Et Par Ord om vore Landsbykroers Natur og Mængde

(Efter indsendt)

Det er vel sandt at mangel på offentlige værtshuse eller kroer i et land er til skade og ubekvemhed for rejsende. Men denne mangel er hundrede gange mindre skadelig end det alt for store antal af sådanne steder der er berettiget til herbergen og udtapning.

Uden at formaste sig tør man vel sige at det er til skade for Københavns Amts særdeles og hele Sjællands almindelige at der er så mange kroer, såvel på indbyggernes sjæl som legeme og pung. Her dræbes sæderne allerede i spiren. Her ødelægges tiden med spil og sludder. Her sulter og fryser hestene i mange timer mens deres herrer hælder den ene dram i sig efter den anden, snart for at vise at han har ære i livet, snart for at drikke en god ven til, snart for at forslå grillerne over tab i kort, og snart for at få mod til at køre hjem og prygle konen. Ederne vrimler frem om kap, og slagsmål gør ofte ende på en helbred som der forgæves på mange måder ellers stormedes til.

Beværtningsstedet Lille Ravnsborg på Kapelvej i København ved Assistenskirkegården. Et yndet sted at indtage gravøl efter begravelser (Gamle Fotoer).

Mange af kroer er også skadelig for et folks gæstfrihed, af grunde som ikke behøver at udvikles.

Mængden af kroer gør også at de eller dog de allerfleste af dem, i en høj grad bliver usle. Det vil sige, altid gode nok til at fordærve bønder i, men manglende de indretninger og bekvemmeligheder som er uundværlige fornødenheder for middelstandsfolk.

Mange af de sjællandske kroer har  ikke engang et lokum, skønt de ejes af formuende folk, der er i stand til at sætte sølv på bordet.

Grov modtagelse er desuden en ting som alt for ofte er årsag til at klage over de sjællandske kroer.

Det var vistnok højlig at ønske at kroernes antal formindskedes. En ting som dog lod sig gøre efterhånden. Men frem for alt må det ønskes at ingen nye kroer oprettedes uanset hvor velklingende et påskud man end søgte om privilegium. Frihed til at brænde burde ingen kro få. Og de som allerede har den, burde tabe den efter et vist antal år, fx 30 eller 20

(Politivennen nr. 440, 27. september 1806, side 6998-7000)

Redacteurens Anmærkning

Systemet med kroer langs hovedvejene og gæstgiverier i købstæderne stammer helt tilbage til slutningen af 1200-tallet. Med en større revision i 1734 med kongeligt priviligerede kroer. Kroerne havde pligt til at sørge for værelser, husly og mad til rejsende. Men pga. det ringe antal rejsende, i hvert fald indtil omkrring 1820'erne, ernærede kroværten og hans familie sig på andre måder ved at betjene lokalbefolkningen.