Mindesmærket for pastor Ifversen. (Efterskrift til Politivennen).

Afsløringen på Vestre Kirkegård i går.

Til venstre sognepræst C. J. Holt der holder afsløringstalen, og til højre sognepræst Axel Beck. Vestre Kirkegård Afdeling 5, rk. 20, nr. 80.

I går afsløredes et mindesmærke for pastor Jul. Ifversen, rejst på hans grav på Vestre Kirkegård ved bidrag fra venner og menighed. Monumentet, en stor, brun granitsten, er udført af stenhuggermester Hans C. Larsen og prydes af en portrætmedaillon i bronze, udført af billedhugger Arvesen. Et par hundrede mennesker var samlet omkring graven, da formanden for Den indre Mission i København, pastor Holt, stod op og talte.

Han gik ud fra Pauli ord: Vær med til at lide ondt som en sand Jesu stridsmand, og han skildrede Ifversen som stridsmanden, vingårdsmanden og hyrden. Han var med til at samle menighederne i København og blev den første formand for Menighedsforbundet i 1898. Han opsled sine ungdomskræfter i København, ofrede sig selv og hele sit personlige liv for at tjene de opgaver, han så foran sig. De var mangeartede og vanskelige. Men Ifversen tjente med et ydmygt sind. Han sagde i sin afskedsprædiken: Jeg har lært aldrig at foragte noget menneske.

Vi har valgt at sætte på hans monument: en god herrens stridsmand. Han ville næppe selv have godkendt de ord, men de passer på ham. Han stred i hele sit liv imod alle onde magter, imod løgnens og mørkets ånd. Og hvor det gjaldt, stod han ubøjeligt fast. Det er netop i dag 26 år, siden den sag, som gjorde hans navn kendt over hele landet, fik sin afgørelse ved Højesteret. Han havde nægtet at foretage en vielse, som efter hans opfattelse stred imod Jesu ord. Højesteret frifandt pastor Ifversen i den sag, som blev anlagt imod ham, og nu ved vi, at ingen præst behøver foretage en vielse, som strider imod hans samvittighed.

Dækket faldt for monumentet, og i nogle minutter stod alle tavse med blottede hoveder og betragtede den store, smukke sten.

Indsamlingens kasserer, fabrikant Klitgaard, takkede alle bidragyderne og lagde en smuk krans ved monumentets fod.

Pastor Beck bragte en tak fra Helligkorskirkens menighedsforbund, hvori Pastor Ifversen var med til at grundlægge de danske menighedsforbund. Pastor Charles Nielsen bragte hilsen fra alle medarbejdere og venner. Begge præsterne bragte store kranse til monumentet. Stiftsprovst Ussing sagde i få, alvorlige ord en personlig tak for, hvad Jul. Ifversen havde været for den sag, han tjente. Pastor Ifversens svigersøn takkede på familiens Vegne og lovede at værne om monumentet. Til slut talte Pastor Charles Nielsen for Københavns Kirkefond og bad en bøn over graven.

Højtideligheden indlededes og sluttedes med salmesang.

(Nationaltidende, 22. oktober 1928).

Gravstenen i 2024 på Vestre Kirkegård, afdeling 5, rk. 20, nr. 80. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Julius Niels Sophus Ifversen (1863-1927). 1889 medhjælper ved Johanneskirken, 1890 Hellig Kors Kirke - sognepræst her 1895. I 1922 blev folkekirkepræster fritstillet mht. fraskiltes vielse pga den sag Ifversen havde ført. Han forsøgte herefter forgæves at rejse en sag over for den liberale teologi. Sognepræst i Bregninge-Bjergsted 1907-1927.

Ifversens kone var død i 1908. Hendes begravelse omtales andetsteds på denne blog.

Johan Ludvig Heibergs Grav. (Efterskrift til Politivennen).

 Johan Ludvig Heibergs grav i et skandaløst forfald.

En privatindsamling med mindre tilskud fra Undervisningsministeriet for at redde graven.

Krav om at staten skal overtage denne vor betydeligste litterære grav næst efter Holberg-graven i Sorø.

Graven på Holmens Kirkegård hvor fru Gyllembourg, Johan Ludvig og Johanne Luise Heiberg hviler.

Man har en gang sagt, at en slægts kultur hl. a kan måle efter den måde, hvorpå den handler med de dødes grave.

Er det rigtigt, har vi grund til at skamme os. Det er i de senere år hændt ikke en, men mange gange, at der med fuld føje er blevet anket over den hensynsløshed og mangel på pietet, hvormed vi lod en grav forfalde, der gemte de jordiske rester af en dansk mand, hvem hele slægten skylder taknemmelighed. Af og til har den rejste kritik givet anledning til, at graven blev sat i passende stand, enten fordi de glemsomme slægtninge vågnede til handling, eller fordi beundrere at den store afdøde tog initiativet dertil.

I disse dage, da Det kgl. Teater fejrer hundredeåret for dem første opførelse af vort nationale festspil "Elverhøj", peger nulevende venner af Johan Ludvig Heibergs digtning med en forståelig harme på den fuldkommen skandaløse tilstand af forfald, hvori hans grav på Holmens Kirkegård befinder sig - dem samme grav, hvori Thomasine Gyllembourg og Johanne Luise Heiberg hviler. 

Gravens tilstand har Iænge været usømmelig. Til tider er den et fuldkomment morads, uplejet og forfalden i en hver henseende, fordi ingen har taget sig af dens pasning. Disse forhold har foranlediget, at en lille kreds af Heiberg-beundrere for nylig har taget den opgave op, som andre synes at have glemt: at redde graven for eftertiden og først og fremmest nu sætte dem i en sømmelig stand.

Der er udsendt fortrolige opfordringer til deltagelse i en privat-Indsamling, som skulle indbringe et beløb af i alt 675 kr. Det er den sum, der kræves til at sikre gravens vedligeholdelse indtil nedlæggelsen af kirkegården.

Det ejendommelige ved denne "gehejme" indsamling er, at arrangørerne af den har modtaget tilsagn fra undervisningsministeriet, om at dette godt kunne tænke sig at betale en lille del af de 675 kroner, under forudsætning af, at resten skaffedes som tænkt ad privat vej!

Med al mulig påskønnelse af den private offervillighed tør man nok med nogen forbavselse rejse spørgsmålet: Skylder Det kgl. Teater ikke Johan Ludvig Heiberg og hans minde så meget, at undervisningsministeriet uden betænkning kunne have lagt hele summen, de odiøse 675 kroner, på bordet? Og ville det ikke have set ganske pænt ud just nu ved "Elverhøj"-jubilæet! 

Teaterhistorikeren Robert Neiiendam giver os til fuldkommenhed medhold i denne betragtning, da vi forelægger ham sagen.

- Graven på Holmens Kirkegård, udtaler han, er den betydeligste litterære grav, vi ejer, næstefter Holberg-graven i Sorø, og selvfølgelig burde den gå over i offentligt eje. Derved kunne man bl. a. også få den fredet og forhindre fremtidige nye begravelser i den, så vi undgik den skandale, vi oplevede for nogle år siden, da en af adoptivdøtrene blev begravet deri, og de gamle kranier lå og flød på kirkegården. Det var en sørgelig mangel på pietet, der vistes ved den lejlighed!

Som graven nu længe har henligget, er den en skandale. Jeg har selv tegnet mig for et bidrag til den private indsamling, men i grunden giver jeg dem ganske ret i, at dette burde være en statsopgave. Om ikke andet, så burde ministeriet have søgt ekstrabevilling dertil på finansloven. Det er sagen stor nok til. Og det er da kun 675 kr., det drejer sig om. Tænk på, hvilke umådelige summer, Det kgl. Teater i årenes løb har indtjent på Heibergs stykker! Siden 1910 har teatret kunnet spille ham gratis. Hvor mange gange har ikke "Aprilsnarrene", "Elverhøj" og "Recensenten og Dyret" fyldt teatret siden da? Bare de tre stykker gik en enkelt aften, det ville jo være tilstrækkeligt til at betale graven!

Clerk.

(Nationaltidende, 4. november 1928)

Indsamlingen gav resultat, graven blev istandsat og sikret i 40 år. Heibergs gravsted som det så ud i 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

J. L. Heibergs Grav paa Søetatens Kirkegaard. Illustreret Tidende, 23. august 1861.

Hvad der sker, naar De tager en Droske. (Efterskrift til Politivennen).

Et Kig bag det autoriserede Droskevæsens Kulisser.

Hvordan det københavnske Droskevæsen blev Mønster for Europas Byer.

Mellem de trafikale Problemer, som i sidste Aar har optaget Københavnerne stærkest, er utvivlsomt Forholdet mellem Drosker og Lillebiler. Men medens Lillebilerne er splittet i forskellige større og mindre Organisationer og i stor Grad drives som ren privat Forretning, repræsenterer Droskerne det højtideligere Begreb "den offentlige Kørsel'. Under nøje Kontrol af Myndighederne har det store Droskeselskab "Taxa" da ogsaa efterhaanden udviklet sig til en Institution, der er blevet forbilledlig for andre Storbyers Droskeordninger, og som vistnok i Øjeblikket maa siges at repræsentere den fineste Organisation indenfor dette Felt i hele Europa.

Vognen bestilles.

Der er heller ingen Tvivl om, at de fleste Københavnere er stolte af det fine droskevæsen, vi har, og baade de store, smukke Vogne og det allernyeste Fænomen, de smaa, brogede Trebiler er populære Led i vore Gaders Fysiognomi. Men ud over Bekendtskabet med selve Køretøjerne, ud over Kendskabet til, at man bare behører at tage en Telefon, kalde det beramte 9001 - hvor meget kender da Københavneren til denne betydningsfulde Del af vort Trafikliv?

Hvad Taxa er.

Egentlig er det forkert at kalde "Taxa" for et Selskab. Det er det ikke, det er en Organisation, en Sammenslutning af Vognmænd, der arbejder sammen efter et nøje gennemtænkt System, og som i enhver Enkelthed har forpligtet sig til at følge de Ordrer, som udgaar fra den af Forsamlingen selv valgte Bestyrelse og den Direktør, som Bestyrelsen udpeger, i en Aarrække Direktør Jens Paulsen, som personlig skal have en meget stor Del af Æren for det Arbejde, der er blevet gjort. Ved et snævert Samarbejde med Myndighederne er det lykkedes at sprede Holdepladser over hele Byen, de staar alle i direkte Forbindelse med en Central i Stoltenbergsgade. som er et helt teknisk Vidunder (hvorom vi nedenfor fortæller nærmere), og hvordan disse Pladser besættes med Vogne, hvordan hele den daglige drift skal forme sig, bestemmer ledelsen.

I mange Aar har dette System virket punktligt og tilfredsstillende - og den Skepsis, der mødte det, da Autotaxa og Taxamotor forvandledes til "Taxa", viste sig aldrig berettiget. En Omstændighed, som dog ikke skal forkleine det Pionerarbejde, som afdøde Taxamotordirektør Jespersen, hvis store Skikkelse og berømte Skæg endnu vil erindres af enhver Københavner, der ikke hører til yngste Generation, indførte, da han lavede de første store Droskeselskab "Taxamotor".

Husker De for Resten dette Taxamotor, som dog er et Kapitel af Byens Liv? Kan De endnu erindre de smaa, snehvide Vogne med den røde Plade paa Døren og den lille, kokette Kalesche ud over Førerpladsen? Del var den uforfalskede Pariserdroske. Vi vilde smile af den nu - men for sin Tid var den virkelig det sidste Skrig.

Alt det er imidlertid Historie, og det, vi denne Gang skal fortælle vore Lærere, er hvad der sker, naar man har taget Telefonen og forlangt det berømte 9001. Og for at forstaa dette, maa man følge os et Øjeblik ud paa Centralen i Stoltenbersgade.

Hvad Taxa bestiller.

I et stort Lokale sidder en Stab af unge Damer, smaa Københavnerinder af den Type, vi kender som Telefondamer allevegne, shinglede, bobbede og med knækorte Kjoler - men maaske nok saa opmærksomme som andre Telefondamer. siger Direktør Paulsen med et Smil.

Modtagerbordet.

Men nu ringer det altsaa. Hr. Hansen skal bruge en Vogn.

Med eet tændes en lille, rød Lampe foran samtlige 20 Damer, og den, der først faar Tid, fører straks en Metalprop ind i Telefonskabet, Forbindelsen mellem Centralen og Kunden er etableret. Ordren nedskrives paa en Ordreseddel. Vognen skal til Bredgade 66, og den skal komme med det smime. Ordresedlen føres ind i et elektrisk Kontrolur, der springer el Tal frem Tor hvert Minut, og den nøjagtige Tid for Ordrens Modtagelse er fæstnet til Papiret.

Saa forsvinder Sedlen i en Rørpost, der er anbragt lige foran Damen - et Sekund efter dukker den op paa den anden Side af Centralbordet - hos en af Afsenderdamerne. Disse Afsenderdamer er anbragt foran Telefonborde, hvor smaa Lamper tændes og slukkes ustandseligt. Hver Lampe betegner en Holdeplads, og naar den sidste Vogn forlader Holdepladsen lukkes Døren paa Pladsens Telefonskab - med det Resultat. at Lampen oppe paa Centralen gaar ud.

I samme Øjeblik Ordresedlen dukker op paa den anden Side Bordet, kaster Afsenderdamen et Blik paa Telefonbordet, hun opdager, at der er Vogne paa Toldbodvejens Holdeplads, et Tryk paa en Knap og Føreren af den Droske, der ligger forrest her, alarmeres.

4 Personers Droske.

"Trebilen", den nyeste københavnske Droske.

- Bredgade 66, Hansen, De maa køre straks, lyder det, og Vognen glider straks af Sted. Men samtidig stempler et nyt Kontrolur Afgangstidspunktet. Paa samme Seddel har man altsaa Klokkealarm for Modtagelse og Afsendelse - som Regel differerer disse Tal ikke med mere end eet Minut. Men yderligere paaføres Nummeret paa den Droske, som har paataget sig Turen.

Skulde Chaufføren alligevel narre Hr. Hansen, vil der være i en god Mening til ham, for det kan nøjagtigt bestemmes, at det er ham, der er Synderen, men det sker erfaringsmæssigt næsten aldrig. Og dette Telefonsystem, det er Nerven i hele vort Droskevæsen. Det har kostet Tusinder og atter Tusinder af Kroner at etablere det - blandt andet til Etableringen af 56 selvstændige Ledninger til Holdepladserne, men Resultatet er, at Systemet klapper.

Afsenderdamerne - det er i en stille Time, og kun faa Pladser er besat.

Endnu længere bag Kulisserne.

Som en yderligere Kontrol for Publikum findes der paa "Taxa"s Kontor et Lyttebord, hvor  Direktøren, Inspektøren eller hvem, der er til Stede af Overordnede kan kontrollere, at alt gaar som det skal, og for at der ikke skal blive nogen Diskussion om Klokkeslættet, gaar alle Urene elektrisk og nøjagtigt efter Raadhusuret.

- - -

Endnu længere bag Kulisserne er dog den Del af Systemet, som omfatter Materiellets Vedligeholdelse. Men hver Nat. naar de fleste Københavnere sover, kører Droskerne imod den store Hal overfor Politigården - et Rum, ikke meget mindre end Kæmpehallen. Her faar Droskerne det daglige Bad - en Sværm at Rengøringskoner og Støvsugemænd kaster sig over Vognene - de mest moderne Vaskemetoder er taget i Brug, og naar de sidste Vogne i den aarle Morgenstund, rensede og forfriskede ruller ud i Byen, ud til Holdepladserne, er det givet, at der ikke holder een Vogn paa Holdepladserne, som ikke er renere, mere hygiejnisk end Drosken vi finder ethvert andet Sted i Verden.

- - -

Efter noget lignende Systemer arbejder de offentlige Drosker i Nordre Birk og paa Frederiksberg. Men "Taxa" er det, som har skabt Systemet .... og naar med Mellemrum fremmede Stæders Droskefolk kommer hertil erkender de, at vi er Pionerer paa dette Felt.

Og det er ikke sjældent, at de rejser hjem og reformerer deres egne Byers Droskevæsen efter Forbilledet fra Storkøbenhavn.

(Nationaltidende 14. oktober 1928, Søndagstillægget).

Arbejdsløse til Kontrol. (Efterskrift til Politivennen).

Den frygtelige Arbejdsløshed som stadig stiger, sætter sit Præg paa mange omraader. Ikke alene i Hjemmene, hvor Savn og Nød bliver en mere og mere hyppig Gæst, men ogsaa paa Gader og Stræder. Ovenstaaende Billeder hører ikke til de lyse Solstrejf fra Storbyen. - Øverst ser man ledige Arbejdsmænd til Kontrol i Suhmsgade. Nederst til venstre gengiver vi en Situation foran Smedenes Kontrol i Vester Søgade, og tilhøjre endnu et Billede fra Suhmsgade.

(Social-Demokraten 12. oktober 1927).

Lad Nielsen forsøge! (Efterskrift til Politivennen)

Naturlægen fra Vejle er stadig rede til offentlig at helbrede en Gigtpatient.

"Jeg er ikke Kvaksalver"

"Aftenbladet" har tidligere henledt Opmærksomheden paa Naturlægen fra Vejle, Massør Chr. Nielsen, der offentlig har tilbudt at helbrede et hvilket som helst Tilfælde af Leddegigt, Lægerne vil præsentere ham. Han betinger sig 8 Dage men mener dog, at han kan gøre det på endnu kortere Tid.

Massør Chr. Nielsen.

Den danske lægeverden har ikke reageret overfor Tilbudet. Den iagttager en fornem, men iøvrigt meget talende Tavshed, og mon nogen havde ventet det anderledes?

Vi skal ikke forsøge at udgranske de Motiver Lægerne kan have til deres sikkert velovervejede Tilbageholdenhed, men blot paapege den Kendsgerning, at d Herrer lader en glimrende Lejlighed gaa fra sig til enten at gøre Manden haabløst til Grin - eller til at fastslaa. at enhver Form for Gigt kan helbredes.

Lad os en Gang antage, at det utrolige skete, at Nielsen faar Held med sit Eksperiment. Ja, om vi blot tænkte os. at hans Forsøg efterlod bare et lille beskedent Fingerpeg om, at han var inde paa den rigtige Vej, burde vi da ikke alle - Lægfolk og Læger i skøn Samdrægtighed - takke ham for hans Indsats? Een ting véd vi i hvert Fald med Bestemthed: Den, der af egen Erfaring kender Gigtens pinefulde Gru, vil græde af Lykke alene ved at skimte en bittelille spinkel Straale af Haab!

Nielsen er fremdeles rede.

- Staar De stadig ved Deres Tilbud? - spørger jeg Massør Chr. Nielsen under hans sædvanlige Fredagsbesøg paa Provinshotellet.

Og den mærkelige Vejlenser, ved hvem der forøvrigt ikke er andet mærkeligt end det usædvanlig friske og djærve Humør, som formelig strutter ud fra hans kraftfulde Personlighed, svarer uden fjerneste Betænkning:

- Ja! Og da De nu engang giver mig Lejlighed til at slaa Spunsen af Tønden, saa lad mig tilføje, at jeg anser Bekæmpelsen af Gigtens Landeplage ved en Komité for det rene Pip. Nu er det altsaa Meningen, at naar der er samlet tilstrækkeligt med Kontanter, skal en Række høje og fine Herrer til Udlandet paa kostbare Studierejser. Det er saftsuseme for galt! I Stedet for burde d'Herrer nøjes med at spadsere en Tur ud ad Landevejen og rode lidt i Grøfternes Urteflor. Dér nemlig, paa Alfarvej, lige til at samle op, gror Midlet mod Gigtens Djævelskab. Men det er jo en gammel Historie, at det, der ligger Lige for Næsen af en, er sværest at faa Øje paa.

Hvorfor skulde Jeg sætte mit Lys under en Skrppe?

- Har De aldrig haft Uheld med Deres Patienter?

- Ih bevares, selvfølgelig har jeg det, svarer Chr. Nielsen Naar Folk ikke nøje vil følge mine Anvisninger, maa de hellere blive borte. Saa bliver jeg gal i Hovedet og lader dem sejle deres egen Sø. Min Tid er for kostbar til at spilde paa kludremikler. Paa den anden Side har jeg ogsaa opnaaet Resultater, som fylder mig med Stolthed og Glæde, saa jeg sommetider er lige ved at staa paa Hovedet ... Ja, hvorfor skulde jeg stille mit Lys under en Skæppe? Et af mine lykkeligste Tilfælde er en ældre Dame, som i 22 Aar har været plaget af en nederdrægtig og indgroet Leddegigt. Hun slæbte sig frem ved to Stokke. Jeg havde nær faaet et Chock, da jeg en 4-5 Dage efter første Behandling besøgte hende og hun selv kom ud og lukkede op for mig, sprælsk og kaad som en Julebuk.

En lykkelig Mand.

- Hvorledes kom De Ind paa Deres nuværende Virksomhed?

- Det maa have ligget mig i Blodet. Min Far var en amerikansk læge, jeg er hans uægte Søn, som man kalder det, men vel lige god for det. Da jeg i 30 Aars Alderen var ansat paa en Fabrik i Vejle, blev jeg angrebet af Ischias i en saadan Grad, at man en skønne Dag kom bærende hjem med mig. Jeg tudbrølede som et lille Barn ved Udsigten til at skulle være Invalid i saa ung en Alder.

I et Aar var jeg langt nede. Jeg humpede af Sted ved 2 Stokke, følte mig som et Vrag - sIaaet ud i Livets Boksekamp! Saa var det, at jeg gjorde et desperat Forsøg paa at blive Menneske igen. Jeg studerede Botanik og gamle Lægebøger, skaffede mig de nødvendige Urter og begyndte at eksperimentere. Resultatet ser De her foran Dem. Jeg er raskere end nogen, kender ikke til Smerter, mine Lidelser er som en fjern, ond Drøm. Og det er mig en inderlig Glæde, at jeg har været i Stand til at hjælpe andre Mennesker paa samme Maade, som jeg har hjulpet mig selv.

Jeg er alt i alt en lykkelig Mand. Hvis De skriver lidt om mig, saa omtal ogsaa min Kone, som har været mig en storartet Medhjælp i min Virksomhed og til uendelig Trøst og Opmuntring for mig i de svære Aar. da alt syntes at tegne til Selvmord.

Jeg er ikke Kvaksalver!

- Har De aldrig haft Vrøvl med Myndighederne?

- Jo, for nogle Aar siden blev der i Horsens rejst en Sag mod mig, efter at en Kreds af Byens Borgere offentlig havde takket mig i en af Aviserne! Men jeg blev frifundet. Jeg er sørenjenseme ikke Kvaksalver! Jeg er Massør! Og ikke en Kat kan forhindre mig i at sige til de gigtlidende Mennesker, som kommer til mig med deres Plager: Jeg har hørt, at det og det hjælper for den Slags! Er der maaske ikke, trods alt, en vis Talefrihed i Landet?

- Hvor mange har De under Behandling i Øjeblikket?

- Kan ikke sige det paa staaende Fod, men alene i København er 206 indskrevet. Desuden besøger jeg i fast Rute en Række andre Ryer. Paa Søndag skal jeg i Vamdrup modtage 3 Mennesker, som kommer rejsende fra Hamborg Da jeg sidst kom hjem til Vejle laa der 52 Breve og ventede paa mig. Saa jeg har nok at gøre! Men jeg er en rastløs Natur, og jeg er glad for mit Arbejde. Hvile ... det har man jo rigeligt af, naar man en Dag ligger med Næsen i Vejret.

G. F.

(Aftenbladet (København) 10. oktober 1928).

Delte Meninger om Nielsen

Er han overbebyrdet?

"Aftenbladet" forsøger at skaffe ham Adgang til et Helbredelsesforsøg under Kontrol.

Vi har modtoget følgende:

Hr Redaktør!

"Aftenbladet" for 10 Oktober d. A. bringer en Artikel med Anbefaling af varmeste Art for Massør Chr. Nielsen fra Vejle og hans Lægedom for Gigtlidende, og jeg slutter mig fuldstændig til Deres Opraab: "Lad Nielsen forsøge!"

Gid det maa lykkes ham at bringe Lindring, ja Helbredelse til de af Gigten plagede stakkels Medmennesker (hvoraf jeg har set flere stærkt Ildende); men - mind ham saa ogsaa om at holde de Løfter, han giver disse, som har Haab og tror paa ham. For nogen Tid siden havde jeg Lejlighed til at se en stækt lidende Gigtpatient (af mit Bekendtskab) sidde sammenkrøben og næsten opløst af Smerte i Armene. Massør Chr. Nielsen (som var konsulteret paa Provinshotellet) havde lovet at sende en Pakke (med Urtemidlet) pr. Efterkrav, men endnu en Maaned efter er Løftet ikke indfriet og Patienten lider stadig og dertil Skuffelsen.

Hvor bliver Pakken af, Hr. Nielsen?

Skyldes mon Udeblivelsen, at Patienten ikke havde de fornødne Kontanter hos sig ved Konsultationen? Send Regningen til mig! Og spar lidt paa de store Ord og gode Løfter, hvis De ikke er mere velmente end i nævnte Tilfælde eller er det som visse Foretagender .... indsend Kr. o. s. v.?

Naturligvis kan Hr. Nielsen tkke arbejde gratis, det siger sig selv, men Forudbetaling for ikke effektuerede Ordrer er et større Fænomen end Gigtens Betvinger.

Altsaa "lad Nielsen forsøge - igen!"

Ærbødigst
Chr. Malm.
Dannebrogsgade 25. Sal, TV.

- - -

Vi vil i Løbet af Dagen forelægge ovenstaaende Indlæg for Massør Chr. Nielsen. Det beror dog paa en Misforstaaelse, naar den ærede lndsender har opfattet vor Artikel om Naturlægen fra Vejle som "en Anbefaling af varmeste Art for Manden." Vi har skildret et Besøg hos Chr. Nielsen og i Samtaleform ladet ham udtrykke, hvad han havde paa Hjerte, men herudover kan vi naturligvis ikke tage Standpunkt i Sagen.

løvrigt har talrige Breve og Opringninger vist os, hvad vi ogsaa ventede, at der er delte Meninger om Chr Nielsens Virksomhed. De Vidnesbyrd, der er kommet os for Øre, svinger fra Harme og Foragt til kogende Begejstring over han Resultater. Vi skal i Løbet af de nærmeste Dage undersøge, om der ikke paa en eller anden Maade kan aabnes Adgang for Chr. Nielsen til under Kontrol at foretage det Helbredelsesforsøg, hvori baade han selv og store Dele af OFfentligheden i allerhøjeste Grad er interesseret.

(Aftenbladet (København) 12. oktober 1928).

Dækningen af Chr. Nielsen fortsatte i de følgende dage i Aftenbladet. Nielsen undskyldte sig med at han havde haft for travlt, og at han kun i undtagelsestilfælde tog forudbetaling. Lederen af Bade- og Massageklinikken på Bispebjerg Hospital Hans Jansen kendte ikke til Chr. Nielsen, men henviste til at læger også helbredte med metoder der kunne synes mirakuløse. Han afviste at Nielsen kunne anstille forsøg på hospitalet. 

Eksempel på en annonce fra Chr. Nielsen, her fra Frederiksborg Amts Tidende, 17. februar 1930.

Den 26. marts 1930 rejstes tiltale mod ham - der på daværende tidspunkt boede på Gamle Mosevej 269 i Kongens Lyngby. Chr. Nielsen var arbejdsmand og sømand, havde altså ingen uddannelse hverken som læge eller massør. Herefter han nedsatte sig som mirakeldoktor i Vejle for iskias, gigt og rheutmatisme med sennepsfrø, bukkeblade, kamilleblomster, græsfrø mv. Retslægerådet udtalte at han manglede alle forudsætninger for at behandle patienter, og Københavns byret mente at hans behandling havde bragt patienter i fare, og idømte ham 14 dages simpelt fængsel.