23 november 2015

En lille Anmærkning i Anledning af det i Politievennen No. 347 anførte "Vink til Forældre og Lærere."

Lige så begrundet og rigtigt indsenderen finder ovennævnte vink i henseende til sagen selv, lige så fejlagtig og upassende finder han den ytring: "at ungdommen ved synet af militære øvelser, og hvad derved foregår, muligvis kunne have fået den råhed i sæderne som det anførte tilfælde udviser."

Nej, i vor tidsalder da en god konge med særdeles faderlig omhu våger over soldatens humane behandling, vil man sandelig uden fare for moralen, kunne lade ungdommen være øjenvidne til de militære øvelser, i særdeleshed når forældre eller lærere flittigt ville bibringe den unge klar forestilling om at en mængde for størstedelen rå og udannede bønderkarle, ikke kan behandles med den blidhed som det dannede menneske hvor fornuftsgrunde og æresfølelse en gang imellem er - og altid burde være - den bedst drivfjeder til erhvervelsen af nyttige kundskab. For erfaringen lærer fuldkommen at sådan fremgangsmåde i dette tilfælde ville være uden frugter, at den militære lærer ofte sukkende udøver sin tunge pligt, og - at det er ligeså nedværdigende at efterligne det onde som det er rosværdigt at følge gode eksempler.

Ufølsomhed og hån ved sine medmenneskers lidelser er desværre alt for almindelig i disse tider (endogså, ja næsten mest blandt den kultiverede menneskeklasse) og - en sørgelig sandhed er det at den unge ikke mangler eksempler hvorefter han kan misdanne sig. Den råhed i sæderne, den ligegyldighed for andres lidelser som dagligt viser sig for hans øje, behøver han altså ikke først at indånde ved de militære øvelser.

Moralen står desværre kun i et mådeligt forhold til vores oplyste tidsalder, og hvor ofte ser vi ikke såkaldte kultiverede mennesker begå eksesser i ord og handling som den ærekære soldat ville skamme sig ved. Hvorfor da fremsætte en ytring som i sandhed ikke tjener til at forsøde den militære lærers tunge arbejde.

(Politivennen nr. 349. Løverdagen den 7de September 1822, s. 5643-5645).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar