Skolevæsnet er vist nok en meget vigtig sag både for forældre der kender de pligter de skylder deres børn, og for staten som derfra skal vente oplyste og dannede borgere. Man tror derfor at det ikke vil være uvelkomment om der i dette blad blev talt lidt om vores nuværende undervisningsanstalter.
Ved den nye skolereform har man rigtig nok afskaffet den slendrian der herskede i den gamle undervisningsmåde. Man indså at en forhenværende snedker, skrædder eller anden håndværker ikke som eneste lærer med nogen fremgang kunne undervise et antal af 50 til 60 børn. At en flydende opremsning af foresatte lektier var unyttig, da denne blot tjente til at øve børnenes hukommelse uden at skærpe deres forstand og bibringe dem begreber der kunne sætte dem istand til at gøre anvendelse af det lærte.
Katekisation i en norsk kirke.
Men måske man er gået lidt for vidt med forandringen og har gjort for store fordringer. I det mindste bliver mange lægmænd ganske hovedsvimmel når han betragter den liste som når han vil sætte sit barn i en skole forelægges ham af skolebestyrerne. Denne liste er sædvanligt af følgende indhold: Læsning, skrivning, regning, dansk grammatik og retskrivning, religion, historie, geografi, tegning, tysk, fransk, engelsk, osv. I alt dette skal børn fra deres spæde år undervises. Den ømme far eller mor yder gerne den betaling der fordres for barnets undervisning. De forudser allerede hvor lærde deres børn vil blive og med hvilke ypperlige kundskaber de vil blive forsynet.
Men efter nogle års forløb mærker man at forventningen er skuffet, og at det lærte ikke er af nogen betydning. Og hvorledes er det også muligt at børn på 5 til 6 år (på den alder sættes de fleste i skole) med nytte og fremgang kan deltage i undervisningen af så mange og forskellige videnskaber på en gang? Enhver sagkyndig ved at om et endog flittigt og med flere kundskaber forsynet menneske nød ugentlig 2 til 3 timers undervisning i et fremmed sprog, ville det endda behøve lang tid for at opnå nogen færdighed deri. Og hvad skal man da sige, når ganske rå børn på en gang skal lære de første elementer til læsning samt undervises i flere dem ganske ubekendte videnskaber og sprog? Vel er børnene inddelt i klasser. Men deler man skoletiden med det antal af videnskaber der skal læres, så vil man finde at der næppe bliver 2 timer ugentlig til hver. Lægger man hertil at børnenes fatteevne i så ung en alder kun er ringe, at de da de ikke skønner hvor vigtig lærdom og undervisning er for dem, næppe anvender den muligste flid og agtpågivenhed, så at lærerne om disse endog alle var hvad de burde være, ikke kan undervise dem med synderlig fremgang.
Så kan man vel ikke undres over at børn efter at have besøgt visse skoler i 6 til 8 år, næppe forstår mere end deres ligesindede for 30 år siden når man undtager at de ved del gloser og navne på videnskaber, som de for resten aldeles ikke kender til. De værdige gejstlige som længe har været i embede, vil kunne bedømme sandheden i det. Og jeg turde opfordre dem til at erklære: Om De af nærværende tids konfirmanter har fundet mængden at være særdeles oplyst og udmærket, sammenlignet med for 20 til 30 år siden, og om uvidenhed og stupiditet ikke endnu findes, endog hos børn af sådanne forældre, som man måtte vente, ikke ville forsømme og lade dem give den undervisning og lærdom som er aldeles fornøden for ethvert dannet menneske. Fejl eller mangler må der altså være ved nuværende skoleindretninger. At pege hen til disse er forfatterens hensigt, som han i næste nummer vil forsøge at udføre
(Fortsættes)
(Politivennen nr. 182, Løverdagen den 26de Juni 1819, s. 2927-2931)
Ved den nye skolereform har man rigtig nok afskaffet den slendrian der herskede i den gamle undervisningsmåde. Man indså at en forhenværende snedker, skrædder eller anden håndværker ikke som eneste lærer med nogen fremgang kunne undervise et antal af 50 til 60 børn. At en flydende opremsning af foresatte lektier var unyttig, da denne blot tjente til at øve børnenes hukommelse uden at skærpe deres forstand og bibringe dem begreber der kunne sætte dem istand til at gøre anvendelse af det lærte.
Men måske man er gået lidt for vidt med forandringen og har gjort for store fordringer. I det mindste bliver mange lægmænd ganske hovedsvimmel når han betragter den liste som når han vil sætte sit barn i en skole forelægges ham af skolebestyrerne. Denne liste er sædvanligt af følgende indhold: Læsning, skrivning, regning, dansk grammatik og retskrivning, religion, historie, geografi, tegning, tysk, fransk, engelsk, osv. I alt dette skal børn fra deres spæde år undervises. Den ømme far eller mor yder gerne den betaling der fordres for barnets undervisning. De forudser allerede hvor lærde deres børn vil blive og med hvilke ypperlige kundskaber de vil blive forsynet.
Men efter nogle års forløb mærker man at forventningen er skuffet, og at det lærte ikke er af nogen betydning. Og hvorledes er det også muligt at børn på 5 til 6 år (på den alder sættes de fleste i skole) med nytte og fremgang kan deltage i undervisningen af så mange og forskellige videnskaber på en gang? Enhver sagkyndig ved at om et endog flittigt og med flere kundskaber forsynet menneske nød ugentlig 2 til 3 timers undervisning i et fremmed sprog, ville det endda behøve lang tid for at opnå nogen færdighed deri. Og hvad skal man da sige, når ganske rå børn på en gang skal lære de første elementer til læsning samt undervises i flere dem ganske ubekendte videnskaber og sprog? Vel er børnene inddelt i klasser. Men deler man skoletiden med det antal af videnskaber der skal læres, så vil man finde at der næppe bliver 2 timer ugentlig til hver. Lægger man hertil at børnenes fatteevne i så ung en alder kun er ringe, at de da de ikke skønner hvor vigtig lærdom og undervisning er for dem, næppe anvender den muligste flid og agtpågivenhed, så at lærerne om disse endog alle var hvad de burde være, ikke kan undervise dem med synderlig fremgang.
Så kan man vel ikke undres over at børn efter at have besøgt visse skoler i 6 til 8 år, næppe forstår mere end deres ligesindede for 30 år siden når man undtager at de ved del gloser og navne på videnskaber, som de for resten aldeles ikke kender til. De værdige gejstlige som længe har været i embede, vil kunne bedømme sandheden i det. Og jeg turde opfordre dem til at erklære: Om De af nærværende tids konfirmanter har fundet mængden at være særdeles oplyst og udmærket, sammenlignet med for 20 til 30 år siden, og om uvidenhed og stupiditet ikke endnu findes, endog hos børn af sådanne forældre, som man måtte vente, ikke ville forsømme og lade dem give den undervisning og lærdom som er aldeles fornøden for ethvert dannet menneske. Fejl eller mangler må der altså være ved nuværende skoleindretninger. At pege hen til disse er forfatterens hensigt, som han i næste nummer vil forsøge at udføre
(Fortsættes)
(Politivennen nr. 182, Løverdagen den 26de Juni 1819, s. 2927-2931)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar