Om jeg mindes ret har der allerede flere gange i dette almennyttige blad været talt om farligheden af det vandsted, der er tæt uden for Jægersborg mellem vejen og husarernes eksercerplads. Men desværre uden at de ansvarlige endnu har taget notits af det. I går aftes kl 6½ da jeg kørte gennem Jægersborg til Gentofte, var jeg der øjenvidne til en rædsom scene.
Et menneske af god familie (hvis navn jeg her fortier for ikke at forvolde ham mindste sorg i hans beklagelige forfatning) fik pludselig et såkaldt epileptisk anfald, og styrtede baglæns ned ad brinken. Jeg og to andre mandfolk sprang i hast af vognen, ilede den ulykkelige til hjælp og fandt ham med hovedet i vandet og kroppen på landet. Uagtet vi altså var tre, kunne vi dog ikke med den største anstrengelse bringe den ulykkelige op på vejen på grund af stejlheden. Tre andre mænd som nylig var spadseret forbi os, blev ved vores fruentimmeres råben kaldt tilbage og viste sig som sande menneskevenner.
Muligvis nyder sprøjtehuset (1750) i Benbrækkerstræde (Meutegårdsvej) godt af sin nære placering til vand. Men for en ulykkelig man havde samme næsten kostet ikke alene hans liv, men måske også et par af de tililende hjælpere.
Denne hjælp som vi skyldte og med største glæde ydede vores ulykkelige medmenneske, havde imidlertid nær kostet os alle livet. For da anfaldet gik over før vi endnu fik ham op på vejen, blev han ligesom rasende og ville med magt kaste sig tilbage. Han var meget stærk. Ingen ville slippe, fodfæstet var usikkert. Men vi fordoblede vores anstrengelser og bragte ham lykkeligt op. Da det var forbi, fortalte en karl mig at det var et bundløst morads og at en slagter for nogle år siden var faldet deri med heste og vogn, uden at man har fundet det mindste deraf. Skønt denne fortælling nok er overdreven, ja måske helt usand, så er det dog meget indlysende at stedet er meget farligt for kørende og endnu mere for drikfældige mennesker som i dyrehavssæsonen sent om aftenen raver der forbi. Og måske har en eller flere af disse ulykkelige endt deres dage der uden at man har erfaret det.
I menneskehedens navn opfordrer jeg derfor den ansvarlige kongelige embedsmand, enten at lade et højt og stærkt stakit sætte deromkring, eller lade det fylde med grus, som nok var det bedste, da jeg ikke indser til hvad nytte en sådan stillestående, stinkende sump kan være. Min og medborgeres tak og velsignelse være deres løn derfor.
Dane
kat[xx]et
(Politivennen nr. 433, 9. august 1806, side 6879-6882)
Jægersborg var på Politivennens tid en lille bebyggelse langs Ermelundsvej og Jægerborg Alle. Ikke en landsby, men opstået omkring en kongelig gård, senere Jægersborg Slot (nedrevet 1761). Husarerne havde da opført en kaserne på stedet. Den hedder Jægergården i dag og er privatboliger.
Jeg er lidt usikker på stedet. Umiddelbart skulle man tro at der var tale om området mellem Hollænderdam og Hundemose Sø på Ermelundsvej. Der har formentlig ligget et vadested imellem de to moseområdet, et par hundrede meter nordvest for eksecerpladsen og sprøjtehuset. Men Hofjægermesterens svar siger at det var i krydset "Bernstorffs Alleen"
Et menneske af god familie (hvis navn jeg her fortier for ikke at forvolde ham mindste sorg i hans beklagelige forfatning) fik pludselig et såkaldt epileptisk anfald, og styrtede baglæns ned ad brinken. Jeg og to andre mandfolk sprang i hast af vognen, ilede den ulykkelige til hjælp og fandt ham med hovedet i vandet og kroppen på landet. Uagtet vi altså var tre, kunne vi dog ikke med den største anstrengelse bringe den ulykkelige op på vejen på grund af stejlheden. Tre andre mænd som nylig var spadseret forbi os, blev ved vores fruentimmeres råben kaldt tilbage og viste sig som sande menneskevenner.
Denne hjælp som vi skyldte og med største glæde ydede vores ulykkelige medmenneske, havde imidlertid nær kostet os alle livet. For da anfaldet gik over før vi endnu fik ham op på vejen, blev han ligesom rasende og ville med magt kaste sig tilbage. Han var meget stærk. Ingen ville slippe, fodfæstet var usikkert. Men vi fordoblede vores anstrengelser og bragte ham lykkeligt op. Da det var forbi, fortalte en karl mig at det var et bundløst morads og at en slagter for nogle år siden var faldet deri med heste og vogn, uden at man har fundet det mindste deraf. Skønt denne fortælling nok er overdreven, ja måske helt usand, så er det dog meget indlysende at stedet er meget farligt for kørende og endnu mere for drikfældige mennesker som i dyrehavssæsonen sent om aftenen raver der forbi. Og måske har en eller flere af disse ulykkelige endt deres dage der uden at man har erfaret det.
I menneskehedens navn opfordrer jeg derfor den ansvarlige kongelige embedsmand, enten at lade et højt og stærkt stakit sætte deromkring, eller lade det fylde med grus, som nok var det bedste, da jeg ikke indser til hvad nytte en sådan stillestående, stinkende sump kan være. Min og medborgeres tak og velsignelse være deres løn derfor.
Dane
kat[xx]et
(Politivennen nr. 433, 9. august 1806, side 6879-6882)
Redacteurens Anmærkning
Artiklen besvares i Politivennen nr. 435, 23. august 1806, side 6911-6912Jægersborg var på Politivennens tid en lille bebyggelse langs Ermelundsvej og Jægerborg Alle. Ikke en landsby, men opstået omkring en kongelig gård, senere Jægersborg Slot (nedrevet 1761). Husarerne havde da opført en kaserne på stedet. Den hedder Jægergården i dag og er privatboliger.
Jeg er lidt usikker på stedet. Umiddelbart skulle man tro at der var tale om området mellem Hollænderdam og Hundemose Sø på Ermelundsvej. Der har formentlig ligget et vadested imellem de to moseområdet, et par hundrede meter nordvest for eksecerpladsen og sprøjtehuset. Men Hofjægermesterens svar siger at det var i krydset "Bernstorffs Alleen"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar