Forunderlig Bordskik.

Efter i mange år at have opholdt mig på landet i Nørrejylland, kaldte forretninger mig til København, hvor jeg dagen efter min ankomst havde den ære at spise hos en af mine velyndere, en af stadens rigeste og fornemste mænd, hvis ædle gæstfrihed svarer til hans formue. Et talrigt selskab af herrer og damer dels tilhørende familien, dels fremmede trak jeg forsamlet ved indtrædelsen hos min venlige vært, så at man uden ophold blev anmodet at gå til bords. Ikke så lidt forundredes jeg over at bemærke en ny og som mig synes uanstændig skik i et sådant selskab, nemlig at man længe før desserten serveredes begyndte på at plyndre adskilligt, såsom frugt, deviser og kager fra de foranstående tallerkener. Og da disse sorter endelig skulle præsenteres gæsterne blev jeg af en af mine naboer anmodet om at gøre fælles sag med ham i at tilegne os en ananas, vindruer og andre lignende ting som stod foran os. Da jeg med forundring så på ham, begyndte og vedblev han selv at stoppe sine lommer fulde og sagde spøgende: han kunne vel se at jeg hverken var gift eller forlovet. 

Flere som var ligeså heldigt placerede med hensyn til sådanne tallerkener, gjorde samme manøvre med megen behændighed så at der for mange andre gæster hvilke enten ikke ville efterligne denne rovgerrige skik, eller hvis stilling ikke tillod dem at deltage i det, blev lidt eller intet levnet af desserten. Da damernes mangel på lommer ikke tillod dem at udføre et sådant fourageringssystem på samme måde, undså de sig ikke ved at fylde deres tallerkener med hvad dem syntes bedst om, og at lade dem sætte til side af tjenerne for endnu længere at nyde godt af deres erobringer. Nogle yngre herrer hvis lommer måske ikke var indrettet i overensstemmelse med deres spiselyst, fulgte end også dette eksempel, mens de fleste ældre herrers lommer efter at selskabet havde rejst sig fra bordet bar  præg af at det ikke alene havde været for maven de havde forstået at sørge.

Jeg kan ikke udtrykke hvor sær og vederstyggelig denne skik forekom mig, som fremmed og hvor stødende den syntes at være mod mine begreber om velanstændighed. Da jeg efter nogle dages ophold forlod hovedstaden, uden at have haft lejlighed til at overvære flere sådanne fester er jeg uvis om hvorvidt dette på værtens og en del gæsters bekostning egoistiske forsørgelsessystem er blevet almindelig mode. Men jeg tillader mig at gøre mine gæve landsmænd opmærksom på det og at advare dem om ikke at efterligne alt hvad der måtte synes påfaldende for dem i residensen.

(Politivennen nr. 620 Løverdagen den 17de November 1827, s. 737-739).