En Uorden i Frederiksbergs Kirke.

For nogle dage siden var hvad vel ofte er tilfældet, en del københavnere til en barnedåb i Frederiksberg Kirke. Men måtte med største ubehagelighed erfare at deres klæder af stolesæderne var blevet ligeså ilde tilredte med støv som om de havde siddet ude på Kongevejen. Det er naturligt at meget støv af de forbiløbende veje jages i luften og af vinden drives ind i denne kirke. Men det er ikke smukt - skønt måske også det er naturligt - at dette støv ikke afvikles når nogen gudsdyrkelseshandling finder sted i kirken.

Det er måske ikke til overs ved denne lejlighed at bejamre den virkelig utilgivelige skødesløshed hvormed næsten alle offentlige bygninger hos os behandles i henseende til rengøring. I Holland bliver sådanne bygninger hver lørdag fuldkommen renset som andre huse, gulvene skurrede og skrubbede, og vinduerne afvasket med håndsprøjter osv. Hos os kender vi intet til sådant. De få offentlige bygninger København ejer, der fra bygningskunstens side fortjener at beskues, er stinkende og besudlede. Enhver kirkes yderdel synes helliget Cloacina. Dels er mangel på offentlige lokummer skyld heri. Men også at der hos os ikke er sørget for eller befalet nogen rengøring af offentlige bygninger.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 268, [11 Juni 1803], s. 4278-4279)

Bagsals og Forsals Nymfer.

(Efter indsendt)

Dagens tone er klage. Nu klages over dyre tider, nu over svære huslejer. Undertiden beklager madmoderen sig over pigens skødesløshed og dårlige opførsel, undertiden pigen over madmoderens strenghed. At afhjælpe alle klager er umuligt. Men det er en pligt at afhjælpe hvad man kan. Ved sidste flyttetid blev man bekendt med en uskik som enhver bosiddende måtte ønske fjernet. For ved at gå om værelser, var disse i en ubegribelig mængde beboet af logerende fruentimmere - som ernærer sig Gud ved hvoraf og er en virkelig kræft i hovedstaden - for mange friske og stærke piger der ikke kan få alting efter sit hoved i sin kondition, skiller sig på en måde af med samme, fæster sig en sal, giver 6, 7 til 8 mark ugentlig og bliver jomfru. Dersom denne umoralitet kunne blive fjernet, ville en fattig håndværksmand eller anden lettere få værelse, og nogen piger bliver mindre opsætsige, ja måske kunne forebygges for en del den veneriske syges alt for hyppige udbredelse.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 268, [11 Juni 1803], s. 4276-4277)

Endnu mere om den aabne Passage paa Lappen ved Helsingør.

Den 4. juni gik en farversvend ad denne vej til Sverige. Natten mellem den 5. og 6. havde nogle, forventelig tyveknægte, mordere eller lignende, med vold borttaget en af de der boende færgemænds både, uden at ejeren endnu har fået at vide af hvem og hvordan, dog er den rimelig gået over på den anden side. Sandsynligvis har også drabsmanden til den i Dagen nr. 86 nævnte og i Kløvermarken dræbte bagersvend stjålet sig ud af landet ad denne vej. Man har, siger rygtet, ved nøje foranstalte efterforskning, temmelig sikker formodning om hvem gerningsmanden er. Sådanne gerningssager viser altid hvor nødvendig en vagt altid vil blive på dette sted, og man tør vel håbe at der endelig engang også der bliver sørget for den offentlige sikkerhed. Var der flere sådanne strandkontrollører eller toldbetjente som den uforfærdede Møller ved Snekkersten, som kunne ansættes der, så ville mange skælme blive stoppet på halvvejen og anholt. Men en vagt bliver altid det sikreste middel til at standse den der i gangværende ulovlige passage da enkeltmand ikke kan være alvågen.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 268, [11 Juni 1803], s. 4272-4273)

Uorden i Løngangen.

Ved at passere den løngang som støder op til ridehuset, opdager man en meget skammelig uorden, da en samling af matros-, skomager- og andre drenge har dannet sig en klub der hvis konversation består i kort, klink og andre spil om den rene skilling. Man træffer dem for det meste hver søndag eftermiddag, men især om de hellige dage. De gør en afskyelig støj, kommer undertiden op at slås, og når nogen især fruentimmer ved at passere Løngangen, kommer deres spil i vejen, så forfølger disse drenge dem med de afskyeligste eder og grovheder. Det er sikkert at håbe at Københavns årvågne politi vil på den bedste måde se dette drengelag hævet.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 268, [11 Juni 1803], s. 4270-4271)

Erklæring til Publikum.

Da mange forskellige og falske rygter og paskviller har udpenslet for publikum som en af de mest forargelige tildragelser, en handling der egentlig blot var et af vin frembragt klammeri og slagsmål. Og da såvel jeg og min familie som en mand der var og er min ven, finder os ved sådan forklejnelse fornærmede, har jeg ment at skylde os og publikum en sand beretning om sagen.

Den 3. maj var jeg i skydeselskabet Enighedsværn, og da der var foranstaltet bal efter spisning, tegnede jeg også min kone dertil, og jeg havde med en god ven aftalt at han skulle gå hjem for at hente kim kone. Kommissionær hr. Linneman, også medlem af selskabet, tegnede også sin kone, og tog en vogn for at bringe hende ud. Men da forfald hindrede hende, og han som min ven vidste at min kone var tegnet, kørte han til mit hjem for ikke var af vejen, for at tage min kone med. Dette skete og han berettede mig straks hendes ankomst som fornøjede mig. Ved bordet hvor vi kom til at sidde sammen, smagte vinen mig vel, og tilstår jeg da alt af fortrydelse over at hr. Linneman ville betale at have givet ham en del stikler som han ikke lod ubesvarede. Da vi gik fra bordet, gjorde min forfatning at jeg i samtale med min kone der ville stille mig tilfreds, udskældte hr. Linneman. Da han just kom til og hørte det, sagde han at her var ikke steder. Dette lod rusen mig anse som en udfordring hvorfor jeg gik efter ham og slog til ham, og vi kom i dette håndgemæng ned i haven. Det var en naturlig virkning af min kones frygt at hun løb ned med og skreg om hjælp, og da kom flere af selskabet til og adskilte os. Selskabets direktion troede sig herved beføjet til at føre foranstaltninger hvorved vi begge blev ekskluderede.

Dette er sandheden selv og det smerter mig inderligt at jeg ved uforsigtig at give vinen rum har været en anledning til at også min kone, skønt uskyldig og min ven hr. Linneman skulle lide. Jeg opfordrer enhver i selskabet til at vidne om det her sagtes rigtighed, erklærende enhver der ved skammelig og nedrig løgn har stræbt at nedbryde min families og min vens agtelse hos publikum for en nidding af det sorteste slags.

København den 10. juni 1803
C. Hedemark.

Dette beretning af velædle hr. Hedemark erkendes fuldkommen rigtig og erklæres samme for overensstemmende med sandheden.

København d.d.s.v.
S.Linneman

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 268, [11 Juni 1803], s. 4267-4270)

Enighedsværn ved Kalvebodstrand. Blev bl.a. brugt som mødested for Læseforeningens 28. maj fester i 1830'erne. (Historiske Meddelelser om København, 4. række, V, s. 58)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen nævner skydeselskabet Enighedsværn. Muligvis er der tale om Det forenede borgerlige Skydeselskab som i siden 1793 øvede sig på nuværende Vesterbro, fra 1799 på Enighedsværn ved Tømmerpladserne.

Af og til forekom også sådanne beklagelser i Adresseavisen, fx 22. oktober 1807:

Da jeg ved stor Overilelse fornærmede Hr. Kreiberg paa sin Ære i manges Paahør med Skieldsord; saa beder jeg at ingen lader ham høre noget, som kan være hans ærlige Navn og Rygte til Forkleinelse. J. Suko

I Vejviseren anføres en værtshusholder Sucho på Kongens Nytorv. Men om det er om, ved jeg ikke.

Otto Bache (1839-1927): De danske Skytteforeningers præmieskydning på Enighedsværn. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.