(Indsendt.)
Det er sørgeligt, ja højst bedrøveligt at se hvorledes øjensvaghed for tiden tiltager. På en spadseretur til Charlottenlund, søndag den 30. i forrige måned mødte indsenderen i forbigående over 80 mennesker med briller på, uden engang at medregne dem der sad i skoven og som kun ved brillers brug var i stand til at nyde deres måltider. Det var især tungt at bemærke at af dette store antal var den største del unge mennesker: Eter skøn fra 16 til 24 år, og kun meget få i den alder da man kan antage at synet formedelst alderdom er svækket i den grad at briller er højst nødvendige. I sine betragtninger herover fandt indsenderen først på den tanke at denne sygdom kunne have sin grund i en alt for overdreven flittighed i læsning og studeren hos vor tids ungdom. Men da han også deriblandt fandt en del af den mosaiske som man ved i almindelighed ikke synderlig befatter sig med læsning, forkastede han denne tanke, og mener at grunden må søges andetsteds fra. Men årsagen være hvilken den vil, så blev han dog ilde til mode ved at skue den elendigheds stand Danmarks førhen så djærve og klart seende unge mænd og ynglinge befandtes i. Han fremsætter derfor det spørgsmål: Skulle der ikke kunne rådes bod på dette onde, og skulle det ikke være muligt at disse ulykkelige kunne komme til at beskue naturens yndigheder med blotte øjne?
Inderligt ville det glæde indsenderen om nogle af vores berømte læger ville, i denne henseende og til dette veldædige øjebliks opnåelse, sammentræde og med forenede kræfter søge at skaffe redning, mens der endnu er tid, da man ellers må frygte at al folket kan blive slagen med blindhed. Og muligt kunne det jo være at de værdige brillemagere også kunne blive smittede af denne syge hvor ulykkeligt ville det da ikke være i mange henseender.
(Politivennen nr. 180, Løverdagen den 12de Juni 1819, s. 2904-2906)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar