Det er meget vigtigt for en stor stad at have sådanne spadseregange hvor man i dårligt vejr kan gå tørt. For bevægelse er en af de ting som mest vedligeholder sundheden, og i store stæder især hovedstæder, findes der mange både embedsmænd og andre, hvis arbejde er forbundet med stillesidden. De er altså nødt til selv i mådeligt vejr at foretage sig spadsereture for at skaffe legemet den nødvendige bevægelse.
Buegange er det eneste sted hvor sådanne spadsereture kan foretages. Derfor glæder mange sig over buegangene ved det afbrændte slot, jeg som også om vinteren jævnlig besøger dem, har lagt mærke til adskillige som kommer der dagligt. De er især forr dem som er udsat for gigt et sandt sundhedsmiddel, da det er bekendt hvor meget bevægelse hjælper til at fjerne denne sygdom eller forebygge anfaldene af den.
Jeg har derfor hørt mange beklage at buegangene siden slottets ildebrand ikke er blevet holdt så ryddelige at man med bekvemmelighed kan spadsere i dem.Og jeg undrer mig over at jeg så vidt jeg ved er den første som gør opmærksom på det.
Jeg vil opregne de forskellige ting hvorved buegangene er blevet gjort uryddelige og ubekvemme for spadserende.
Noget efter slottets ildebrand blev de gjort til et oplagssted for brædder som blev på adskillige steder så bredt stablet op at kun et menneske kunne spadsere forbi dem. Da man gerne på spadsereture er to eller flere sammen, blev dette hvert øjeblik årsag til en ubehagelig afbrud i konversationen. Og hertil kom endnu at sådanne snævre passager gerne var meget beskidte eller i frostvejr meget glatte, dels fordi alle de som gik gennem buegangene, måtte betræde netop den samme plet, dels fordi vinden når den blæste mod buegangene, bar regn eller sneen ud på denne plet, mens den del som var henlagt med brædder, ville have været tør fordi regnen eller sneen ikke kunne nå derhen.
En anden ting hvormed buegangene om vinteren jævnlig har været spærret, har været bjælker opstillet på stilladser for at gennemfanges. Man har kun med møje kunnet komme forbi dem og har endog undertiden været nødt til at gå uden for pillerne. Undertiden har også disse bjælker stået således at man ved mindste uforsigtighed kunne stå i fare for at støde sig betydelig. De har nemlig været stillet i den højde at de har ligget parallelt med et sædvanligt menneskes ansigt eller pande. Jeg har selv set en hvis ende har været parallel med væggens ende ved en af de ombøjninger som findes i buegangene. Når nu en i tusmørket kom igennem buegangene eller i ilende forretning skyndte sig gennem dem, kunne han let idet han drejede om og mødte enden af den af ham ubemærket bjælke, støde ansigtet til skamme.
I sommer så jeg også det besynderlige syn at dette sted hvor for ikke mange år siden byens pyntede herrer og damer spadserede i måneskin, var blevet forvandlet til en hestestald. De kavallerister som på ridebanen blev eksercerede at stige af og på hesten og andre ridekunster, havde nemlig heste som ikke blev brugt, stående i buegangene som de rigeligt gødede.
Endnu en anden standsning træffer de spadserende ofte i buegangene. Det er at man ikke sjældent der finder soldater som bliver eksercerede af underofficerer.
Kunne disse bemærkninger virke at de for dem der ved legemsbevægelse ville vedligeholde sundheden, så højst nødvendige buegange næste vinter måtte blive holdt ryddelige da skal det glæde mig at jeg har nedskrevet dem.
Otto Horrebow
Vicedecanus
(Politivennen. Hæfte 6, nr. 76, den 4 October 1799, s 1210-1213)
Buegange er det eneste sted hvor sådanne spadsereture kan foretages. Derfor glæder mange sig over buegangene ved det afbrændte slot, jeg som også om vinteren jævnlig besøger dem, har lagt mærke til adskillige som kommer der dagligt. De er især forr dem som er udsat for gigt et sandt sundhedsmiddel, da det er bekendt hvor meget bevægelse hjælper til at fjerne denne sygdom eller forebygge anfaldene af den.
Jeg har derfor hørt mange beklage at buegangene siden slottets ildebrand ikke er blevet holdt så ryddelige at man med bekvemmelighed kan spadsere i dem.Og jeg undrer mig over at jeg så vidt jeg ved er den første som gør opmærksom på det.
Jeg vil opregne de forskellige ting hvorved buegangene er blevet gjort uryddelige og ubekvemme for spadserende.
Noget efter slottets ildebrand blev de gjort til et oplagssted for brædder som blev på adskillige steder så bredt stablet op at kun et menneske kunne spadsere forbi dem. Da man gerne på spadsereture er to eller flere sammen, blev dette hvert øjeblik årsag til en ubehagelig afbrud i konversationen. Og hertil kom endnu at sådanne snævre passager gerne var meget beskidte eller i frostvejr meget glatte, dels fordi alle de som gik gennem buegangene, måtte betræde netop den samme plet, dels fordi vinden når den blæste mod buegangene, bar regn eller sneen ud på denne plet, mens den del som var henlagt med brædder, ville have været tør fordi regnen eller sneen ikke kunne nå derhen.
En anden ting hvormed buegangene om vinteren jævnlig har været spærret, har været bjælker opstillet på stilladser for at gennemfanges. Man har kun med møje kunnet komme forbi dem og har endog undertiden været nødt til at gå uden for pillerne. Undertiden har også disse bjælker stået således at man ved mindste uforsigtighed kunne stå i fare for at støde sig betydelig. De har nemlig været stillet i den højde at de har ligget parallelt med et sædvanligt menneskes ansigt eller pande. Jeg har selv set en hvis ende har været parallel med væggens ende ved en af de ombøjninger som findes i buegangene. Når nu en i tusmørket kom igennem buegangene eller i ilende forretning skyndte sig gennem dem, kunne han let idet han drejede om og mødte enden af den af ham ubemærket bjælke, støde ansigtet til skamme.
I sommer så jeg også det besynderlige syn at dette sted hvor for ikke mange år siden byens pyntede herrer og damer spadserede i måneskin, var blevet forvandlet til en hestestald. De kavallerister som på ridebanen blev eksercerede at stige af og på hesten og andre ridekunster, havde nemlig heste som ikke blev brugt, stående i buegangene som de rigeligt gødede.
Endnu en anden standsning træffer de spadserende ofte i buegangene. Det er at man ikke sjældent der finder soldater som bliver eksercerede af underofficerer.
Kunne disse bemærkninger virke at de for dem der ved legemsbevægelse ville vedligeholde sundheden, så højst nødvendige buegange næste vinter måtte blive holdt ryddelige da skal det glæde mig at jeg har nedskrevet dem.
Otto Horrebow
Vicedecanus
(Politivennen. Hæfte 6, nr. 76, den 4 October 1799, s 1210-1213)
Redacteurens Anmærkning
Otto Horrebow (1769-1823) var kendt for sine kristendomsfjendtlige angreb og debatter med den rationalistiske biskop Balle. Kort før indslaget, nemlig i 1796 havde Horrebow udgivet "Harleqvin Præst" og 1797–1801 ugeskriftet "Jesus og Fornuften". Tidsskriftet fik A. S. Ørsted til fra 1798 at argumentere imod Horrebow og efterhånden lukket munden på ham. Måske også fordi Trykkefrihedsforordningen lige var trådt i kraft, september 1799. Med netop Ørsted som - måske ikke ligefrem som primus motor - så i hvert fald en af de betydeligste bagmænd bag den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar