Dersom de lærde og skriftkloge undertiden betænkte at de af dem fremsatte paradokser og særegne meninger i stedet for at oplyse og gavne kun afstedkommer kiv og strid og bevirker underlige begreber og mistydning hos den mindre kyndige mand, så ville de vist mange gange ikke lade sådant passere uden strengere drøftelse. Lægmanden lægger også mærke til sin tids begivenheder og mennesker og bedømmer dem på sin vis. Misledes han nu i sin dom ved andres vrangforestillinger af tingen, hvis er da skylden? Følgende samtale som jeg har optegnet ord til ord, ligesom den er holden, formener jeg afgiver et lille bevis på foranstående. Skulle den ikke være et aldeles upassende bidrag for Politivennen, ønskede jeg den forundt plads i samme.
Ole Rilen. Guds fred å go dav Peer!
Peer Larsen. Tak for ded, Ole. Hvordanne ær ed nøu inne te jert?
O. Å ved ær hartad rent skarn, for vor mor ær afstilleholdt så plaved med utingen å hold i sin sie, så ded ør lie fælt.
P. Ja ded ær så gon liedan te vort. Vor fatter Elene går osse å krivver a bare dårlighed, å meen halfoster Maren kraperer nok a gulsoten, for hun ær så guul over hele sit lægeme som in koblomme.
O. Ih, hvad sier du Peer, ja Gyd bæddre os så sandt, man hører nøu inte andet end ulykker og elændighed overalt i denne sundige værten. Mæn - var du itte i Køvenhavn i går? Hvad ær tårreprisen nøu? Hvad galt ruen?
P. Nøu ær hun jo fallen nøer igæn prisen, jej fik itte meer end trei risdaler å in mark for tunnen. Å før galt han mere, da fik jej hartad fem risdaler.
O. Hvordanne monne da ded kan være, ad han sådanne ka gåe op å nøer?
P. Ja vor Herre, han må dov vide hvorledes den hele anstalt hænger sammen. Di sier reiti nok i Kevenhavn ad speicien hun er skyld i hele konfusionen, for nøu går hun jo nøer igæn. Å Rasmus Lavs Christoffer, som du ved ær halbroer til Ole Bulders Mikkel, fortålte mej, ad han hadde hørt hiin davsen han vår inne, af en gadekommendarius, der sad nøre hos Mads Kjeldermand ad Kevenhavn nøu hadde fået så mange pænge fra et åent landskab, så ded vår lie grusselig, å så sae han osse ad di brøvte itte så møyet korn for ded første, sålænge di kunne få så møyet åent æde.
O. Hvad mons troe de da æder derinne, siden di itte gidder ædt ded, som vor Herre laer våvse op af jorden?
P. Ih, ved du itte ded, Ole! Di æder jo alle de lækkreteter som kanditterne gør å bråkker sammen af alle slavs. Å Gud! Hvor ded smaver fælt rårt, der æ så møyet sødt å godt tøy i ded.
O. Ja, ded ær osse sandt. Nøu ka jej huse jej vår med Steffen ingång oppe hos den katålske kanditter på Gammel Tårre, å drak en kalørt Ratapiam, å åd in hel hov sødekaver til. Mæn de sullede kuns lidt i en sulten mave, der ær ingen drøjelse ved dom. Å di ære særrige at gå lie så snart yd igæn, som di komme ind i folk.
P. jej glemmer aldri hvordanne ded gik til oppe til Lars Thommesens kvinnegille, jej troer di åd et heelt vovnmandslæs af sådanne sødekaver, å drak pons å kalørter i trej nætter og livse dave, så hun pev efter. Mæn ded vår ofte fælt så dårlige di blev in å hver åen, af ded de hadde javed i sej, å den bøuede Magrethe fik sådan et knev i maven, ad hun straks måtte gåe hjem og trille sig.
O. Nu trouer jej reiti åt værten, hun løver rundt, for ded blier jo længer jo værre. I meen opveist levede vi inte ved åent end got øl, brød å kartofler, sødgrød å klipfisk til højtiden, våre glade å fornøjede ved ded, å kendte ikke til sådanne lækkersaver. Mæn jo mere oplivst verten hun blier, jo mere tåveli trouer jeg jej osse hun ær.
P. Hvor ær ded derfor osse mueli at bonden ka svare sene skatter å ydgifter, når han således håndterer å brøer pengene til ded som ka undværes? Derfor ær der så mange som kommer fra huse å gåre, vekket di som oftest ka takke dem sæl for.
O. Du må nok sie ded, Peer. Man haar aldri hørt tale om så mange eksplusoner å passenerede ydlæg for skatter å tøj som i vore dave. Dou ka jej itte noksom takke min Gyd å naddens fader at jeg hidtil davsen hår hyttet mej for den fundemendas.
P. Ja, jeg gad nok osse vide, hvorledes jej ligger i ded både med ded ene å ded aent, for birkedommer Bavvendt hår fået meen skattebov å alle mene andre papirer, som han skulle regedere å speseforkere for mej. Men jej hår såmænd å sandelig itte seet eller hørt til ham i maange herrens tider, derfor ka der heller ingen relighed blive på hele tøjet.
O. Ded gåer jo Hans Johansen liedan med den sav han hår med Thommes i Vasby, der skal føres ved kejserretten, hvortil birkedommeren har abbonered for ham. Mæn ded vil nok trække laangt yd, siden Bavvendt efter røited hår været rejst udenlands. Å skal nøu have fået så møyet aent a ta vare.
P. Hvad sier du Ole! Hvor mons troe da han hår været henne i værten, siden den tid han vår yde i vor gestreit?
O. Ded veed jej så gon itte reiti. Mæn Christen Smed fortåklte i avtes jej vår nøre hos ham, at han hade læst i de kevenhavnske afvissere, at der vår stor strid å splid mellem turker å græiger, som boer långt yde i Eurobian, å at birkedommer Bavvendt hade taet sej på at føre turkernes sav på prænt.
P. Ja, jeg ved så skam nok hvor turken han ligger, for ded ær itte så langt fra den tripilipanske kyst, hvor Jens Povlsen ingång sloes som matros med ham. Jej hår osse hør vor præst sie, at tyrkerne di trouer på in profeit som kaldes Mahåmet, å at græigerne ær kristne folk ligesom vi åndre. Mæn - hvad faen går a birkedommeren, siden han sådanne vil forsvare turkerne. Han skulle dov vel aldri, Gyd forlade mej min onde synd, sæl være bleven til en turk?
O. Jo ær han nok, for Rasmus fra Tåverup hade seet ham for en tiid siden i Kevenhavn å da syntes han, at birkedomemren så så karrikalputtisk yd, å på betrækket linede en turk!
P. Gyd fader bevogte å bevaer vos. Mæn - så ved jeg jo, han må være bleven snittet ligesom jøder å filister, å hvordanne kunne ded gåe til?
O. Ded ka gå snildt og akkerat til i de varme landskaver, så Christen Smed, hvor di hver dav må bade å plaske dom i vand for hedens skyld, å så meente han, at man ved denne hersens baden hadde giet ham snittet.
P. Føy for den slemme betændene sye, man må jo blie både angst å bange for ham herefterdavs, å så ær der men trou heller ingen ydkomme med ham meer hær i værten. Hvem skulle troe at han brøute sine kontrovitter å vedskab til sådan tåveli håndtering. Så ær han da vist osse den eneste i Kevenhavn der har skamferet sin kristne trou på prænt? Hvad?
O. Gid ded var så vel. Dov sies der at han år gået i kompaniskav med den klovve jødde som prænter billeried. Du hår jo nok seet ham, dengang han om sommeren gjore sin långe udenlandsrejse heromkring.
P. Seer man ded. Seer man ded. Di jødder, di jødder, di ære dov på spil overalt i værten, å javer om liesom Jerusalems skovmaver.- Mæn ær da ingen som reiti ka akkomedere birkedomemren på prænt igjen å stoppe gavved på ham?
O. Næi han håller så skam itte gav så snart, kender jej ham ret, å jej ær halv bånge for ad Sybilles spådom blier upfuldt på ham, å ad han blier den turk der skal vanne sin plag i vort gadekær.
P- Inte åent end ded, så ville jej såmæn ønske han måtte komme i dav, før så skulle jej putte ham i sumpen å omdøvve ham således at han aldri skulle prænte meer. - Så tænker jej dov al ded prænterie fik en ende.
O. Ded tænker jej osse. Mæn - drengen tåvver a mej, jej må ind. Farvel Peer.
P. Tak for ded Ole.
(Politivennen nr. 312. Løverdagen den 22de December 1821, s. 5016-5024).
Ole Rilen. Guds fred å go dav Peer!
Peer Larsen. Tak for ded, Ole. Hvordanne ær ed nøu inne te jert?
O. Å ved ær hartad rent skarn, for vor mor ær afstilleholdt så plaved med utingen å hold i sin sie, så ded ør lie fælt.
P. Ja ded ær så gon liedan te vort. Vor fatter Elene går osse å krivver a bare dårlighed, å meen halfoster Maren kraperer nok a gulsoten, for hun ær så guul over hele sit lægeme som in koblomme.
O. Ih, hvad sier du Peer, ja Gyd bæddre os så sandt, man hører nøu inte andet end ulykker og elændighed overalt i denne sundige værten. Mæn - var du itte i Køvenhavn i går? Hvad ær tårreprisen nøu? Hvad galt ruen?
P. Nøu ær hun jo fallen nøer igæn prisen, jej fik itte meer end trei risdaler å in mark for tunnen. Å før galt han mere, da fik jej hartad fem risdaler.
O. Hvordanne monne da ded kan være, ad han sådanne ka gåe op å nøer?
P. Ja vor Herre, han må dov vide hvorledes den hele anstalt hænger sammen. Di sier reiti nok i Kevenhavn ad speicien hun er skyld i hele konfusionen, for nøu går hun jo nøer igæn. Å Rasmus Lavs Christoffer, som du ved ær halbroer til Ole Bulders Mikkel, fortålte mej, ad han hadde hørt hiin davsen han vår inne, af en gadekommendarius, der sad nøre hos Mads Kjeldermand ad Kevenhavn nøu hadde fået så mange pænge fra et åent landskab, så ded vår lie grusselig, å så sae han osse ad di brøvte itte så møyet korn for ded første, sålænge di kunne få så møyet åent æde.
O. Hvad mons troe de da æder derinne, siden di itte gidder ædt ded, som vor Herre laer våvse op af jorden?
P. Ih, ved du itte ded, Ole! Di æder jo alle de lækkreteter som kanditterne gør å bråkker sammen af alle slavs. Å Gud! Hvor ded smaver fælt rårt, der æ så møyet sødt å godt tøy i ded.
O. Ja, ded ær osse sandt. Nøu ka jej huse jej vår med Steffen ingång oppe hos den katålske kanditter på Gammel Tårre, å drak en kalørt Ratapiam, å åd in hel hov sødekaver til. Mæn de sullede kuns lidt i en sulten mave, der ær ingen drøjelse ved dom. Å di ære særrige at gå lie så snart yd igæn, som di komme ind i folk.
P. jej glemmer aldri hvordanne ded gik til oppe til Lars Thommesens kvinnegille, jej troer di åd et heelt vovnmandslæs af sådanne sødekaver, å drak pons å kalørter i trej nætter og livse dave, så hun pev efter. Mæn ded vår ofte fælt så dårlige di blev in å hver åen, af ded de hadde javed i sej, å den bøuede Magrethe fik sådan et knev i maven, ad hun straks måtte gåe hjem og trille sig.
O. Nu trouer jej reiti åt værten, hun løver rundt, for ded blier jo længer jo værre. I meen opveist levede vi inte ved åent end got øl, brød å kartofler, sødgrød å klipfisk til højtiden, våre glade å fornøjede ved ded, å kendte ikke til sådanne lækkersaver. Mæn jo mere oplivst verten hun blier, jo mere tåveli trouer jeg jej osse hun ær.
P. Hvor ær ded derfor osse mueli at bonden ka svare sene skatter å ydgifter, når han således håndterer å brøer pengene til ded som ka undværes? Derfor ær der så mange som kommer fra huse å gåre, vekket di som oftest ka takke dem sæl for.
O. Du må nok sie ded, Peer. Man haar aldri hørt tale om så mange eksplusoner å passenerede ydlæg for skatter å tøj som i vore dave. Dou ka jej itte noksom takke min Gyd å naddens fader at jeg hidtil davsen hår hyttet mej for den fundemendas.
P. Ja, jeg gad nok osse vide, hvorledes jej ligger i ded både med ded ene å ded aent, for birkedommer Bavvendt hår fået meen skattebov å alle mene andre papirer, som han skulle regedere å speseforkere for mej. Men jej hår såmænd å sandelig itte seet eller hørt til ham i maange herrens tider, derfor ka der heller ingen relighed blive på hele tøjet.
O. Ded gåer jo Hans Johansen liedan med den sav han hår med Thommes i Vasby, der skal føres ved kejserretten, hvortil birkedommeren har abbonered for ham. Mæn ded vil nok trække laangt yd, siden Bavvendt efter røited hår været rejst udenlands. Å skal nøu have fået så møyet aent a ta vare.
P. Hvad sier du Ole! Hvor mons troe da han hår været henne i værten, siden den tid han vår yde i vor gestreit?
O. Ded veed jej så gon itte reiti. Mæn Christen Smed fortåklte i avtes jej vår nøre hos ham, at han hade læst i de kevenhavnske afvissere, at der vår stor strid å splid mellem turker å græiger, som boer långt yde i Eurobian, å at birkedommer Bavvendt hade taet sej på at føre turkernes sav på prænt.
P. Ja, jeg ved så skam nok hvor turken han ligger, for ded ær itte så langt fra den tripilipanske kyst, hvor Jens Povlsen ingång sloes som matros med ham. Jej hår osse hør vor præst sie, at tyrkerne di trouer på in profeit som kaldes Mahåmet, å at græigerne ær kristne folk ligesom vi åndre. Mæn - hvad faen går a birkedommeren, siden han sådanne vil forsvare turkerne. Han skulle dov vel aldri, Gyd forlade mej min onde synd, sæl være bleven til en turk?
O. Jo ær han nok, for Rasmus fra Tåverup hade seet ham for en tiid siden i Kevenhavn å da syntes han, at birkedomemren så så karrikalputtisk yd, å på betrækket linede en turk!
P. Gyd fader bevogte å bevaer vos. Mæn - så ved jeg jo, han må være bleven snittet ligesom jøder å filister, å hvordanne kunne ded gåe til?
O. Ded ka gå snildt og akkerat til i de varme landskaver, så Christen Smed, hvor di hver dav må bade å plaske dom i vand for hedens skyld, å så meente han, at man ved denne hersens baden hadde giet ham snittet.
P. Føy for den slemme betændene sye, man må jo blie både angst å bange for ham herefterdavs, å så ær der men trou heller ingen ydkomme med ham meer hær i værten. Hvem skulle troe at han brøute sine kontrovitter å vedskab til sådan tåveli håndtering. Så ær han da vist osse den eneste i Kevenhavn der har skamferet sin kristne trou på prænt? Hvad?
O. Gid ded var så vel. Dov sies der at han år gået i kompaniskav med den klovve jødde som prænter billeried. Du hår jo nok seet ham, dengang han om sommeren gjore sin långe udenlandsrejse heromkring.
P. Seer man ded. Seer man ded. Di jødder, di jødder, di ære dov på spil overalt i værten, å javer om liesom Jerusalems skovmaver.- Mæn ær da ingen som reiti ka akkomedere birkedomemren på prænt igjen å stoppe gavved på ham?
O. Næi han håller så skam itte gav så snart, kender jej ham ret, å jej ær halv bånge for ad Sybilles spådom blier upfuldt på ham, å ad han blier den turk der skal vanne sin plag i vort gadekær.
P- Inte åent end ded, så ville jej såmæn ønske han måtte komme i dav, før så skulle jej putte ham i sumpen å omdøvve ham således at han aldri skulle prænte meer. - Så tænker jej dov al ded prænterie fik en ende.
O. Ded tænker jej osse. Mæn - drengen tåvver a mej, jej må ind. Farvel Peer.
P. Tak for ded Ole.
(Politivennen nr. 312. Løverdagen den 22de December 1821, s. 5016-5024).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar