Gymnastikanstalten for kvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Den tidligere af os ommeldte Voltigeeranstalt for Damer, som Kammerrraad Langgaard har oprettet i den af ham dertil indrettede Bygning i Dronningens Tvergade, er i denne Uge traadt i Virksomhed. De Vanskeligheder, der vare forbundne med at finde et dertil passende Locale, og de omfattende Indretninger, som derved ere gorte for at give Anstalten al den Hensigtsmæssighed, som Øiemedet fordrer, have noget længere, end man kunde forudset, forhalet Iværkssættelsen af den Plan, der, saavidt os bekjeendt, først er udgaaet fra Hr. Langgaard; men de mange mindre Indretninger af samme Art, som imidlertid ere opstaaede og allerede ere i fuld Gang, ere et glædeligt Beviis paa den Interesse, Sagen har vakt, paa det Lethed, hvormed den har overvundet de Fordomme og Betænkeligheder, hvormed Ideen i Begyndelsen havde at kæmpe. Der kan saaledes vel ikke være Tvivl om, at en Indretning efter en saa stor Maalestok, som den nævnte, viil nyde den forønskede Fremgang, og at den ikke vil være uden den gavnligste Indfflydelse paa vore unge Damers Sundhed, navnligen paa at forekomme Anlæg til Legemsfeil eller nervøse Onder.

(Kjøbenhavnsposten 5. april 1839)

Straffeanstalter. (Efterskrift til Politivennen)

Det kan ikke være "Dagens" Redacteur udbekjendt, hvilket ogsaa fremgaaer af den nævnte Artikel, at den offentlige Mening meget stærkt udtaler sig imod vore Straffeanstalter, der ere Høiskoler for Lasten istedetfor Forbedringsanstalter ... naar "Dagen" havde kjendt Spisereglementet, der er saagodtsom baseret derpaa, at kun Overarbeide kan forskaffe den tilstrækkelige Føde, et Reglement, der bliver uretfærdigt, naar den mindre kraftige Arbeider, der kan være den mindst farlige Forbryder, udsættes for Sult, imedens den kraftige og farlige Forbryder faaer tilstrækkelig, ja maaskee mere end tilstrækkelig Føde for sine 48 sk. - og det er dog en af de allerførste Betingelser ved en Straffeanstalt, der skal kunne gjøre Fordring paa at være indrettet, at den er retfærdig .. 

(Kjøbenhavnsposten, den 2. marts 1839)

Det christelige Læsebibliothek. (Efterskrift til Politivennen)

Som bekjendt er Læselysten i de senere Aar mærkeligen tiltagen i vort Fædreland, og ikke mindst i Hovedstaden. De Classer af Samfundet, der tilforn sjeldnere sysselsatte sig med Skrift og Bog, gribe nu for Tiden med Begjærlighed til disse Oplysningens gavnlige Redskaber. Offentlige Bogsamlinger og Læsesale ere af flere Grunde ikke ret vel tilgængelige for de Classer af Samfundet, paa hvilke her nærmest tænkes. Ligesaalidt har den lagt større Deel af Byens Indvaanere i Almindelighed Leilighed til at holde Tidsskrifter, eller anskaffe sig Bøger til Eiendom, hvilket ustridigen var det, man mest maatte ønske. Dog er der unegtelig ogsaa for den mindre dannede Deel af Folket i flere Retninger bleven virker for Kundskabes Udbredelse. Ikke desto mindre savnede man - saavidt mig bekjendt - indtil Aaret 1828 en Bogsamling, hvis nærmeste Hensigt var den, at give alle dem af Hovestadens Beboere, der maatte attraae Religionens Trøst og christelige Underholdning, den forønskede Bog i Hænde.  

(Kjøbenhavnsposten 1. marts 1839. Uddrag)

Artiklen handlede om tiåret for, skrevet af M. C. Rønne, pastor ved Almindelig Hospital.

Bibliothek på Landet. (Efterskrift til Politivennen)

I en af Provindserne have nogle Folkevenner forenet sig i at oprette Bibliotheker for gratis at kunne udlaane gavnlige og morsomme Bøger til Menigmand paa Landet og i Byerne. Blandt de Bøger, som man til denne Hensigt fremdeles ønskede at besidde foruden hvad man allerede har til Raadighed, ere især Blichers Noveller, Grundtvigs Saxo og Snorrø, Holbergs comoedier, Ingemanns historiske, etc. Men anskaffelsen, navnlig af sidstnævnte, overstiger desværre den lille forenings hidtil ikke betydelige Kræfter. Man henvender sig derfor til Publicum med Bøn om, at hvis nogen Eier af omtalte eller andre passende Skrifter skulde ville skjænke dem til det angivne patriotiske Brug, de da vilde behage at henvende sig til dette Blads Redacteur eller Hr. Pastor Marckmann, Krystalgade Nr. 51, der vil have den Godhed at meddele de fornødne Oplysninger. 

(Kjøbenhavnsposten den 10. februar 1839)

Hexe. (Efterskrift til Politivennen)

I disse Dage (de sidste af September Maaned 1836) kom en dybt bedrøvet Gaardmandskone til sin Sognepræst og klagede for ham sin Nød over, at man havde beskyldt hende, hendes Mand og deres tre ældste Børn for Hexerie. Anledningen dertil var allerede tre Aar gammel. En Enkekone, som besidder en Udflyttergaard, hvis Mark støder til deres, mistede dengang en ung Hest der i nogen Tid havde været syg. Først havde hun kaldt en Dyrlæge; men da han ei strax kunde opdage Sygdommen og kurere den, forlod hun ham og lod hente en flere Mile borte boende klog Mand, der ogsaa blev brugt til syge Mennesker, naar man havde Formodning om, at der var Hexerie med i Spillet. Naturligviis forsikrede denne strax, at Hesten var forgjort; men han forstod nok hvorledes de skulde bære dem ad, for at opdage Hexen. Denne vilde være den Første, der kom til det syge Dyr, naar han havde forladt det. "Nu skulde vi være saa ulykkelige", vedblev Konen sin Fortælling, "at min Mand var den Første, der kom i Nærheden af Hesten. For at indkræve Penge til Skolevæsenet gik han til Enkekonens Gaard, og idet han gaaer over Marken, bliver han Hesten vaer, og gaaer hen til den og betragter den. Da Vagten, der var paa Udkik, nu seer ham, er han strax fuldt og fast overbeviist om, at han er den Skyldige. Siden er man endog gaaet saavidt at beskylde ham, mig og vore tre ældste Børn for at vi allesammen ere Hexe og Skyld i alle de Ulykker, der i mange Aar ere mødte i Enkekonens Gaard!" 

(Den Vest-Sjællandske Avis eller Slagelse Ugeblad, 18. oktober 1838)