Albertine Wiertz. (Efterskrift til Politivennen).

Albertine Wiertz blev født 18. december 1823. I 1834 boede hun sammen med moderen Karen Marie Nielsen (der muligvis nu var enke) i Prinsensgade og ernærede de 4 døtre med vask. I 1841 blev hun dømt for lommetyveri og ulovlig omgang med hittegods til 60 dages fængsel på sædvanlig fangekost. 1847 blev hun frifundet for anklage om lommetyveri, men dømt for ulovlig omgang med hittegods til 6 gange 5 dages fængsel på vand og brød, 1848 dømt for løsgængeri: 3 gange 5 dages fængsel på vand og brød. 1849 dømt for løsgængeri til 4 gange 5 dages fængsel på vand og brød. Hun blev gift 1851 med Johan Valentin (1827-?). 1850-1869 anholdt adskillige gange, men pga. benægtelse ofte frifundet. 

10. august 1869 blev hun grebet i lommetyveri. Hun boede da på Christianshavn og var da almindelig kendt som lommetyv. Hun forsøgte efter sædvane at benægte alt, men da beviserne var mange, tilstod hun en række tyverier fra 3 mark til 5 rigsdaler. Hendes mand anede tilsyneladende intet om det, ligesom deres 3 børn (i 1869 en datter på 19 og 2 yngre sønner). 

EN farlig Lommetyv. Kriminal- og Politiretten afsagde i Lørdags Dom i en Sag mod en af Kjøbenhavns farligste og snedigste Lommetyve, Arrestantinden Albertine Würtz, der som mistænkt i denne Anledning ofte har været arresteret, uden at det hidtil har lykkedes at faa hende straffet for en Mængde af hende i en Række af Aar begaaede Lommetyverier. Da Arrestantinden Tirsdagen den 10de August f. A. var i Torvegade for at se paa Indtogsfesten, traf hun paa et hende ubekjendt, bondeklædt Fruentimmer, med hvem hun for at faa Leilighed til at bestjæle hende indlod sig i Samtale, idet hun ytrede: "Folk trykke paa min Paraply, men trykke ikke paa Deres", hvorpaa hun stak Hovedet ind under Fruentimrets Paraply. Arrestantinden vedblev nu at følge med Fruentimret, trængte sig tæt op til hende og søgte paa Grund af den stærke Trængsel at bortlede hendes Opmærksomhed, hvorhos hun famlede ved hendes Kjole for at komme ned i hendes Lomme. To Politibetjente, der i længere Tid Hemmelig havde iagttaget Arrestantinden og dennes mistænkelige Bevægelser, sprang nu til, just som hendes venstre Haand var indviklet i det fremmede Fruentimmers Kjolefolder ved Lommen, og anholdt hende. Fredagen forinden, den 6te August, mødte Arrestantinden paa Hjørnet af Dronningens Tværgade en hende ligeledes ubekjendt Tjenestepige, med hvem hun ogsaa uden mindste Anledning indlod sig i Passiar. Medens hun afvendte Pigens Opmærksomhed ved uafbrudt at tale til hende, fik hun Leilighed til at stikke sin Haand ned i Pigens Lomme og ud af denne at stjæle en Sølvdaler. Arrestantinden, der allerede i flere Aar paa en planmæssig Maade havde begaaet en Mængde saadanne Lommetyverier, fulgte under Forhøret i Begyndelsen sit gamle Princip at negte og fremkom med forskjellige vaklende og modsigende Forklaringer. Efterat hun omsider havde tilstaaet de to foranførte Forbrydelser, bleve de mange tidligere Sager, hvori hun som mistænkt for Lommetyverier havde været arresteret, men som af Mangel paa Bevis formedelst hendes halsstarrige og vedholdende Benegtelse bleve hævede, uden at der blev anlagt Sag imod hende, paany fremdragne. Hun gik nu endelig ogsaa til Bekjendelse om de tidligere af hende forøvede Lommetyverier, og under den fortsatte Undersøgelse blev det bl. A. oplyst, at Arrestantinden omtrent siden 1841 havde gjort sig skyldig i mindst ca. 60 dels forsøgte, dels fuldbyrdede Lommetyverier, uden at hun dog bestemt har kunnet opgive enten disses Antal eller Betydet af de stjaalne Pengesummer. Saaledes havde hun bl. A. ifølge sin Tilstaaelse i Aaret 1858 stjaalet 100 Rd. af Lommen paa en Pige, der var kommen herover fra Fyen med sin Arvepart og skulde giftes, medens den Bestjaalne paastod at have ved den omhandlede Leilighed mistet 155 Rd. Lommetyverierne udførte Arrestantinden stedse paa samme Maade, nemlig saaledes, at hun gav sig i Kast med de Vedkommende - altid Fruentimmer - , og naar det var lykkedes hende at aflede deres Opmærksomhed fra, hvad der passerede, stak hun sin Haand ned i deres Kiolelommer og udtog af disse enten Penge eller Portemonnaier med saadanne. Ifølge Justitsministeriets Resolution af 6te December f. A. var Arrestantinden, der bl. A. har været straffet med 30 Dages Fængsel paa Vand og Brød, ogsaa sat under Tittale for de af hende for over 10 Aar siden begaaede Tyverier, og hun blev nu i Medfør af Straffelovens § 64 efter § 288, jvfr. § 46, idymt 2 Aars Forbedringshusarbeide.

(Dags-Telegraphen (København) 8. februar 1870)

I 1872 blev hun idømt 2½ års forbedringshusarbejde ved kriminal- og politiretten. I august 1879 med 3 års tugthusarbejde.

Nr. 230. Mandagen den 1ste December.

Advocat Levinsen

contra

Albertine Wiertz eller Wirtz, Valentins Enke (Defensor Bagger),

der tiltales for Tyveri.

Criminal- og Politirettens Dom af 23de August 1879: "Arrestantinden Albertine Wiertz eller Wirtz, Valentins Enke, bør straffes med Tugthusarbeide i 3 Aar samt betale Actionens Omkostninger, derunder Salairer til Actor og Defensor, Procuratorerne Christensen og Tvermoes 20 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde, og idet de Høiesteret forelagte nye Oplysninger ikke kunne føre til et andet Resultat end det i Dommen antagne, kjendes for Ret:

Criminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte til Advocat Levinsen og Høiesteretssagfører Bagger 40 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Arrestantinden Albertine Wiertz eller Wirtz, Valentins Enke, tiltales under nærværende Sag for Tyveri.

Den 26de April d. A. omtrent Kl. 11 anmeldte Arbeidsmand Hansens Hustru Karen Sophie Sørensen paa 2den Politistation, at der kort forinden var paa Gaden stjaalet ud af hendes Kjolelomme en Portemonnaie, indeholdende ca. 6 Kr., bestaaende af 2 dobbelte Kronestykker, et Kronestykke og mindre Mønter, og henledte hun Mistanken for at have begaaet dette Tyveri paa et Fruentimmer, af hvilket hun gav en Beskrivelse, som passede paa Arrestantinden, der var Politiet bekjendt som en oftere for Lommetyveri straffet Person. Ved den derpaa fulgte Anholdelse af Arrestantinden, der blev truffen i sit Hjem i Eiendommen Nr. 15 i Korsgaden, fandtes liggende paa en Kjøkkenhylde dersteds, en Portemonnaie, hvori der laa 2 dobbelte Kronestykker, 1 Kronestykke og 61 Øre.

Arbeidsmand Hansens Hustru har, idet hun bestemt har gjenkjendt fornævnte Portemonnaie som den hende med Indhold af Penge tilhørende og frastjaalne samt Arrestantinden som den af hende mistænkte Person, afgivet en Forklaring, der gaaer ud paa Følgende:

Da hun den ovennævnte Dag, faa Minutter efterat hun i en Boutik paa Kjøbmagergade havde lagt Portemonnaien med deri værende Penge i en udenpaa hendes Kjole paa hoire Side anbragt Lomme, gik gjennem Klareboderne og ved at passere et Sted i denne Gade, hvor der i Stueetagen var Udsalg af Straahatte, saa paa de i et Vindue udstillede Hatte, blev hun tiltalt af Arrestantinden med en Yttring om, at man dersteds kunde kjøbe billige Straahatte. Idet hun som Følge heraf standsede, stillede Arrestantinden sig hen ved hendes heire Side, omtalte først nogle af de nederst i Vinduet liggende Hatte som ikke passende for en ældre Kone, og henledte derpaa hendes Opmærksomhed paa nogle Hatte, der hang høiere oppe i Vinduet, som passende for hende. Hun kom derved til at see iveiret, hvorpaa Arrestantinden i rask Gang gik hen imod Kjøbmagergade, medens hun selv gik ned i en Boutik paa Hjørnet af Klareboderne og Springgade, hvor hun, idet hun vilde tage Portemonnaien op af Lommen, savnede den. Hun er vis paa, at hun i den Tid af ikke 10 Minutter, der hengik efter at hun havde lagt Portemonnaien i sin Lomme og til hun savnede den, ikke kan have tabt den, eftersom der ikke var noget Hul i Lommen, Portemonnaien laa i samme under hendes Lommetørklæde, hun selv ikke har havt Haanden i Lommen i den Tid, og endelig en lille Flaske, der samtidig laa i Lommen, endnu fandtes der, da Portemonnaien savnedes.

Hun har derhos erklæret, at Arrestantindens Forhold ved som anført at stille sig hen paa Siden af hende og indlade sig i Samtale med hende allerede strax vakte hendes Mistanke, men at hun dengang, glemmende at hun havde Penge hos sig, slog sig til Ro med, at hun ikke var i Besiddelse af Noget, der kunde stjæles, samt at hun er forvisset om, at Arrestantinden har benyttet det Øieblik, da hun fik hende til at see iveiret til at stjæle Portemonnaien ud af hendes Lomme. Hendes saaledes afgivne Forklaring har hun bekræftet med Ed og hendes tidligere Besiddelse af den omtalte Portemonnaie er bevidnet af hendes Broderdatter Alma Nielsen, der har gjenkjendt den som en, der tilhørte Hansens Hustru og, efter hvad hun veed, var denne foræret af hendes Mand, ligesom denne Sidste, Arbeidsmand Niels Hansen, har under Ed forklaret, at han gjenkjendte den som en, han har kjøbt og foræret sin Hustru, og endelig deres 8½-aarige Barn Karen Marie Hansen har gjenkjendt denne Portemonnaie som en, hun ofte havde baaret for sin Moder, naar hun var i Byen med denne.

Arrestantinden, der har nægtet at have stjaalet den heromtalte Portemonnaie med deri værende Penge, har om sin Besiddelse af disse Gjenstande afgivet følgende Forklaring:

Hun var den nævnte Dag gaaet fra sit Hjem i Korsgade for paa Vaisenhusapotheket at kjøbe en Salve, hun bruger for et sygt Ben, da hun, ankommen omtrent Kl. 11 til Hjørnet af Kjøbmagergade og Klareboderne, saa en Dame tabe denne Portemonnaie. Hun tog den da op og fulgte Damen gjennem Klareboderne til Montergade for at levere hende Portemonnaien tilbage, ifald hun skulde savne den, men da dette ikke var skeet, da hun naaede til Møntergade, eller som hun i 'et senere Forhør har forklaret da hun her tabte Damen af Sigte, gik hun tilbage til Kjøbmagergade og derfra uden at gaae ind paa Vaisenhusapotheket til sit Hjem i den Hensigt at aflevere Portemonnaien med deriværende Penge til Politiet, naar hun samme Dags Aften gik til Garnisonssygehuset, hvor hun dengang havde Tjeneste som Vaagekone. Hun vil ikke have afleveret Portemonnaien til den Dame, hun saa tabe den, fordi det forekom hende ikke at gaae an at tiltale denne paa Gaden, heller ikke have afleveret den med det Samme paa den i umiddelbar Nærhed af Montergade værende 2den Politistation, fordi hendes Ben smertede hende, og endelig ikke have udrettet det Erinde paa nævnte Apothek, i hvilket hun var gaaet fra Nørrebro til faa Skridt fra samme, af den Grund, at det pludselig faldt hende ind, at der paa den Tid af Dagen var saa mange Kunder tilstede paa dette Apothek, at hun foretrak at kjøbe Salven dersteds om Aftenen. Forøvrigt har hun erkjendt at have under dette sit Ophold i Klareboderne talt med en Dame udenfor det føromhandlede Straahatteudsalg om, at man dersteds kunde kjøbe billige Straahatte, men hun har erklæret, at Arbeidsmand Hansens Hustru hverken er den Dame, hun saa tabe Portemonnaien, eller den Dame, med hvem hun talte udenfor Hatteudsalget.

Til Kjøbenhavns Politi er ingen Anmeldelse gjort om, at der den 26de April d. A. skulde heri Staden være tabt en Portemonnaie.

Ved den dels ved Arrestantindens Anholdelse i Sagen dels Dagen efter foretagne Visitation i hendes Hjem fandtes sammesteds foruden den hidtil omtalte Portemonnaie en hæklet Pengepung og en med Perler broderet Portemonnaie, med Hensyn til hvilken Arrestantinden har forklaret, at hun har kjøbt Pungen, og at Portemonnaien er hende af en ubekjendt Sømand, for hvem hun havde vasket, givet i Betaling for et mindre Beløb, han var bleven hende skyldig. Arrestantindens Forklaringer om sin Hjemmel til disse Gjenstande ere imidlertid ubestyrkede, medens derimod Christiane Sophie Ipsen, Lunds Enke, har gjenkjendt sidstnævnte Portemonnaie som en, der tilhørte hende, og som flere Maaneder inden Arrestantindens Anholdelse tilligemed et i samme værende Beløb af 6 Kr. blev stjaalet ud af hendes udvendige Kjolelomme, medens hun en Dag stod uden for en Boghandlerboutik paa Østergade og saa paa de i Vinduerne udstillede Billeder, under Omstændigheder, der gjorde hende det utvivlsomt, at Tyveriet var begaaet af et Fruentimmer, som hun ikke saa nærmere paa, men som var af Størrelse som Arrestantinden, og som samtidig med at tale til hende om de udstillede Billeder trykkede sig tæt op ad hende paa den Side, hvor Lommen var anbragt. Hendes Datter Andrea Christine Lund har gjenkjendt Portemonnaien som hendes Moders Eiendom og forklaret, at det er hende selv, der har broderet Perlerne paa den, samt at hun sidst saa den i sin Moders Besiddelse samme Dag, denne mistede den, og saavel hun som Lunds Enke have bekræftet deres saaledes afgivne Forklaringer med Ed.

Arrestantinden er ved Kjøbenhavns Politiretsdom af 10de Marts 1841 anseet blandt Andet for Lommetyveri efter Forordningen 11te April 1840 § 1 jfr. § 29 og efter § 58 med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 60 Dage og ved nærværende Rets Dom af 22de Juni 1847, hvorunder hun var tiltalt for Lommetyveri af en Pung med Penge, men kun overbevistes at have gjort sig skyldig i ulovlig Omgang med Hittegods med Hensyn til samme, anseet i Medfør af bemeldte Forordnings § 58 jfr. §§ 79, 22 og 25 som for 2den Gang begaaet Hæleri med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage. Ved Rettens Dom af 13de October 1849 blev hun i en Sag, hvorunder hun sigtedes for Lommetyveri af en Tegnebog med Penge eller ialfald ulovlig Omgang med Hittegods med Hensyn til samme, forsaavidt frifunden af Mangel paa Bevis, men iøvrigt dømt for Løsgængeri. Efter den Tid var Arrestantinden mange Gange under retslig Forfølgning som mistænkt for Lommetyveri, men undgik hver Gang at blive tiltalt herfor, eftersom der mod hendes Benægtelse ikke tilveiebragtes tilstrækkeligt Bevis for hendes Skyld, indtil hun under en mod hende i 1869 indledet Undersøgelse i Anledning af et Forsøg paa Lommetyveri, i hvilket hun var grebet omtrent paa fersk Gjerning, efter lang Tids haardnakket Nægtelse af Sandheden tilstod sig skyldig i dette Forsøg, saavelsom i et hende under Undersøgelsen paa sigtet fuldbyrdet Lommetyveri, i en stor Del af de Lommetyverier, for hvilke hun tidligere havde været mistænkt, og i det Lommetyveri, for hvilket hun var frifunden ved den ovennævnte Dom af 13de October 1849, samt derhos vedgik, at hun i saagodtsom alle de Aar, der vare hengaaede siden hun i 1841 blev straffet, havde begaaet og forsøgt at begaae Lommetyverier, og i saa Henseende forklaret, at alle de af hende saaledes vedgaaede Forbrydelsers Gjenstand altid havde været Penge, med eller uden Portemonnaier, deres Offre altid Fruentimmer, at hun havde begaaet dem alle paa Gaden, og altid indledet Udførelsen af dem paa den Maade, at hun ved at give sig i Samtale med den Vedkommende, hun agtede at bestjæle, havde søgt at afvende dennes Opmærksomhed fra hendes Forehavende. Hun blev som Følge heraf ved Rettens Dom af 5te Februar 1870 anseet efter Straffeloven, dels i Medfør af § 64 med en efter dens § 228 jfr. tildels § 46 lempet Tillægsstraf, dels efter bemeldte Lovs § 228 jfr. tildels § 46 med Forbedringshusarbeide i 2 Aar.

Senere er hun ved Rettens Dom af 19de October 1872 for et ganske under samme Omstændigheder begaaet Lommetyveri og efter en Undersøgelse, hvorunder hun atter en Tid, skjøndt gjenkjendt af 2 Personer søgte at tilbageholde Sandheden, anset efter Straffelovens § 230, 1ste Led med lige Arbeide i 212 Aar.

Naar Hensyn tages dels til den ovennævnte af Hansens Hustru afgivne edelige Forklaring og dels til de øvrige under Sagen foreliggende Oplysninger, deriblandt navnlig: om hendes tidligere Besiddelse af den i Arrestantindens Besiddelse fundne Portemonnaie; om det i samme forefundne Pengebeløbs Overensstemmelse saavel hvad Størrelse som hvad Montsort angaar, med hvad der af Hansens Hustru var meldt paa Stationen at være hende frastjaalet, samt om Arrestantindens Tilstedeværelse paa Gjerningsstedet i Forbindelse med det Ubestyrkede, Usammenhængende og Usandsynlige i Arrestantindens Forklaring om, hvorledes hun er kommen i Besiddelse af Portemonnaien, og naar tillige tages i Betragtning, hvad der er oplyst om Arrestantindens tidligere Forbrydelser, disses Art og Udførelsesmaade, hendes beviste Lognagtighed under tidligere mod hende indledede retslige Undersøgelser, i hvilke derhos sees, at Paaberaabendet om at have fundet en stjaalen Gjenstand er et, som før er benyttet af Arrestantinden, og endelig Arrestantindens Besiddelse af en anden Portemonnaie, med Hensyn til hvilken der er fremkommet en ikke ringe Formodning for, at den har været Gjenstand for et Lommetyveri skjønnes der at være tilveiebragt et i Medfør af Forordningen 8de September 1841 tilstrækkeligt Bevis for, at Arrestantinden under de af Hansens Hustru opgivne Omstændigheder har frastjaalet denne den oftmeldte Portemonnaie, der er vurderet til 25 Øre, med deriværende Pengebeløb af 5 Kr. 61 Øre, og Arrestantinden, der er født den 18de December 1823 og senest straffet som foranført, vil derfor nu være at ansee efter Straffelovens § 231, 1ste Led efter Omstændighederne med Tugthusarbeide i 3 Aar.«

(Højesteretstidende 1. december 1879. s. 517-521).

I den sidste folketælling hun optræder i (1880) ses hun at være straffefange på Børnehustorvet (Kvindefængslet). Hun optræder (desværre uden foto) i Genealogisk Forlags forbryderalbum.

Karel Sedivý (1860-1906) tegner, xylograf. Prindsessegade på Christianshavn. 1874 (i givet fald må kunstneren have været 14 år). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Arbejderforhold paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen).

4. november 1879 meldte guvernør Garde at arbejdet var ved at blive genoptaget på St. Croix. 

Om Tilstanden paa St. Croix skriver en anden Korrespondent til os.

Øens Sukkermarker gjøre for Tiden et særdeles tiltalende Indtryk, prangende i det frodigste Lysegrønt. Afgrøden siges ogsaa at staa udmærket, bedre end i Mands Minde, kun skal Saften paa Grund af den stærke Hegn være for vandet. Øen gjennemkrydses at gode, jævne Veje. beplantede paa begge Sider med Palmetræer, og naar man ser den saa grøn og smilende, er der ikke Spor at opdage af Ulykkerne fra ifjor. Men naar man kommer nærmere til Plantagerne, ser man de nøgne, sværtede Mure fra Branden, og naar man taler med Planterne saa faar det rigtignok et andet Udseende. ikke luldt saa smilende. Negerne synes at være rolige og skikkelige, men ville ikke arbejde. De tidligere tvungne Arbejderforhold ere blevne ophævede, og der er nu indført en ny Lov, særlig gaaende ud fra frie Aarskontrakter mellem Arbedsgivere og Arbejdere og tillige en strix vagrant law imod Løsgængere for at tvinge Negerne til at tage Arbejde. For Øjeblikket staar det saaledes. at Arbejderne vedblive at bo i deres Huse paa Plantagerne, skjønt de ikke have nogen Ret dertil, og Planterne ville foreløbig ikke kaste dem ud, idet de dels nødig ville miste Arbejderne og derfor give dem Tid til at sunde sig lidt, dels ikke tør gjøre det, da i saa Fald alle Landnegerne ville blive kastede paa Landevejen og blive Løsgængere. Og naar disses tal saaledes bliver Tusinder, er det vanskeligt at se, hvordan man skal kunne anvende Lovens Strenghed imod dem. Man har ikke Plads til at arrestere dem, saameget mere, som Richmond Fængslet endnu er fuldt al Fanger fra ifjor, hvis UndersøgeIse endnu ikke er endt! Sende dem bort Allesammen hverken vil eller kan man, hvorimod Øen vilde vinde meget ved Bortsendelsen af et Par hundrede engelske Negere, der satte ondt Blod i Befolkningen. Det menes, at det væsentlig skyldes disses Tyranni, at Striken er almindelig. Det vil nu vise sig, hvem der er stærkest. Man maa kun haabe, at forholdene maa blive ordnede uden Optøjer og Vold; thi meget Mere af den Slags kan Den vist ikke taale.

(Dagbladet (København) 5. november 1879)

Making the dirt fly. Hardengut. St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Om Forholdene paa St. Croix bringer "B. T." følgende opbyggelige Efterretning:

Oktober Maaned, som man havde imødeset med Spænding, er endelig kommen og har bragt os en gennemgaaende Arbejderstrejke over hele Landet. Ifølge de af Planterne i den saakaldte Planters Association trufne Bestemmelser er der blevet tilbudt Arbejderne efter 1ste Oktober 20 Cents om Dagen, frit Hus, Provisioner og Lægehjælp, men til Gengæld forlanges der, at de skulle binde sig for 12 Maaneder. Planterne holde strengt herpaa, fordi de frygte for ellers ikke at kunne stole paa at deres Arbejdere i Høstens travle Tid. Men Negrene ville ikke høre Tale derom, og der er saa godt som Ingen af dem gaaet ind derpaa. Paa Plantagerne hersker der omtrent Dødsstilhed. Man ringer regelmæssig med Klokken om Morgenen, venter til ingen Nytte. Arbejderne røre sig ikke af Stedet. Nogle af Plantagerne gerne i Nærheden af Frederikssted danne dog en Undtagelse, idet der paa disse fandtes Negere, hvis Kontrakter først udløbe i December, og som derfor af Politiet er blevne tvungne til at arbejde. 

Situationen er for Tiden meget spændt og Ingen véd hvad den nærmeste Fremtid vil bringe. Vi faar nu se hvorledes Politiet vil benytte Løsgængerloven; Guvernøren, der har opholdt sig her i den sidste Uge, skal have givet sine Ordrer desangaaende. Hvis man kan gennemføre 12 Maaneders Kontrakt, vil dette være bedst for Øen, men det vil vistnok falde haardt at faa Negrene tvungne dertil, og der vil, for at dette kan gennemføres, udfordres Sammenhold mellem Planterne. Om man med Sikkerhed kan stole paa et saadant, turde for den, der nøje kender Forholdene, ikke ubetinget være en afgjort Sag. En Enkelt af dem har allerede, til stor Forbitrelse (!) for de Andre, begyndt at arbejde igen med Negre paa Dagløn. Et andet Spørgsmaal er det iøvrigt, om ikke Gennemførelsen ved Tvang af den af Planterne opstillede Fordring vil være forstyrrende paa det gode Forhold, der burde eksistere mellem Forvalterne og Arbejderne.

(Social-Demokraten 6. november 1879.)

Forholdene paa de dansk-vestindiske Øer. "Dagbladet" meddeler til Oplysning om Tilstandene derovre stigende over alle Grænser hensynsløst Brev fra Frederikssted til "St. Thomas Times", dateret den 20de Oktober: 

"Arbejderne opfører sig meget ordenlig, og man nærer ingen Frygt for en Opstand. Beredne Nattepatroljer rykker hver Aften ud for at gennemstrejfe Landet og vender tilbage til Byerne om Morgenen. Planternes Opførsel mod Arbejderne har været meget prisværdig. De har tilladt dem at blive paa deres Plantager og bo i deres Huse uden at betale nogen Leje i en Maaned. De Arbejdere, der endnu vægre sig ved at arbejde, er forsultne og holder Livet oppe ved at tigge eller ved Hjælp af Grøntsager og Frugt fra Plantagerne. - Mange af dem, som troede, at de kunde komme bort med det engelske Orlogsskib, havde solgt Alt, hvad de ejede, Vogne, Heste, Bohave osv. De vil faa Lov til at blive paa Plantagerne til den 1ste Novbr., men hvis de da ikke vil arbejde, vil de blive jagede bort af Ejerne, og hvor de saa skal hen, ved man ikke ret. Vist er det, at der ikke paa Øen er noget Arbejdshus eller noget Fængsel, der kan rumme dem Alle. Arbejderne er vaklende i deres Forlangender, kun vil de ikke paa nogen Maade have Aarskontrakt. Planterne har tilbudt dem 20 Cents om Dagen, et lille Stykke Jord, frit Hus, fri Læge og Medicin, men holder paa Aarskontrakt, fordi de i den ser en Sikkerhed imod Strejker i Høsttiden. Lidt efter lidt opnaas der dog Overenskomster paa disse Betingelser, navnlig i Kristiansted-Distriktet. At Arbejderne paa St. Croix er bedre farne end paa nogle af Naboøerne, fremgaar deraf, at 5 Arbejdere med deres Familie er vendt tilbage efter at have forladt St. Croix i August og har sluttet Kontrakt paa de samme i Plantager, hvor de tidligere arbejdede."

Hvor kedeligt: Fængslerne kan ikke rumme dem Alle; men man kan jo - ikke sandt, det er det, der ønskes - skyde de stakkels Arbejdere ned ligesom sidst. Hvilket nederdrægtigt regimente der hersker derovre.

(Social-Demokraten 20. november 1879)

Estate Judith's Fance. St. Croix. D. W: I. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Et efterfølgende kommissionsarbejde fandt at landarbejdernes vilkår var urimelige hvad angik årskontrakterne, uigennemskueligt bødesystem som trak bøder fra arbejdernes løn, og plantagearbejdernes forhold til kvinderne. Heroverfor stod "negerens karakter". Hovedpunkterne af kommissionens rapport blev offentliggjort i Sanct Thomæ Tidende, 15. og 19. november 1879.

Spørgsmålet om at sælge øerne til USA var oppe igen. Af danskere på de vestindiske øer var fortrinsvis offentligt ansatte, resten af den hvide befolkning var af engelsk eller spansk oprindelse. De sorte havde ingen europæiske forbindelser.

Arbejderspørgsmaalet paa St. Croix. (Efterskrift til Politiennen)

Formelt kom der tre ting ud af The Fireburn: Kontrakterne var ikke længere på årlig basis, arbejderne kunne købe land - op til 28 ha, og fagforeninger blev tilladt. Reelt og i praksis skete der kun få forbedringer i landarbejdernes forhold, og børnedødeligheden fortsatte med at være blandt de største i Karibien.

Our readers will have observed in Saturday's issue, and again in the paper to-day, that a long expected announcement of great importance to this island has now been made, and it has become a published fact that the regulations hitherto controlling the relations between proprietors and rural labourers are to be finally abolished on the 1st of October next. The fact was officially made known on the several estates on Monday last.

It would be impremature to comment on this important notification before we are informed as to the nature of the new ordinance therein referred to.

(St. Croix Avis, 6. august 1879.)

Guvernør Garde undertegnede 13. september 1879 en ny lov for regulering af arbejdet, offentliggjort i St. Croix. Avis, 20. september 1879. St. Croix Avis, 24. september publicerede teksten til en ny løsgængerlov, hvor arbejdsløse i princippet blev gjort kriminelle.

Dansk Vestingen. St. Croix. Markarbejdere. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

1. oktober 1879 ophørte de retningslinjer der var mellem arbejdere og arbejdsgivere. I stedet skulle gælde samme lov som hvilede på de principper som gjaldt i tyendelovene. Det ville plantageejerne ikke gå med til, men ville fastholde årskontrakterne og ensartet betaling, nemlig 70 øre om dagen. Det nægtede arbejderne at gå ind på, og nedlagde arbejdet den 1. oktober. 2-3.00 arbejdere forlod endog øerne og tog til Frederiksted for at blive overført til naboøerne.  Trods kongeligt besøg - prins Valdemar - kunne konflikterne ikke holdes i ave:

Since our last, the situation in the country remains unchanged. The proprietors, at least for the most part, hold to the demand for a yearly contract, and the labourers as steadily refuse. So far as we know there is not one estate in the island where the people have returned to work. Good order, at the same time, prevails everywhere.

On Saturday and Monday many of the immigrant labourers crowded into West Endunder the false impresson that the English war-steamer Blanche had come to carry them back to their native islands.

(St Croix Avis, 8. oktober 1879.)

Den 9. oktober 1879 fremsatte finansministeren i Landstinget et lovforslag om "Hærstyrken paa de dansk-vestindiske Øer". Dette blev udførligt behandlet i Dagbladet (København), den 10. oktober 1879. Herunder også bilagene der forsøgte at finde årsagerne til oprørets udbrud. Man nåede her frem til at udbruddet skyldtes en tilfældighed, og at der altså ikke var lagt nogen plan med det. Men at der før oprøret havde været en almindelig udbredt misfornøjelse blandt landarbejderne. Fra "pålidelige personligheder" havde man underretning om at arbejderbefolkningen på St. Croix var den ø hvor arbejderbefolkningen havde det bedst. 

Som forebyggende foranstaltninger mod en gentagelse anbefalede kommissionen en genoprettelse af respekten for lovens autoritet, med andre ord, mere militær på øerne. Arbejdsordningen skulle vedblive, men arbejderregulationerne ophævet og erstattet af en tyendelov, en løsgængerlov, en skolereform mm. Altså stort set det som guvernøren allerede havde gennemført i september.

Wednesday, 15th October 1879.

We regret to write that the dead-lock in plantation work still continues. The labourers object sometimes that 20 cents is "not 'nough," sometime that they "will not be bung". 

We cannot hope that any advice of ours will spread much among the labouring class, but we would like to examine these objections from their own stand point and in their own interest.

First in regard to the twenty cents a day not being sufficient. Do the labourers know that this is the same rate as is paid in the smaller English islands, in Antigua for example? In Barbados, it is true, the common pay is a shilling, or 24 cents a day; but out of this the man has to pay for his house and ground, which is generally done by giving one day's labour a week as rent, and thus the pay is brought down to the same as is offered here. Do the labourers generally know that seven persons who left here for Barbados not very long ago, have returned to Est. Slob within the last few days? This ought to be a warning to the rest not to be anxious to try other islands. Broader reasons it would be useless to offer; but of course the real question is what can the land afford; and we feel sure that no planter will be willing to risk much more in the present state and prospects of the sugar market. It must be left to each planter to say what he can do; and it is not in the interest of the labourers themselves to have the estate thrown out of cultivation, by forcing the owner beyond this limit.

When we come to the objection to being bound, we must say that it does not in the least surprise us. The labourers have considered the abolition of Government interference, as an abolition of the contract system altogether. As a labouring man was heard to say the other day: How can we bound when the King has told us we are all free? It is not easy to make them see the difference between a contract proposed by the master, and a contract which they are compelled to take by the Government. And in truth, if the whole planting body agrees to insist upon it, it does practically amount to the same thing. Here we would remark that while we do not for a moment question the right of the planters to unite for this purpose, we do question the wisdom of erecting a rigid institution like this to meet exigencies which were utterly unknown and could not be foreseen. Such unions may do very well in old countries, it remains to be seen whether they are wish here. But to return to the "being bound", we do not, think the labourers have considered the great advantage that a contract is to themselves. The advantage to the owner of the land is too obvious to need comment: but the labourer has perhaps not thought of it from his own side. Let us suppose the case of an estate changing hands, the contracted labourers must be kept on and paid, the uncontracted may be dismissed. Again in dry weather the uncontracted hands can be discharged or put on half work, while for the contracted hands work and pay must be found all the time. Further, in the case of a man having a good provision ground, there is much more assurance of his reaping the products when the master is bound by contract to keep him on the estate.

In short the labourer is apt to forget that if he is bound the master is bound too, and must find work for him and support him whether convenient to do so or no. In Antigua, a contract act was passed, because the Iabouring people themselves saw the advantage of it, and a great number readily entered into contracts. Those who did not are liable to be sent off the estates as soon as dry weather sets in; and consequently in Antigua there is always great poverty, and we may add crime also, in such seasons. There are two sides to every question, and it is well, that the labourers should see this contract question from the side of its advantages to themselves before they decide entirely on refusing to enter into contracts.

(St. Croix Avis, 15. oktober 1879.)

St. Croix

(From the Avis October 18th)

Since our last issue we have heard of several estates having resumed work. All through the Island the labourers whose contracts under the old law had not expired have gone back to their work; but the greater number og those whose contracts expired on the 1st of October still refuse to accept the new terms.

There is a rumour that some managers are offering a fixed sum with allowance; and as the allowance system is in great favour with the labourers, and has some merits, it is worth while to consider this plan.

(Sanct Thomæ Tidende, 22. oktober 1879)

Brev fra Vestindien. (Efterskrift til Politivenen)

(Korrespondance til Dagbladet.)

St. Thomas, den 28de Juli.

Man maa snart frygte for, at et Brev fra Vestindien i Hjemmet betragtes som henhørende til Kategorien "ubehagelige Breve", af den Slags, som man faar fra Rykkere eller maaske snarere fra "fattige Slægtninge"; der er altid Klager over Tidernes Modgang og Anmodninger om Assistance, og jeg kan for den Sags Skyld derfor ogsaa godt forstaa, at man hjemme er kjed af os og kunde ønske at komme af med os paa en skikkelig Maade. For saa vidt er jeg ogsaa enig med "H", hvis Piece er kommen herud i denne Tid og vistnok kan anses for et ret korrekt Udtryk for, hvorledes Tingene staa til herude og betragtes af de herværende Danske, om end de Fleste ville finde den noget vel pessimistisk og malende med lidt for sorte Farver. Skildringerne af den pekuniære Misere paa St. Croix ere dog desværre saa langtfra overdrevne, at de snarere kunde accentueres stærkere: thi ikke alene maa Kolonialkassen kæmpe mod et uundgaaeligt og voxende Deficit, men en Mængde af Ejendomsbesidderne der, og deriblandt de betydeligste Plantageejere, kunne ikke opfylde deres Forpligtelser, hvorved baade det Offentlige og Bankerne lide betydelige tab. Heldigvis arbejder Faktoriet nu nogenlunde godt, men selv om det skulde lykkes at føre dets Virksomhed til et helt igjennem heldigt Resultat, maa det desværre siges, at Udsigterne for St. Croix ere meget mørke. Arbejderspørgsmaalet er nemlig endnu saa langtfra løst, at man nu, da de tidligere Regulativer skulle træde ud af Kraft, maa imødese de alvorligste Forviklinger. Et frit Kontraktsystem med en strengt gjennemført Løsgængerlov skulde synes at maatte passe baade Plantageejerne og Arbejderne og at være den eneste naturlige Ordning; men istedet søge Planterne ved Koalition at frembringe en Slags privat Arbejdsregulativ med Forpligtelse til ikke at gaa over et vist Maximum af Betaling, en Tvang, der naturligvis i Negrenes Øjne vil synes langt mere odiøs end den tidligere af Regeringen sanktionerede. Der er derfor mellem de Sorte en stærk Misstemning, der næres ved, at de nævnte Resolutioner diskuteres paa store, dertil indvarslede Plantermøder, hvis Forhandlinger selvfølgelig gjennem Tyendet og Andre strax blive Negrene bekjendte. Deres Opførsel er ogsaa i den senere Tid mere og mere udfordrende, og netop i denne Tid, Slutningen af Juli, er Luften paa St Croix svanger med de uhyggeligste Rygter, der særlig gaa ud paa, at den 1ste August skal det atter gaa løs. Hvor Meget der ligger til Grund derfor, er vanskeligt at sige, men rimeligvis er det kun meget Lidt, uden forsaavidt som det ikke kan nægtes, at Stemningen blandt Negerne er meget slet, og at de Hvide ere meget ængstelige. Vi have rigtignok en forholdsvis betydelig Militærstyrke paa Øen, nemlig henved halvandet hundrede Mand; men den er meget daarlig forsynet med Officerer, idet den af disse, der paa Grund af sin Virksomhed under Oprøret betragtedes med mest Tillid, Løjtnant Ostermann, er rejst hjem af Helbredshensyn, medens af de to tilbageblevne Løjtnanter den ene er utjenstdygtig paa Grund af Sygdom.

Det føles nu i høj Grad, at Orlogsmanden ikke er herude for ved sin Nærværelse at berolige Gemytterne. Der ligger et engelsk Orlogsskib i St. Thomæ Havn, og det ventes, at det vil blive opfordret til at blive liggende, til den 1ste August er overstaaet. Men det er paa den anden Side ingen behagelig Tanke for os Danske at skulle være nødte til at se hen til engelsk Beskyttelse, hvis Noget skulde ske saa meget mere, som man her, istedetfor som hjemme at sige, "al vor Fortræd er tysk", med god Grund kunde bytte det om til, "al vor Fortræd er engelsk". Thi den Opposition mod Regeringen og Haan mod alt Dansk, som "H" i sin Piece fremstiller med lidt for grelle Farver, skriver sig først og fremmest fra engelske Konsuler, engelske Kjøbmænd og engelske Plantere; de andre Fremmede her ere mere indifferente, og de indfødte Kreoler have, uden at de just føle sig som Danske, dog for en stor Del velvillige Følelser for Moderlandet og ere ialfald ikke saa hadefulde, som "H." vil gjøre dem til. Idetmindste paa St. Thomas kunne mange af dem indse, at de ingenlunde vilde spinde Silke ved at gaa over til en anden Magt. Ogsaa blandt Negerne her er Stemningen bedre, idet der ikke er noget Arbejderregulativ til at sætte ondt Blod. og deres Fortjeneste er gjennemgaaende god. Der næres derfor ingen Frygt for en Rejsning, selv om St. Croix skulde give Exemplet, og de tilstedeværende slette Elementer ville nok kunne holdes i Ave at Politiet og Militæret. Derimod har Byen i den sidste Tid været sat i Bevægelse ved en Række frække Indbrudstyverier, der næsten hver Nat ere blevne begaaede, af en Bande, der synes at følge et bestemt Princip. De skaffe sig nemlig pr. Baad Adgang til "Storerne", der paa een Gang ere Butikker og Magasiner, og næsten alle strække sig ned til Vandet, og klatre op paa Tagene, der alle ere flade, dækkede med Mursten. Ved at bryde disse op faa de Adgang til Kontorerne, hvor de have forsøgt at bryde Jernpengeskabene op. Hidtil have de dog ikke været istand hertil, saa at deres Udbytte har været ringe. Imidlertid udfolder nu baade Politiet og Private stor Virksomhed, og forhaabentlig vil det lykkes at faa fat i disse dristige Tyve, saa at vore Handelsmænd atter kunne sove rolig. Imidlertid er det vist i mange Tilfælde tvivlsomt, om Tyvene vilde finde Stort i deres Pengekasser, thi der klages ynkelig over de daarlige Tider og Tilbagegang i Handelen, og det er sikkert nok, at denne er langtfra, hvad den har været. Kun som Havn vedbliver St. Thomas at bevare sit Renommé; Antallet af Dampere og Dampskibslinier er stadig i Tiltagende og viser, at som Knudepunkt for Skibsfarten i disse Farvande er St. Thomas paa Grund af sin geografiske Beliggenhed og ypperlige Havn uden Rival. Det skulde derfor ogsaa synes, som om det ikke kunde være vanskeligt at tinde en af de store Magter, i hvis Interesse det vilde være at overtage Øerne, og da specielt St. Thomas, selv om St. Croix skulde følge med i Kjøbet, saa meget mere, som dette Punkts Betydning vil blive mangefold forøget, naar det engang skulde lykkes Lesseps at føre Panamakanalprojektet ud i Virkeligheden.

(Dagbladet (København) 16. august 1879) 

Prins Valdemar kom den 27. september 1879 på besøg. Han besøgte den 29. september 1879 Christianssted. Efter middage med guvernøren og embedsmænd, sejlede han til Frederikssted den 1. oktober 1879.

Trinitatis Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

I pladsen bag Trinitatis Kirkegård bliver der i disse dage fra Købmagergade til Landemærket nedlagt en vandspildsledning. I jordsmonnet findes en stor mængde velbevarede ligkister hvis indhold bliver opsamlet og udkørt på Vestre Kirkegård. Flere af kisterne er kostbart forarbejdede.

(Aarhus Stiftstidende, 20. juli 1879.)