Hvis forfatteren af korporalens indrykkede svar i Politivennen nr. 300 tror at kunne bringe mig til hidsighed med skældsord, og derved forløbe mig ved at bruge hans måde at forsvare sig på, da har han meget forregnet sig.
Ved heden i hans eget hoved beviser han at han ikke dur til at råde andre at bruge den koldsindighed han ikke selv besidder, da hans udtryk karakteriserer ham som en person af megen brutalitet. At jeg i det i Politivennen nr. 299 indrykkede stykke (korporalen angående) ikke har fremsat nogen skændig usandhed, var der mange tilstedeværende som kan bevidne. Heller ikke blev den passerede sag bekendtgjort på en måde der sigtede til at beskæmme eller nedværdige standen, som unægtelig tæller mange brave folk. Men jeg bekendtgjorde den for at fremstille sådan en person i hans rette skikkelse, og for at bekendtgøre sandhed, kender jeg ingen frygt for nogen, af hvilken stand han end er.
Uden at bemærke korporalen ved døren på grund af de mange tilskuere der stod omkring ham, gik jeg den dag ind på eksercerpladsen da jeg så flere gøre det samme. Var dette en forseelse, så kunne korporalen blot have sagt til mig at jeg ikke måtte gå ind, og sagen var da blevet mig ligegyldig. Men derimod spørger han mig i en meget bydende tone (som udtrykker en streng korporals autoritet), skal de ekspres herind? Først nu spurgte jeg ham om det ikke var tilladt at gå ind? Og tilføjede at det ikke var mig magtpåliggende, og at jeg jo gerne kunne blive udenfor. Nu tillod han mig indgang med de ord: Ja De kan jo gerne gå ind, men de kunne dog også nok hilse på folk, og de skal ikke anse en militær for intet, osv.
Er dette nu måden at fordre agtelse for standen på, da er den meget krænkende for et menneskes om hans majestæt kongens nåde være takket, føler at være i en stand der også er agtværdig. Jeg overlader nu til fornuftige upartiske folks dom om ikke en sådan adfærd af sådan en person som denne korporal burde bekendtgøres offentlig, for at ikke flere skulle pådrage sig den ubehagelighed at stå offentlig skoleret.
Jeg kender ingen anden måde at hilse folk på end den at tage hatten af, og efter at være blevet påmindet om at hilse, kunne jeg meget rimeligt bruge min anførte overskrift til min første indrykkelse.
Hvad resten af forfatterens grovheder og mig i ingen måde tilkommende udeladelser angår, da finder jeg mig langt ophøjet over at gengælde sådanne fiskekællingeudtryk med samme mønt. Men lader dem falde tilbage på fabrikanten deraf, som formodentlig må vore i besiddelse af alle de egenskaber han så godt har vist at vide benævnelsen på, og gerne villet tilsmøre andre med.
Til slut vil jeg for at spare klædedragtsreferenten unødvendige sorger lade ham vide at jeg ingen ubetalte skrædderregninger har hvilende på mig, enten for wiener eller danske kjoler (for jeg mærker nok at han mener at under udstoppede wienerkjoler sidder næsvise småherrer) og at han ikke skal bedømme folk efter kjolen, samt at dette er sidste gang jeg i noget offentlig blad agter at besvare hans grovheder og gloser end ikke engang de latinske. For da jeg ikke henhører til nogen dagdrivende klasse, så giver mine forretninger mig ingen tid til at føre videre pennekrig, og jeg gider ikke anmode andre at føre den for mig. Hvis derfor korporalen eller nogen anden agter at fortsætte denne strid, må han gerne beholde det sidste ord. Dog vil jeg tilføje: at alle fornærmende udtryk eller titler om mig anses for kopier fuldkommen svarende til hans egen original.
(Politivennen nr. 301. Løverdagen den 6te October 1821, s. 4839-4843).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar