Da hr. urtekræmmer Hjaltelin har meddelt det ærede publikum fortællingen om en sag således som den skal være forefaldet mellem ham og mig, og ikke just fra den fordelagtige side, så tror jeg at skylde publikum og mig selv følgende underretning. Da jeg i 4 dage havde været så heldig fuldkommen at læge hr H-s fod og desuden i samme tidsrum hver dag havde skåret konens ligtorne og kureret hendes indgroede negle, spurgte hr. Hjaltelin mig, der er ganske uvant at høre dette spørgsmål, hvad han var mig skyldig? Da jeg længe havde vægret mig ved at forlange noget, spurgte han mig endelig hvor meget jeg da vel ellers havde fået for en lignende kur. Jeg omtalte da at jeg for et ganske lignende tilfælde af hr. Ø....., som hr. H. jo kender ret godt, havde fået 40 rigsbankdaler. Hr. H. tav, gik ud og kom ind med en 5 daler seddel. Jeg blev nu bestyrket i den formodning jeg straks fattede ved hr. H-s første spørgsmål at han nemlig var uformuende til at betale efter det gamle ordsprog: Hvem der spørger meget, giver nødigt. Jeg takkede altså for hans gode vilje og undslog mig for at modtage det tilbudte. Hr. H. lagde flere penge på bordet. Men da jeg havde anset det for upassende at modtage en ringe betaling af en uformuende mand for at have ydet en pligtskyldig hjælp, vil nok enhver indse det mere upassende i at tage en større Jeg ville altså anbefale mig da hr. H. bad mig opholde mig lidt, gik ind i et andet værelse og sendte sin kone ind til mig.
Konen tog pengene fra bordet, underholdt mig med at det burde være mig en ære at have set en dames fødder, og at jeg vel intet forlangte af hende, med tilføjelse af nogle ret komiske grunde, hvorfor hun gik med snævre sko osv. Jeg anså naturligvis dette sidste for en spøg, for et slags divertissement der skulle erstatte mig den ventede betaling, tog min hat, takkede og gik. Hun råbte efter mig at hun ville spørge sig for, og så hørte jeg noget om at udsætte det sidste stykke tøj for at betale mig.
Nu havde jeg altså fuldkommen vished om hr. H-s uformuenhed og kunne altså uden al misforståelse om nogle dage vove at gå ind til hr. H. for at spørge om hans befindende. Men jeg blev ikke så lidt forundret da han råbte mig i møde om jeg ville have 5 rigsbankdaler eller om jeg ville lade ham stævne. Jeg havde troet at pengesagen for lang tid siden var afgjort mellem os. Men nu så jeg nok med hvem jeg havde at gøre og gik.
For dog ikke ganske at misforstås anså jeg det for min pligt straks at begive mig hen til hr. prof. Klingenberg, som jeg erfarede at være hr. H-s huslæge, og selv at have anbefalet mig der. Han havde den godhed at ytre at jeg vel havde fortjent en 15 til 20 daler idet jeg havde tilendebragt en kur han ikke engang havde ventet eller ønsket, men som han dog erkendte for nødvendig efter at jeg havde taget mig den frihed at forestille ham tingenes rette beskaffenhed. Hr. professoren troede at vi muligvis begge havde været hidsige og lovede at han ville indestå mig for min betaling. Jeg erklærede at jeg aldeles renoncerede på denne, og efter at have fået tilladelse til at benytte mig af hr. prof. navn og udsagn i denne min indsendelse anbefalede jeg mig.
Vi har nu begge fremsat sagen. hvilken fremstilling der er mest overensstemmende med sandheden, tilkommer det det sandhedselskende publikum at afgøre *)
Hvad min kunst angår, som hr. H. synes at ville nedsætte, da er det mod min beskedenhed at tale meget herom og under min værdighed at tviste derom med en så aldeles ukyndig som hr. Hjaltelin. Hvis den prøve jeg har aflagt herpå hos ham selv ikke er tilstrækkelig, og han måske tror at det havde været større kunst at pine ham i ligeså mange uger som jeg brugte dage til at læge ham. Så behøver jeg blot at henvise ham til det Kongelige Sundhedskollegium med hvis tilladelse jeg praktiserer, til mange af vores læger, der selv har benyttet sig af min hjælp og med bifald har overværet mine operationer. Og fremfor alt til et agtet og æret publikum hvis tilfredshed det altid har været min ivrigste bestræbelse at opnå og hvis yppige besøg er mig borgen for at min bestræbelser ikke har været spildte.
At hr. H. kan være ganske rolig for en stævning synes mig er aldeles indlysende af det fremsatte. En så lav formodning kunne kun opstå i en så lav sjæl. Vil end hr. H. umage sig med at skrive mere om denne sag, da for mig gerne! Hans grovheder og usandheder er jeg aldeles hævet over. Men jeg erklærer herved at dette bliver det sidste om denne sag fra min hånd.
J. Meyer
Ligtornelæge.
*) Angående hr. H-'s udsagn om sin huslæges erklæring tjener til efterretning at hr. prof. Klingenberg erklærer denne for falsk, og at han selv er højligt fornærmet ved indrykkelse af denne usandhed.
(Politivennen nr. 296. Løverdagen den 1ste September 1821, s. 4753-4757).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar