Når man vandrer den skønne vej over Østerbro og glæder sig ved at nyde Guds frie luft og de herlige udsigter som vandringen der frembyder, studser man ved en modbydelighed som sætter sjælen i en sørgelig stemning. Garnisonkirkegården og den mands mindestøtte hvis forsæt det var at vise verden hvorledes det ikke er uværdigt for en befalingsmand at vælge sin grav der hvor fædrelandets ringere forsvarere hviler - de fattiges kirkegård - vanhelliges ved en mødding. Den støtte skjules næsten for vandreren ved urenligheds sammendyngelse. Denne bliver en ækelhed i stedet for en trøst for de ulykkelige. Dersom det i anordningen om vejvæsenet befales at der ikke lægges nogen mødding i en vis nærhed af landevejene, så tør man tro at Østerbro ikke kan være undtagelse fra denne regel.
Schiøtt.
(Politivennen nr. 370, 25. maj 1805, side 5877-5878)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar