(Efter indsendt)
Selv om der under denne overskrift kunne siges vel meget, er det man her vil klage over dog hverken den urimelighed hvormed drenge og ynglinge bemægtiger sig parterrets få bænke og lader de gamle stå sig trætte. Heller ikke den uforskammethed at tilsmøre sin formand eller sidemænd med pudrede og pomaderede hatte. Ikke den unode at spytte på de foranståendes tøj. Ikke den mangel på velanstændighed at lægge sig ind over parterrelogerne eller lægge armene på rælingen af samme. Ikke det svineri at udbrede stank omkring sig. Ikke det lapseri hvert øjeblik at istemme et bedøvende hys der gør langt mere skade, end den hosten eller snyden man hysser. Ikke den intetsigende, men for andre højst besværende sliddersladder under spillet osv. osv. Skønt disse uordener kun alt for meget finder sted, til græmmels e for den fornuftige skuespilbesøgende.
Men den mangel på levemåde, som nu i disse sidste tider tager overhånd, nemlig at sætte hatten på imellem akterne, ja endog selv under spillet, uden agtelse for publikum eller selv for det tilstedeværende herskab.
Før var det danske parterres levemåde at tage hatten af fra det øjeblik da musikken begyndte, til man gik ud.
Man ønsker denne danske velanstændighed indført igen, den klæder sandelig bedre end den fremmede raskhed og utvungenhed man vil efterabe, og som med sit rette navn kun kan kaldes pøbelagtighed og råhed.
(Politivennen nr. 454, 4. januar 1807, side 7225-7226)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar