08 november 2015

Om Sørgestads.

Højtærede hr. udgiver!

Det har ofte interesseret indsenderen heraf at se adskillige uordener og mangler der undertiden påankes i Deres så almennyttige blad, i meget kort tid blive hæmmede og afhjulpne. Af den årsag tillader jeg mig også her at omtale en skik ved enkelte ligbegængelser som man gerne kunne ønske måtte gå af brug. Under 13. f. m. faldt min vej over Gråbrødretorv hvor jeg der så et lig blive udført fra et hus. Man fortalte mig at den afdøde var en enkemand der havde været medlem af et selskab hvori medlemmer ifølge dets love var blevet enige om skiftevis at bære hinanden til jorden efter dets død. At se disse bærere (hvoraf jeg kendte de fleste) iført lange sorte kapper der ikke alene var dem uvant, men endog til stor ulejlighed, var mig meget påfaldende. Og da det tillige kan være trykkende for mange at bekoste disse, tror jeg efter min ringe opfattelse det var rigtigst hvis dette eller andre lignende selskaber ved dets formænd ville søge ganske at afskaffe disse kapper for bærerne. Når disse blot var mindre bekostelige for dem og hvorved ligfølget tillige fraskiltes, ville dette være mere hensigtsmæssigt. Dagen efter så indsenderen et højt agtværdigt lig på oven nævnte måde blive begravet så at bærerne ved at være uden kapper således var adskilte fra ligfølget.

(Politivennen nr. 327. Løverdagen den 6te April 1822, s. 5248-5249).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar