(Efter indsendt)
Hver torvedag før de ordentlige købere indfinde sig ser man mange af de bønderkarle som falbyder halmlæs, rundt om at rive en del halm af deres løs, som de sammenbinder i knipper og sælger for 16 til 24 skilling knippet, formodentlig til deres egen fordel. Hvorefter de meget omhyggeligt opstudser læsset med river som de har lånt i nærheden for at formindskelsen ikke skal mærkes. Imidlertid er den let at mærke for en seende køber, på grund af halmens løse strutten. Men da et sådant læs betales så meget ringere, bliver det et sandt tab for den fraværende ejer som ikke ser hvad der foregår, og må tage mod hvad hans karl byder ham.
Skulle ikke sådan skændighed være forbudt? Den ejer som vil sælge knippevis, hvilket jo også ville være ønskeligt til husholdningsbrug, kunne lade halmen knippebinde hjemme, og således bestemme hele læsset til udsalg i knipper. Hvem der ikke ønsker sit læs således forringet i værd til sin skade, tager forholdsregler derimod, ligesom det egentlig er for hans skyld at dette anmeldes. Da læssenes størrelse ikke lader sig bringe til nogen enhed ville det være godt hvis såvel hø som halm altid solgtes i lispundevis, og torveprisen da også herpå nøje blev angivet i offentlige blade. Hvor meget bedrag ville ikke derved forebygges! Men pålidelige og nøjagtige må disse angivelser altid være.
(Politivennen nr. 562, 4. februar 1809, s. 9010-9012)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar