En kendt mand på Nørrebro, kapelbetjent I. P. Andersen, Solitudevej 10, passerer i dag 60 års dagen. Andersen er medlem af 5. kreds og har gennem årene fulgt vores partis arbejde med stor interesse. Han vil i dagens anledning blive genstand for megen opmærksomhed, ikke mindst fra mennesker der er kommet i forbindelse med ham under hans gerning ved kapellet på Assistens KIrkegård siden 1898.
(Social-Demokraten, 22. august 1935, 2. udgave).
Den 27. juni oplever pensioneret skibsmekaniker August Nielsen, Nyboder, en mærkelig mindedag, idet det da er 50 år siden han som dreng styrede ned gennem Rundetårns 84 fod dybe skakt.
Han fortæller selv hvorledes han den pågældende dag, mens han var kordreng i Trinitatis Kirke, i en pause løb og legede på Rundetårns øverste afsats. Han vidste godt at der var et hul i gulvfladen, men ikke desto mindre var han uforsigtig og faldt ned gennem gulvet. Efter et fald på 84 fod havnede han på bunden af skakten. Han slog sig temmelig slemt og besvimede. Først næste dag blev det opklarer at han måtte være styrtet ned gennem gulvet, og ved at man oppe fra tårnets top råbte hans navn, vågnede han. Der var ingen der turde lade sig fire ned gennem skakten undtagen hans far. Men politiet forbød faderen at gøre det, og så blev der udefra hugget hul ind til stedet hvor drengen lå. Da man fik ham hevet ud, viste det sig at han havde fået slået to tænder ud og skrabet huden af den ene arm. Men efter to dages hospitalsophold var han i orden.
Således lyder i korthed hans beretning om det forfærdelige fald, der skønt det lyder ubegribeligt, altså ikke kostede ham livet.
(Social-Demokraten for Randers og Omegn, 25. juni 1930).
I fredags døde underofficer i marinen August Nielsen, og nu, da han er gået bort, fortæller hans venner om ham en højst ejendommelig tildragelse fra hans drengeår. Den gjorde ham i sin tid til det mest brændende samtaleemne i København, og mange ældre mennesker vil endnu huske ham som en "dagens helt", når de hører om begivenheden, selv om de nu har glemt heltens navn.
August Nielsen var i 1880 kordreng ved Trinitatis Kirke, og sammen med en kammerat var han fra kirken gået ind i Rundetårn, hvor de legede skjul. Han gemte sig under den øverste trappe på et brændeloft og forsvandt sporløst. Kammeraten skreg Gevalt hjemme hos Augusts forældre. Man søgte overalt, og først næste morgen fandt man oppe i tårnet et sort hul som ingen kendte noget til, og som førte gennem tårnets kerne lige ned til dets fod, Man råbte derned, og August, der den meste tid havde været bevidstløs, svarede dernede fra: "Jeg ligger som i en jernseng uden madras". Han havde ligget dernede i 20 timer, men var ingenting kommet til, rimeligvis fordi den 20 alen dybe hulning gennem kernen var så smal, at han var kuret langsomt igennem den.
August Nielsen blev med uhyre Besvær befriet og derefter skildret som et fænomen, der kunne tåle at kastes ud fra Rundetårn uden at "støde sig", som det hedder på Fritz Jürgensens tegning. Han blev ikke alene beskre\et i aviserne, men også besunget i en splinterny vise, som udkom på Strandbergs Forlag, og han blev hovedpersonen i studenternes nytårsrevy. Det besynderlige ulykkestilfælde eller lykketræf, hvad man vil kalde det, glemtes som andre døgnets begivenheder undtagen af Rundetåms besøgende. Når de køber den lille "fører", der sælges for 10 øre, får de historien på prent - og nu kan der i fremtidige oplag tilføjes, at August Nielsen levede indtil 54 år efter den eventyrlige nedstyrtning.
(Dagens Nyheder, 18. december 1934).
Begivenheden erindres stadig, den kan høres og ses her.
Enoch Elias Andersen var søn af missionær Jens Christian Andersen og Ane Jensine Jensen. Han var kandidat ved Odense Amtssygehus kirurgisk afdeling. I de følgende år var han 2. reservelæge Hjørring Amtssygehus, kandidat ved St. Hans Hospital, på Rigshospitalet, konstitueret klinisk assistent, kandidat ved Københavns Amtssygehus, reservelæge ved dansk Ambulance i Polen (Zajezierzo), kandidat ved Dronning Louises Børnehospital, assistent for Vanføre Klinik, kandidat ved Rigshospitalets fødeafdeling, reservelæge på Nakskov Sygehus, Vrønding og endelig fra februar 1924 læge og sygehuslæge i Køge indtil sin død 1934.
Enoch E. Andersen. Foto fra Danmarks Amter, bd. 1930.
Om sig selv skrev han:
Enoch Elias Andersen født i Hjørring 25. Nov. 1889, Søn af Missionær Jens Christian Andersen og Hustru Ane Jensine, f. Jensen.
Sproglig. Cand. med. Jan. 1916. Efter alsidig Hospitalsuddannelse i Aarene 1916—1923, blandt andet ved den danske Ambulance i Polen, nedsatte jeg mig i 1923 som praktiserende Læge i Vrønding, fra 1924 i Køge. Fra 1. April 1924 Sygehuslæge ved Køge Sygehus og Læge ved Børnehjemmene Vallø Strand.
Po. r. K. 2.
Ugift.
Mit Liv og Arbejde i de forløbne Aar har først og fremmest været koncentreret om 1) at opnaa den Stilling i Samfundet, som jeg fra Barndommen ønskede, og 2) senere at dygtiggøre mig i den. Jeg mener at kunne sige, at mit Arbejde ikke blot tager det meste af min Tid, men Størsteparten af min Interesse. Skulde jeg i Dag vælge mit Studium, vilde jeg vælge det samme som for 25 Aar siden.
Udenfor mit Arbejde ligger min Særinteresse indenfor Musikens og Sangens Omraade. Eet Sted maa man kunne knibe ud fra "det sædvanlige" og netop derved hente den Fornyelse, som gør, at "det sædvanlige" aldrig bliver "det kedelige".
(Studenterne MCMVIII, 1933. s. 257-258).
Af en hjemmeside om familien Borries fremgår at Enoch Elias Andersen købte Jernbanegade 10 af sin forgænger, Carl August Borries i juni 1924. I 1931 købte han den tilstødende grund. Andersen var ugift, men hans søster flyttede ind og førte hus for ham indtil hans død i 1935. Herefter afvede hun ejendommen hvor hun og broderen boede indtil hans død i 1851. Herefter flyttede hun til Valby. Huset blev overtaget af Odd Fellow-logen.
På et sygehusudvalgsmøde 19. april 1923 meddelte sygehuslæge Borries, at han var fyldt 70 år, og i henhold til tjenestemandsregulativet skulle fratræde sin stilling. Han havde da haft stillingen siden 1902. Han meddelte dog, at han gerne ville fortsætte, hvilket blev godkendt. Men da han efter kun ¾ år afgik ved døden, skulle der ansættes en ny sygehuslæge. Efterfølgeren, Elias Andersen, stillede ved ansættelsen krav om visse forbedringer. Han mente bl.a. at sygehuset burde indrettes med centralvarme, i hvert fald i stueetagen således, at man slap for de støvede kakkelovne og så der var varmt vand på operationsstuen. Det har været barske tider!
Farfar blev begravet på min fars 37 års fødselsdag, 10½ år før jeg blev født. Arvingerne, dvs. farfars enke, far og Elna, videresolgte ejendommen til farfars efterfølger, læge Elias Andersen for 52.000 kr. Efterfølgeren udvidede grundarealet med yderligere 333m2, som han betalte med 3.300 kr. Elias Andersen boede i Jernbanegade 10 indtil sin død i 1934, kun 44 år gammel. Hans 2 søskende arvede ejendommen, som hans søster boede i indtil Odd Fellow-Logen købte ejendommen i april 1951. Logen frasolgte det tilstødende areal, matr. 208b, hvor der i dag ligger et stort supermarked. Til højre for huset udbyggedes med et indgangsparti, og bag huset med en stor tilbygning med plads til loge-sal og festlokaler.
Køge, Sygehusvej – Mindesmærke for sygehuslæge Elias Andersen
7. oktober 2013
Mindesmærket for Sygehuslæge Elias Andersen (1889-1934) blev rejst i 1935 for at mindes en god og pligtopfyldende læge i Køge. Elias Andersen virkede som sygehuslæge og praktiserende læge i Køge fra 1924 til sin død i 1934. På det tidspunkt var der kun én sygehuslæge på Køge Sygehus, og ved siden af havde han sin private praksis. Da han aldrig sagde nej til syge patienter, arbejdede han hårdt og sled sig op i en ung alder. Efter Elias Andersens død blev der nedsat en komite, der skulle indsamle penge til et monument. 1000 venner og patienter bidrog til mindesmærket, der er udført af stenhugger Sam Svenstrup, Køge.
Vort Parti har ved dette Dødsfald mistet en Mand, der fra sin tidligste Ungdom har udfoldet et stort og værdifuldt Arbejde for vor Sag. Hans Jensen var med i den Tid, hvor man fra Overklassens Side søgte at ødelægge vore Partiforetagender økonomisk. For at dette ikke skulde ske, tog han sin store Part af Byrderne, og naar det for Alvor kneb, fandt vort Partis ledende Mænd altid et Fristed i den Afdødes Hjem. Her var de sikre paa at blive vel modtaget, og her kunde de i Fred og Ro forhandle om de Sager, der skulde bringe Socialdemokratiet fremad - thi for ham og hans efterlevende Hustru var Socialismen en Livssag.
Da det i Midten af 70'erne kneb for vort Blad at vinde frem, tog Hans Jensen om Morgenen sin Avispakke under Armen og vandrede fra Hus til Hus for at skaffe Bladet Indpas, og da det kneb for Partiet at bevare vort den Gang nye Hus i Rømersgade 22 - ja, da var Hans Jensen ogsaa en af dem, der bragte virkeligt Offer, for at denne Borg ikke skulde blive taget fra os af Modstanderne.
Gang paa Gang er han blevet beæret med Tillidshværv. I over 80 Aar er han af Socialdemokratisk Forbund bleven genvalgt som Repræsentant i "Social-Demokraten"s Kontrahentforsamling, ligesom han altid har repræsenteret Socialdemokratisk Forbund eller 8. Kreds' soc. Forening ved vore Partikongresser. Paa den sidste Kongres, som for et Par Maaneder siden holdtes i Aarhus, deltog hans Jensen saaledes med megen Iver og Interesse.
En Tid var han Formand for 8. Kreds' soc. Forening, og ved sin Død havde han Sæde i dennes Bestyrelse. Efter Holms Død overtog Hans Jensen dennes Skræderforretning paa Hjørnet af Farimagsgade og 1 Frederiksborggade. Den var nu Oparbejdet til en meget god Virksomhed, da Døden indtraf.
Ogsaa udenfor Socialdemokratiets Rækker vil Skræder Hans Jensen blive dybt savnet. I Odd Fellow-Ordenen var han saaledes et meget skattet Medlem, idet han her udfoldede et stort Arbejde. Det kun sikkert med Rette siges, at Hans Jensen ikke efterlader sig en eneste Uven, thi han var et hjærtegodt Menneske, hvis største Glæde det var at komme andre til Hjælp. Han, der kun blev 62 Aar, efterlader sig Hustru og en voksen Datter.
Hans Jensens Lig førtes i Aftes fra Hjemmet til Kapellet paa Bispebjerg Kirkegaard, hvorfra han vil blive begravet paa Søndag.
(Social-Demokraten 30. november 1915).
Vor Partifælle, Fru Johanne Jensen, fylder i Morgen 70 Aar. Fru Jensen, der er Enke efter Skrædermester Hans Jensen, som døde i 1915, har fra sin tidligste Ungdom - ligesom hendes afdøde Mand - tilhørt Socialdemokratiet. I Ægteparrets Hjem, Hjørnet af Vendersgade og Farimagsgade, mødtes ofte Socialdemokratiets fedende Mænd for at træffe Beslutninger i vigtige Spørgsmaal, og dette Hjem har ofte huset en eller anden socialdemokratisk Flygtning fra Udlandet, som har været forfulgt af Politiet.
Da det i sin Tid kneb haardt for vor gamle Bygning i Rømersgade at klare sig, var baade Fru Jensen og hendes Mand sammen med andre Partifæller med til at tegne et større Antal Aktier. Paa den Maade lykkedes det at redde vor gamle Borg i Rømersgade.
Fru Jensen følger med lige usvækket Interesse vort Partis Udvikling, og der afholdes næppe ret mange politiske Møder i Rømersgade, hvor hun ikke er til Stede.
Paa Fru Jensens 70 Aars Fødselsdag vil sikkert mange Venner og Partifæller sende hende en venlig Hilsen og Tak for hendes Virksomhed i Socialdemokratiets Tjeneste.
"Social-Demokraten" bringer herigennem Fru Jensen en hjærtelig Lykønskning.
(Social-Demokraten, 31. august 1919).
Vor meget kendte Partifælle, Fru Johanne Jensen, Vendersgade 13, 1 Sal, fylder i Dag 76 Aar. Fru Jensen er Enke efter Skrædermester Hans Jensen, der døde i 1816. I de to Ægtefællers gæstfrie Hjem samledes i sin Tid, da vort Parti var lille og blev forfulgt af de reaktionære Myndigheder, alle de ledende Mænd Indenfor Socialdemokratiet. I de Stuer, hvor Fru Jensen endnu bor, er der truffet mange vigtige Beslutninger, som senere flk stor Betydning for von Parti.
Fru Jensen og hendes Mand var saa stærkt interesseret i alt, hvad der angik Socialdemokratiet, at de ofte udsatte sig for Ubehageligheder fra Myndighedernes Side. Det skete ikke sjældent i de Tider, at en eller anden Partifælle under den Bismarckske Undtagelseslov flygtede til Danmark, hvor det københavnske Politi øjeblikkeligt blev sat i Virksomhed for at opspore Flygtningen. Han flk da altid et sikkert Skjulested hos Hans Jensen og dennes Hustru, Fru Johanne Jensen.
Fru Johanne Jensen deltager med lige stor Iver i alt, hvad der vedrører vort Parti, og hun savnes sjældent ved vore Møder i Rømersgade og andre Steder. Fru Jensen kan glæde sig ved et glimrende Helbred.
"Social-Demokraten" ønsker til Lykke paa Fødselsdagen.
(Social-Demokraten, 1. september 1924).
En at vort Parti Ældste, Fru Johanne Jensen, Enke efter Skrædermester Hans Jensen, fylder i Dag 85 Aar. Fra sin tidligste Ungdom deltog hun sammen med sin Mand i det brydsomme, til Tider næsten haabløse Pionerarbejde for vort Parti. Grænseløs var den Energi og den Idealisme, hvormed de to Mennesker arbejdede og agiterede.
Store var de Ofre, de bragte - ikke mindst, da de under den tyske Undtagelseslovgivning aabnede deres Hjem for politiske Flygtninge og ofte maatte finde sig i Politiundersøgelser. Ogsa under fredeligere Forhold har Fru Jensens Hjem spillet en Rolle i det danske Socialdemokratis Historie. Her samledes de nye Førere efter det første Sammenbrud, her udarbejdede de Planer tor Genrejsningen, der skulde bære saa rige Frugter.
Trods et strengt arbejdsomt Liv er hendes Konstitution forbavsende stærk. Hun følger da ogsaa med usvækket Interesse Arbejdet i vort Parti baade gennem Social-Demokraten, hvis Fremgang ganske særlig har glædet hende, og ved trofast at komme til Stede ved Møder og Generalforsamlinger i vore Partiorganisationer. Hun er Æresmedlem i 3. Kreds soc.-dem. Vælgerforening og Socialdemokratisk Kvindeforening.
Fru Jensen fejrer Højtidsdagen i sit Hjem, Nr. Farimagsgade 45, 2. Hendes store Vennekreds vil sikkert i Dag bringe hende mange Hilsener og Lykønskninger.
(Social-Demokraten, 1. september 1934).
En kommunistbegravelse vakte i forgårs opsigt og forargelse på Odense Assistens Kirkegård. Der deltog et par hundrede mennesker i jordefærden, som foregik uden medvirkning af præst, og der blev ikke sunget salmer, men derimod blev der holdt revolutionære taler, og følget råbte "rød front!" med knyttede næver i luften. Som afslutning sang man "Internationale", hvorefter man skiltes.
Myndighederne har i går fået henstilling fra mange sider om, at der træffes foranstaltninger, som sikrer, at noget lignende ikke kan finde sted i fremtiden. Man hævder, at kirkegården ikke er et sted, hvor der skal drives rød propaganda.
Kirkegårdsinspektør Askegaard har konfereret med stiftsprovst Fog-Petersen, og man er blevet enig om, at der ikke findes hjemmel for indskriden. Således som forholdene er herhjemme, hvor vi har den mest vidtgående frihed i trossager, kan alle begravelser foregå på kirkegårde, ja, de skal foregå dér, og man finder ikke, at der i det pågældende tilfælde har fundet noget forargeligt sted i den forstand, at det var gudsbespotteligt.
Kirkegårdinspektøren udtaler imidlertid tanken om muligheden for oprettelsen af en kontrolleret begravelsesplads uden for den egentlige kirkegård til dem, der ønsker at blive begravet uden for kirken, men man har endnu ikke haft dette spørgsmål fremme til nærmere overvejelse
(Korsør Avis, 19. december 1933)
