25 maj 2015

Svar i Anledning af det i Politievennen No. 41 indførte om Tjenestepigerne i Kiøbenhavn.

(Indsendt)

Det er desværre i vore dage blevet til regel at enhver der kan, skal i vore offentlige tidender lader sin stemme høre, og at vores forfatter har ligeledes fulgt denne gode sandhed, er udenfor al tvivl. Dog ikke uden herved at handle ganske inkonsekvent.

Meget let er det at foreslå projekter, men at disse om de sættes i virksomhed, ofte ville have en skadelig indflydelse såvel på det offentliges som privates vel, er en sørgelig erfarings sandhed.

Indsendern er med forfatteren enig i at vores vise regerings foranstaltninger med tjenestetyendeklassen har det bedste øjemed. Men at forfatteren har ved at nedskrive sit produkt alene heft tjenestefolkenes forseelser for øjne, synes at være uoverlagt, da disses forseelser meget ofte kan have deres grund i herskabets urigtige handlemåde og de deraf følgende retsbrud.

Hvad forfatterens to anførte eksempler angår, da tror indsenderen at disse såvel som forslaget i det hele taget er ganske uden vægt. For hvad det første eksempel angår, er det meget tungt at madmødre ikke har forsvarligere gemmer end at tyendet kan praktisere sager til at besnære deres herskab ved flere lejligheder. Her synes forfatteren ellers at have forbigået den væsentligste oplysning om lovmæssige opsigelse fra en af siderne havde fundet sted? Og hvad det andet angår, da havde det været meget let for herskabet at få den tilsyneladende manglende oplysning ved politiets mandtalslister i hvilket distrikt af staden tjenestepigen opholdt sig, for derved at kunne tilholde hende at indtræde i sin kondition. Men dette må indsenderen antage ikke er sket, hvilket vist nok leder til den ubehagelighed at et sådant tyende på samme måde vil søge at besnære andre i stedet for at hvis det første herskab med hvilket tilfældet indtraf, havde påtalt sin ret til tyendets vedbørlige afstraffelse, ville have forårsaget at dette ikke oftere benyttede sig af lejligheden. Herved kan indsenderen ikke forbigå at ytre det øsnke at husbonder og madmødre for at komme det offentlige til hjælp ved ders foranstaltningers opnåelse, ville ved et tjenestetyendes afskedigelse meddele det sådanne vidnesbyrd som stemmer med dettes værd og opførsel i tjenestetiden. At det modsatte i mangfoldige tilfælde har fundet og finder sted, kan indsenderen om opfordres, bevise.

Forfatteren slutter sin epistel med det ønske at indretningen med fæstemænd og fæstekoner måtte bortfalde og at fæstemål herefter skulle ske ene og alene ved politiassistenten. At fæstekoner allerede ved plakat af 28. juli 1728 er forbudt, må man undskylde forfatteren som formodentlig ulovkyndig at være uvidende om.

Af forfatterens videre ønske om politiassistenter som fæstemænd, fulgt at regeringen hvis ønsket skulle svare til øjemedets opnåelse, atter måtte ansætte flere af sådanne embedsmænd, hvis lønninger ville være til byrde for statskassen. For at de for tiden værende assistenter også skulle kunne påtage sig det vist  nok ikke ubetydelige arbejde med fæstemål tilligemed de forretninger de har nu, synes at være en urimelighed. Rigtig nok er indsenderen ukyndig om hvori en fæstemands forretninger egentlig består, men at disse efter tingenes natur må vore forbundet med en del vanskeligheder og vidtløftigheder, er uden for al tvivl, hvis fæstemændenes instruks opfyldes nøjagtigt, hvilket må antages da hans nærmeste tilsyn såvel er Magistraten som politidirektøren. Den første autoritet udsteder nemlig under sig autorisation af fæstemændenes protokoller til indførsel af tyendes og herskabets navne, de førstes ophold, lønnens størrelse, i hvilken egenskab de er fæstede og så videre, hvorved fæstemanden i indtræffende tvivlstilfælde sættes i stand til at afgive de fornødne oplysninger til politiet.

I anledning af forfatterens forslag at skriftlige konditioner skulle oprettes, om hvad tyendet påtog sig at bestride under sin tjenestetid, d er det ikke alene en sand absurditet, men en virkelig umulighed såvel for forfatteren som enhver anden så udstrakt at bestemme tyendets arbejde, og ville heraf vist nok følge at tjenestetyendet let fandt et eller andet påskud mod de befalede forretningers udførelse og at således herskabet ifald disse skulle blive fuldførte, blev tyendet undergivet.

Det synes at fæsteindretningerne i København er sat på en ret god fod, og som hvis husbonden og madmoderen anvender den tilbærlige agtsomhed, har den følge at tjenestetyendet vvanskeligt kan bedrage sit herskab, så meget mere som politiet ved de nu holdende mandtaller har tilstrækkelig tilsyn med tyender.

(Politivennen nr. 44, Løverdagen den 2. november 1816, s. 684-689)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar