Hvad angår vandet i Peblinge- og Sortesø, som københavnerne drikker af, vil man gerne have følgende spørgsmål besvaret af en sagkyndig:
1) Om først vand som er stillestående, eller dog for størstedelen stillestående, taber i sin godhed for helbredet, ved at være opfyldt, endog mange steder lige til overfladen med vandvækster eller ej?
2) Om det aldeles ikke gør vandet mindre godt, hvis folk deri færdes i både, og som en uundgåelig følge, deri lader de modbydeligste uhumskheder?
Vandrør af træ fra et af Københavns Vandkompagnier. Sådanne vandrør kunne forbinde søerne med stadsgraven, ifølge Politivennen. (Eget foto fra Nationalmuseets samlinger).
3) Ville det ikke være til stor besparelse for participanterne i vandkompagnierne i fredstid, og til en sikkerhed i en mulig belejringstilfælde, hvor vandrenderne kunne afbrydes af fjenden, og staden derved desto senere blive nødt til at ty til dens kun få brønde, om der fra hver af søerne, Peblingesøen og Sortesø, graves en arm af tilstrækkelig dybde og bredde lige ind til stadsgravene. Dog således, at den ikke havde samkvem med disse, men adskiltes derfra ved den bedækkede vej. Renderne behøvede da blot at nå til enden af hver sådan arm, og kunne ikke heller afbrydes af nogen fjende, før denne alt havde drevet sine løbegrave lige ind på den bedækkede vej?
4) Om det ikke var muligt at give stadsgravenes vand samme drikkelighed og godhed for helbredet som søernes? Når alle lokummer som blev udledt der, blev afskaffet såvel som tilløb af alle andre uhumskheder, så kan jeg ikke se hvorfor dette vand ikke skulle være lige så godt som hint. Og hvis dette er rigtigt, er det da ikke en ganske naturlig slutning: At det er Per Gantes Vej at søge fjernt hvad nær kan haves. Når søerne blev sat i forbindelse med gravene, disse ingen uhumskheder modtog, opstillede skildvagter hindrede deri at drukne hunde og katte osv. da var jo gjort et mægtigt fremskridt for vandledningsvæsnet.
(Politivennen nr. 436, 30. august 1806, side 6931-6933)
1) Om først vand som er stillestående, eller dog for størstedelen stillestående, taber i sin godhed for helbredet, ved at være opfyldt, endog mange steder lige til overfladen med vandvækster eller ej?
2) Om det aldeles ikke gør vandet mindre godt, hvis folk deri færdes i både, og som en uundgåelig følge, deri lader de modbydeligste uhumskheder?
3) Ville det ikke være til stor besparelse for participanterne i vandkompagnierne i fredstid, og til en sikkerhed i en mulig belejringstilfælde, hvor vandrenderne kunne afbrydes af fjenden, og staden derved desto senere blive nødt til at ty til dens kun få brønde, om der fra hver af søerne, Peblingesøen og Sortesø, graves en arm af tilstrækkelig dybde og bredde lige ind til stadsgravene. Dog således, at den ikke havde samkvem med disse, men adskiltes derfra ved den bedækkede vej. Renderne behøvede da blot at nå til enden af hver sådan arm, og kunne ikke heller afbrydes af nogen fjende, før denne alt havde drevet sine løbegrave lige ind på den bedækkede vej?
4) Om det ikke var muligt at give stadsgravenes vand samme drikkelighed og godhed for helbredet som søernes? Når alle lokummer som blev udledt der, blev afskaffet såvel som tilløb af alle andre uhumskheder, så kan jeg ikke se hvorfor dette vand ikke skulle være lige så godt som hint. Og hvis dette er rigtigt, er det da ikke en ganske naturlig slutning: At det er Per Gantes Vej at søge fjernt hvad nær kan haves. Når søerne blev sat i forbindelse med gravene, disse ingen uhumskheder modtog, opstillede skildvagter hindrede deri at drukne hunde og katte osv. da var jo gjort et mægtigt fremskridt for vandledningsvæsnet.
(Politivennen nr. 436, 30. august 1806, side 6931-6933)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar