(Efter Indsendt)
Når det betænkes at København ligger i et landskab der er ypperligt til kvægdrift, kan man ikke andet end forestille sig muligheden af Københavns 1) bede forsyning med mælk, og 2) Forsyning med bedre mælk.
København får nu sin mælk fra omtrent 2.000 køer i staden selv. Et par hundreder i den nærmere og ligeledes 2 til 3 hundrede i den fjernere omegn.
Antager vi altså i alt 1.500 køer, da vil det næppe kunne nægtes, at forsyningen er for lille. Den er det ikke blot i dette tal, men i den lille mængde mælk de giver.
En tredjedel af køerne er golde. Og man kan altså kun tælle 1.000 malkende.
Ville vi nu sætte at hver giver 10 potter mælk daglig, så sætter vi vistnok meget for meget, men vi får dog kun antallet 10.000 potter.
København har i almindelighed 100.000 indbyggere (for øjeblikket nogle 1.000 flere) altså kan hver ikke få over 1/10 pot daglig.
I København er sikkert 10.000 børn, for hvem mælk er den sundeste og mest passende føde. Men regnede vi ½ pot til hver af disse små forbrugere daglig, så blev den øvrige mængde så meget mere uklækkelig for den store mængde af stærkere tærere.
Vil man sige at mængden af mælk kan forøges med vand, og det den kun alt for sikkert, så er dermed egentlig i den nærværende betragtning intet sagt. For her er det ikke om opspædet mælk, men om mælk at talen er.
Men endog uden at spædes er den mælk, som af de indenbys køer erholdes langt fra ikke så nærende og velsmagende som den burde være.
Køer som fødes med spøl og drank, som lider under en evig diarre, som bestandig står vådt og aldrig vaskes, ja endog undertiden levende begraves i mærke kældre, kan aldrig give ret god og næringsrig mælk.
(Fortsættes).
(Politivennen nr. 561, 28. januar 1809, s. 9000-9002)
(Artiklen bliver ikke fortsat)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar