I anledning af det i Politivennen nr. 296 indrykkede fra ligtornelæge Meyer hvori man har brugt mit navn, finder jeg det nødvendigt at bekendtgøre følgende:
For nogen tid siden blev jeg kaldt til hr. urtekræmmer Hjaltelin for at tilse nogle af hans folk der var syge. Tillige klagede han selv over smerte i storetåen. Ved undersøgelse fandt jeg at tåen var opsvulmet og betændt, og at neglen på grund af en begyndende bulning (suppuration) var så løs at den kunne skydes frem og tilbage, men dog endnu lidt fasthængende på et enkelt sted så at den rimeligvis først om nogle dage når suppurationen var videre fremme, ville løsnes af sig selv og altså uden vanskelighed kunne borttages. Neglen selv var buklet og dannede en fremragende knop omtrent som en flad nød.
På mit råd om at holde sig rolig og bruge det sædvanlige blødgørende omslag indtil neglen var blevet fuldkommen løs, svarede han at han ikke kunne ligge fordi han selv var nødt til at passe sine forretninger så længe hans svend var syg. Da den smerte han følte ved at gå for det meste var foranlediget ved trykket af skoen på den fortykkede negl hvorved denne igen pressede på det underliggende ømme og bulnende sted, så rådede jeg ham under den forudsætning at han på ingen måde ville eller kunne holde sengen til at lade ligtornelæge Meyer bortskære eller skrælle noget af neglens overflade og derved formindske dens tryk på den underliggende ømme hud for det første indtil hele neglen kunne borttages.
Dette var årsag hvorfor hr. Meyer blev tilkaldt og ikke for at indhente hans mening eller råd om tilfældets beskaffenhed.
Ved mit næste besøg hørte jeg at hr. Meyer i stedet for at opfylde mit forlangende havde forestillet hr. Hjaltelin tingen så farlig at han havde bevæget ham til at holde sig i ro og bruge omslag. Da dette var mit eget råd, kunne jeg intet have at indvende med det, og villig overlod jeg ham nu den forretning at borttage den inden kort tid fuldkommen løse negl.
Efter nogle dages forløb kom hr. Meyer til mig og underrettede mig om den strid der havde fundet sted mellem hr Hjaltelin og ham angående hans betaling. Jeg erklærede ham da at 5 rigsbankdaler for 4 besøg (som han nemlig havde gjort hr. Hjaltelin) var omtrent det samme som jeg og andre læger fik for vores umage, og at han altså vel kunne lade sig nøje med det, skønt jeg tilstod ham at det ikke var nogen brillant betaling. Men at 10 rigsdaler syntes mig her en anstændig dusør og at han dersom han havde fået mere, fx 15-20 rigsdaler måtte han anse det for et særdeles udmærket salær.
Ved at afgive denne min erklæring i en økonomisk sag der egentlig var mig uvedkommende, gik jeg ud fra hvad der ved anordningerne er bestemt som rimelig betaling for egentlige videnskabelige læger. Og hvad jeg således havde erklæret hr. Meyer gentog jeg senere for hr. Hjaltelin da han forlangte min betænkning angående denne sag.
At jeg skulle have sagt at jeg hverken havde ventet eller ønsket hr. Hjaltelins helbredelse, og at jeg ved hr. Meyers oplysning var blevet underrettet om sygdommens sande beskaffenhed, er mildest talt så enfoldigt fremsat at det ikke fortjener at modsiges, ligesom det også er usandt at jeg skulle have fundet hr. Hjaltelins erklæring i Politivennen falsk eller fornærmende mod mig.
Klingenberg.
Dr. Med. professor
(Politivennen nr. 297. Løverdagen den 8de September 1821, s. 4778-4782).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar