På et tidspunkt hvor skrivefrækheden synes at have nået sin højeste spids, i hvilken de laveste personligheder drages frem af det mørke der burde skjule dem, i hvilken der gives skriblere der fører et sprog i sammenligning med hvilket selve Nyboders udtryk er fine. På et tidspunkt da hver mands ære, rygte og private forhold betragtes som skive mod hvilken enhver usling understår sig at afskyde sine giftige pile, i hvilken selv udmærkede og af land og stat fortjente mænd ikke har kunnet undgå de groveste personlige krænkelser. I en sådan periode turde det måske være klogest og mest værdigt at betragte alle sådanne pøbelagtige angreb hvis tone nok så meget karakteriserer deres kilde, med fortjent foragt. Disse linjer har undertegnede anset for et ord i rette tid i almindelighed uden videre anvendelse hverken på ovennævnte hilsen eller noget andet enkelt produkt i særdeleshed.
Da hr. kammerjunker Scholtens hilsen er af et høfligere slags som enhver der har læst den jo må tilstå, så havde jeg ingenlunde anset det for nødvendigt at besvare samme, hvis ikke nogle usandheder havde indsneget sig i den. Skønt ugerne nødsager det mig til at gribe pennen. Dog med den forsikring at om det skulle falde nævnte herre ind at gøre dette blad ulejlighed med flere udfald imod mig, da skulle de forblive ulæste og ubesvarede.
Hr. kammerjunkeren behager således at sige at jeg har lovet at indføre et bidrag af ham i Dagen. Dette må berigtiges i overensstemmelse med sandheden således: at jeg lovede ham at indføre dette bidrag, vel at mærke dersom det, hvilket jeg forventede, da jeg kendte ham og hans skrivemåde, ikke kastede skygge på nogen autoritet eller enkelt mand. Fordi jeg allerede før dette indløb havde foresat mig ikke for eftertiden at modtage noget til indrykkelse i Dagen som på mindste måde bidrog til at mistænkeliggøre en mands redelighed. Og da jeg ved gennemlæsningen fandt at stykket ikke helt var frit for dette, så sendte jeg ham det efter nogle dages forløb tilbage. Dog med en høflig undskyldning.
En anden usandhed er den at jeg skulle have anmodet ham som han behager at sige, om bidrag til bladet Dagen. Det kunne aldrig falde mig ind. Tværtimod har jeg kun højst ugerne optaget artikler han stundom har behaget at bringe mig, og allerede længe forudset at jeg ville blive nødsaget til at nægte hans bidrags indførelse, for een gang for alle at blive befriet for hans besøg, der aldrig har været mig behagelige. De adjektiver han behager at tillægge mig, nemlig "uordholdende", "uartig", "grov", falder tilbage på ham selv, hvad det sidste angår. Hvad angår et andet adjektiv "mageløs frygtsom", da ved mine nu- og forhenværende censorer bedst, at mig langtfra ikke kan tilkomme samme. At jeg opfylder min pligt ved at iagttage de bestående anordninger, kan jeg vel ikke lastes for.
Men hvor nødvendigt det er at være forsigtig med inserater som visse folk bebyrder mig med, derom har jeg i mit værge fast utrolige beviser, og i særdeleshed fra allerede nævnte herre. Såvidt om mig selv. At være bladet Dagens talsmand imod hr. kammerjunkerens ubeviste bedrivelse hverken anstår mig eller finder jeg umagen værd. Hvorvidt hans domme er begrundede eller ikke overlader jeg rolig til det velsindede publikums afgørelse, med den forsikring at hr. kammerjunkerens eksistens og sømme i litterære sager har jeg altid og vil altid betragte som et 0. I andre henseender være det langt fra mig at ville frakende ham endog den mindste af hans mulig gode kvaliteter og fortjenester. Vittigheder som kammerjunkeren har sået om sig med, såsom gammel kokette, vandringer i stedet for blandinger osv. forekommer mig ligeså flaue som om nogen faldt på at kalde en gammel kammerjunker - en gammel jammerjunker.
D. Didrichsen.
(Politivennen nr. 299. Løverdagen den 22de September 1821, s. 4810-4814).
(Politivennen nr. 300. Løverdagen den 29de September 1821, s. 4832).
Flere artikler af Scholten (ikke udgivet i denne blog) findes i Politivennen nr. 665, Lørdag den 27. september 1828, s. 630-632): "Til Publicum fra F. Scholten." Samt "Atter et betydeligt Vink for Vaisenhuset.", Politivennen nr. 966, lørdag den 5. juli 1834, s. 473-477 og "Supplement til mine upaaagtede Bemærkninger over Vaisenhuset.", Politivennen nr. 985, lørdag den 15. november 1834, s. 793-794.
Da hr. kammerjunker Scholtens hilsen er af et høfligere slags som enhver der har læst den jo må tilstå, så havde jeg ingenlunde anset det for nødvendigt at besvare samme, hvis ikke nogle usandheder havde indsneget sig i den. Skønt ugerne nødsager det mig til at gribe pennen. Dog med den forsikring at om det skulle falde nævnte herre ind at gøre dette blad ulejlighed med flere udfald imod mig, da skulle de forblive ulæste og ubesvarede.
Hr. kammerjunkeren behager således at sige at jeg har lovet at indføre et bidrag af ham i Dagen. Dette må berigtiges i overensstemmelse med sandheden således: at jeg lovede ham at indføre dette bidrag, vel at mærke dersom det, hvilket jeg forventede, da jeg kendte ham og hans skrivemåde, ikke kastede skygge på nogen autoritet eller enkelt mand. Fordi jeg allerede før dette indløb havde foresat mig ikke for eftertiden at modtage noget til indrykkelse i Dagen som på mindste måde bidrog til at mistænkeliggøre en mands redelighed. Og da jeg ved gennemlæsningen fandt at stykket ikke helt var frit for dette, så sendte jeg ham det efter nogle dages forløb tilbage. Dog med en høflig undskyldning.
En anden usandhed er den at jeg skulle have anmodet ham som han behager at sige, om bidrag til bladet Dagen. Det kunne aldrig falde mig ind. Tværtimod har jeg kun højst ugerne optaget artikler han stundom har behaget at bringe mig, og allerede længe forudset at jeg ville blive nødsaget til at nægte hans bidrags indførelse, for een gang for alle at blive befriet for hans besøg, der aldrig har været mig behagelige. De adjektiver han behager at tillægge mig, nemlig "uordholdende", "uartig", "grov", falder tilbage på ham selv, hvad det sidste angår. Hvad angår et andet adjektiv "mageløs frygtsom", da ved mine nu- og forhenværende censorer bedst, at mig langtfra ikke kan tilkomme samme. At jeg opfylder min pligt ved at iagttage de bestående anordninger, kan jeg vel ikke lastes for.
Men hvor nødvendigt det er at være forsigtig med inserater som visse folk bebyrder mig med, derom har jeg i mit værge fast utrolige beviser, og i særdeleshed fra allerede nævnte herre. Såvidt om mig selv. At være bladet Dagens talsmand imod hr. kammerjunkerens ubeviste bedrivelse hverken anstår mig eller finder jeg umagen værd. Hvorvidt hans domme er begrundede eller ikke overlader jeg rolig til det velsindede publikums afgørelse, med den forsikring at hr. kammerjunkerens eksistens og sømme i litterære sager har jeg altid og vil altid betragte som et 0. I andre henseender være det langt fra mig at ville frakende ham endog den mindste af hans mulig gode kvaliteter og fortjenester. Vittigheder som kammerjunkeren har sået om sig med, såsom gammel kokette, vandringer i stedet for blandinger osv. forekommer mig ligeså flaue som om nogen faldt på at kalde en gammel kammerjunker - en gammel jammerjunker.
D. Didrichsen.
(Politivennen nr. 299. Løverdagen den 22de September 1821, s. 4810-4814).
Bekendtgørelse
Kammerjunker Scholtens svar til Dagens redaktør kan af mangel på plads ikke indrykkes i Politivennen, men vil findes i Telegrafen nr. 18.
(Politivennen nr. 300. Løverdagen den 29de September 1821, s. 4832).
Redacteurens Anmærkning
Der er ikke tale om den berømte Peter von Scholten (1784-1854). Han var godt nok også kammerjunker, men sad i 1821 som generalguvernør i Dansk Vestindien (1818-1826) . Der er snarere tale om Friedrich Christian Scholten (1757-1840). Han blev kammerjunker i 1783 og afskediget "i nåde" 1816, men privatiserede i København og Slagelse. Han skrev adskillige artikler i forskellige tidsskrifter, herunder Dagen og Politivennen (senest 1831). På artiklens tidspunkt beskæftigede han sig bl.a. med om revolution var at frygte i Danmark og om en statsforandring ville være gavnlig for landet.Flere artikler af Scholten (ikke udgivet i denne blog) findes i Politivennen nr. 665, Lørdag den 27. september 1828, s. 630-632): "Til Publicum fra F. Scholten." Samt "Atter et betydeligt Vink for Vaisenhuset.", Politivennen nr. 966, lørdag den 5. juli 1834, s. 473-477 og "Supplement til mine upaaagtede Bemærkninger over Vaisenhuset.", Politivennen nr. 985, lørdag den 15. november 1834, s. 793-794.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar