Motto: errare humanum, in error antem perseverare - diabolicum est.
Forfatteren af sidste akt i nr. 301 tillader mig at fremsætte en slutningsreplik. Ikke fordi jeg tror mig i stand til at standse hans smudsige svada, men fordi jeg vil vise ham, at når jeg engang har grebet til våben for at forsvare uforskyldt forurettelse, da lader jeg mig ikke så let slå af marken.
Jeg forudså at den gode herres svar ville vrimle med grovheder, for hvilke andre våben skulle han kunne bruge i denne sag, hvor sandhedens stærke stemme taler imod ham? Hvorledes ville han ellers besmykke en fremfærd der aldrig skulle bestå for det fornuftige menneskes domstol? Og ingenlunde har han i sin lange epistel tilintetgjort min forrige påstand. Nej, han har meget mere bekræftet den. For hans nærværende referat af sagen lyder ikke som det foregående, og hvorfor skulle han vel dreje den, uden for om muligt at fremdrage en side der kan sætte hans opførsel i et bedre lys end jeg har fremstillet den for publikums øjne. Og tyder ikke hvert ord i hans svar fuldkommen at jeg ikke har sagt for meget, men snarere for lidt.
Hensigten med mine ord var ikke en personlig fornærmelse. Nej, den stand hvoraf jeg sætter min ære i at være et medlem, var fornærmet i det hele, var bittert og offentlig fornærmet. Sagen var så let at forsvare og jeg søgte at sætte den i sit rigtige lys. Kan det vel dadles? Og fortjente jeg sådant svar?
Jeg vil ikke gennemgå hans sidste akt i sine enkelte dele. For efter min overbevisning har publikum fuldkommen nok af at læse den engang. Man sammenligner blot mit forsvar med hans svar og meget let vil det være at udlede hvis skrivemåde der er mest pøbelagtig, hvis udtryk er hentet fra Gammelstrand og Nyboder. Min er det vist ikke.
I henseende til sagen selv, henholder jeg mig ganske til mit foregående og rede er jeg til at bevise hvert ord deri, når og hvor forlanges. Man tillader mig blot endnu at henkaste den bemærkning: At selv nu har han forsvaret sin sag meget dårlig, for hvad berettiger ham til at gå ind uden tilladelse hvor han i grunden intet har at bestille. Og er den ene høflighed ikke den anden værd? Ville han fordre galanteri af korporalen, måtte han da ikke vise sådant igen? Kunne han være så enfoldig at tro det menneske stod der for intet? Kendte han så lidt til de offentlig indretninger at han ikke vidste denne passage egentlig kun er for militære? Nej, det var ikke tilfældet, for dumhed røber hans skrivemåde ingenlunde. Men den brutalitet som så tydelig fremlyser af hvert træk der kommer fra hans pen, er nok blevet ham så meget til en anden natur at det var ham umuligt med høflighed at møde den efter hans mening så ubetydelig korporal. Og derfra korporalens korte, dog ingenlunde uartige tiltale. Meget rimeligt kunne denne minde ham om "at han (korporalen) ikke stod der for intet" da den gode herre så ganske glemte at tage notits af ham, og desuden som man råber i skoven får man svar.
At han har følt sig truffet ved min bemærkning om næsvise småherrer, derfor kan jeg intet. At den er sand, kan ikke engang han nægte. Den var kun i almindelighed henkastet. Men det forstår sig når man slår blandt en flok hunde, så piber den ramte, det er en begribelig sag. Dog lad ham kun pibe, snerre og bide om sig så meget han vil, mig når han dog ikke, og med latter betragter jeg hans snurrige krumspring.
Da jeg ingenlunde har i sinde at betale nogen skrædderregning for ham, så kan det være mig fuldkommen ligegyldigt enten hans kjoler være sig nu wiener eller danske er betalt eller ubetalt. Det er en ting han ene har at afgøre med sin skrædder. Og det er jeg sandelig ikke. Han være nu bedækket med kort eller langlivet kjole, så stadfæster han fuldkommen den sætning: "Der er brådne kar i alle lande". Altså nok om det. Den gode herre lader ikke til at være nogen elsker af fremmede sprog, derfor har jeg indrettet dette mit svar på godt bredt dansk. Dog tilgiver han mig at jeg ikke har været i stand til at træffe den skrivemåde han så meget synes at ynde. For pøbelagtige grovheder flød aldrig fra min pen, hvilket han så gerne ville påstå, for at sætte mig i klasse med sig selv. Og aldrig skal nogen, ikke engang han, nedværdige mig så dybt at jeg skulle bruge sådan skrivemåde.
Mit motto hvilket salva venia ikke er dansk ville han behage at oversætte eller lade fortolke på bedste måde, og kært skulle det være mig om han ville tage det ad notam. At han ikke hidtil har hyldet denne sætning, ses fuldkommen deraf at hans undskyldning blev værre end forseelsen.
At forsvare en god sag dårligt er meget let og hænder ofte for den uøvede talsmand. Men at gøre en slet sag god er meget vanskelig, endogså for en mere øvet sagfører, end allerede nævnte herre lader til at være.
Den omtvistede sag angår ikke kun mig i almindelighed, ikke i særdeleshed. Ikke desto mindre skulle det være mig meget kært at afhandle det videre i denne henseende mundtlig for at min velvise hr. antagonist kan blive overbevist om at jeg på ingen måde behøver at lade en anden revse hans uartigheder.
Dette føler jeg mig selv fuldkommen voksen, og så længe han behager at fortsætte denne strid, skal jeg besvare ham på værdig måde. Jeg er ikke angriberen, men vil heller ikke være den første som strækker våben.
Også mine forretninger levner kun lidt tid til pennefejde, den jeg aldrig har stræbt efter. Men så mange øjeblikke får jeg dog vel til overs at jeg kan tilføje enhver påfølgende akt han måtte behage at regalere publikum med en slutningsreplik, og dette skal jeg trolig overholde.
Da ethvert pøbelagtigt udtryk efter hans egne ord falder tilbage på fabrikanten, så må han være forsynet med et klækkeligt forråd af sådanne snurrepiberier, dem han kan opkoge ved en anden lejlighed, måske med bedre nytte. Jeg for min del bliver ikke belæsset med sådanne rariterer, for kun pøbel betjener sig af pøbeludtryk.
Autorære har jeg aldrig kunnet gøre fordring på. Mindst ved sådanne ephemeriske småting. Kun dilettant i videnskabernes rige må jeg ene lade mig nøje med den sunde menneskeforstand. Den har hidtil altid og skal fremdeles altid lede enhver af mine handlinger og rod. Bliver end min galde en gang imellem oprørt ved uforskyldte fornærmelse, skal den dog aldrig træde uden for sine grænser. og endnu mindre skal jeg nogensinde dyppe pennen i gadeskarn hvis træk skulle fremstå for publikums domstol.
Offentlig skoleret bliver kun den underkastet som har gjort sig fortjent til det. Men det er jo dog også så ganske rimeligt med sandhedens hvasse færle at straffe den fornærmer der rimeligvis er vokset fra riset.
Da jeg formoder korporalernes antagonist lige så meget ønsker at erfare hvem der turde vove at gribe til våben mod ham som jeg er begærlig efter at kende bemeldte herre, så underskriver jeg mit navn, det jeg aldrig har behøvet at skamme mig ved.
R. Mørck
Korporal ved hans højhed prins
Christian Frederiks regiment.
(Politivennen nr. 302. Løverdagen den 13de October 1821, s. 4853-4860).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar