(Efter indsendt)
På Ulfeldts Plads har der i en temmelig lang tid været et menneske der er døvstum og tilsyneladende halvtosset, eller mere end det.
Han synes at have valgt denne plads som sin boldgade. Det synes også at måske enkelte af slagterne ved at give ham noget opmuntrer ham til det. I det mindste plejer han at holde sig nær slagterboderne, og til umådelige løjer for mange af samme mandskab at drive sin galskaber.
Det er ikke nok at han ved de uanstændigste fagter og handlinger der endog er så skamløse at de ikke kan nedskrives, anfægter fruentimmer, der har ærinder på eller over torvet. Men han vover endog på alle slags drillende og fornærmende måde at spotte personer der bor på pladsen og fra deres vinduer med medlidenhed betragter denne ulykkelige.
Man oplyser dette før at der kan på en eller anden måde blive sørget for dette menneske. Ellers vil han måske over tid forværres således at hans handlinger måske til sidst vil pådrage ham en eller anden stor straf. I sandhed man kan ikke vide hvor vidt en sådan person der er berøvet sine vigtigste sanser ved ufornuftig medhold og skamløs latterbifald til hans dårskaber kan gå frem i det onde!
Der må sikkert kunne gøres noget bedre for sådant beklageligt menneske end at lade ham således blive til et udskud og efterhånden modnes til forbryder. Og almenheden lider ved at antastes af ham, hånes af hans fagter eller ækles ved hans svinskheder og harmes over de rå mennesker der giver sådant et skogrende bifald.
(Politivennen nr. 560, 21. januar 1809, s. 8984-8986)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar