Ønske om Ro og Anstændighed paa Kjøbenhavns Gader og Spadseregange.

Det synes ikke at være et for dristigt ønske når det arbejdsomme eller det menneske som er helbredt fra en sygdom enten hjemme i ro kræver at beskæftige sine tanker eller vandrer ud i Guds frie luft for at forfriske sit udmattede legeme, at det da uforstyrret ønsker at nyde denne uskyldige glæde. Men desværre, dette ønske ser man næsten aldrig opfyldt. For daglig afbrydes man især på spadsereture midt i de yndigste og uskyldigste betragtninger (der dog når de skulle nydes med følelse ikke kunne være et flygtigt øjebliks nydelse), dels af påtrængende betlere, dels af skrigende og skrålende, uartige og næsvise børn, dels af andre ubehagelige og væmmelige syn af den folkeklasse der har sønderrevet sædeligheds ånd og trådt blufærdighed under fødderne. Endog ofte hjemme i sin bolig forstyrres man ved de mest gennemtrængende skrig, pib og brøl fra gaden af gadedrenge der holder deres utilladelige, afskyelige og byrdefulde leg og skrål langs ad gaderne, hvilke optrin er lige så strafværdige i hensyn på de forældre der tillader deres børn sådant, som børnene selv er det.

Drengene havde måske set disse herrer i høj stemning ved Vesterport og Halmtorvet, 1840. Formentlig på vej til byen efter et lystigt gilde på et eller flere af Vesterbros forlystelsesetablissementer. 

Man kan vistnok med rette sige at udryddelsen af dette onde er yderst vanskeligt, ja næsten umuligt. Men man drister sig dog til at tro at heri kunne ske betydelig indskrænkning, når følgende regler strengt iagttoges og nøjagtigt påsås overholdt:

1. At enhver og især politiet og dets vægtere som måtte befinde børn at lege, støje eller skråle på gader eller spadseregange, skulle have ret til uden hindring af forældre eller foresatte at opbringe, eller lade disse børn opbringe på politikammeret og at de der dømtes til enten en korporlig eller pengestraf efter omstændighederne.
2. At disse betlere, visekællinger og andre dagdrivere uden undtagelse opbragtes og sattes i en arbejdsanstalt eller på anden måde blev beskæftiges da de ellers er at anse som samfundet skadelige personer. Og
3. At slaver og andre forbrydere så lidt som muligt måtte ses.

Forældre der ønsker at deres børn må vokse op som gode og dydige mennesker kan intet have mod dette. Og de svage der lader deres børn tumle rundt efter eget forgodtbefindende, må man rette og er berettiget dertil. Altså kan ved en sådan foranstaltning ingen lide. Men tværtimod det hele samfund gavnes, og derfor vover man at håbe at dette ønske ikke bliver ubemærket til fremtidig, såvidt mulig opfyldelse.

(Politivennen nr. 346. Løverdagen den 17de August 1822, s. 5608-5611).