Ved et tilfælde, der i disse dage er sket her i staden og er hvermand bekendt, bevæges udgiveren til at fremsætte følgende tanke som han har næret længe.
Der strømmer hele tiden fremmede her til Danmark og især til København, der har et eller andet sjældent at vise frem for penge. For ikke at nægte folket morskab, og for tillige på den måde at bringe de fattige en hjælp der med gladere ansigt gives af mange, end en langt mindre almisse, bliver det almindeligvis tilladt disse mennesker at drive deres erhverv, om man burde bruge så smukt et navn, blandt os på bestemte tidspunkter.
Her er ikke stedet at afgøre om der måske kunne anføres vægtige grunde til at nægte sådan tilladelse. Jeg vil blot anmærke, at det som disse landstrygere ofte tjener penge på, er at vise kunster og færdigheder af personer, som de fører med sig, eller også disses besynderlige vanskabning. Enhver, som har besøgt i Dyrehaven eller andetsteds og set dette syn, må tilstå at de fremviste personers (mange af disse er børn) tilstand synes yderst beklagelig.
En mandsperson proklamerer fra en forhøjning, og en velklædt herre skubber sig ind bag forhænget, forventningsfuld om det skue som venter ham. (Dyrehavsbakken i 1840erne. H. G. F. Holm, Før og Nu 1919).
For et par år siden var det den almindelige mening, at et barn der således var til skue i Dyrehaven, viste den største nedtrykthed og inderligste græmmelse. Det gik så vidt, at mange af tilskuerne længe efter følte et højst ubehageligt indtryk. De forestillede sig som muligt, at dette barn ved ran eller på anden ulovlig måde var kommen i disse omstrejfendes magt, der nu så jammerlig brugte det til at skaffe sig selv en uærefuld levevej, og gøre barnet til et for sig selv og for verden unyttigt menneske for hele sin levetid. De tænkte endvidere at det var muligt, at også andre menneskeskabninger fremsat til skue var i samme kår. At den ligegyldighed, ja vel endog munterhed disse viste, blot kunne skyldes den hårde tvang de holdtes i af dem, der førte dem rundt i verden, som en dem tilhørende ejendom.
Den frygt og uvidenhed disse ynkværdige personer holdes i af deres tyranner, er nok til at holde dem fra at klage. At løbe bort, falder dem ikke ind i et fremmed land, hvis sprog de ikke forstår, og hvor de ikke kunne formode at finde nogen ven!
Hvor skønt alligevel, om Danmarks retfærdige regering viste sig at være denne himmelsendte ven for disse ulykkelige! Og dette er det ønske disse linjer er bestemte til at bringe.
Når enhver politimester ikke alene berettiges, men endog forpligtigedes til, når sådanne omstrejfere kom i hans virkekreds, at skaffe sig kundskab om de af dem omførte virkelig godvilligt fulgte dem ikke ønskede at komme i en anstændig næringsvej, og endelig om der kunne forevises nogen virkelig adkomst af dem, der havde dem som redskaber til deres underhold.
Måske ville sådan foranstaltning rive mangt et uskyldigt rov ud af en barbars, en fordærvers, en menneskeraners vold!
(Politivennen nr. 419, 4. maj 1806, side 6667-6670)
Der strømmer hele tiden fremmede her til Danmark og især til København, der har et eller andet sjældent at vise frem for penge. For ikke at nægte folket morskab, og for tillige på den måde at bringe de fattige en hjælp der med gladere ansigt gives af mange, end en langt mindre almisse, bliver det almindeligvis tilladt disse mennesker at drive deres erhverv, om man burde bruge så smukt et navn, blandt os på bestemte tidspunkter.
Her er ikke stedet at afgøre om der måske kunne anføres vægtige grunde til at nægte sådan tilladelse. Jeg vil blot anmærke, at det som disse landstrygere ofte tjener penge på, er at vise kunster og færdigheder af personer, som de fører med sig, eller også disses besynderlige vanskabning. Enhver, som har besøgt i Dyrehaven eller andetsteds og set dette syn, må tilstå at de fremviste personers (mange af disse er børn) tilstand synes yderst beklagelig.
For et par år siden var det den almindelige mening, at et barn der således var til skue i Dyrehaven, viste den største nedtrykthed og inderligste græmmelse. Det gik så vidt, at mange af tilskuerne længe efter følte et højst ubehageligt indtryk. De forestillede sig som muligt, at dette barn ved ran eller på anden ulovlig måde var kommen i disse omstrejfendes magt, der nu så jammerlig brugte det til at skaffe sig selv en uærefuld levevej, og gøre barnet til et for sig selv og for verden unyttigt menneske for hele sin levetid. De tænkte endvidere at det var muligt, at også andre menneskeskabninger fremsat til skue var i samme kår. At den ligegyldighed, ja vel endog munterhed disse viste, blot kunne skyldes den hårde tvang de holdtes i af dem, der førte dem rundt i verden, som en dem tilhørende ejendom.
Den frygt og uvidenhed disse ynkværdige personer holdes i af deres tyranner, er nok til at holde dem fra at klage. At løbe bort, falder dem ikke ind i et fremmed land, hvis sprog de ikke forstår, og hvor de ikke kunne formode at finde nogen ven!
Hvor skønt alligevel, om Danmarks retfærdige regering viste sig at være denne himmelsendte ven for disse ulykkelige! Og dette er det ønske disse linjer er bestemte til at bringe.
Når enhver politimester ikke alene berettiges, men endog forpligtigedes til, når sådanne omstrejfere kom i hans virkekreds, at skaffe sig kundskab om de af dem omførte virkelig godvilligt fulgte dem ikke ønskede at komme i en anstændig næringsvej, og endelig om der kunne forevises nogen virkelig adkomst af dem, der havde dem som redskaber til deres underhold.
Måske ville sådan foranstaltning rive mangt et uskyldigt rov ud af en barbars, en fordærvers, en menneskeraners vold!
(Politivennen nr. 419, 4. maj 1806, side 6667-6670)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar