Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.
Den 6. september 1907 kl. 11 var hendes lejlighed på Gråbrødretorv udsat for en gaseksplosion (sennepsfabrikant Nissens ejendom i Niels Hemmingsensgade). Hun boede på 1. sal, og brædderne i gulv og loft var revet i stumper og stykker, møbler og kunstsager beskadiget. Eksplosionen skyldtes et gasrør i hendes lejlighed som gasmesteren havde glemt at tilproppe. Olga Eggers var bortrejst, men hun havde forinden tilkaldt en gasmester da hun kunne lugte gas i lejligheden.
I denne periode fik hun august 1908 stykket "Den blå vase" opsat på Folketeatret. Hun begyndte også at skrive til årbøger, som fx Arbejdernes julealbum 1908 (stor artikel om kvinden). Og var i det hele taget meget produktiv i denne periode: Hun udgiver op til flere bøger om året der flittigt bliver anmeldt og omtalt i aviserne.
("Arbejderbladet")
Menneskenes begejstring for krigen begynder at kølnes! De skønne ord om det mod, den opofrelse og fædrelandskærlighed, som fødes af og under krigen, begynder at vige pladsen for andre, der udtrykker rædsel og afsky.
Selv de mest krigsgale kan blive betænkelige, når man viser dem billeder fra de store slagtepladser, hvor menneskeblod har flydt som kilder, og hvor menneskelig ligger slængede og nedtrådte imellem hverandre.
Men alligevel -
I det minut, militærmusiken lyder op fra gaden, flatter den mor, som et øjeblik i forvejen har gyst over krigens ubarmhjertighed, hen til vinduet, smækker det op og råber ind i stuen :
"Hans og Peter, kom, skynd jer, her er soldaterne!"
Og Hans og Peter skynder sig og rækker hals og bliver kostede op i vinduet, så de ret kan nyde synet af de brogede uniformer, og deres barnehjerter hamrer af henrykkelse over at høre den ildnende musik.
Moderen lukker vinduet, går igen til sit arbejde og tænker ikke mere over det.
Men hvad gør Hans og Peter? De giver sig straks, som efter en stiltiende overenskomst, til at lege soldater.
Trommen og sværdet, sabelen og barnebøssen bliver halet frem, og legen går med benyttelse af alle de kommandoord, som de har opsnappet.
Bliver de trætte, så er der jo de dejlige tinsoldater. De kan både kæmpe og sejre, flygte og falde på valpladsen. Men de har den gode egenskab, at de kan rejse sig igen. hvad der måske er mere end de små levende drenge selv kan, når de om nogle år måske er blevet slagtede ned af mennesker, der engang var uskyldige børn som de selv.
Kan mødrene virkelig ikke se, hvilket forfærdeligt ansvar de har ved således, måske ubevidst, at indprente børnene krigens fortræffelighed.
Men det er i hvert fald altid en skøn død at dø for sit fædreland, indvender man, og betydningen af dette faneord "Alt for fædrelandet I" kan børnene ikke tidligt nok lære at forstå.
Sit fædreland! - ja Gud bedre det. Fædrelandet er for de fleste mennesker et fortvivlende slet fædreland - visselig ikke værd at ofre livet for.
Mon nogen eneste sjæl tror, at disse ulykkelige tusinder af unge, russiske mænd som med vold slæbtes bort fra deres hjem, som flygtede ud i skovene og dér omkom af sult, som lemlæstede sig eller pådrog sig afskyelige sygdomme, alt blot for at slippe for at gå i krig - tror nogen, at de følte det som "en skøn død" at dø for deres fædreland?
Nej, de følte det som en rædselsfuld uret, som en fortvivlende vold - intet andet.
Det er jo heller ikke andet. Men endnu den dag i dag findes der hysteriske mødre, som med sammenbidte tænder og hede øjne påstår, at deres sønner fandt en smuk død - de døde for fædrelandet!
Af mange forfærdelige vildfarelser synes denne mig en af de sørgeligste.
Mødrene tænker ikke på at hvis de prægede afskyen for krigen ind i deres børns tanker lige fra de kan flsnne, så ville der snart ikke mere være brug for den misforståede opofrelse.
For hvem er det der fører krigene?
Det er ikke øvrigheden, det er ikke et glansbillede på en trone og de fine navne i et land.
Hvad ville de formå mod et folks samlede vilje?
Nej, det er den store, uvidende masse, der støtter nogle få kapitalister i deres rovbegærlige kamp om større magt!
Lær derfor mødrene at slå armene om deres sønner og holde dem fast, lær dem at vende deres hoveder med foragt bort fra de udstafferede og viljeløse slaver, som man kalder soldater, lær dem at brænde trommen og bøssen og de små tinsoldater - lær dem hadets velsignede styrke og ubøjelighed - hadet til alle de forpestede, nedværdigende magter, som gennem årene har knuget det frie menneskes hoved ned imod støvet.
Lær dem trodsen. Lær dem et ubøjeligt: "Jeg vil ikke", som de da slynger mod øvrighed, mod præsteskab, mod pengevæide og kongevælde, mod alle de rådne samsundsonder, der ikke hurtigt nok kan jages ind i mørket og døden, medens menneskene løfter deres lysende øjne imod frihedens gyldne sol.
Olga Eggers.
(Nordjyllands Social-Demokrat, 29. december 1909).
