En artist-Begravelse paa Vestre Kirkegaard.. (Efterskrift til Politivennen).

Død i Cirkus i Aftes.

En i artistverdenen kendt dame, fru Hanna Nikitin, der var ansat som garderobeforvalterske i Cirkus Orlando, døde i aftes pludselig under forestillingen, mens hun var inde for at hjælpe balletdamerne med påklædningen.

(Folkets Avis - København, 4. juli 1907).

Cirkus Orlando optrådte i Cirkusbygningen i København 1905, 1906 og 1907. Det var svensk og etableret af Henning E. Orlando (1875-1945).

Vestre Kirkegård. I går blev den forleden omtalte gamle finske garderobekone Hanna Nikiten i Cirkus Orlando begravet fra kapellet på Vestre Kirkegård.

En ejendommelig forsamling stod om den afdøde artistindes båre: klovner, balletdamer og alle de der aften efter aften viser deres glade kunst i manegen, lyttede andægtigt til præstens tale om den gamle kvinde der døde ensomt i et fremmed land.

"Dejlig er jorden" blev sunget på en halv snes forskellige tungemål. Så tod de mandlige artister fat i kisten, der var nydeligt smykket med mængder af signerede krænse, og stedte den til jorden.

(Social-Demokraten, 9. juli 1907).

En Artistbegravelse.

I går middags begravedes på Vestre Kirkegård den gamle garderobiére ved Cirkus Orlando, fru Nikitin, der som meddelt forleden aften faldt om og døde midt under sit arbejde bag cirkus' kulisser.

Begravelsen som direktør Orlando bekostede, var meget smuk, og der hvilede over den den ejendommelige stærke stemning man altid møder ved en artistbegravelse, hvor en af disse jordens evigt vandrende trækfugle stedes til den store fred langt borte fra deres slægt og hjem blandt fremmede mennesker der vil have glemt den fremmede fugl dagen efter at graven er kastet til.

Den gamle kvindes kiste var prydet af en mængde kranse, hvoriblandt sås en mængde signerede. Og omkring båren stod hele cirkuspersonalet lige fra direktøren og de fornemste artister ned til den simpleste staldknægt. Balletdamernes brogede sommerfugleskare var også mødt fuldtalligt. De røde bånd havde de ikke evnet at få kastet, men deres pludrende latter var borte, og de græd allesammen under den kønne og varmtfølte tale, kommunehospitalets præst, hr. Rasmussen holdt over deres gamle veninde skønt vel kun de færreste forstod et ord deraf.

Artister bar kisten til graven, og efter jordpåkastelsen drog hele skaren i småflokke, stille og taves, tilbage til byen - og manegen. 

(København, 9. juli 1907).

Primadonnaens Endeligt.

En artistbegravelse på Vestre Kirkegård.

I går begravedes på Vestre Kirkegård i København Cirkus Orlandos forleden afdøde nogle og halvtredsårige garderobeforvalterske fru Hanne Nikitin.

Begravelsen der overværedes af en overordentlig stor mængde artister, var en af de flotteste artisbegravelser der længe har fundet sted i København.

Men den afdøde var også selv en prøvet og vidt berejst artist der har haft en meget omtumlet livsskæbne.

Hun var russisk af fødsel og debuterede 20 år gammel som sangerinde i St. Petersborg.

Med sit fordelagtige ydre og sin overordentlig smukke sangstemme vandt hun sig hurtig mange beundrere, og blandt disse var en rig russiske embedsmand med hvem den unge sangerinde indgik ægteskab.

De nygiftes lykke varede imidlertid kun kort. Manden blev if. "Politiken" arresteret sigtet for en politisk forbrydelse, og den unge frue flygtede til Finland, hvor hun tiltrådte et engagement ved operetteteatret i Helsingford.

En tid var hun teatrets primadonna, men pludselig begyndte hun at miste sin stemme, og snart gik det sådan tilbage for hende at hun omsider måtte tage pladsen som garderobeforvalterske ved det teater, hvis primadonna hun havde været. 

Senere rejste hun som garderobeforvalterske, en årrække med Cirkus Madigan, og derfra kom hun til Orlando, i hvis garderobe et hjerteslag gjorde ende på hendes liv.

(Holbæk Amts Venstreblad, 11. juli 1907).

Grosserer Albrechtsen (1876-1908) og Hustru. (Efterskrift til Politivennen).

Mord og Selvmord.

Skudt sin Hustru og sig selv.

I Formiddags noget før Kl. 12 er der i et Pensionat i Ejendommen Vesterbrogade Nr. 16 udspillet et uhyggelig! Drama, idet Grosserer Chr. Albrechtsen, Indehaver af Firmaet Vilh. Nielsen & Co., Gasværksvej 13, har skudt sin Hustru og derefter sig selv. Albrechtsen selv var død paa Stedet, medens Hustruen døde, da Politiet har hende ned i Ambulancevognen, som bragte dem begge paa Hospitalet.

Eller hvad der er oplyst for Politiet, er der Grund til at antage, at Ægtefællerne har været enige om at gaa i Døden. I Formiddags havde Fru Albrechtsen sagt til Indehaversken af Pensionatet, at hun vilde lægge sig til at sove, da hun, der iøvrigt var svagelig, ikke følte sig vel. Hun har sandsynligvis taget et Sovepulver, thi da Pensionatsfruen senere saa ind til hende, laa hun i dyb Søvn i sin Seng.

Lidt efter at Grosserer Albrechtsen ved Halvtolvtiden kom hjem fra Byen, lød der inde fra Ægteparrets Værelse to Skud og derefter hurtigt endnu to. Da man ilede derind, laa Fru Albrechtsen i Sengen i nøjagtig den samme Stilling, hvori hun laa, da Pensionatsfruen sidst havde set hende. Hun var skudt i Tindingen, medens Albrechtsen laa inde i Dagligstuen med Skudsaar i Munden. Hurtigst muligt tilkaldtes Politiet, som rekvirerede Ambulancevogn. En tilkaldt Læge konstaterede, at Albrechtsen øjeblikkelig var død, medens Fru A. endnu aandede. Ved Politiets Foranstaltning bragtes de begge ned i den nedenfor ventende Ambulancevogn, hvori de kortes til Hospitalet.

Efterretningen om den uhyggelige Begivenhed havde hurtigt bredt sig til Ejendommens Beboere, og derfra til Folk paa Gaden, saa at en overordentlig stor Menneskemængde havde samlet sig, da Ambulancevognen kom.

Paa Beboerne af Pensionatet, hvor Grosserer Albrechtsen havde boet i 1½ Aar, gjorde Dramaet et stærkt Indtryk, men man havde Følelsen af, at Ægteparrets fortvivlede Handling maatte være aftalt, derpaa tydede den Maade, hvorpaa Dramaet udspilledes. Fru A. har sandsynligvis ikke haft Mod til at gaa Døden imøde, og hun har derfor først taget et bedøvende Pulver. Dørene til deres Værelser var aflaasede, saa at de maatte sprænges, før man naaede derind.

Ægteparret havde været gift i to Aar, han var 31 Aar gammel, hun kun 20. Fornylig har Albrechtsen, der var nervesvækket, haft Ophold paa en Nerveklinik. Efter hvad man foreløbig kan skønne, maa Aarsagen til Ægtefællernes Beslutning om at berøve sig Livet søges i pekuniære Vanskeligheder. I hvert Fald havde Albrechtsen sidst igaar ladet falde Ytringer om, at det kneb for ham. I August forrige Aar overtog han Firmaet Vilh. Nielsen & Co., der driver Kolonialvarehandel en gros. Han var Eneindehaver af Firmaet.

Paa Kommunehospitalet, hvorhen Ligene kørtes, kunde man kun konstatere, at Døden var indtraadt. Politiet optog naturligvis straks Forhør over de af Pensionatets Beboere, som havde været tilstede, medens Dramaet udspilledes, ligesom det undersøgte Lejligheden og Ligenes Stillinger for deraf at kunne danne sig et Begreb om, hvorledes alt er gaaet til. Der er neppe Tvivl om, at Grosserer Albrechtsen, efter at have aflaaset Dørene, straks er gaaet ind i Sovekamret og paa nært Hold har skudt sin trygt sovende Hustru. Hurtigt er han derpaa ilet ind i Dagligstuen, har sat Revolveren i Munden og trykket af.

Ved den ved Politiets Foranstaltning foretagne Undersøgelse af Revolveren, viste det sig, at denne var af en meget ejendommelig Konstruktion, saa at man maatte have en Bøssemager til at allade den. Der fandtes endnu 3 skarpe Patroner i den.

Grosserer Albrechtsen, der var Søn af en Proprietær i Giveegnen ved Vejle, efterlader sig ingen Børn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 3. juli  1908). 

Nutidigt foto af Vesterbrogade 16, på hjørnet til Skt. Jørgensgade. Pensionatet lå ifølge dette indslags artikler på 3. sal. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Efter at være kommet tilbage fra Bangkok, boede Chr. Albrechtsen 9. november 1901 til 1. november 1905 i Studiestræde 51, mezz, 1. november 1905-6. december 1906 Vesterbrogade 67, 4. sal, 6. december 1906 er to adresser opgivet: Gl. Kongevej 85, 3. og Sortedams Dossering 87. Først fra 1. april 1907 opgives adressen til Vesterbrogade 16, 3. sal. Så de i artiklen opgivne 1½ år er en anelse overdrevet.

Skudt sin Hustru og sig selv.

Dobbelt Revolverdrama paa Vesterbro.

En 31-aarig Grosserer skyder sin 18-aarige Hustru og sig selv. - Sygdom og Fallit havde ødelagt deres Lykke.

I et Pensionat paa Vesterbrogade Nr. 16, 3. Sal, har 31aarig Grosserer Chr. Albrechtsen i Gaar Eftermiddags skudt sin 18aarige Hustru og derpaa sig selv.

Grosserer Albrechtsen, der er en Fætter til Brygger Carl Jacobsen, har ført et ret bevæget Liv, lsær før sit Ægteskab. Han havde nu et Kolonialvarelager - Firmaet hed Vilh. Nielsen & Co. - paa Gasværksvej 13 over Gaarden, men Forretningen gik daarligt. Albrechtsen har før faaet megen Hjalp hos sin Tante, den gamle Fru Jacobsen, og ogsaa hos Fætteren, Brygger Jacobsen, men nu havde de nægtet at hjælpe ham mere.

En 10-aarig Brud.

Han giftede sig for to Aar siden med en kun 16aarig ung Pige, Frk. Ellen Howarth, hvis Moder, Enkefru Howarth, indtil April Flyttedag har haft Pensionat i Westend. Fru Howarth var stærkt imod Ægteskabet, og hun og Datteren har siden da ikke haft nogen Omgang med hinanden.

Fru Howarth var skilt fra sin Mand, vinhandler Andersen, Tordenskjoldsgade.

I Vinter blev den unge Fru Albrechtsen syg. og hun kom senere paa Hareskov Kur-Anstalt, som hun først for nylig har forladt. Da hun kom hjem, sandt hun alt ødelagt.

Ægteparret har stadig boet i Pensionat, i ca. ½ Aar i ovennævnte Pensionat, hvor de for Resten var almindelig afholdt. Man havde ondt af den unge, syge Kone, der ikke var stort mere end et Barn. Flere Gange talte hun og Manden ogsaa om, at det var bedst at dø; Katastrofen kom derfor ikke uventet, ja, Pensionatets Værtinde, Fru Bang, raabte endog, da hun hørte ham dreje Nøglen om: Nu skyder han sig.

4 Revolverskud.

Et Øjeblik efter drønede de to første Skud gennem Huset. Nogle af Beboerne løb ned paa Gaden efter Politiet, men imens faldt der endnu to Skud. En Smed, som var bleven tilkaldt, dirkede Døren op, alle Pensionatets Beboere strømmede ind i det første Værelse, men de fleste af dem skyndte sig ud igen, forfærdede over det Syn, de havde mødt.

Paa Sengen laa den unge Kone i Krampetrækninger. Blodet vældede ud gennem to store Skudsaar i Tindingerne og farvede Sengen rød. I Man mente, at der endnu var Liv i hende, men da Lægen et Øjeblik efter traadte ind i Stuen, var hun død.

Inde i det næste Værelse, som Parret havde benyttet til Soveværelse, laa Albrechtsen paa Gulvet i en stor Blodpøl. Han havde slaaet foran Spejlet for at faa rigtigt Sigte. De to Skud var gaaet tværs igennem Hovedet, og Døden er indtraadt øjeblikkelig.

Morfinpulver først.

Paa Natbordet foran Hustruens Seng fandt man en Æske med Morfinpulvere, hvoraf der var taget en Del. Rimeligvis har hun været bange for at dø og har derfor bedøvet sig, men alle var enige om, at hun nok frivillig har valgt Døden.

Om Formiddagen havde hun været stærkt nedtrykt og undertiden helt opløst i Graad. Hun havde ogsaa overfor Fru Bang ladet skimte igennem, at nu skulde det hele være forbi.

Dramaet vakte naturligvis vældig Opsigt i Kvarteret. Folk strømmede til og stormede Huset, saa Politiet maatte rykke mandstærk frem for at rydde Trappegangen. Politiassistent Gyldenfeldt fra Svendsgade, kom straks til og optog et foreløbigt Forhør. Der var jo ikke meget at tilføje til de blodigt Fakta. De talte for sig selv, og Motiverne laa jo klart for alle.

Ambulancen var imens kommen, og den kørte Ligene direkte til Johannes Stiftelsen, hvor der i Morgen vil blive afholdt officielt Ligsyn.

Beboerne i Pensionatet skildrede den unge Frue som en meget indtagende Dame, men hun var overnervøs og ofte saa stærkt ophidset af sin Nervøsitet, at det kom til stormende Scener mellem hende og Manden.

Albrechtsens Forretning varetages nu af Overretssagfører Kalko, der var Ungdomsven af ham.

Albrechtsen selv var Søn af en Proprietær i Give ved Vejle. Han kom som ungt Menneske ind i Østasiatisk Kompagni og var i nogle Aar i Siam, tilsidst avancerede han endog til Filialbestyrer derovre, men Længselen efter København drev ham hjem.

(Folket Avis 4. juli 1908).

 Christian Laurits Ingvar Albrechtsen (1876-1908) var langt ude i familie med brygger Carl Jacobsen: Hans far (Christian Andreas Emil Albrechtsen, 1848-1928) var fætter til brygger Carl Jacobsen. Et foto af hans barndomshjem findes på internettet. Faderens mor var Lyna Marie Holst (1806-1890), og hendes lillesøster var Laura Christine Holst (1819-1911), der i 1839 blev gift 1839 brygger J.C. Jacobsen.

Albrechtsen var født i en tid hvor rollefordelingen ideelt set var som tegningen viser. Teksten lyder: "Hygæa"-Brödet vinder Dag for Dag mere og mere Indgang i alle Hjem hvor den gode Smag er raadend. Dette Rugbröd har haft en kolossal Sukces, alle vil smage det, og hvor det en Gang er prövet, holder man ved det." Af den øvrige lange tekst fremgår at brødet blev fremstillet på "Forstædernes Brødfabrikker" på en "syrefri og bakteriefri Gærsort".(Nationaltidende 28. september 1906, 2. udgave).

Et frygteligt Drama paa Vesterbro.

Grosserer Albrechtsen skyder sin Hustru og sig selv.

De fulgtes ad i Døden efter fælles Overenskomst.

---

Sidste Akt.

Straks efter at den blodige Scene var udspillet kom Politiassistent Gyldenfeldt fra Vesterbro til Stede sammen med Opdageren Maden. De aflaasede og forseglede Værelserne efter at de havde taget Forklaring af Pensionatets Folk.

Der fremkom intet udover det, vi her har fortalt om de to Ægtefæller, som fulgtes ad i Døden.

Albrechtsen havde forøvrigt været ansat i Østasiatisk Kompagni og i en Aarrække opholdt sig i Bangkok, hvor han havde paadraget sig den Sygdom, som han senere overførte paa sin Hustru.

Deres Ægteskab var ikke saa lidt af en Roman, Albrechtsen var blevet udnævnt til Værge for den unge Pige, som han med Djævlens Vold og Magt vilde gifte sig med. Hendes Moder satte sig imod Partiet af al Magt, men Kampen endte foreløbig med, at Moderen blev indlagt paa 6. Afdeling, og Albrechtsen giftede sig med Pigen. Nu er Romanen altsaa slut med et Mord og et Selvmord. Albrechtsen var en Nevø af Brygger Jacobsen. Hans Moder var en Søster til Brygger Jacobsens Moder.

(Aftenbladet 4. juli 1908. Uddrag).

Det frygtelige Ægteskabsdrama i København.

Grosserer Albrechtsen skyder sin Hustru og sig selv. - Pekuniære Vanskeligheder drev dem i Døden. Dramaets Enkeltheder.

(Specialkorrespondance til "Aarh. Stiftst.")

København, 3. Juli.

Ejendommen paa Vesterbrogade Nr. 16 har i Middags været Skuepladsen for et frygteligt Ægteskabsdrama, hvorved en af Hovedstadens Yngre kendte Grosserere, Chr. Albrechtsen har berøvet sin Hustru og sig selv Livet.

Det unge Ægtepar boede i Fru Bangs Pensionat paa 3. Sal, hvor de havde lejet et Par Værelser. Fra de blev gift for 2 Aar siden, har de stadig boet i Pensionater, men det var Meningen, at de nu til Efteraaret vilde have stiftet eget Hjem. Nu har de selv med Døden stillet sig i Vejen for denne Beslutning.

(Herefter følger en beretning som følger de ovenstående artikler).

Motivet

til den fortvivlede Handling var ingen af Pensionatets Beboere i Tvivl om. Det fremgik af deres Udtalelser, at de havde ventet, den maatte komme.

Grosserer Albrechtsen havde i lang Tid følt sig stærkt trykket af pekuniære Vanskeligheder. Det faldt mange Gang svært for ham at opfylde sine Forpligtelser, og der ymtedes endog om en nærforestaaende Fallit. Hans Hustru var meget svagelig. Hun havde i længere Tid lidt meget af Nervøsitet og havde gennemgaaet en Kur derfor paa Hareskovens Klinik, men uden synderligt Resultat. Efter at være kommen hjem laa hun næsten altid til Sengs, og det kunde vel næppe være anderledes, end at hendes stadig Sygdom og de evindelige pekuniære Vanskeligheder maatte male Livet sort for det unge Ægtepar, og de har da foretrukket frivilligt at søge Døden.

---

Grosserer Albrechtsen var nylig fyldt 31 Aar. Han var en Søn af Proprietær Albrechtsen i Give ved Vejle og var af alle anset for en usædvanlig flink og dygtig ung Mand. Som ganske ung var han traadt i Østasiatisk Kompagnis Tjeneste og havde i nogen Tid været ansat paa Selskabets Kontor i Bangkok.

Livet i Troperne tilfredsstillede ham dog ikke, og han vendte derfor hjem til Danmark, hvor han giftede sig med en Datter af Vinhandler P. Andersen. Hun var den Gang kun 17 Aar gammel, men led allerede da en Del af Nervøsitet.

Herhjemme overtog Albrechtsen for et Aars Tid siden Grosserer Vilh. Nielsens Forretning i Kolonialvarer, men den synes altsaa ikke at have villet gaa for ham.

Opdager.

Aarhuus Stifts-Tidende 4. juli 1908).

Nemesis?

Skøndt der allerede er gaaet nogle Dage, siden Byen opskræmmedes af de to dystre Revolverskud fra Vesterbrogade, samler denne Begivenhed alligevel stadig Interessen om sig.

Man mærker det, naar man kommer ud paa Caféer eller paa Sporvogne. Hvad og hvorfor drøftes stedse med ikke ringe Iver, og de Gisninger, der opstilles, er hverken faa eller uoriginale!

Københavnerne er af Naturen stemt til at ræsonnere. For det meste er Ræsonnementet lovlig hurtig færdigt, men Lysten til at bestemme og definere enhver Hændelse er der.

Det er nu forøvrigt ogsaa ganske rimeligt, at man ved en Lejlighed som denne giver sig nogen Tid til Filosofi. Thi det horer jo dog til Sjældenhederne hertillands, at et ungt Ægtepar, der tilsyneladende lever lykkeligt sammen, enes om at gaa i Døden og fuldbringer Planen paa en kynisk og opsigtsvækkende Facon.

Adskillige vilde da nok synes, der laa nogen Urimelighed i dette: at Grosserer Albrechtsen havde sin unge, smukke Hustrus Tilladelse til at begaa sin forfærdelige Handling. Der hører nemlig mere til end et Par fede Ord og en romantisk Beslutning i et løftet Øjeblik. Sikkert er det, at det langt overvejende Flertal af de raske Mennesker, der hvisker hinanden et: "I give my life for You" i Øret, meget vilde betakke sig, hvis det en skønne Dag krævedes.

Selv om det skulde være sandt, at Albrechtsens Forretning gik sløjt, og at hans Frue var saa syg, at Livsglæden nødvendigvis maatte være knækket for hende, - ja, der forelaa der vel endda næppe nogen fyldestgørende Forklaring. -

Nej, man maa vist søge Aarsagen dybere end i en uovervejet, omend maaske velment Ytring en Aften, de Unge var i Stemning til Maaneskinslyrik.

Og efter de nu fremkomne Oplysninger at dømme, har Lyrikens Modsætning: den skærende Prosa været Hovedfaktoren i det myrdede Ægtepars Liv.

Albrechtsen kom for 3 Aar siden fra Bangkok, og var blevet Bogholder i Ø. K. Man indlogerede sig hos en Fru Hovarth, der havde Pensionat i Westend, og blev hurtig forelsket i den nydelige, 15-aarige Datter. Fruen ejede et Teaterblad, som A. efterhaanden fik Magt og Raadighed over, - hvorledes det egentlig gik til synes endnu vanskeligt at udrede.

Efterhaanden blev A. meget uklar med Fruen, og han søgte nu at faa hende indlagt paa 6. Afdeling, hvilket ogsaa lykkedes. Saa var han fri for hende i 2 Maaneder, og da hun kom ud, skete der igen noget romantisk: A. "bortførte" den purunge Pige og holdt Bryllup med hende!

Senere fik A. den omtalte Forretning paa Gasværksvej, men det saa ud til, at de utvivlsomt stygge Planer, han havde søgt at realisere, vilde hævne sig. Det gik skævt. Hans lille, stakkels Hustru begyndte at sygne hen, han selv drak til den store Medaille, og den Omstændighed, der havde tvunget ham til at gifte sig med Ellen, formørkede Samlivet.

Hun besluttede tilsidst at ville forlade Manden, og det ser da nu ud til, at Mordet er sket imod hendes Vilje.

Albrechtsen var fortvivlet herover, men Ellen holdt fast ved sit Ønske. Tilsyneladende lykkedes det da ogsaa Albrechtsen at forsone sig med, hvad der ikke kunde være anderledes.

Den unge Frue brugte ofte Sovepulvere for at døve Smærterne i det forpinte, lille Legeme.

Hvem véd om den halvt sindsyge Mand ikke har benyttet sig af denne Viden . . .

Stakkels, lille Ellen, blev det Din Lod at undgælde for, hvad Din Mand forbrød?

Kan da Nemesis ramme andre end den Skyldige?

Ja, hvem andre kan vel give Svaret, end den Sfinx, der slog sine skarpe Kløer i Dit hvide Bryst.

Nemesis, - den uløste Gaade!

Th. Borre.

(Adresse-Avisen. Organ for Handel, Industri og Haandværk 6. juli 1908)

I begravelsesprotokollen står der bl.a. at han var død "af selvmord ved skydning efter umiddelbart forinden at have aflivet? sin hustru. Økonomisk vanskelighed". Ellens var født Howarth.

Grosserer Albrechtsen og hans Hustru begraves.

I al Stilhed blev i Gaar Ægteparret Albrechtsen og hans Hustru begravet paa Bispebjærg Kirkegaard.

Der var lige efter Dramaet af Dr. Lund blevet afgivet en Erklæring om at Albrechtsen var sindssyg, da han skød sig selv og sin Kone.

Og til denne Betragtning holdt Pastor Rasmussen fra St. Johannes Stiftelsen sig da ogsaa, da han holdt Talen ved de to Kister. Ingen kunde gaa i Rette med Manden, der havde udført den frygtelige Daad, fordi hans Sind havde været formørket. Vi maa nøjes med at bede for at hans og hans Hustrus Sjæl maa finde Fred.

Det lille Følge, der bestod af Familien og et Par af de nærmeste Paarørende sang Salmerne: "Aldrig er jeg uden Naade", og "Du Herre Krist, min Frelser est", og de to Kister sænkedes i Fællesgraven.

Tæppet gik ned for Tragedien.

(Aftenbladet (København) 7. juli 1908)

Flere aviser oplyser at det var på Bispebjerg Kirkegård. Andre Vestre Kirkegård. Det sidste er forkert, ægteparret blev begravet i samme grav på Bispebjerg.

Ægteskabsdramaet. I gaar blev Grosserer Albrechtsen og hans Hustru i dybeste Stilhed begravet fra St. Johannesstiftelsen.

Til Stede var kun de Afdødes Forældre, Personalet fra Albrechtsens Forretning og Overretssagfører Kalkow, som var Grosserer Albrechtsens Ven og juridiske Konsulent.

Efter at Pastor Rasmussen fra St. Johannes Kirke havde holdt en kort Tale og foretaget Jordpaakastelsen, satte Ligtoget sig i Bevægelse mod Vestre Kirkegaard, hvor Ægteparret nu hviler i en Fællesgrav.

(Holbæk Amts Venstreblad 8. juli 1908).

St. Johannes Stiftelsen, set fra Østersøgade. Illustreret Tidende nr. 30, 26. april 1885.

Præsten og hans Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

En Mindetale.

Pastor Jul. Ifversens Hustru, der døde forleden i Barselsseng, blev i Forgaars begravet fra Helligkors Kirke i Kjøbenhavn. Blandt Talerne var Pastor Ifversen selv, og han udtalte ifl. "Kristel. Dagbl." bl. a.:

Nu er hun gaaet over Jordan, som tidligere tre af vore Smaadrenge. Livet i Gud var hendes kosteligste Eje. Nu er hendes skrøbelige Lerkar brudt itu, men selv er hun gaaet ind til Livets Herre, og det vil vi prise og takke for, og did alene vil vi stunde. Og engang skal vi faa vore Legemer igen og saaledes evigt være hos Herren.

Hun vidste ikke blot, at hun var en Synder, og der var mange Taarer paa hendes Vej, men det er ikke om hendes Skyldbrev, der skal tales; det er alt betalt .... Hun levede sit Liv i nært Samfund med Gud.

Der var Aar, da det var meget svært i det timelige, men hun udviste stor praktisk Sans og sparede paa sig selv. Og det gjorde hende ondt, naar hun ikke kunde hjælpe. Og naar Herrens Venner samledes i vort Hjem og bragte os Hjælp, priste hun Guds Naade, og al den Lykke, Gud havde givet hende.

Den første Opgave fandt hun i sit Hjem, men dernæst glemte hun ikke, at hun var Præstens Hustru. Hun forstod ogsaa i denne Henseende at ofre, saa hun ikke skulde staa som en Hindring for Præstegerningen. I en særlig vanskelig Sag sagde hun til sin Mand; "Du kan under ingen Omstændigheder give efter i denne Sag".

"Herren er min Hyrde!", det var hendes Livs Ord; fra ham fik hun sin Styrke. Og hendes sidste Ord var Glæde over, at hun snart skulde faa Lov at være hos ham.

Det var altsammen Guds Naade over et Menneskeliv. Hun har nu naaet sin Rejses Maal, de fjerne og dog saa nære Egne.

- -

Jordfæstelsen fandt Sted paa Vestre Kirkegaard. Pastor Ifversen forrettede Jordpaakastelsen.

(Viborg Stifts Folkeblad 3. juli 1908).

Julius Ifversen (1863-1927) er behandlet andetsteds på denne blog. I Ugeskrift for Retsvæsen findes en længere gennemgang skrevet af Peter Garde af en sag hvor pastor Ifversen havde nægtet at gifte en murersvend.

Sofus Marius Breckwoldt - "Bananen" (1866-1947). (Efterskrift til Politivennen)

Da "Bøffen" besejrede "Bananen"

og Bananen maatte opgive i Kallundborg.

I disse Dage er det 25 Aar siden det meget omtalte Væddeløb "Sjælland rundt" mellem "Bøffen" og "Bananen" - Carl Hector og S. Breckvoldt - udkæmpedes.

Begivenheden vakte kolossal Opsigt, ogsaa indenfor Datidens Sportskredse. Overalt diskuterede man Chancerne i det 52 Mil lange Løb, Kødspiserne akcepterede i overstrømmende Optimisme Væddemaal paa op til 5 mod 1 paa Hector, og Vegetarianerne var lige saa sikre paa en Sejr for Grøntsagerne. Bølgerne gik højt i de to Lejre, og Ekkoet naaede selv til Udlandet, hvor man ved daglige telegrafiske Meldinger holdt sig underrettet om Stillingen paa de forskellige Etaper.

Løbet blev en straalende Triumf for Bøffen Carl Hector. Omskrivende Ordsproget til: Selv om du ogsaa har det i Benene, kan du ogsaa godt have noget paa Hovedet, bar han under hele Løbet en Stanleyhat. Takket være denne Talisman fuldførte han den 52 Mil lange Rute paa mindre end fem Dage, mens Bananen paa Grund af hovne Føder maatte opgive ved Ankomsten til Kallundborg;

I København blev "Bøffen" modtaget med larmende Ovationer og efter Løbet opstod en enorm Hause i Bøffer - og Byens Slagtermestre viste deres Taknemmelighed over Sejrherren ved at invitere ham til Fest paa Kvægtorvet, hvor han fik overrakt en Sølvpokal.

(Kallundborg Avis 27. juni 1933)

Dagbladet "Politiken" arrangerede løbet der var på 52 mil i juli 1908. Ved 50 årsdagen var kun den da 71-årige Carl Hector stadig i live. Han medgav ved den lejlighed, at hans modstander var langt ældre, og desuden løb i solheden, mens han selv kun løb i de kølige aftentimer. Hector var dengang 21 år, mens "Bananen" var 42. Hector løb i øvrigt ikke, men gik i tyksålede støvler med hæle. Bananen løb i lette, tyndsålede sko. Breckvoldt havde på daværende tidspunkt været vegetar i 10 år, og ville bevise vegetarismens overlegenhed. Han levede af æbler, bananer og vand under hele tiden, mens hans modstander spiste kød.

Der er i nyere tid skrevet artikler (fx Per Jørgensen: Kampen mellem Bananen og Bøffen. Krop, Kost og sundhed primo 1900) og lavet podcast om selve løbet. Ligesom løbet lagde navn til en stumfilm med titlen "Bøffen og Bananen"i 1913. Med selveste Gissemand (Holger Pedersen). Men der er også mere til historien en dette løb.

I de følgende år udfordrede Breckvoldt kødspiserne flere gange. I 1912 forsøgte Bananen sig med et lignende løb (kapgang) på 56 mil. Denne gang med en amerikansk fru Humphries. De ankom i skøn samdrægtighed. Fruen havde i øvrigt kun spist 2 bøffer, og roste Breckvoldt og vegetarismen. 

En dansk Sportmand der tilbyder at æde Bakterier.

Breckvoldt vil sluge Tyfus - eller Kolerabaciller.

Et interessant Forsøg. Naturhelbredelsen. En Lægmand om Lægerne.

S. M. Breckvoldt.

De kender Breckvoldt, den saa ofte omtalte vegetariske Sportsmand, der har agiteret og eksperimenteret for at slaa til Lyd for den vegetariske Kosts Fortrin overfor Kødmaden. Sidst tog Breckvoldt en tur som Fyrbøder med Østasiatisk Kompagnis "Tranquebar" ud til Østen. Han har Attester for af han kun fik udleveret Brød og Frugt som sin Foder paa Turen, at han udførte Arbejdet til fuldstændig Tilfredshed, og at han var sundere og raskere end nogensinde, da han kom hjem fra den.

Men man kender ikke Breckvoldt, naar man tror, at han nu vil ligge stille. Han, som er Ild og Krudt, naar der er tale om Vegetarismen. Den giver Menneskene det, der er det vigtigste af alle Goder: et kraftigt, modstandsdygtigt Legeme, som Sygdommen gaar saa langt udenom som en Indbrudstyv om en Politibetjent. Ja modstandsdygtigt Her er vi ved Breckvoldts sidste:

Han tilbyder at sluge Sygdomsbaciller: Kolera Tyfus eller en anden djævelsk Slags Baciller, netop for at vise, hvor modstandsdygtigt hans Legeme er overfor Sygdomsbringerne.

Man maa forstaa, at dette ikke er Spøg, men rammende Alvor. Hr Breckvoldt stiller sig selv til Raadighed sum Forsøgskanin. Han antager, at han kun vil blive let inficeret af Sygdomspirerne og han vil ved en Naturhelbredelses-Metode - Diæt og Vandkur - hurtigt ryste Sygdommen af sig igen. Hr. Breckvoldt, der som sagt har eksperimenteret med sit eget Legeme mener, at Lægerne ikke er fuldt paa det rene med Naturhelbredelses-Metoden eller i hvert Fald agter den for lidt. Til dem er det da han siger: Værsgod, prøv engang med mig. Giv mig for Eksempel en Tyfus paa Halsen, og jeg skal vise, at jeg kan faa den væk i en Fart

Man kan ikke nægte Forsøget vilde være Interessant; men Spørgsmaalet er Kan det iværksættes? Tør Lægerne gøre det? Breckvoldt tør det, det er i hvert Fald sikkert.

Man ved, at der fornylig blev gjort et Forsøg ude paa Rudolph Bergs Hospital, hvor en Læge prøvede at lade Gonokokker indpode i Armen. Man hørte imidlertid ikke noget nærmere om sagen, det var formodentlig ogsaa kun en Prøveballon. Men Forsøget med Vegetaren ville være endnu mere vidtgaaende, da det drejer sig om at konstatere en bestemtd Ernæringsmetodes Hærdning af det menneskeliger Legeme.

(Aftenbladet (København) 14. januar 1914).

Både dr. Madsen på Seruminstituttet og kommunelæge og vegetar Michael Larsen afviste at gøre et sådant forsøg. Han foreslog i stedet Breckvoldt at forsøge sig udenlands.

Da Breckwoldt fik Pokalen.

Som omtalt vilde "Bananmændene" i Vegetar Klubben "Tagore" hædre den gamle Vegetar Brechwoldt ved Fortunløbet. Det skete ogsaa Den gamle rapfodede Gullerod- og Bananspiser fik overrakt Sølvpokalen af selve Generalmajor Castenskjold, der udtalte:

- Baade De og jeg, kære Breckwoldt, er jo lidt ældre Herrer men vi kan jo da Gudskelov endnu være med til at tage en Tørn.

Dog maa jeg sige, at jeg ikke vilde have været i Stand til at gøre Dem denne Løbetur i Dag efter; men jeg spiser ogsaa andet end Grøntsager. Maa jeg ønske Dem til Lykke med den smukke Præstation.

Og saa fik Breckwoldt Tagore Sølvpokalen med de lueforgyldte Bananer og med Inskription: I Sommersol, i Vinterfrost, Bananen er den bedste Kost.

(Aftenbladet (København) 16. marts 1925).

"Bananen" og hans søn - Helge og Sofus M. Brechwoldt løber tur i Dyrehaven. På daværende tidspunkt mere end 60 år. Aftenbladet (København) 17. januar 1927.

Sønnen Helge Johan Anthon Damm Breckvoldt (1903-1970?) var sølv- og guldsmed og atlet (IF Sparta). Han vandt sølv ved de danske mesterskaber på 10.000 meter 1925. Søsteren Eli Damm Breckvoldt (1895-?) var en af de første kvinder, der stillede op til løb. Hun var desuden skuespillerinde og kabaretsangerinde på Casino i 1920'erne. Familien var vegetarer.

"Bananen" kan selv.

I København findes en rask ung Mand paa 65 Aar, som vi præsenterer ovenfor. Han hedder Brechwoldt, er ivrig Forkæmper for Vegetarianerne og en ivrig Sportsmand. I adskillige Aar har han deltaget i det aarlige Frederiksborgløb, 33 km. Han har hvert Aar besat Pladsen som Jumbo, men Københavnerne har hyldet ham og forkælet ham, fordi han i det hele taget gennemførte Løbet. Men i Aar ønskede "Sparta" - uvist af hvilken Grund - ikke at have Brechwoldt med, selv som Jumbo, og han blev lukket ude fra Løbet. "Bananen", som hans Kælenavn er, blev gnaven og sagde: Vil I ikke have mig med, saa kan jeg selv. Og Dagen før det store Frederiksborgløb startede han fra Hillerød og løb de 33 km i ca. 3½ Time. Han løb alene, men ledsaget af en Mængde Cyklister. Han blev modtaget med Leveraab, da han kom til Stadion i København.

(Fredericia Social-Demokrat 20. august 1930).

"Bananen hyldes paa Aalborg Stadion.

En Hædersaften for den gamle Idrætsmand S. M. Breckwoldt.

---

Hvis Slagtermester Randrup havde været paa Aalborg Stadion i Aftes havde hans Teori om Bøffens fortræffelige Egenskaber sikkert faaet et uhyggeligt Grundskud ved at se den herlige gamle "Banan", Sportsmanden, Vegetaren, Afholdsmanden, Antirygeren S. M. Brechwoldts smidige Skikkelse flugte over Maallinien efter et Løb paa 2200 Meter med en Slutspurt, der tog Vejret fra det tusindtallige Publikum og fremkaldte en Torden af Bifald og Hurraab. S. M. Brechwoldt, eller som han bedre er kendt "Bananen", skal efter sigende være 66 Aar. Troede man ikke inderligt paa det højtærede Idrætsudvalgs Sanddruhed, vilde man ryste overbærende paa Hovedet. - En 66-aarig Mand, værdig til Aldersrente og det hele, med saadan en Spændstighed og saadan en Krop - nej, den Fødselsattest er vist nogle Dage for gammel. Og saa er det netop lige det, den ikke er. "Bananen" er, siger og skriver 66 Aar, og hans blændende Smidighed, hans fænomenale Udholdenhed og hans ungdommelige Skikkelse er ikke opnaaet ved Steinack- eller Bratbjergkunster, men ved en maalbevidst, daglig og ihærdig Legemskultur, en Træning som alle og enhver er i Stand til at gennemgaa. 

Rørdals og Kommunens Opgør

Det blev selvfølgelig den gamle Idrætsmand, der satte Præget paa hele Stævnet i Aftes Trods Regnen strømmede Folk til i Tusindvis, og da "Bananen"s graanende Isse viste sig paa Banen, var der samlet mellem 4 og 5000 Mennesker.

---

(Aalborg Amtstidende 31. juli 1931. Uddrag).

På sine gamle dage dansede Breckvoldt folkedans og meldte sig ind i Dansk Vandrelaug.

Østasiatisk Kompagnis nye Bygning. (Efterskrift til Politivennen)

Østasiatisk Kompagni har iaar bestaaet i 10 Aar, og den store Virksomhed flytter nu sine Kontorer fra Frihavnen ind i selve Byen.

Den monumentale røde Bygning ved Holmens Kanal paa Hjørnet af Niels Juelsgade og Holbergsgade, hvis Opførelse har slaaet paa i et Par Aar, er idag taget i Brug for første Gang. Østasiatisk Kompagnis Hus ligger nu i selve Bankkvarteret, tæt ved Nationalbanken, Landmandsbanken og Handelsbanken, tæl ved Børsen og kun nogle Skridt fra dengamle Havn med det gamle østasiatiske Kompagnis Plads og Bygninger ovre paa Christianshavns Siden.

Over 100 Aar er der gaaet, førend dansk Handel paa Østen atter kunde rykke ind i sit eget Hus i Kjøbenhavns Handelskvarters Centrum. Men nu staar Huset her, og medens Bygningerne i Frihavnen, der for 10 Aar siden syntes saaanselige, nu kan er tilstrækkelige til at afgive Plads til Skibsekspedition og Inspektion, samles alle Hovedkontorerne nu ved Holmens Kanal.

Det er Arkitekt Tvede, der har opført Østasiatisk Kompagnis nye Bygning. Stilen er simpel og rolig, mindende om engelske Forretningsbygninger, men dog med et karakteristisk dansk Præg. Paa den høje, svære Sokkel af raat tilhugne Kampesten hviler Bygningens Overparti, opført af røde haandstrøgne Sten med smalle Vinduer, indfattede af Granitrammer. Taget er højt, lagt i glasserede, mørkt kobberfarvede Tagsten.

Særlig set ovre fra Niels Juels Statue gør Bygningens Frontparti et udmærket Indtryk.

En bred Stentrappe fører midt paa det afskaarne Hjørne op til Hovedindgangen og gennem en svær Teaktræs Dør træder man ind i Forhallen. Fra denne fører en meget bred og svær Trappe, ligeledes af Teaktræ, op til Bygningens tvende høje Etager.

Anordningen af Rummene er meget simpel. Fra Trappen gaar man i Etagerne direkte ind i de store, rummelige og lyse Kontorer og Arbejdsrum.

I Stueetagen træffer man til højre hele Skibsfartsafdelingen, medens man til venstre kommer ind i Bogholderiet, Kassen og Kontrol-Kontoret.

Paa 1ste Sal ligger midt for Trappen ud mod Niels Juels Statue Direktionsværelserne og Etatsraad H. N. Andersens Kontor. Tilhøjre Bestyrelsens Mødesal og tilvenstre Handelsafdelingens store Kontorsal og Afdelingschefernes mindre Kontorer.

Paa 2den Sal finder man endelig tilhøjre Møde- og Diskussionsværelser for Afdelingscheferne , Modtagelsesværelser osv., medens Lokalerne tilvenstre for Trappen ligeledes optages af Handelsafdelingen.

I Loftsetagen ligger Arkivrummene.

Til Hovedbygningen mod Niels Juelsgade og Holbergsgade slutter sig inde i den lyse Gaard en Sidebygning paa 4 Etager, der staar i Forbindelse med Kontorsalene, og hvor Skrivemaskinestuerne, Telefoncentralen og Østasiatisk Kompagnis egen Telegrafstation har Lokaler. Her findes Frokoststuen for Funktionærerne, hvor de yngre ugifte af Personalet gratis kan faa Kaffe eller Te.

Alle Lokalerne er simpelt, men stilfuldt møblerede og udstyrede. Til Paneler, Vægge og Møbler er der allevegne brugt Teaktræ og siamesiske Træsorter, navnlig den lyse Takinteak og det røde Yarrowtræ tager sig udmærket ud i Parketgulvene.

Træarbejdet er udført af Snedkermester Oxelberg og C. B. Hansen og alle Møbler tegnede under Arkitekt Tvedes Overopsyn. De smukke elektriske Kroner er leverede af Tvermoes og Abrahamsen.

Stor Vægt er der lagt paa at skaffe gode Ventilations- og Opvarmningforhold, i Kælderetagen, hvor der ligeledes findes Garderober, Toiletrum og Cyklestald, ligger de efter Professor Ramsings System indrettede Ventilationsapparater, som sender aldeles støvfri, frisk Luft omkring i Bygningen. Om Vinteren opvarmes denne Luft og tillige har man Centralvarme i alle Lokaler.

Ved Bygningens Opførelse har Firmaet Schrøder Unmack haft Murerarbejdet, Malermester Møllmann Malerarbejdet, medens Tømrermester Tesch har besørget Tømrerarbejdet, Alt i Alt  er østasiatisk Kompagnis nye Bygning et nyt Bevis paa, hvilket fortræffeligt, solidt og godt Arbejde der kan leveres herhjemme under en sikker og dygtig Ledelses Tilsyn. Det er en Fornøjelse at gaa gennem denne store moderne Forretningsbygnings Lokaler, hvorfra alle de Traade nu vil udgaa, som styrer Østasiatisk Kompagnis store oversøiske Virksomhed.

Ca. 150 Mennesker er for Øjeblikket beskæftigede i Kontorerne, og om kort Tid vil Personalet være vokset til et Par Hundrede Mand. Overalt er man unge Folk ved Pultene - Kompagniet vil helst selv opdrage sine Medarbejdere og give dem den Uddannelse, der kræves til Arbejdet ude paa Verdensmarkedet. Overalt hersker travl Virksomhed. Telegrafens Morseapparater klikker omkap med Skrivemaskinerne, Telefonerne ringer og Pennene flyver over Papiret. Dog gaar alt med en mønsterværdig Ro. Der er de store Forholds Præg over disse Kontorer, hvor liver gør sit Arbejde sikkert og støt uden Svinkeærinder, til det Resultat er naaet, som netop var Maalet.

Østasiatisk Kompagni modtog igaar mange Lykønskninger i Anledning af Indflytningen i den nye Bygning, og Etatsraad H. N. Andersens Bord var dækket af Blomster.

Der er ogsaa al Grund til at ønske Kompagniet til Lykke med dels nye Hus, der bl. a. vil tillade den Udvidelse af Personalet, som længe har været nødvendig. Den nye Bygning, der ovenikøbet trods sin Størrelse ikke staar Kompagniet i nogen overdreven stor Sum, er en af Mærkepælene i Kompagniets saa hurtigt, men alligevel saa jevnt fremadskridende, rolige og kraftige Udvikling.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 4. juni 1908)

Frederik Riise (1863-1933): Holmens Kanal, Det Østasiatiske Kompahni ØK. ØKs tidligere hovedbygning Holbergsgade 2 (1907-08 med tilbygning af Harald Gad) blev bombesprængt ved schalburgtage 1944 og genopført 1946-49 af Holger Jacobsen, der tilføjede en etage. Se eventuelt nyere foto af bygningen, bl. a. ses teksten i "knækket" ikke længere. Kbhbilleder. Public domain.