(Efter indsendt).
Det var meget at ønske at når syngestykker opføres på teatret det da var så lyst i logerne og parterret at man kunne læse det sangerne synger. I det hidtil værende mørke er det umuligt, og derved forspildes for sande kendere en usigelig stor del af den fornøjelse de kunne nyde. Musikken i skuespil og kantater er mere end en blot lyd for ørerne. Den skal udtrykke lidenskaber tanker, sindsbevægelser. Den skal ved at være bundet til digterens ord, kaste en mental, en intellektuel, ikke blot en sanselig fornøjelse. Når teksten ikke kan læses (høres kan den sjældent eller aldrig), så tabes jo denne, så er jo det meste af komponistens flid og kunst spildt, så glider de ypperligste steder i hans arbejde øret ubemærket forbi, og tilhøreren bliver kold og ligegyldig ved dem.
Jeg ved nok at salonen holdes mørk fordi teateret oplysning skal gøre des mere virkning. Men denne fordel kan ikke opveje mod den at kunne forstå og fatte hvad der synges. Man vil måske indvende at den største del af tilhørerne ikke har bogen. Jeg tilstår det, men de som har den, kan jo ikke udnytte den, og udenfor teatret kan den ikke have nogen interesse. Desuden er den sædvanlig for dyr. Skulle direktionen reflektere på mit og manges ønske, og næste vinter når syngestykker opføres, lade salonen så det til læsning i loger og parterre nødvendige lys, så ville jeg foreslå dem der trykker og sælger syngestykker, at udelade al dialog som man jo kan høre og ikke behøver at læse, og blot at trykke hvad der synges. Det kunne sælges for en bagatel af nogle skillinger og ville vist ikke mangle afsætning.
(Politivennen nr. 425, 14. juni 1806, side 6758-6760)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar