Østergades Omlægning.

Ved den kloak der i efteråret er gravet og endnu graves gennem Østergade, er de forrige rendestene gjort unødvendige, og ved den deraf følgende omlægning af fortovene måtte tillige de forrige rendestensbrætter gå væk. Til erstatning for den behagelighed disse gav fodgængerne, håbede man at fortovet skulle blive brolagt med brede fliser eller givet et asfaltoverlag. Men ved den nu påbegyndte omlægning lader det til at beregningerne slår fejl. Indsenderen tillader sig derfor at spørge de ansvarlige om det kun er en foreløbig brolægning, da det i modsat fald sikkert ville være i de handlendes interesse selv at besørge et fordelagtigere fortov.

(Politivennen nr. 1395. Løverdagen, den 24de September 1842. Side 630).

Forlystelserne paa Rosenlund.

Under overskriften "Rosenlund" kan man i lørdagsadresseavisen finde følgende avertissement.

"Hver Onsdag- og Søndagaften bliver indtil videre Musik i Haven. Tvende gode Sangerinder ville have den Ære at give musikalsk Aftenuderholdning. Carouselbanen fortsætter sit Løb hver Aften fra 7 til 11. Hvad mere der er indrettet for at more Stedet Besøgere, vil kunne erfares, naar de Lysthavende ville behage at give Møde.
Ærbødigst
R. T. Kehlet."

Skønt det altid har forekommet indsenderen når han læste dette inserat, at han hørte en af udråberne i Dyrehaven der opregnede alle de herligheder som blev skjult for publikums blik, både når det var udenfor og når det kom indenfor, så må man dog på grund af en fordom ikke gøre vedkommende uret. Og vi vil derfor tage sagen i nøjere øjesyn. 

Den smukke pavillon med samt de "tvende gode sangerinder" berører vi kun i forbigående og holder os navnlig til forlystelserne i det fri der desuden har en mere populær karakter, og sagen gør selv fordring på at blive betragtet fra et populært standpunkt. Den lille have er ret smukt anlagt med sine småbuskadser og labyrintgange samt med sin danseplads når blot belysningen om aftenen, der er den tid på hvilken det største publikum samler sig der, var noget bedre og stærkere og navnlig ikke mindede for meget om Københavns gadebelysning. Det gælder især om dansepladsen der er centrum for forlystelserne og hvor den mest talrige masse er samlet. Musikken er i øvrigt ret tålelig. 

Efter at have moret sig ved betragtningen af dansens liv og munterhed, drager man hen til den plads hvor "karusselbanen fortsætter sit løb" og hvor de lysthavende kan erfare "hvad mere der er indrettet for at more stedets besøgere". Men hvilket egyptisk mørke træder os her i møde! De få adspredte lygter tjener kun til at blænde øjet, i stedet for at sprede dunkelheden. Efter imidlertid at have opholdt sig nogle minutter, vænnes man til belysningens sparsomhed, og ved hjælp af den opdager man den såkaldte karusselbane. Vi håber at ingen har medbragt for store forventninger, for selv de lavest satte står i fare for at skuffes. Til de fire ender af to på hinanden lodret stående diametre er knyttet fire vogne af hvilke de 3 har en særegen indretning. Men den fjerde er en ganske simpel holstensk vogn med 2 sæder. Disse fire vogne der er indrettet til 4 personer, men ofte synes beregnet fra 5 til 6, trækkes af to dårlige heste, der under slag og pisken af et par karle drives til at gå frem. Og der bliver ikke lagt den ringeste skjul eller hemmelighed på mekanikken, nej åbenlyst og klar træder den frem for alles øjne. Her er ikke det ringeste "Geheimnissvoll". 

Anmelderen må oprigtig tilstå at han første gang blev forbavset, ikke så meget over hele indretningen af karusselbanen, som over at der virkelig fandtes nogen som kunne finde morskab i at køre således rundt under den med al fornøjelse kontrasterende stilhed. For her var ikke så meget som en lirekasse der kunne bringe "liv ind i spillet", og med den største ligegyldighed se på at et skammeligt dyrplageri fandt sted, blot for en ussel forlystelses skyld der under sådanne omstændigheder ikke engang kan kaldes en forlystelse.

I Dyrehaven fandtes en lignende indretning. Men hvor anderledes var den ikke? Skønt det kun var en forstilt efterligning af en dampbane, så var der dog spillerum nok for indbildningen til virkelig at tro sig siddende i en dampvogn. Og skønt bevægelsen også her skete ved hjælp af hestekraft, så var denne drivkraft dog skjult, og man havde ikke det hæslige skue af et frempisket stakkels dyr. Det ydre var desuden her langt nettere og mere smagfuldt, og dertil gik det hele for sig under munter musik, der medførte liv og lystighed, til hvilken det alvor og stilhed der finder sted på karusselbanen, står i den mest skærende modsætning. 

Den her anstillede sammenligning mod hvilken vedkommende muligvis vil protestere, falder imidlertid så naturligt at der sikkert ikke gives en eneste som har set begge de omtalte indretninger uden at han har anstillet den, ligesom udfaldet da vist ikke heller har været tvivlsomt. Hvad øvrigt der er indrettet til at more publikum, indskrænker sig til to gynger og to vippeindretninger, hvilke sidste imidlertid er af den beskaffenhed at de ikke fortjener nogen omtale. 

Indsenderen er meget villig til at påskønne enhver foranstaltning, den være offentlig eller privat, der sker i den hensigt at afskaffe den hos os så tit omtalte mangel på offentlige adspredelser. Men han kræver at disse foranstaltninger skal være virkelige og sande forlystelser. Og for at dette kan være tilfældet, så må de være indrettet med den tilbørlige smagfuldhed og navnlig må alt holdes borte der kan såre menneskets bedre følelser. Det danske publikum er virkelig alt for tilbøjelig til at tage til takke, til at man ikke skal nære begrundet frygt for at den smagløshed der præsiderer ved disse forlystelser, skal have alvorligere følger, og det er i alt fald en pligt at henvende opmærksomheden derpå. 

Hr. Kehlet, mod hvem i øvrigt indsenderen nærer den største velvilje, vil sikkert arbejde i sin egen interesse, når han søger at ændre disse mangler og fejl. Og vi anbefaler ham i den henseende til mønster løjtnant Carstensen, der hidtil altid til sine festlige arrangements har vidst at holde smagen højt i ære.

(Politivennen nr. 1394. Løverdagen, den 17de September 1842. Side 599-603).

Redacteurens Anmærkning.

Det sidste afsnit hvor Tivolis grundlægger, løjtnant (Georg) Carstensen nævnes, hentyder bl.a. til hans nytårsfest 1841/42 og "Figaros Forårsfest" som blev omtalt i Kjøbenhavnsposten, den 16. april 1842.

Anke over Finlapperne.

Vi ved ikke så nøje om det finske folk i det hele taget er meget krigerisk stemt, men efter de finlappers natur som kommer til os, er man forpligtet til at antage det. Flere gange om aftenen, ja selv om natten, leverer de hinanden indbyrdes fejder, som da de som oftest foregår ombord på deres egne skibe, ganske passende kunne kaldes søbataljer.

Søndag nat det vil sige natten mellem søndag og mandag, fandt sådan en affære sted da klokken var omtrent 1. Den gok endogså så vidt at man fra skibene kastede hele favnestykker på den der forsamlede menneskemængde, hvoraf følgen var at en person blive skammeligt lemlæstet. Til sidst måtte den hidkaldte vagt med fældede bajonetter bestorme skibet hvorefter den natlige ro og stilhed igen blev oprettet. - Urostifterne der blev arresterede, venter deres fortjente straf. - Hvis sådanne optøjer gik for sig kun en sjælden gang, da kunne man se noget igennem fingre med dem, skønt deres voldsomme karakter vel ville forbyde det, men de foregår så hyppigt at et eksempel bør statueres.

(Politivennen nr. 1392. Løverdagen, den 3die September 1842. Side 581-582). 

Et Vink til Politiet.

Om aftenen så snart det er blevet mørkt, undertiden endog før, samler sig ved og på den opgang til Børsen der vender ud mod Christiansborg Slotsplads, en hel mængde fruentimmer af den allerlaveste slags. Deres hensigter er let at indse. - Det ville dog imidlertid være et i sandhed! sørgeligt tidernes tegn om den bygning der er et smukt minde om en dygtig konge, nu skulle give et bekvemt skjul for de laveste laster og nedværdiges til et tempel for ututgt og vellyst. Vi håber derfor også at et vink vil være tilstrækkeligt.

(Politivennen nr. 1391. Løverdagen, den 20de August 1842. Side 555-556). 

Om vore saakaldte Slaver.

Dagligt ser man en række af fanger eller såkaldte slaver vandre ud fra Stokhuset, ledsaget af en enkelt soldat for udenfor porten i glaciset at blive beskæftiget med offentligt arbejde eller med privat arbejde hos familier i forstæderne. Således har anmelderen fx tit og ofte set slaver gå ned fra en have ved Ægteskabsstien til vandet med vandkander for at øse vand i dem til havens vanding. Dette er af 3 grunde en uskik som det under anmelderen at politiet ikke er blevet opmærksom på, eller hvis det modsatte er tilfældet, ikke har fået afskaffet da klagen derover er mange år gammel. 

For det første er det en skam at domfældte forbrydere hvis stilling med hensyn til det daglige ophold i mange fattiges øjne er misundelsesværdig, skal have lov til at tage brødet af munden på vores almue der er trykket af næringssorger og tit arbejdsløse. For det andet er det en meget fortræffelig lejlighed for stokhusfangerne til at undslippe og anrette nye ulykker ved indbrud osv. på landet, hvorpå vi desværre! har alt for mange eksempler, hvorfor også nyligt ikke færre end 10 sådanne herrer er undveget fra offentligt arbejde, af hvilke om jeg mindes ret, kun fire endnu er pågrebet. For det tredje er det en meget trykkende byrde for kommunen eller statskassen, eller hvem det påligger at udrede pengene, at bekoste en eller flere soldater som påpassere for disse gripominusser. 

Man håber derfor at det dog endeligt en gang fra politiets, Fattigdirektionen og andre ansvarliges side gøres noget for at afskaffe denne ældgamle, oprørende og højst farlige uskik.

(Politivennen nr. 1390. Løverdagen, den 20de August 1842. Side 527-528). 

Redacteurens Anmærkning

Denne artikel fra "Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende" fra 16. oktober 1843 rummer i al sin korthed en stor tragedie:

Den tidligere omtalte Fæstningsslave Niels Christian Schmidt, som ifjor med en Kniv saarede en Politibetjent, der vilde anholde ham, har nu gjort Ende paa sit eget Liv, idet han, der skulde straffes med Kat, fordi han igjen havde forsøgt at undvige, medens hans Kammerat modtog sin Straf skjar Halsen over paa sig. (Md)

Undvegne fæstningsslaver der blev pågrebet, så ofte ingen anden udvej end at tage deres eget liv. I dette tilfælde ved at skære halsen over på sig selv, med udsigten til at han ligesom sin kammerat blev straffet med kat. En lignende historie kunne læses i "Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling", 4. marts 1839:

En for nogen Tid siden fra Nyborg Fæstning undvegen Slave, Hans Christensen, der var paagreben i Horsens og dømt for Indbrud og Tyveri, har forleden Nat i Arresten paa en kunstig Maade qvalt sig ved Hjælp af sin Jernkjæde. (S. Bl.)