Bing & Grøndahl, professor Hans Tegner, maleren Acton Friis, billedhuggeren Axel Locher og fabrikkens stab af malere og malerinder.  Begravet på Solbjerg Kirkegård. Man vil i dag forgæves lede efter gravstedet, det er nemlig nedlagt.

Allerede inden hun blev kendt, levede hun sammen med en kvinde, Effie Hegermann-Lindencrone - og de arbejdede i øvrigt også sammen på big & Grøndahl, hvor de bl. a. tegnede Hejrestellet 1888 og Mågestellet i 1890'erne. De boede sammen til Fannys død i 1928, Effie døde 1945.

Homoseksualitet var i hele deres levetid kriminelt. Tålt hvis de homoseksuelle ikke skiltede offentligt med det. Hvis de to kvinder havde et forhold, er de gået stille med det. Hvilket på det tidspunkt var klogt - man behøver blot at tænke på den forfølgelse som blev forfatterne Herman Bang og Oscar Wilde (sidstnævnte 2 års strafarbejde) til del. Udadtil lukkede deres uomtvistelige store kunstneriske præstationer munden på de som måtte finde på at antyde noget "kriminelt".  

En af Danmarks største kunstnere er således også en af de sværest at finde biograferet. Måske fordi hun havde to meget store odds imod sig: Hun var kvinde, og hun boede sammen med en anden kvinde.

Bing & Grøndahls Porcellainsfabrik. Illustreret Tidende, 16. december 1860.

Den første kvindelige Konditorsvend. (Efterskrift til Politivennen).

Frk. Inger Mortensen

Det var ligefrem lidt af en Mærkedag i Gaar i Københavns Konditorlavs Historie. Lavet udstedte nemlig sit første Svendebrev til en Kvinde

Den unge Dame, der nød denne Ære, er Frk. Inger Mortensen, Datter af Værkmester Mortensen, Hovedbrandstationen. Frøkenen er udlært hos Konditor Axel Axelsen, "Tivolikonditoriet", men som ogsaa har forretning i Frederiksberg Allé. Her har hun i fire Aar tumlet med de lækre Kager med det Resultut, at hun bestod sin Eksamen med fineste Karakter; "Meget duelig". Men naturligvis skulde man ogsaa synes, det maatte være et Fag, der særlig Iaa for for kvinder. Det er blot besynderligt, at Standen først nu faar et kvindeligt Medlem.

Den unge Pige er selvfølgelig meget glad over Resultatet - og det har slet ikke været drøjt at staa Læretiden igennem, erklærer hun. Baade Mester og Svende har været vældig flinke, og Konditorarbejdet er i sig selv baade interessant og morsomt. Lysten dertil hat jeg haft lige fra Barn.

Frk Mortensen trænger øjensynlig ikke til Ferie ovenpaa Eksamensanstrengelserne. I Morges Kl. 5 mødte hun som sædvanlig paa sin Arbejdsplads, og her bliver hun foreløblg,

Herude tog vor Fotograf lidt senere ovenstaaende Billede af den historiske kvindelige Svend.

(Aftenbladet (København 28. april 1928).

Da Bjørnen løb væk - ! (Efterskrift til Politivennen)

For nogen Tid siden besluttede en af Vesterbros kendte Værtshusholdere, der tidligere har haft Forretning paa Wilders Plads ude paa Christianshavn, men nu driver Beværtning i Nærheden af Halmtorvet, at lade male en Bjørn oven over Indgangen til sin Bod - ikke som et almindeligt Symbol mod Afholdenheden, men som et Slags Bomærke, idet han som Specialitet serverer noget, han kalder smaa og store Bjørne - en Drik, der efter hvad en foretagen kemisk Undersøgelse oplyser, bestaar af lige Dele Rom, Rødvin og Malurtbitter, tilsat nogle faa Draaber varmt Kommenvand og et Stykke Sukker.

Værtshusholderen akkorderede med en Maler, hvis Døbenavn er Carl Jensen, men som derude i Kvarteret almindeligt gaar under Navnet "Dryppeløget", og som beredvilligt paatog sig at male den begærede Bjørn paa Muren over lndgangsportalen.

Kunstværket blev fuldført i løbet af en Eftermiddag. Men du MaIeren vidste, at Værtshusholderen er saa paaholdende og vanskelig til faa Penge fra, lavede han ikke Maleriet i Olie men i Limfarve, hvis Holdbarhed som bekendt ikke er særligt stærkt.

Næste Morgen tidligt kom Maleren listende ind ad Bagdøren til Beværtningen for at faa sit Tilgodehavende, der paa Regningen var opgjort til 62 Kr 17 Øre. Men næppe var han traadt over Tærskelen, før Værten, der er en stor, kraftig Mand, rejste sig saa hastigt, at Direktørbordet med hans "Morgen-Bjørn" væltede, og stak den arme Maler en saa eftertrykkelig Lussing, at han trillede om i Gulvsandet ved Siden af det væltede Bord og Iaa og rodede mellem Møblementet ligesom den gamle berømte Klovn "Humsti Bumsti ", de fleste Københavnere endnu vil huske.

Alt imens slog den fuldstændig rasende Værtshusholder fortsat løs paa den Faldne, med Næverne oppe i Hovedet og med Støvlerne bag i Bukserne, saa det stakkels "Dryppeløg" tilsidst hverken vidste ud eller ind og kun mægtede at udstøde en Sending uartikulerede Skrig om Hjælp.

Da Politiet kom, var Maleren smidt ud paa Gaden, hvor han laa og stirrede aandsløvt op paa den Plet af Muren, hvor han Dagen før havde malet sit Kunstværk, men hvor der nu ikke fandtes saa meget som en Tot Haar af Bjørnen tilbage.

Det havde regnet den ganske Nat. Og dette havde Limfarven ikke kunnet holde til. Bjørnen var løbet ud i den megen Væde - var løbet væk, ned ad Muren og ud i Rendestenen, hvor den var sporløst forsvunden i Kloakens dunkle Dyb.

Er det et Under da, at Værtshusholderen var gal i Hovedet?

- Ingenlunde, sagde Dommeren Gaar, da Sagen var til Behandling i Byrettens borgerlige Afdeling Ingenlunde! Men man maa nu en Gang ikke tage sig selv til Rette!

Saa vedtog Værtshusholderen i Mindelighed, men med en lidt sur Mine en Bøde paa 80 Kr. samt indgik paa at betale "Dryppeløget" et Kunstnerhonorar paa 10 Kr., hvortil den bortløbne Bjørn skønsmæssigt og ubeset vurderedes.

Han betalte dette Beløb kontant, og skyndte sig saa hjem i sin Beværtning for at trøste sig med en af sine egne "Indendørs Bjørne!.

Svip

(Aftenbladet (København) 26. april 1928).

Et barnelig på kirkegården. (Efterskrift til Politivennen).

På Assistens Kirkegård i København har man i morges i en affaldsbunk fundet en pakke der indeholdt liget af et nyfødt drengebarn. Politiet undersøger sagen.

(Korsør Avis, 25. april 1928)

Hvor Helten fra "Skanse 2" døde.(Efterskrift til Politivennen).

Amagerbrogade 70-72-74, der skal nedrives.

De tre smaa hyggelige Ejendomme, Amagerbrogade 70-72-74, der ejes at Bagermester Aschengrén, har nu staaet deres længste Tid, thi om nogen Tid vil de falde for Aldersgrænsen, som saa meget af det gamle maa de vige for det nye.

Nr. 72 gemmer et Minde om en Mand, hvis Navn i sin Tid nævntes med Ærefrygt af Venner og Fjender, den tapre Løjtnant Anker fra Skanse 2 ved Dybbøl, han, der som den sidste Mand med Resterne af sit Mandskab Fod for Fod veg for Prøjsernes Stormløb, Side om Side med Løjtnant Castenschiold.

I Nr. 72 paa Amagerbrogade, hvor en Kaptajn Scheel - den daværende Ejer - overlod Anker en gratis 2 Værelsers Lejlighed, døde den tapre Dybbøl Helt som en ensom og fattig Mand.

Mon ikke den Bygning, der en Gang opføres her, burde bære en Mindeplade om løjtnant Anker?

(Aftenbladet (København) 21. april 1928).

Johan Andreas Peter Anker (1838-1876). Født på Bornholm. I 1858 udnævnt til sekondløjtnant ved Bornholms milits. Forsøgte sig bl.a. som skuespiller på det københavnske forlystelsessted Alhambra. Meldte sig i 1863 frivilligt til tjeneste og blev ansat i det kgl. artilleri. Under belejringen og bombardementet af Dybbøl-skanserne vandt han stor anerkendelse som artillerikommandør i Skanse 2, og efter slaget på Dybbøl opfattet som Skanse 2's heltemodige forsvarer. Hans fanden-i-voldske facon og mundrappe talemåder sikrede ham pressens bevågenhed, fjendens beundring og kongens opmærksomhed. Den 17. april 1864 blev løjtnant Anker hædret med ridderkorset, og som en særlig gave fra kongen, fik han en kappe. Den 18. april lagde man fra preussisk side vægt på at få helten Anker i levende live, og dette lykkedes. Ved hjemkomsten fra fangenskabet blev han hyldet og fik overrakt en æressabel fra danske borgere. 

Anker forlod hurtigt militærtjenesten, da den stilfærdige fredstid ikke passede til hans temperament. De mange fester, der blev holdt til hans ære, gav ham smag på værtshuslivet. Men hans helbred blev herved ødelagt, så han døde knap 39 år gammel i 1876. Selvom militærhistorikere mener, at hans indsats var overvurderet, holdt Ankers ry sig usvækket i mange år. (Kilde: Inge Adriansen).

Han er portrætteret på sejrssøjlen i Berlin - som den eneste dansker. Anker blev afskediget (han var ikke skoledannet officer) som 26 årig og altså ikke ansat i militæret. I stedet henlevede han sit liv som arbejdsløs med en årlig pension. På hans gravsted på Garnisons Kirkegård stod: "Værger denne Sten for Heltens Minde blot saa tro som han for Dybbøl-Skanse, da vil man i sene Slægter finde Heltens Gravhøj smykt med friske Kranse".