For dem som ønsker at blive lukket ind af døren ved eksercerpladsen ud til Rosenborg Have bringes i erindring at de ikke må glemme at tage hatten af for den korporal der er posteret ved nævnte dør (især for den som der havde post i søndags den 16. september), hvis de ikke vil sættes i den ubehagelige forfatning at blive erindret om denne høflighed som om det er noget han kan fordre som en skyldighed.
Anmelderen blev af nævnte korporal temmelig brutalt erindret om denne ærbødighed da han i søndags på en høflig måde spurgte om man måtte gå ind på pladsen. Og da han efter sådan anmodning ikke kunne bekvemme sig til at opfylde hans fordring, blev han med en meget vigtig tone af korporalen befalet at begive sig bort.
(Politivennen nr. 299. Løverdagen den 22de September 1821, s. 4814-4815).
"For at blive lukket ind af døren ved eksercerpladsen ud til Rosenborg Have
må man ikke glemme at tage hatten af for den posterede korporal" (Rosenborg ekserccerplads i dag. Mange københavnere huskede måske at området oprindeligt tilhørte dem, og var forbitrede over at militæret havde okkuperet det. Eget foto).
Umiddelbart kan det forekomme som en overreaktion fra begge parters side over en så ubetydelig sag. Begge skribenter svinger sig jo nærmest op i litterære, poetiske højder når de gensidigt fornærmer hinanden, og synes at kappes om at være den fornemste og mest agtværdige. Men måske ligger der et århundredgammelt nag bagved? Under Københavns belejring 1658-1660 og især stormen på København havde borgerskabet sluttet op om kongen (selv om det nu nok mest var hollændernes fortjeneste at København holdt stand) og havde gjort sig forhåbninger om særlige privilegier. Enden blev imidlertid at adelsvældet blev fjernet, men i stedet fik man enevælde, eller på nudansk: militærdiktatur 1660-1848. Oven i købet arveligt.
For Københavns vedkommende betød det at kongen beslaglagde halvdelen af Københavns areal, "Kongens København", groft sagt halvdelen øst for Gothersgade. Herunder bl.a. Rosenborg Have. At borgerne (og hermed menes det lille mindretal af velhavere) må have følt sig overordentlig snydt, er ikke usandsynligt. Måske endda at de følte at Rosenborg blev taget fra dem. Hvad der vel heller ikke er helt forkert. Militærdiktatoren Frederik 3. havde ingen hæmninger hvad angik beslaglæggelse af jord. For mig ligner det et anfald af storhedsvanvid, i en tid hvor landet lå i ruiner, at planlægge at opføre et dansk Versailles ved Frederiksdal. Heldigvis for Danmark døde han (1670) inden han nåede at få realiseret dette projekt som formentlig ville have kostet bønderne ufattelige lidelser. Kun Sneglebjerget ved Frederiksdal ligger som et minde.
Som gode støtter bag militærdiktaturet rettede Politivennerne ikke deres galde og harme mod militærdiktatoren Frederik d. 6 og hans regering, men mod fx matroserne og andre lavere rangerende. Og det er i den sammenhæng man måske skal se hele ovenstående affære. Måske var skribenten oven i købet med i borgerbevæbningen som havde et mildest talt anstrengt forhold til militæret og omvendt.
Anmelderen blev af nævnte korporal temmelig brutalt erindret om denne ærbødighed da han i søndags på en høflig måde spurgte om man måtte gå ind på pladsen. Og da han efter sådan anmodning ikke kunne bekvemme sig til at opfylde hans fordring, blev han med en meget vigtig tone af korporalen befalet at begive sig bort.
(Politivennen nr. 299. Løverdagen den 22de September 1821, s. 4814-4815).
Redacteurens Anmærkning
Artiklen i Politivennen nr. 299. 22de September 1821, s. 4814-4815, affødte en ophidset debat som fortsatte i Politivennen nr. 300. 29de September 1821, s. 4825-4828, Politivennen nr. 301. 6te October 1821, s. 4839-4843 og Politivennen nr. 302. 13de October 1821, s. 4853-4860Umiddelbart kan det forekomme som en overreaktion fra begge parters side over en så ubetydelig sag. Begge skribenter svinger sig jo nærmest op i litterære, poetiske højder når de gensidigt fornærmer hinanden, og synes at kappes om at være den fornemste og mest agtværdige. Men måske ligger der et århundredgammelt nag bagved? Under Københavns belejring 1658-1660 og især stormen på København havde borgerskabet sluttet op om kongen (selv om det nu nok mest var hollændernes fortjeneste at København holdt stand) og havde gjort sig forhåbninger om særlige privilegier. Enden blev imidlertid at adelsvældet blev fjernet, men i stedet fik man enevælde, eller på nudansk: militærdiktatur 1660-1848. Oven i købet arveligt.
For Københavns vedkommende betød det at kongen beslaglagde halvdelen af Københavns areal, "Kongens København", groft sagt halvdelen øst for Gothersgade. Herunder bl.a. Rosenborg Have. At borgerne (og hermed menes det lille mindretal af velhavere) må have følt sig overordentlig snydt, er ikke usandsynligt. Måske endda at de følte at Rosenborg blev taget fra dem. Hvad der vel heller ikke er helt forkert. Militærdiktatoren Frederik 3. havde ingen hæmninger hvad angik beslaglæggelse af jord. For mig ligner det et anfald af storhedsvanvid, i en tid hvor landet lå i ruiner, at planlægge at opføre et dansk Versailles ved Frederiksdal. Heldigvis for Danmark døde han (1670) inden han nåede at få realiseret dette projekt som formentlig ville have kostet bønderne ufattelige lidelser. Kun Sneglebjerget ved Frederiksdal ligger som et minde.
Som gode støtter bag militærdiktaturet rettede Politivennerne ikke deres galde og harme mod militærdiktatoren Frederik d. 6 og hans regering, men mod fx matroserne og andre lavere rangerende. Og det er i den sammenhæng man måske skal se hele ovenstående affære. Måske var skribenten oven i købet med i borgerbevæbningen som havde et mildest talt anstrengt forhold til militæret og omvendt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar