(Indsendt)
Husmødrene anråber hr. politidirektøren om den bistand han ved et prisskrift gav dem så skønt håb om! Uforskammethed blandt tjenestepiger her i staden er steget til det højeste. De tror at når man ikke ligefrem griber dem i tyveri (at snyde på indkøbte varer tror de jo at være deres rettighed), så kan politiet aldrig tiltale dem. Og de groveste svar, den mest tøjlesløse opsætsighed må de stakkels madmødre finde sig i.
Vist er det at mange tidligere måske plaget mænd nu ved denne huslige køkkenopdragelse - ved dagenes ende - måske får et lam til sin kone. For hvad er her at gøre undtagen at vænne sig til at give efter, men til sidst vendes herved dog op og ned på al orden. En gammel kone som ved vindskibelighed fortjener sit brød sagde forleden til en over sådanne husulykker klagende kone følgende: "Politidirektøren som man håber på må gøre hvad han vil så længe hans betjente ikke opdager og optager til fast arbejde nogle af de tusinde såkaldte logerende fruentimmer, udretter han intet. Jeg har nu 32 år boet i et hus. Mig bekendt var endnu for tyve år siden i min gade ikke en af disse som opholder sig ved skændig næring. Nu er der ikke et hus fri for dem. Ja, der bor ofte 2 til 3 i hvert."
Den plagede madmoder, som skriver dette, ved af egen og andres erfaring at selv tilsyneladende skikkelige piger, når de blot skulle tilbringe få timer om dagen hjemme, har forladt meget gode tjenester for at søge det de kalder frihed, som nok grænser til fordærvelse for dem og gør mangel på valg så følelig for dem som nødes til at holde folk. Når man nu meget nødig jager bort i utide, aldeles hverken kan eller vil uddele hug, ikke kan besvare grovheder på nogen måde: Barmhjertige politi! Hvad skal man da gøre?
(Politivennen nr. 4, Løverdagen den 10. februari 1816, s. 53-54)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar