For ikke længe siden var jeg øjenvidne til en transport af 9 til 10 fruentimmer som blev ledsaget af politiet. At disse sikkert var af de såkaldte salsdamer tvivlede jeg ikke på. Imidlertid gav det anledning til at gennemtænke hvad der egentlig er årsagen til disse store antal i de senere år. Resultatet blev da efter min opfattelse følgende uomstødelige grunde.
Nr. 1. Før krigen fandtes kun yderst få familier der ikke havde en, ja flere tjenestepiger. Nu derimod finder man mange som ikke holder nogen såvel blandt embedsmænd, handlende og håndværkere. Og de der har holdt tyende før, klarer sig nu med en. Konen går selv på torvet, og det indkøbte bliver enten båret hjem af en læredreng eller en anden dertil villig for nogle skilling. Ja mange familier er ikke i stand til at gøre noget stort indkøb og det lille de køber, kan skjules under en kåbe eller sypose. Endog embedsmænd med 300 rigsdaler gage kunne før krigen holde en pige. Nu er dette vist ikke tilfældet. Hjemme besørger konen alt hvad som hun tror med anstændighed kan besørges af hende selv. Resten har man en kone til som betales 3 mark ugentlig. Altså er man fritaget for at føde et menneske som sikkert falder mange familier vanskelig nok, da de har besværlighed nok med at tilvejebringe det de selv behøver. Men holder man en pige, er man nødsaget til at give denne sin varme mad dagligt. Selv kan man lade sig nøje med et smørrebrød og en kop kaffe, som nok ofte er tilfældet blandt mange familier. Men man skylder ingen regnskab, selvom man om aftenen nyder to til tre retter mad i klubber og selskabet.
Mange familier kunne vel holde piger, men gør det ikke for at spare den ærgrelse, forsinkelse ved bygang og mange andre uordner som husmødrene sikker kender og om hvilke ting jeg daglig hører synge så mangt et litani.
Altså når nu blot 600 familier færre (som måske er for få) ikke holder piger, så må jo 600 piger jo ingen stilling kunne få.
"Den store kappelyst at gå klædt over sin stand og formue bidrager vist meget til at pigerne. Hun får da sjaler, hatte, bånd, ringe mm, og med tiden anger, fortvivlelse, foragt, hospital, forbedringshus og måske bøddelen". (Piger omkring 1810. Lahdes kobbertryk).
Nr. 2. For tiden er der flere som efterstræber tjeneste, da mange embedsmandsdøtre og borgerdøtre søger at komme ud da forældrene ikke kan føde og klæde dem. Før derimod var den tjenende klasse kun af de lavere stænder. Nu bruges heller ikke så mange husjomfruer, kammerpiger selskabsfruentimmere, guvernanter m. fl. som før. Altså må sådanne kvalificerede nøjes med at tjene som enepige. Hvis nu sådanne subjekters antal blot er 300, så er dette med førnævnte 900.
Nr. 3. Den store kappelyst at gå klædt over sin stand og formue bidrager vist meget til at pigerne dels ved torvebedrageri og dels ved periodiske kærlighedsaffærer søger at erhverve dem stads, så at de bliver lig de første rangspersoners damer eller den velhavende embedsmands og handlendes koner. Hvilket gør at folk kun kan være lidt tjent med dem. Af mangel på tjenestestillinger vælger da mange ovennævnte næringsvej, andre af drift og andre desværre af tåbelighed og forfængelighed når de tror de mange skammelige ting der bliver sagt til den unge uerfarne pige af de mange unge og gamle herrer som tror og anser enhver tjenestepige for kontrabande. Hun får da sjaler, hatte, bånd, ringe mm, og med tiden anger, fortvivlelse, foragt, hospital, forbedringshus og måske bøddelen.
Nr. 4. Danseboderne uden og inden for byens porte gør også deres til at forføre pigerne. Ikke at forbigå de mange tjenstvillige ånder med deres råd og dåd.
Nr. 5. Den mængde piger som hver skiftetid kommer fra øerne, især fra Bornholm, gør også afbræk for de ordentlige indenbys piger. Enhver familie vil hellere fæste sig en pige som endnu ikke er fordærvet af moden og tidens laster. Selv om man også ofte hører en bornholmsk dialekt på mange hjørner om aftenen og fra mange vinduer. Men disse har da også været i København måske et par år.
Disse er mine grunde, hvorledes dette onde kan afhjælpes. Og om det er muligt, ved jeg ikke. Men er det muligt så vil vist vedkommende indsigtsfulde og agtværdige dansker udfinde og bekendtgøre virksomme midler mod det.
(Politivennen nr. 179, Løverdagen den 5de Juni 1819, s. 2882-2886)
I Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, Nor. 99, Løverdagen den 13 December 1817 beklagede man sig også over tilstandene:
Nr. 1. Før krigen fandtes kun yderst få familier der ikke havde en, ja flere tjenestepiger. Nu derimod finder man mange som ikke holder nogen såvel blandt embedsmænd, handlende og håndværkere. Og de der har holdt tyende før, klarer sig nu med en. Konen går selv på torvet, og det indkøbte bliver enten båret hjem af en læredreng eller en anden dertil villig for nogle skilling. Ja mange familier er ikke i stand til at gøre noget stort indkøb og det lille de køber, kan skjules under en kåbe eller sypose. Endog embedsmænd med 300 rigsdaler gage kunne før krigen holde en pige. Nu er dette vist ikke tilfældet. Hjemme besørger konen alt hvad som hun tror med anstændighed kan besørges af hende selv. Resten har man en kone til som betales 3 mark ugentlig. Altså er man fritaget for at føde et menneske som sikkert falder mange familier vanskelig nok, da de har besværlighed nok med at tilvejebringe det de selv behøver. Men holder man en pige, er man nødsaget til at give denne sin varme mad dagligt. Selv kan man lade sig nøje med et smørrebrød og en kop kaffe, som nok ofte er tilfældet blandt mange familier. Men man skylder ingen regnskab, selvom man om aftenen nyder to til tre retter mad i klubber og selskabet.
Mange familier kunne vel holde piger, men gør det ikke for at spare den ærgrelse, forsinkelse ved bygang og mange andre uordner som husmødrene sikker kender og om hvilke ting jeg daglig hører synge så mangt et litani.
Altså når nu blot 600 familier færre (som måske er for få) ikke holder piger, så må jo 600 piger jo ingen stilling kunne få.
Nr. 2. For tiden er der flere som efterstræber tjeneste, da mange embedsmandsdøtre og borgerdøtre søger at komme ud da forældrene ikke kan føde og klæde dem. Før derimod var den tjenende klasse kun af de lavere stænder. Nu bruges heller ikke så mange husjomfruer, kammerpiger selskabsfruentimmere, guvernanter m. fl. som før. Altså må sådanne kvalificerede nøjes med at tjene som enepige. Hvis nu sådanne subjekters antal blot er 300, så er dette med førnævnte 900.
Nr. 3. Den store kappelyst at gå klædt over sin stand og formue bidrager vist meget til at pigerne dels ved torvebedrageri og dels ved periodiske kærlighedsaffærer søger at erhverve dem stads, så at de bliver lig de første rangspersoners damer eller den velhavende embedsmands og handlendes koner. Hvilket gør at folk kun kan være lidt tjent med dem. Af mangel på tjenestestillinger vælger da mange ovennævnte næringsvej, andre af drift og andre desværre af tåbelighed og forfængelighed når de tror de mange skammelige ting der bliver sagt til den unge uerfarne pige af de mange unge og gamle herrer som tror og anser enhver tjenestepige for kontrabande. Hun får da sjaler, hatte, bånd, ringe mm, og med tiden anger, fortvivlelse, foragt, hospital, forbedringshus og måske bøddelen.
Nr. 4. Danseboderne uden og inden for byens porte gør også deres til at forføre pigerne. Ikke at forbigå de mange tjenstvillige ånder med deres råd og dåd.
Nr. 5. Den mængde piger som hver skiftetid kommer fra øerne, især fra Bornholm, gør også afbræk for de ordentlige indenbys piger. Enhver familie vil hellere fæste sig en pige som endnu ikke er fordærvet af moden og tidens laster. Selv om man også ofte hører en bornholmsk dialekt på mange hjørner om aftenen og fra mange vinduer. Men disse har da også været i København måske et par år.
Disse er mine grunde, hvorledes dette onde kan afhjælpes. Og om det er muligt, ved jeg ikke. Men er det muligt så vil vist vedkommende indsigtsfulde og agtværdige dansker udfinde og bekendtgøre virksomme midler mod det.
(Politivennen nr. 179, Løverdagen den 5de Juni 1819, s. 2882-2886)
Redacteurens Anmærkning
Der findes ikke nogen pålidelig statistik over antallet af prostituerede i København på Politivennens tid. Der har formentlig været omkring 3.000.I Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, Nor. 99, Løverdagen den 13 December 1817 beklagede man sig også over tilstandene:
Ved Høitideligheden i Anledning af Belønningers Uddeling blandt de Pigebørn, der have udmærket sig ved Flid, Lærvillighed og Sædelighed, i St. Petri Sogns Fattigskole, d. 10 d. M. holdt Hr. Dr. Kochen en skjøn Tale, der gik ud paa at vise den nærværende qvindelige Opdragelse i Almindelighed, som uovereensstemmende med den unge Piges Bestemmelse som Ægteqvinde og Huusmoder. Med levende Farver skildrede Taleren, hvorledes Huusligheden i saa mange Familier er ligesom bortflygtet; hvorledes Forkjerligheden for Hjemmet, denne Kilde til saa store Dyder, med hver Dag aftager; hvorledes Forældre ikke tidligt nok kunne skaffe deres Døttre Fornøielser, stedste forudsættende at de bør nyde Livets Glæder førend de Dage komme, hvor tungere Pligter forbyde det, og hvorledes denne Higen efter at fornøie sine Børn lægger Grunden til saa mangen en Families Ulykke, naar et saaledes opdraget Pigebarn engang bliver Moder; hvorledes Faderen ikke mere kan søge sin Datter i Huset og ved Husets Sysler, men paa Spadsereveie, i Concerter og paa Comoedier; hvorledes den huuslige Andagt nu er bleven saa sjelden, at mange Børn ikke kjende mere til Morgen- og Aftenbøn. Talen syntes at have gjort meget Indtryk paa Forsamlingen, der bestod af henved 600 Mennesker, og hvoraf Fleertallet vare Mødre og Pigebørn.Sankt Petri Skole blev grundlagt 1575. I 1814 trådte en skolereform i kraft hvorefter skolerne kom under en direktion i byen og kirke og skole blev adskilt. Undervisningen overgik fra at lære børnene kristendom og at læse, til også at omfatte skrivning og regning, samt informeres om lovgivning, naturkendskab, naturhistorie og historie. Hauptpastor Albrecht Heinrich Matthias Kochen (1776-1847) var uddannet i Pforta, Kiel, Leipzig og Jena. Han var tiltrådt skolen i 1816.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar