Så behagelig denne vej er at passere om sommeren i tørt vejr, så tungt og vederstyggeligt er det at passere den når fugtigt vejr indtræffer, og dog der mange nødt til det skønt den næsten er ufremkommelig. Hvilket man heller ikke kan undes over da den i de sidste 10 til 12 år ikke har nydt nogen forbedring. For at opfylde vejen med det som graves op af grøfterne, eller i det højeste af den nærliggende sandgrav, kan vel lige så lidt kaldes nogen forbedring som at grave af selve vejen, hvilket er tilfældet i Nørreskov hvor der ikke kan graves af grøfterne da disse er tæt begroede med buske og unge træer, hvorfor også vejen år for år bliver smallere så at hvis dette buskværk skal uforstyrret få fremgang, bliver der om nogle år slet ingen vej.
Indsenderne har så meget mere grund til at ønske denne vej forbedret som vejene i Frederiksborg Amt lige til Fiskebæksbroen for det meste er i god stand og hvad der mangler, har vi dog håb om snart vil blive afhjulpet. Vor gode øvrighed i Frederiksborg Amt være takket for den omhu hvormed den sørger for vejenes istandsættelse på amtet.
Men desværre for os og flere, vor meste kørsel er på denne vej til København, og det med produkter som ikke kaster så betydelige fordele af sig, men når man skal passere en så dårlig vej, snarere tab da man kun kan transportere det halve af det man ellers på en god vej var i stand til, og endda ofte udsættes for at vælte og komme til skade. For kort tid siden fik en mand to vogne itukørte på denne vej så at af 3 vogne han havde sendt til København, kom kun den ene hel og holden tilbage.
Vi ønsker og beder derfor om at denne vej må få en istandsættelse og forbedring som den vil findes at trænge højligt til. Skulle det forlanges, ville beboerne i Farum sogn vist ikke være uvillige til at istandsætte et stykke af samme når det kunne skee under tilsyn af vor brave vejfiskal hr. Dallerup i Frederiksborg om hvis indsigt og iver for vejens istandsættelse de nye veje i Frederiksborg Amt nok så meget vidner om.
Den 6. december 1821.
Farum Sogns Beboere.
(Politivennen nr. 313. Løverdagen den 29de December 1821, s. 5025-5027).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar