Søndag den 29, juni kom anmelderen med et selskab på en rejse fra det yndige Jægerspris til Farum Kro kl. halv tolv om natten. Da vejen på grund af den stærke regn der var faldet om dagen, var blevet meget slem at passere, besluttede selskabet at opholde sig der nogle timer for at unde hestene hvile og for tillige selv at nyde nogen forfriskning. Men krofolkene var alle gået til sengs, og en pige som man vækkede, svarede at her ikke modtages rejsende. Selskabet havde derfor været i stor forlegenhed og måttet tilbringe natten under åben himmel, udsat for vejrets ubehagelighed, dersom ikke en blandt dem havde haft kendskab til stedet brave kirkesanger der vækket af sin nattero, tog imod dem med største gæstfrihed og indrømmede dem såvel sine værelser som han skaffede deres heste fornødent staldrum. Således blev dette selskab hjulpet af sin forlegenhed, men hvor mange kan det hænde at de i uvejr må holde under åben himmel når de efter en lang rejse kommer til en sådan kro hvor modtagelse nægtes, og de ingen betjente har på stedet. Det var ønskeligt at det pålagdes som pligt (hvis det ikke allerede er sket) at kroholdere i enhver kro der ligger på landevejen eller i en by hvorigennem landevejen går, til enhver tid at modtage og beværte rejsende i det mindste med de første fornødenheder. Sådan nytte kunne vel forlanges af disse steder der nu blot tjener til samlingsplads for dovne drikfældige bønder som ofte ved spil og svir tilsætter ejendom og velfærd der.
(Politivennen nr. 80, Løverdagen den 12te Juli 1817, s. 1345-1346)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar