I Politivennen nr. 294 har jeg fremsat en sandfærdig beretning om ligtornelægen hr. Meyers fremgangsmåde mod mig. I samme blads nr. 296 fortæller han sagen på en ganske anden måde og søger at gøre sig ren ved skinbarlig usandheder. Han overlader til publikum at dømme hvem der har ret, skønt det ville være meget vanskeligt om ikke aldeles umuligt at fælde nogen afgørende dom i en sag der er foregået mellem parterne uden noget vidnes tilstedeværelse.
Nu derimod da hr. professor Klingenberg i Politivennen nr. 297 har givet sin erklæring vil man deraf kunne se hvorvidt hr. Meyers ord står til troende og heraf kunne slutte hvor meget der er sandt af hans historie. Jeg vil til overflod her fremsætte nogle eksempler på en lignende fremgangsmåde mod andre personer, hvoraf det vil gøres klart at det ikke er så usædvanligt at Meyer praler med sin kunst og forlanger urimelig betaling for sin ulejlighed.
- En borger og håndværker her i staden som led smerter i en af de store tæer, lod Meyer hente til sig. Denne gjorde tilfældet meget farligt. Og da manden på grund af det udlod sig med at han, hvis Meyer ikke med sikkerhed forudså at kunne helbrede ham, ville henvende sig til en anden, forsikrede Meyer at han ville kurere ham inden 8 dage, og at han i manglende fald ingen betaling ville have. Kuren begyndte, men der gik 14 dage, ja 3 uger og det onde blev ikke fjernet. Da Meyer på grund af sorg for en af familien som var død ikke ifølge hans religions forskrifter måtte gå ud af huset, henvendte manden sig til en læge, der ved at sætte ham en fontanelle på benet, bragte ham så vidt at han kunne gå. Efter 1½ års forløb mødte Meyer manden på gaden, og da han nu så at denne kunne gå, krævede han 20 specier af ham for hans ulejlighed. Manden nægtede naturligvis at betale, hvorfor Meyer indstævnede ham for gældskommissionen for 20 rigsbankdaler S. som er den højeste sum der kan stævnes for ved denne instans. Men da manden for retten erklærede at han ifølge deres aftale ikke var noget skyldig og kunne fremlægge to lægers attester for at Meyer aldeles ikke havde bidraget noget til hans helbredelse, blev sagen hævet.
- En anden af mine bekendte som Meyer havde betjent med sin kunst, blev ligeledes afkrævet en urimelig høj betaling. Han tilbød at betale en mindre sum, som han fandt passende efter den hjælp der var ydet ham. Meyer ville ikke modtage det tilbudte og gik. Men da året var omme, indstævnede Meyer manden for forligelseskommissionen for 50 rigsbankdaler. Da her intet forlig fandt sted, delte Meyer fordringen i mindre summer og indstævnede ham for disse til gældskommissionen. Sagen blev henvist til retten, for hvilken den endnu verserer.
- En embedsmand der havde benyttet sig af Meyers hjælp, blev ... dog da han skriftlig har fremsat sagen, vil jeg lade ham selv tale.
På anmodning kom Meyer til mig for at afskære et stykke negl, som var indgroet i storetåen. Han ordinerede et omslag og gik. Næste dag kom han igen og skar et stykke af neglen og sagde, at han ikke ville tage hele stykket bort på en gang for ikke at forårsage mig så meget smerte. Under operationen underholdt han mig med en mængde fortællinger om hans wunderkure som han havde foretaget hos adskillige personer der forgæves havde henvendt sig til flere læger, men endelig fundet hjælp og trøst hos ham. Finalen på disse blev endelig en opbyggelig betragtning over mammons forgængelighed og utilstrækkelighed til sand lyksalighed og for tydeligheds skyld fremsatte han følgende eksempel på det: "Sæt De havde denne stue fuld af hollandske dukater at kunne betale med, så ville dog ingen mand kunne hjælpe Dem, undtagen jeg".
Næste dag afskar han atter et stykke negl, og da teksten var den samme som forrige gang, så havde hr. Meyer sat samme musik til den, kun at han krydrede samtalen med nogle småvink om hvad en husholdning kostede i almindelighed og hans i særdeleshed, som han anslog til 3.000 rigsbankdaler årligt. Imidlertid var operationen forbi og efter at have forbundet tåen, gik han bort med den forsikring at jeg næste dag kunne komme hjem til ham, da tåen så ville være i fuldkommen stand.
Næste dag gik jeg hjem til denne æskulap i hans tempel i Klosterstræde hvor han i nærværelse af nogle af hans trosfæller (om de var handelsmænd eller fodlæger vides ikke, dog formodes det første på grund af nogle ord som faldt som procenter, kurs, species osv.) så på tåen og erklærede den for kureret. På mit spørgsmål hvor meget jeg var ham
(Side 4799-4805 mangler, så vi må lade artiklen slutte meget brat her).
(Politivennen nr. 298. Løverdagen den 15de September 1821, s. 4793-47[98].
Ingen kommentarer:
Send en kommentar