18 juni 2015

Om Tjenestefolks ulovlige Sportler eller aabenbare Bedragerier.

Der er vel ingen tvivl om at tider og omstændigheder har fremavlet mange skadelig misbrug og til dels forbrydelser som man ved tilvejebringelse af bedre opsyn kraftigt og uden skånsel burde søge dels at standse, dels at bringe inden for de svundne tiders gamle grænser. At fjerne misbrug er ganske vist ingen let sag. Men at tåle dem er svaghed, og at lade være med at påpege dem er at gyde olie på ilden. Kun at finde de rigtige, kraftige og ufejlbarlige midler mod disse er lige så vanskeligt som det er hæderfuldt for den der træffer dem og velgørende for samfundet.

Blandt de mange misbrug som den senere tid er blevet så rig på, er ikke mindst den som forvoldes ved utro tjenestetyendes daglige forsyndelser ved indkøb af fornødenhederne. Ofte er det dog endog den skarpeste husmoder umuligt at gå med eller lade forhøre om priserne på hver endog ubetydelig forbrugsvare. Og sker det ikke så er hun sikker på at af de 20 tjenestepiger bedrager de 19 hende. Lønnen er gennem tiderne vokset betydeligt og mange steder over forholdet til pengenes værdi, men herpå regnes ikke. Hvad man fornemmelig regner på er: Hvad kurven bringer og denne bringer mere end man skulle tro og tænke. Ved hændelser opdager man snarest sådant. Og det skete for et stykke tid siden at anmelderen gik forbi to tjenestepiger der hver havde sin kurv med adskillige ting i på armen. Og da hørte han følgende samtale som han den gang ikke forstod, fordi indklædningssproget var nyt for ham. For det havde ellers været enhver brav mands sag at anholde sådanne bedragere. Her er samtalen omtrent som den faldt:

Nu Ane, Guds død, det er jo år og dage siden jeg så dig. Hvor har du gemt dig så længe?

Ja skulle jeg fortælle dig det, måtte jeg have længere tid end jeg har. Kort sagt, jeg tjener nu i denne tid hos syvende madmoder, men der venter jeg da også at blive i en rum tid, for nu har jeg da endelig truffet skikkelige forhold. De øvrige sultede folk ihjel. Men det må jeg sige, at hvor jeg tjener nu, kan man dog få føden. Selv besørger jeg alt indkøb, for min frue står ikke op om morgenen før jeg er kommet hjem, og på denne kurv i dag har jeg mine rene 2 rigsbankdaler.

Ane. Det var Fanden. Jeg har min sjæl ikke mere end 5½ mark på min. Hvordan bærer du da ad?

Birthe. Ja min pige, det må jeg forstå. Lønnen kan man jo knap klæde sig tarvelig for, og der skal dog lidt mere til når man vil være som andre.
Ane. Hvad får du i løn?

Birthe. Jeg har kun lumpne 50 rigsbankdaler hvert halvår.

Ane. Jeg det er også for lidt. Nej, jeg har dog 60 rigsbankdaler og lidt nytår til.


"Anmelderen gik forbi to tjenestepiger der hver havde sin kurv med adskillige ting i på armen. Og da hørte han følgende samtale som han den gang ikke forstod, fordi indklædningssproget var nyt for ham. For det havde ellers været enhver brav mands sag at anholde sådanne bedragere." (To københavnske piger ifølge Lahdes Kobbertrykkeri).

Nu kom just en bekendt til mig og forstyrrede mig i at høre resten, som dog ikke var meget. Dette på kurven forstod jeg ikke før jeg havde ladet mig det forklare af andre og fik da den besked at det var overskuddet af de forhøjede priser på varerne. Når man nu regner at sådan en kurv går ugentlig til torvs to gange, så bedrager et sådant tjenestetyende sit herskab årligt for 200 rigsbankdaler, og har dog 100 rigsbankdaler i løn foruden kost. Vist nok dyre tjenere. Anmelderen kender en familie som havde en pige de troede meget godt om. Men ikke desto mindre opdagede man ved omskiftning af tjenestefolk at hun på 3 flasker øl hun dagligt hentede tog 2 skilling på hver flaske til egen fordel. Det var vanskeligt at bedrage i andet, da husmoderen altid selv gik med for at købe ind. Men når man nu regner at blot denne ubetydelige ting om året skaffede hende en indtægt af mere end 20 rigsbankdaler, hvordan kan man da undres over at så mange stræbsomme mænd slider og slæber fra morgen til aften uden at kunne stoppe sin husholdningssvælgende dyb?

Virksomme midler herimod tror anmelderen at ville være offentlig gabestok eller fiddel for hvert det tjenestetyende som overbevistes om på sådan lumpen måde at have bedraget sit herskab. Det forstår sig selv at den bestemte straf først burde bekendtgøres offentligt ved en politiplakat

(Politivennen nr. 83, Løverdagen den 2den August 1817, s. 1387-1391)


Redaktørens Anmærkning

En sportel er en biindtægt.
En fiddel eller fedel var et straffeinstrument hvor offerets hoved og håndled var spændt fast

Ingen kommentarer:

Send en kommentar