Si nus n'avions point de defante, nous ne
prendrions pas tant de plaisir á en remar'
quer dans les autres.
Rochefoucauld.
Et rygte om at udsvævelse i drik skulle være den årsag som en tid lang forbød mig selv at varetage min tjeneste på kirkegården. Og dette rygtes stadfæstelse af bekendte mænd som ikke er nøje nok underrettet om min forfatning, skønt de vel kunne og burde være det, nøder mig til herved offentlig at gendrive samme,
I flere år har jeg bestandigt været syg. meget ofte sengeliggende. Jeg er far til 24 børn, en gammel, svag mand og har fra barndommen udøvet malerkunsten. Enhver ved at malere og det endog ofte unge mænd, hyppigt lider af alskens nervøse sygdomme. Og også jeg har i flere år været hjemsøgt af en meget stærk svimmelhed. Dette var grunden hvorfor jeg måtte lade min funktion på kirkegården udføres af en anden. Men ca. lumniare audacter, semper aliqvid haeret, tænkte man formodentlig, og rygterne begyndte at fortælle at drukkenskab holdt mig hjemme. Ved at erfare dette, forværredes min sygdom naturligvis betydeligt. Men desuagtet besluttede jeg at uanset hvor dårligt jeg end måtte befinde mig, at møde frem personligt ved næste begravelse. Denne fandt sted den 25. juli da en officer af det kongelige artillerikorps blev begravet. Meget syg på sjæl og legeme indfandt jeg mig efter pligt på kirkegården, men havde den krænkelse efter endt forretning at erfare at den svimmelhed der er et tilfælde ved min sygdom, var blevet udlagt for virkning af den last man allerede havde søgt at tillægge mig.
Hvilket indtryk dette måtte gøre på en i forvejen meget svag mand, overlader jeg til enhvers individuelle følelse at bedømme. Dog håbede jeg ved gentagne gange at frembyde skuet af en ved krænkelser og legemlige lidelser dybt nedbøjet mand at frembringe en mig gunstig meningsforandring. For det syntes mig ikke vanskeligt at skelne mellem ham og drukkenbolten. Ved næstfølgende begravelse den 27. juli da en officer af hans kongelige højhed prins Christian Frederiks regiment blev jordet, lod jeg mig atter møjsommeligt ledes til kirkegården og udførte min forretning der. Men hvor skuffedes min forventning! Jeg hørte med eget øre min bedømmelse af en mand hvem dannelse og stilling byder endog at skjule syndernes mangfoldighed. På det sygeleje som siden dette optrin holdt mig fængslet, har jeg ofte bedt: Fader, tilgiv Dem", men ikke har jeg som Frelseren kunnet tilføje: "For de ved ikke hvad de gør".
På gravens rand er min selvbevidsthed den eneste trøst. Min familie skylder jeg dette sidste forsøg på at tilintetgøre et mig vanærende rygte. Og for end bedre at sætte et oplyst og ædelttænkende publikum i stand til at bedømme min forfatning, som enhver der måtte interessere i min bopæl kan overtyde sig om, afskriver jeg tillige nedenstående attest af min nuværende læge, de herrer etatsråd Fenger og regimentskirurg Hushahn, som også kender min sygdom, ville også kunne bevidne indholdets sandhed.'
Østerbro, den 2. august 1826.
Fr. Plöhn,
Graver ved Garnisons-Assistenskirkegård.
At hr. Fr. Plöhn, graver ved Garnisons assistenskirkegård lider af en nervøs svimmelhed (vertigo nervosa) som af uvidende derom kunne antages for fuldskab, men har sin oprindelse af nervesvaghed, bevidner jeg herved efter forlangende.
København 28. juli 1826
Strack
cand. chirurgiæ
(Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 505-509)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar