Sommeren 1933 synes Cornelius Petersen fra Selvstyrebevægelsen at være kommet sig. Og den danske nazi-leder, Fritz Clausen brugte ham som trækplaster ved et møde i Bovrup den 3. september 1933. Her udbragte han et leve for nationalsocialismen. I oktober 1933 solgte han sin gård, Supskog syd for Møgeltønder til Statens Jordlovsudvalg.
Han døde den 25. maj 1935:
Selvstyre-Agitatoren Cornelius Petersen død.
Et Kapitel og et Navn i Efterkrigstidens Nordslesvig.
Dagens Nyheder Privat.
Tønder, Lørdag.
DEN i sin Tid for sin voldsomme Selvstyreagitation i Sønderjylland saa kendte Marskbonde Cornelius Petersen, der var Ejer af Gaarden Vester Anflod, er Klokken 3 i Eftermiddags død paa Tønder Sygehus, hvor han har ligget i nogle Dage ramt af en Hjertesygdom. Han blev 53 Aar gammel.
DER VAR EN TID, da ethvert Barn i Landet vidste, hvem Cornelius Petersen var. Det var i Aarene omkring 1925, da Krisen satte ind i Sønderjylland som Følge af Kronestigningen. I Genforeningssommeren og de nærmeste Aar derefter, havde vi en lav Krone.
Det sønderjyske Landbrug var med Begejstring indstillet paa, at Omlægningen til danske Landbrugsformer, fra ekstensiv til Intensiv Drift, eller i hvert Fald til en Intensivere Drift end man almindeligt havde haft, skulde ske omgaaende. Der var meget at genopbygge efter Krigen, som havde spist Kapitalerne og ødelagt og udmarvet Bedrifterne. Hele dette Omlægnings- og Genopbygning fandt sted for "smaa Kroner" og derfor maatte Kronestigningen mærkes særlig føleligt i Sønderjylland, og det var hele denne Situation, der dannede en modtagelig Jordbund for Cornelius Petersens Agitation.
Agitator for 3. Zone
I 1920 havde han været ivrig Agitator for 3. Zones Tilknytning til Danmark, Tysker var han ikke, Dansk vel egentlig ej heller, - skønt han hævdede, at allerede hans Fader var draget af det danske - ret beset Slesviger, havde Rod i Frisland, selvstændig, stejl og stædig, Oprører mod enhver "fremmed" Indblanding og enhver Autoritet.
Han kaldte den Bevægelse, han rejste, for Selvstyrebevægelsen, og det var i Virkeligheden Selvstyre for Slesvig han vilde, ingenlunde i Tilknytning til Tyskland, snarere til Danmark, men lige fjendtlig var han overfor Berlin og København, to Ord, han stadig brugte, naar han talte om Tyskland og Danmark.
Stejl Oppositions-Mand
BETEGNENDE er det, at hans Frihedstrang og stærke Selvstændighedsfølelse allerede tidligt bragte ham i Konflikt med de tyske Myndigheder, saaledes at han derved afgørende blev drevet over i de Danskes Rækker i deres Kamp mod tyske Overgreb. Han var født i Eidersted - hvor hans Fader for Resten var Lærer - men drog Nord paa og byggede i 1905 den prægtige Marskgaard Vesteranflod ved Møgeltønder.
Ikke saasnart havde det danske Styre holdt sit Indtog i Sønderjylland, før Corn. Petersen følte sig i Modsætning til det, og da Krisen kom, skabte den Mulighederne for et Felttog for Idéer, der utvivlsomt bundede dybt i hans Sind og havde et vist idealistisk Præg. Han ønskede et Bondestyre i Sogne og Herreder, vendte sig voldsomt mod Centralisationen.
Saa megen Visdom saa meget Flæsk -
HVAD vidste man - sagde han - ovre i København om slesvigske Bønder? Nøjagtig lige saa lidt som i Berlin! Begge Steder fra vilde man paatrykke frie Bønder en bestemt Samfundsopfattelse, fjern fra Bondens Tankegang, for at undergrave og ødelægge dem, berøve dem Friheden. Han rasede mod alt, hvad der var Statens - Skolen var en Fordummelsesanstalt, der kun bød paa statscensureret Oplysning En Kreds af Bønder burde slutte sig sammen om Lærer for deres Børn, naar de fandt den rette Mand. Og alt for stor Løn blev der naturligvis givet. Vi vil, sagde Corn. Petersen, selv bestemme, hvem der skal undervise vore Born, hvad de skal undervises i, og hvormeget det skal koste - "Saa meget Visdom, saa meget Flæsk"
En farlig Agitation
CORN. PETERSENS Agitation for et udpræget Selvstyre i Sogne og Herreder - der utvivlsomt til en vis Grad havde sit Udspring i frisiske Forhold, han hentede naturligt nok ofte sine Billeder og Udtryk derfra - tog til syvende og sidst Sigte paa et selvstyrende Slesvig, og paa det særslesvigske samlede han en Tid lang mange Tilhængere. Det lader sig ikke nægte, at det er en Tale, der finder et vist Gehør i den sønderjyske Befolkning. Saadan maa det være.
Men det var selvfølgelig en farlig Agitation, den krævede et Maadehold i Ordvalg, som i Reglen gjorde Talen taaget - selvom Corn. Petersen ellers kunde føre særdeles tydelig Tale og ofte rent ud sagt brugte en grov Kæft.
En Overgang samlede han Folk i Hundrede-, Ja, Tusindvis om sine Talerstole, ofte var Forsamlingssalene alt for smaa, saaledes at Møderne selv ved Vintertid holdtes i fri Luft, og i Timevis stod Bønderne i tætte Skarer for at høre Corn. Petersen tale fra en Vogn i Skæret af en enlig Flagermuslygte.
Han samlede mange Tilhængere, men som Tiden gik, gjorde Ord alene det ikke. Ord, der tilmed ofte i det væsentlige var taagede eller i Længden dog saa tydelige, at de stødte mangé fra sig. Han blev drevet længere og længere ud, dels af sin egen Agitation, dels af de Fusentaster, der sluttede sig nær til ham, men som ikke havde hverken hans Begavelse eller idémæssige Indstilling, naar det kom til Stykket. Efterhaanden som hans Indflydelse svækkedes ved de Foranstaltninger mod Krisen, Lovgivningsmagten gennemførte og ved de Afsløringer af hans "statsfarlige" Planer, der fandt Sted, blev han drevet ud i Eksperimenter der tilsidst berøvede ham enhver Indflydelse.
Hvor langt han til syvende og sidst var ude i "statsfarlige" Overvejelser og Forhandlinger vides vel ikke, men i hvert Fald fik han jo da paa et vist Tidspunkt rodet nogle unge aktive og forhenværende Løjtnanter ind i en kedelig "Oprørs-Sag", der dog endte med frifindelse ved Nævningetinget i Sønderborg. Han fablede i forblommede Vendinger om en Toldgrænse ved Kongeaaen, Gang paa Gang havde han Planer om et Bondetog til Kongen, men turde ikke vove Eksperimentet, og hans Udsendelse i 1927 af egne Pengesedler, Selvstyre-Penge, var utvivlsomt i det væsentlige et Forsøg paa at skabe fornyet Reklame om en Bevægelse, der var ved at miste sin Magt og dø hen. Pengesedlerne blev omgaaende forbudt.
En Grænselands-Skikkelse
CORN. PETERSEN er en Skikkelse, der alene kunde fostres i et Grænseland, og nu da hans Epoke forlængst er endt, tør det uden Fare for Misforstaaelser siges, at hans Agitation og Bevægelse skulde man utvivlsomt igennem, saadan som Psyken nu engang er og altid vil være hos en Del af Befolkningen i et Grænseland. Sine egentlige Proselyter fik han hovedsagelig i de Kredse, der er betegnet som de nationalt indifferente - hos dem, der som han selv hverken er Tyske eller Danske, men føler sig som Slesvigere. Dem vil der altid være nogle af, men efter Corn. Petersen vil en særslesvigsk Bevægelse ikke have store Muligheder. At han blev Manden skyldtes hans frisiske Oprindelse, det umulige for netop ham i at anerkende den nye Grænse.
Han var paa sin Vis en begavet Mand, havde tænkt over Tingene, og sine Tanker gav han Udtryk med en ikke ringe Veltalenhed med rig Anvendelse af Vendinger og Billeder, som sagde Bønderne, at her talte en af deres egne. Hans Sprog var en ejendommelig Blanding af Dansk, Plattysk og Frisisk, der ogsaa bidrog til at give hans Tale Særpræg. Han virkede stejl og robust, men havde i Virkeligheden et følsomt Sind, og han var ikke bare en Spekulant, men et Stykke af en Idealist - selvom en større Retssag, der for nogle Aar siden rulledes op ved Byretten, viste, at han midt under den Grænsekamp, som han deltog i med ukuelig Iver, havde været Deltager i forskellige Spekulationsforretninger. Han var en sammensat Karakter som de fleste andre, et Menneske paa godt og ondt.
De sidste Aar
DA han havde mistet ethvert Tag i den sønderjydske Befolkning, fulgte et alvorligt Nervesammenbrud efter Agitationsaarenes Anspændelse, en Tid var han paa Augustenborg Sindssygehospital, og selv om han forlængst havde forladt Hospitalet, levede han dog sine sidste Aar som en nedbrudt Mand. Hans Rolle var udspillet.
I Sommeren 1933 fik Nazi-Føreren, Dr. Frits Clausen ham til at træde frem som Taler ved et Nazist-Stævne. Men hans Navn kaldte ikke Tilhørere til i større Tal, og selv lagde han i sin Tale ikke Skjul paa, at han var en færdig Mand,
Sine sidste Aar levede han ensomt paa Vesteranflod, svækket og skuffet. I de Aar, da Agitationen optog ham med Møder Dag efter Dag, havde hans kloge og stærke Hustru passet Bedriften. Gaarden var bygget efter frisisk Mønster, en typisk Marskgaard, og her skulde man se og tale med Corn. Petersen, han havde skabt sig et smukt og særpræget Bondehjem, her kunde han udfolde adskillig Charme, og i Samtale med ham her undgik man ikke at faa et Indtryk af, at han var et Stykke af en Idealist, men Krisen udnyttede han hensynsløst.
C. T.
(Dagens Nyheder, 26. maj 1935).
Bladtegner Valdemar Møller (1885-1947): Cornelius Petersen er ifærd med at give Brorsen støjler på. Bag dem kommer Wahl gående med flere støvler. Cornelius Petersen (1881-1935) bondeleder, Sønderjylland. Søren Brorsen (1875-1961) politiker, Venstre. Det kongelige Bibliotek.
