At enhver borger søger at ernære sig og sine på lovlig og tilladt måde kan vist ingen have noget imod. Men når nærigheden går så vidt at den gør indgreb i andres lovlige næringsvej og uformuende medborgere lider derunder, så mener man at der bør sættes skranker for det.
Når således en vildthandler her i staden har fundet på at indrette en røgeanstalt, hvori han ikke alene røger varer som han udsælger fra sin egen butik, men endog modtager til regning fra enhver der vil betro ham noget, så mener man det indlysende at han ikke alene gør indgreb i de egentlige røgemænds næringsvej, men tvinger endog andre vildthandlere som ikke vil give sig af med en næringsvej hvortil de ikke er berettigede, til hvis de nogenledes ville holde næringen vedlige, enten at købe røgede sild hos ham som han lader sig betale i dyre domme, det vil sige 12 til 16 mark for olen, mens de Ved Stranden har været solgt for 4 til 6 mark, eller også at lade røge hos en røgemand, men som måske ikke forstår den kunst ved røg og damp at give sil købt ved Stranden et udvortes skin af holstenske.
Hertil kommer endnu at publikum ved at købe sådanne røgede sild, skuffes i deres forventelig når det mener at have købt ægte holstenske. Man tror derfor at dette, tilligemed det ovenanførte, er grund nok til at ønske at vedkommende ville ophøre med sin selvtiltagen og uberettigede spekulation.
(Politivennen nr. 364. Løverdagen den 21de December 1822, s. 5903-5904).
Redacteurens Anmærkning.
Artiklen uddybes af en anden skribent i Politivennen nr. 366.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar