Betragtninger over den nærværende store og endnu større truende Dyrtid.

Næsten overalt i Europa *) høres høje klager over den overhåndtagende dyrtid. I det England hvis stigende lyksalighed prises i hver ministerens tale, er dyrheden steget så højt at den fattigere almue i de fleste stæder, men allermest og i stærkest grad i hovedstaden London selv, har grebet til det yderste, men fordærveligste middel at forstyrre handlens gang ved at plyndre torvene og egenmægtig at tømme slagteres, melhandleres, kornhandleres og bageres forråd. Og kun med den største anstrengelse af militær magt er disse yderligheder for det første standsede.Imidlertid er lovene mod landprangere og opkøbere sat i fuld virksomhed. På mange stæder har øvrigheden nedsat priserne. Og det er dyrhedens afhjælp der beskæftiger den londonske magistrats hele opmærksomhed.

I Holland har man ligeledes måttet gribe til et uvant middel mod durheden ved at forbyde udfrslen af ost og smør.

I Preussen og Rusland er kornudførslen forbudt. Øvrigheden i Berlin har vi selig og tidlig arbejdet imod mangel og dyrhed.

 Norge og Sverige er dyrheden på kornvarer overmåde høj. Men dette er naturligt for lande der ikke selv kan brødføde sig, og i tider dakornlandene lukker deres udførsel.

I Danmark er dyrheden uhyre stor og har nu været sådan i et års tid uden betydelig forandring. Mange familier forarmes. Vinskibelige borgere går til grunde. De fattiges antal forøges. Og de klasser på hvis skuldre armodens understøttelse falder tilbage, ser deres kræfter til at bære denne byrde dagligt mere svækket. De fastlønnede embedsmand **) ser sig på en gang ved de første fornødenheders ddyrhed, ligesom nedsat på halv eller vel endog tredjedels lønning. Håndværkeren og kunstneren er næsten lige så meget at beklage. Agerdyrkeren og handelsmanden råber mod udførslesforbudet som andre velsigner. Det nys så lykkelige Danmark sulter.

Og al denne elendighed i så mange lande finder sted efter en i det ringeste god høst!

Deet danske folk der altid har udmærket sig ved sindig adfærd, afskyr de optrin som andet steds vanærer nationen, mens de svækker de lovlige autoriteter og bryder på ejendomsretten. Det danske folk lider, men det nøjes med tavs at vende øjet på dets styrere.

Men et sådant tårefyldt, stirrende, mindende øje er mere gennemtrængende end klager, end støj, end oprørsdåd. Danmarks opmærksomme regering ilede at bøde på en landeulykke som den ikke kunne forudse, for ellers havde den forebygget den. Skønt mod hidtil yndede grundsætninger fulgte den blot almentarvets vink. Først forbødes kornudførsel. Da dette ikke hjalp, blev rugen forbrug til brændevinsbrænden standset. Endelig udgik forbud mod fødevarernes (smør undtaget) udførsel. Kun alt forgæves.

Den 24. september holdtes licitation over de til kongens magasiner fornødne mængder af rug, havre og byg. Denne fremgangsmåde varbrugt i en del år siden kornleveringen i naturblev afskaffet. Stedse havde priserne ved disse licitationer været høje, men denne gang var de det mere end nogensinde, ja på en del gaves ikke engangbud. Det ringeste bud (jeg gentager, hvad i offentlig blad er sagt) var for rug 7 rigsdaler 3 mark og for byg 3 rigsdaler 5 mark.

Denne lærereige licitation skønt den knuste alt håb om bedre priser for vinteren, havde dog den vigtige følge at regeringen atter gik tilbage til naturalleveringen ***) Der, skønt den giver lejlighed til exactioner og svig, dog er langt at foretrække for lcitationsleveringer der foruden at føde kornspekulanten på landets bekostning, har samme jo endog større fare for uredelighed og svig. ****) Efter al anseende står en vinter for hånden hvis dyrhed på de første fornødenheder vil overgå hvad vi hidtil har oplevet. Bedrøvelig er udsigten for utallige af stædernes beboere! Men når et onde er størst er hjælpen nærmest, er det gamle sagn. Vi bør tiltro vores regering at denne krise vil gå over til det bedre. Nødens storhed skal blive en lutrende ild hvori de svigtende principper vil bortdampe som røgen og kun de sande fremstå skønnere og mere uomtvistelige. Disse principper som man desværre hører i mange agtværdige mænds munde skal bortryge enten ganske eller til dels:

• Jo højere pris landets rå produkter står i, endog i landeet selv, jo bedre.
• Dyrtid er et kimære, for må borgeren købe dyrt af bonden, må denne igen købe dyrt af den anden.
• Handelen må have sig fuldkomne frihed.

To midler tilbyder sig den vise regering til for fremtiden at forebygge sådan en landeplage som dyrtid virkelig er: Det ene eat have magasiner af korn til indbyggernes fornødenhed fra høst til høst. Det andet at indskrænke, om ikke afskaffe de 4.0000 *****) landprangere der findes i Sjælland, Fyn og Jylland. En klasse af mennesker der intet frembringer eller forædler til landets vel, der driver en omsætning for ikke behøves, men som skader uendelig, hvis børn opdrages til forældrenes vandbie-metier og hvis hele id går ud på at pine og udsulte deres medborgere i staten.

K. H. Seidelin.

*) At Frankrig nu i en fem år har haft lettere priser på fødevarer end det øvrige Europa, uagtet krigen og dens følger; at det især i år da armoden allevegne i dets fjenders og venners lande må sulte, har lette priser på levnedsmidler, er et særsyn hvis årsager fortjener at efterforskes og overvejes af alle statshusholdere.

**) Man betænker blot en lille embedsmands kår der med kone og 4 til 5 børn behøver til 7 tønder rug a 8 rigsdaler, 2 fjerdnger smør a 16 rigsdaler, og 6 favne brænde a 8½ rigsdaler, det vil sige til blot tre af de føste nødvendigheder 139 rigsdaler. Hvorledes skal den forholdsmæssig dyre føde, klæde, husly og børneundervisning blive udredt af resten af den ringe, endda med pålæg besværede lønning?

***) De priser der ved denne naturalle (ca 4 tegn ulæselige)ces påbud af 26. september er satte, vil vil man ikke finde for høje når man betænker at mange bønderallerede forinden havde solgt hvad de kunne sælge, og nu må købe det som de skal levere. Dette vil ikke være tilfældet hvis regeringen for fremtiden bestandig tager kornskatten i natur (det enhver redelig patriot vil takke den for), for da sælger bonden ikke det leverende korn. Da turde måske rugens pris rimeligvis sættes til 20 mark.
Den glæde man så ofte har følt ved at have set retfærdigheden lægge skatterne lige, om ikke mere, tungt på det frie hartkorn, er årsag til at man i denne forordning savner de vigtige grunde regeringen har haft til her at handle anderledes. 

****) Ved skarp retfærdighed kan man forebygge exactioner, underslæb og svig ved naturalleveringer. Ved samme middel kan leveranten hindres fra at levere dårlige varer. Men ved hvilket middel oprejses den skade staten muligvis kan tage når en leverant ikke kan opfylde sit bud? Fuld oprejsning kan kautionisten ikke altid give. Eksempler behøves vel ikke til at oplyse dette, men altså har naturalleveringen også fra denne side betragtet en fordel frem for licitationsleveringen.

*****) I enhver by i Sjælland er en og i mange to, tre og flere gårdmænd, oftere købmænd som driver landprang. Liderlighed, drik og dovenskab er særkender ved de allerfleste af disse skadelige mennesker. I Fyn er landpranget næppe mindre, og i Jylland har det også taget overhånd.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 130. 18 October 1800, s 2065-2073)

Atter et Par Ord for de Rejsende i Danmark.

I anledning af det der blev erindret i Politivennen nr. 127 angående de nøgne agestole som en rejsende må finde helt ubekvem, kan endnu tilføjes den ubehagelighed som så ofte møder en rejsende: at komme til en købstad hvor ingen offentlig herberger er. En fremmed som ingen bekendtskab har på sådant sted, er udsat for mange ulejligheder. Man forespørger sig ved porten hvor man kan tage ind. Svaret bliver da, at det vides ikke, måske hos den eller den. Man kører eller rider ind i byen, kommer til disse steder, men kan ikke imodtages. Hvad skal en fremmed nu gribe til? Gå fra hus til hus for at ophøre et logi, og når dette nu indtræffer ved nattetider, man banker på folks porte og døre hvor det ofte ikke er rimeligt eller muligt at få logi, banker så længe til et menneske ganske fortrædelig står ud af sengen, kommer til vinduet og spørger: hvad er på færde? Og da så snart han hører at man er forlegen for logi, svarer i den fortrædelig tone, her er ingen, slår vinduet i og går igen til sengs. Enten må man da forlade byen igen eller blive om natten på gaden, måske i regn, blæst, frost og sne. Nu kan spørges, var det ikke rimeligt at den første øvrighedsperson, borgmester eller byfoged skulle være pligtig enten selv at herbergere fremmede rejsende, eller inden en halv times forløb at skaffe forsvarlig herberg for samme, så længe indtil stedets øvrighed besørgede et offentligt herberg. Begyndelsen kunne ske med Randers som en af de største byer og stæder.

*   *   *

Udgiveren vil i en lille sandfærdig anekdote meddele rejsende som lider under de små købstæders dårlige herbergsanstalter, et probat råd: En officer af artillerikoret kom for en halv snes år siden om natten kørende ind i Maribo. Efter at have holdt for to tre købmænds porte der havde borgerskab på at - brænde og herbergere - for egentlige herberger er der ikke, og på hvert sted være afvist, befalede han kusken at køre til byfogeden. Han lod her sit tøj læsse af bære ind i stuen hvor han selv tog posto og forlangte seng og opvartning. Dette havde den virkning at byfogden øjeblikkelig skaffede ham modtaget et sted i byen.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 129. 11 October 1800, s 2053-2055)

Om Stipendier for Syge Studenter ved Københavns Universitet

Blandt de kapitaler som er skænket så rigeligt til dette universitet, har de eftertænksomme og omhyggelige forfædre også at have sørget for, at de studerende fra fjerntliggende egne i de danske og norske stater, som uheldigvis bliver syge og sengeliggende, kunne få understøttelse, i den tid som deres sygdom varede. Således har Johannes Høpner d. 7. juni 1675 givet til syge studenter 1.000 rigsdaler, Oluf Borch d. 8. jan. 1791 til syge studenter 500 rigsdaler, J. Bing d. 8. juni 1751 til syge studenter 2.000 rigsdaler.

Anmelderen heraf udbeder sig oplysning om, hvilke studenter, der sidst har nydt noget tilskud heraf under deres sygdom, og om måske man har sørget for at sådanne syge uformuende studerende, har fået penge til gratis seng, kur, og pleje i Frederiks Hospital. Anmelderen har kendt flere fattige studenter langt fra hjemegnen, fra udkanter af Bergens og Trondhjems stifter, som her i København, af mangel på  pleje i sygdomstilfælde, er så aldeles blevet sat tilbage, at de i mange år siden ikke har kunnet hjælpes på fode igen. Langt fra forældre, som de i mere end flere måneder ikke har kunnet få svar på deres breve fra, uden venner og frænder her, har de på sådan tid ført et højst kummerligt liv. Man vil derfor anse det som en godhed, om man kunne blive underrettet om, hvor og til hvem man, når nogen trængte til at få del i en sådan forfædrenes forsorg og gave, har at henvende sig.

(Politivennen. Hæfte 10, nr. 129. 11. oktober 1800, s. 2051-2053)

Adskillige Spørgsmål til Politiet angaaende

1) Når man går ud af Vesterport, så starter straks en række af lygtepæle som alle synes at være brugbare i 10 om ikke flere år, og som dog aldrig bruges. Årsagen hertil var dog værd at undersøge, da de dog vel ikke står der til blot pynt?

2) Hvorfor har vel selskabet, som oprettede kongen en ærestøtte i Runddelen uden for Vesterport, ikke kunnet bekoste 4 lygter omkring støtten i stedet for 2. Det sker let, at man i stærk regnvejr med blæst, eller i stærk snefog, støder ind i den, især når kusken ikke før har været i København? Vandspringet i København tillige med E5 og F5 ridderstøtter har dog deres 4 lygter omkring sig. 

3) Kan det dog ikke forandres, at alle de rebslagerkoner, som sidder omkring springvandet på Gammeltorv, kunne blive kommanderet hen på Nytorv lige over for Vajsenhuset, da der er plads nok. Nu skjules i stedet springvandet år ud og år ind af stole, klodser osv. som kastes endog på pillerne og inden for kæderne. Ja springvandet er som oftest behængt med snesevis af vådt vasket tøj.

4) Var det vel skadeligt om der på kongens Nytorv (dette om aftenen og natten skumle og til spidsbuberier inviterende torv) på velplacerede steder af samme blev opstillet nogle stenstøtter med lygter på, da man virkelig sent om natten med gysen må gå derover?

5) Da København har en guvernør, som besøges både nat og dag, så synes mig rimeligt at der dog fra en kasse, ligegyldigt hvilken, blev bekostet et par lygter uden for hans port, da manden bor ind til gården, og der er ikke mindste lys at se til gaden. Den mand, som fortjener to skilderhuse, kan vel også fortjene to lygter.

6) Dersom der skal være slagterbutikker på Kultorvet, så var det vel ikke mere end blot rimelighed mod urtekræmmeren og isenkræmmeren, hvis udsigt og søgning nu lider ved dem, at de flyttedes længere ud på torvet.

(Politivennen. Hæfte 10, nr. 129. 11. oktober 1800, s. 2049-2051)

Uordener.

En mand som i denne uge spadserede på volden, havde den fortræd at vingen af den mølle der står på volden selv nær Østerport, forslog hans hund som gik for nær fra den side ind til byen hvor der ingen rækværk er sat. Mon det ikke var nødvendigt at denne så slet posterede mølle ganske blev omgivet af et tæt rækværk, om ikke for at bevare hunde, så dig for at gøre det umuligt at den samme ulykke kan træffe et barn. I den nuværende tilstand er det ikke umuligt.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 128. 4 Oktober 1800, s 2048)