Kyndige mænd har forsikret at en kanonbåd, fraregnet skytset, kan fås for mindre end 4.000 rigsdaler.
400 gode kanonbåde ville altså koste 1.600.000 rigsdaler. En sum som let kunne lånes i Holland og forrentes med 64.000 rigsdaler årligt. (For indenlandske lån bør ikke ønskes da disse ved at trække kapitalerne fra næringsvejene er lige så skadelige i et land, der endnu mangler den nyttige indretning, privatbanker, som de i et dermed forsynet land kunne anses fortrinlige) .
Dersom staten optog dette lån kunne ufortøvet altså begyndes i 20 til 30 havne på en gang eller på bekvemme steder ved skovrige kyster. Og bygningen være fuldendt på mindre end et år. Derfor var der alligevel lejlighed for amter, købstæder, grever, baroner, grosserere, proprietærer, kapitalister, klubber osv. ifølge det i Politivennen nr. 495 foreslåede til at vise den skønneste patriotisme der sikkert også vil ske på mindste kærlige opfordring fra regeringen.
Hver sådan patriot eller samfund af patrioter havde lov at give regeringen enten den sum 4.000 rigsdaler straks eller dele deraf i visse terminer. Eller om det var mere bekvemt for dem 8 procent årlig af denne sum indtil det lånte, som sagt, var tilbagebetalt med renter af regeringen.
Disse tanker og forslag i Politivennen nr. 495 har gjort indtryk hos mange. Og det er derfor nyttigt at bekæmpe enhver indvending derimod kunne gøres. Man har nemlig sat tvivl om man har tømmeret til denne bygning. Men herom bør der ikke være tvivl. For kyndige mænd har forsikret udgiveren at Danmarks egeskove er mere end tilstrækkelige til det. Og master til sådanne småskibe kunne, om de end ikke let, fås fra Norge eller fremmede steder, og hugges i Hørsholms granplantager.
En anden indvending er gjort, der mere har synet for sig. Og det er den at der kræves en betydelig mængde mennesker til at bemande 400 kanonbåde.
Det er sandt at vores kanonbåde kræver 60 mand, og 400 kanonbåde kræver altså 24.000 mand. Og var det nødvendigt at alle disse skulle være sømænd, da var sådan bemanding vist nok ikke let, især i en krig med England, så længe dette ikke endnu har undergået den forestående ydmygelse, men endnu er i sin hele søstyrke. Men kun 1/3 af en kanonbåds bemanding behøver at være sømænd. De øvrige kunne være soldater eller bønderkarle. Kun at de have styrke og fornuft til at regere en åre og forstå at skyde med et gevær. Ting som såre hastig bibringes, når de kommanderende har den tilbørlige duelighed.
Endelig har man indvendt at en sådan roflotiller i Bæltet og en ditto i Sundet krævede, hvad også er foreslået, kyster spækket med batterier og at disse ligeledes krævede en betydelig del tropper. Til dette punkt kan blot svares at den der vil virkningen, også må ville midlerne. Kysterne i bæltet og i sundet bør være jernkyster for britterne, og det kan de ikke blive blot ved tropper i Fyn og Sjælland, ikke ved roflotiller uden batterier. For disse ville da enten ødelægges af fjendtlige eskadrer eller indknibes i enkelt befæstet havn. Ikke heller ved batterier uden roflotiller, for da overlod man jo det våde element aldeles til fjenden. Men det ville blive opnået ved roflotiller og batterier til disses ly.
Om end Bæltet krævede 12 batterier fra Albo til Vejrø og Sundet 8 fra Dragør til Kronborg, så ville 8 til 10.000 mand være tilstrækkelig til en god befæstning. Og da det ved de fleste blev muligt ved signaler straks at trække styrke til sig fra omegnens bevæbninger, så vil dette tal endnu kunne nedsættes til 2/3 af det angivne.
Men, vil man sige, 25 til 26.000 mand på flotillerne og batterierne er dog en hel arme, beskæftiget blot på disse to strømme. Vel! For Danmark er dette rigtig nok en arme. Men hvor skal Danmark i en krig med England bruge sin styrke hvis ikke på de to eneste steder, hvor det kan skade England, og føleligt skade det? Og disse to farvande er jo nemlig de eneste veje for England til Østersåens korn, hamp, hør, master, jern, kobber, tømmer og træværk, som det vil føle det uendelig hårdt at savne, på samme tid da det tillige må savne en af dets bedste afsættelsesgrene for sine koloni og manufakturvarer.
Men uagtet denne betragtning måtte være nok til at bestemme Danmark til at gøre sig, på den foreslåede måde til Bæltets og Sundets herre, kommer endnu en større drivfjeder til: Nødvendigheden, hvis det eller vil sin tilværelse.
Hvor meget man end har hørt og hører skrige at Sjælland ikke burde være hovedprovinsen og København ikke hovedstaden, behøver man dog kun at være en lille statsmand, kun at kende lidt til sit fædreland for at forkaste alle sådanne golde udråb. Selv det der er sket for nyligt er om andet ikke haves bevis nok på at Sjælland med sin beliggenhed, ved Europas nærværende politiske forfatning, er kernen og hjertet af Danmark og følgelig af hele staten. Uden Sjælland er Danmark åben for enhver magt der kan sætte 100.000 mand i marken. Men Sjælland kan en femdobbelt så stor arme ikke komme til når den mangler flåde. Og en sømagt, er det endog selveste England, kan ikke udrette noget mod Sjælland når der på øen står en dansk arme. Og den kan Sjælland med sine omkringliggende øer Lolland, Falster og Møn både føde og rekruttere. Sjælland bør derfor være Danmarks kæreste provins. Gør han den til biprovins da bliver den et offer for en overmægtig søfjende. Og han selv uden tilflugt hvis han angribes af en overlegen fastlands magt. Men derfor bør også Sjællands samfærdsel med Danmarks øvrige dele, med Sverige, Norge og Rusland være sikret. Det er på Sjælland den i sin trygge rede boende konge bør beherske Bæltet og Sundet.
Ligesom Sjælland er hjertet af de danske lande, vil det vel ikke falde nogen klog mand ind at København burde ophøre at være hovedstad. Hvor er den stad vel der bedre kunne være det? I Norge kan regeringen ikke være uden at vove at afskæres fra alt sammenhæng med Danmark. På Fyn eller i Jylland er heller igen stad der er forberedt til at kunne være hovedstad. Og i provinsen Holsten der endnu ikke er til fulde indlemmet i statslegemet, hvis beboere desuden ved sprog sæder og tænkemåde er så adskilte fra de danske og norske, der er statens hovedfolk, var det ikke tilrådeligt at bosætte en regering der har lille landstyrke og som ved mulige fastlandsbegivenheder ville være allermindst på sit sted tæt ved vor fastlandsgrænse.
Det kan vel ikke nægtes at København er den eneste hovedstad der ligger et fremmed land kun tre mile nær, og blot afsondret derfra med vand. Men selv denne beliggenhed har dog en nytte. Den at byde årvågenhed og at pålægge Københavns indbyggere altid at være rede til forsvar. Også denne hovedstadens beliggenhed taler for nødvendigheden af den del af det her omhandlede emne, som angår: Med batterier og roflotiller at beherske Sundet.
(Politivennen nr. 497, 8. november 1807, s. 7986-7994)
Redacteurens Anmærkning.
Artiklen er en opfølgning af Politivennen nr. 495, 24. oktober 1807, s. 7965-7967. Se det lange indlæg om Englandskrigene efter bombardementet.Der blev bygget "roflotiller". I 1808: 116 kanonchalupper, 16 mortérchalupper og 20 kanonjoller. Stadig et pænt stykke fra de 150-100, sågar 400 som artiklerne ovenfor skønnede nødvendigt. Der findes en liste over hvor meget de nåede at udrette i den såkaldte Kanonbådskrig 1807-1814. Helt hen i 1840'erne var genopbygningen af flåden ikke engang nået op på halvdelen af hvad englænderne havde taget: 6 linjeskibe (før 17), 7 fregatter (før 16), 8 korvetter og brigger (før 7 brigger) og 70 kanonchalupper og joller (før 23). Da var fremstillingen af dampskibe allerede i gang, og verden var blevet en helt anden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar