15 juni 2015

Et Forslag i Anledning af Tugthuusfangernes Udbrud

(Indsendt)

De senere års erfaringer har lært os hvor særdeles vanskeligt det er for stiftelser af den natur som Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset at håndhæve borgersamfundets sikkerhed. Det voksende antal af forbrydere, deres forskellige karakterer, opdragelse, levemåde og forbrydelserne selv gør det næsten umuligt for opsynsmændene at våge over dem med den nødvendige opmærksomhed. Der hører mere menneskekundskab og et mere gennemtrængende blik til at forfølge disse væsener med end hvad man kan vente af opsynsmændene. 

Sammenstuvningen af så mange lastefulde afskrækker den tænkende. Den tone som i de senere tider behersker disse ulykkelige, vil næppe kunne dæmpes hverken med det gode eller onde. Den sidste truende gruelige fare bør vække opmærksomhed, hvorved det spørgsmål opstår: Er det godt og rigtigt at et straffehus af den natur haves i en stor og folkerig stad hvor rigers vigtigste og mest kostbare ting bevares og hvor regenten har sit sæde? Vil man svare: Ja! der har det jo været siden den store og udødelige Christians tider! Ganske rigtigt, men nu er tiderne ikke hvad de engang var. Folkemængden er tiltaget mange gange og med den lovovertræderne. 

Opdragelse og kultur har fået et ganske andet opsving. Hvad som den gang kunne være godt og passende, kan og bør nu modtage en anden skikkelse. Man så den 25. juni hvilken fare Christianshavn truedes med som blev afværget ved den heldige vind. Ved at vælge en sikker plads til disse skabninger må fornemmelig tages hensyn til den almindelige sikkerhed. Det vil sige de må være indesluttet på et sted hvor der ligger en garnison og det ikke ubetydelig garnison. For der kræves styrke til at modstå disse glubske dyr i tilfælde af udbrud, og forsigtigheden vil at man må være beredt på alting. Det mest passende sted var efter mine tanker Kastellet. Der er to store magasiner hvoraf det ene kunne, tror jeg, med en ringe bekostning indrettes til dette brug. I tilfælde af mytteri, udbrud eller lignende er de militære øjeblikkelig ved hånden. Her gives kun udgange som straks kan befæstes eller lukkes efter omstændighederne og her er al den sikkerhed som behøves for at berolige og betrygge borgersamfundet. 

Kastelsfængslet på bagsiden af Kastelskirken. Det vel nok værste sted man kunne blive anbragt som fange eller slave på Politivennens tid. Det var ikke her fangerne fra Christianshavn blev anbragt, men i to krudtmagasiner i hhv Dronningens og Grevens Bastioner. (Eget foto)

Ved denne lejlighed må jeg bringe det forslag i erfaring som for omtrent 1½ år siden læste i et af disse blade, nemlig at sådanne farlige forbrydere skulle klædes udmærket, fx i brandgul trøjer og benklæder, hvorved de straks faldt i øjnene. Havde disse været klædt således da var det mulig at en vis mands hest var blevet befriet fra at bære et af disse kreaturer et godt stykke ud på landet. Manden og hans ven som var på besøg havde ved at se ud af vinduet ikke et øjeblik troet at det var nogle lystige brødre som ville gøre løjer med manden der holdt hesten. Men de havde straks kendt dem som det de var, løbet ned og muligvis forstyrret denne forvovne og snedige plan.

(Politivennen nr. 81, Løverdagen den 19de Juli 1817, s. 1355-1358)

Redacteurens Anmærkning

Forslaget om en særlig fangedragt blev indført, se fx artiklen i Politivennen nr. 833 17. december 1831, s. 863-867. (Publiceres senere) 

Fangeflugter var ganske almindelige. I Kjøbenhavnsposten, 5. marts 1834 blev berettet om en særlig dygtig undviger:
En berygtet Forbryder, den 17aaige fyenske Mestertyv, eller saakaldte "Ildebrandsdreng", Ole Johansen Skandsgaard, er, ifølge Bekjendtgørelse fra Odense Tugthus, atter undveget af sit Fængsel i Søndags Aftes. Han havde foregivet sig syg og fundet Leilighed til at overbryde den Kjæde, hvormed han var laaset til Sengen. I Hempels Avis af 4de dennes læses herom følgende: "Det skal være femteGang, han saaledes harskuffet sine Bevogtere, hvor umuligt Man end troede at have gjort ham det, ved foruden Halsjern at lænke ham fast til Væggen etc. Men hans Forslagenhed - hvori han allerede i en Alder af 117 Aar har bragt det vidt - var større. Som det fortælles, havde han faaet Lænken brudt over, og lagt en Potte, der noget før var bragt ham med Kaael, omvendt i Sengen  med Huen paa. Tvende Karle, som fulgte med Tilsynsmanden, følte nu denne, og da de inte Svar fik, antoge de ham for død. Men imedens Oppasseren, som imidlertid havde holdt Vagt i Døren med en Lygte, vilde overtyde sig om Rigtigheden heraf, smuttede Ole, der stod skjult bag Døren, sin Vei". - I det bekjendtgjorte Signalement skildres han som "middel af Væxt, bruun af Haar og Øine, bleg af Udseende, krum af Skuldre og med smalle Been." Han var ved Undvigelsen iført en Trøie og korte Buxer af graat Vadmel, graae Strømper og Skjorte Mrk. O. T. - 29, samt et Halsjern med Skruer og Laas.
Mestertyvens frihed varede dog kun kort. Allerede i Kjøbenhavnsposten, 10. marts 1834 kunne man læse følgende:
I Hempels Avis af 7de ds. meddeles, at den fyenske Mestertyv igjen er paagreben. "Den undvigte Ole Schandsgaard", hedder det nemlig, "nød denne Gang kun kort Glæde af sin Frihed, men holdt i Gaar Middags sit Indtog paa en Vogn fra Landet, fulgt af en Mængde Nysgjerrige til Tugthuset, hvor han atter er sat i god Forvaring. Han var naaet til Landsbyen Dømmestrup, omtrent halvanden Miil herfra, hvor han heel forkommet havde forstukket sig i en Port. Al hans Umage for at faae Halsjernet af sig havde været spildt, hvilket da og gjorde hans videre Flugt umulig." 
Om en anden fangeflugt fra krudttårnene i Kastellet berettede Kjøbenhavnsposten 1835:
Den af Directionen for Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset nylig efterlyste Livsfange, Hans Hansen, 21 Aar gammel, der ved høi lys Dag er undvegen fra et af Fangetaarnene i Citadellet, har paa en sindrig Maade vidst at undslippe sine Vogtere. Ved at bemærke, at nogle Murfolk arbeidede ved Taarnet, har han, da alle der vare fraværende, optaget et Bræt i Gulvet og hidset sig ned i Stue-Etagen, hvor han forefandt Murer-Materialer. Efter tilbørligt at have indsmurt sine Klæder med Kalk, er han gaaet bort, har sagt til Drengen, hvem han mødte, og for hvem han teede sig som Haandlanger, at han ikke vilde arbeide længere hos Mester R. R., og da Drengen henviste ham til Svenden, til hvem han burde melde saadant, er han gaaet bort, og endog underveis tiltalt den intet anende Skildvagt. At vort virksomme Politi har anvendt særdeles Omhu for atter at faae fat paa Forbryderen, er noget man kunde vente; især er der paabuden og overholdes særdeles Aarvaagenhed om Natten.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar