Blandt de mange store goder der lyksaliggør den danske undersåt under vores ejegode konges regering, fortjener vist nok også at kunne henregnes, og det iblandt det første, at enhver nok så ringe undersåt har adgang til hans majestæt der huldsaligt hører enhvers andragende. Og dette således selv at kunne fremstå for statens højeste magt som for en elsket fader og mundtlig fremføre sine bønner og besværelser er unægteligt et stort og uvurderligt gode! Tanken herom må gennembæve enhver dansker med salig fryd, og give ham en vis stolt selvfølelse idet han ved at om han endog er ringe i stand og stilling, høres han dog af sin konge med samme faderlige mildhed og godhed som den højeste adelsmand i staten.
Men kan alle statens undersåtter nyde dette gode? Nej, desværre! Tilfældige omstændigheder forbyder ofte den mand der bor i provinsen, at gøre brug af det. Bonden og almuemanden er ofte for undselig og ængstelig til at han tør fremstille sig for sin konges åsyn, og dels føler han også at han mangler talegaver til at fremstille sit andragende i det rette lys. Disse må altså ene tage deres tilflugt til skrevne ansøgninger der i følge den lovbefalede orden sendes gennem øvrighederne til vedkommende kollegium. Uanset ansøgningen er stilet til kongen, afgiver disse sidste da almindeligvis resolution uden at ansøgningen forelægges majestæten. Nådens dør er således tillukket for den stakkels solicitant. For benådningsretten hvorunder også henhører dispensation fra gældende lovbud, kan og bør på få undtagelser nær kun udøves af majestæten. Og hvilken smertelig tanke er det ikke for undersåtten der elsker og tilbeder sin faderlige konge, at hans stemme ikke skriftligt kan trænge sig til majestætens øre og at han ikke kan nyde godt af kongens alt for oplivende godhed.
"Enhver nok så ringe undersåt har adgang til hans majestæt der huldsaligt hører enhvers andragende." (C. W. Eckersberg: Kong Frederik 6. Senere end 1822. Statens Museum for Kunst.)
Indsenderen vover derfor underdanigst at frembringe det ønske som vist nok mange tusinde nærer, at det ved et lovbud tydeligt må bestemmes hvilke ansøgninger der kan ventes forelagt vores allernådigste konge til egen allerhøjeste resolution, og hvorledes undersåtten har at forholde sig når han ønsker dette. At forlange at alle ansøgninger stilet til majestæten skal forelægges ham, har aldrig været indsenderens mening da dette ville være et alt for byrdefuldt og i mange tilfælde unyttigt arbejde. Men i enkelte, ja mange tilfælde var det en kær trøst for undersåtten når han vidste at hans skriftlige, lige såvel som hans mundtlige andragende kunne trænge sig frem til landets gode fader. De høje herrer kollegie-deputerede kunne som kongens og statens tjenere jo ikke gå udenfor de eksisterende lovbud. Og selv om disse besidder den bedste vilje og indsigt, kan de altså mange gange dog ikke resolvere i favør af solicitanten der har lovens døde bogstav imod sig skønt ret og rimelighed taler for ham.
Den største lykke i en suveræn stat er vist nok den at kunne nedlægge sine bønner og besværelser for magthaveren selv. Indsenderen heraf føler sig for svag til at fremsætte noget som helst forslag i denne henseende, men har kun fremsat dette sit ønske til høje vedkommendes nærmere overvejelse, overbevist om at disse ytringer ikke vil blive unådigt optaget.
(Politivennen nr. 797, Løverdagen den 9de April 1831, s. 243-246)
Men kan alle statens undersåtter nyde dette gode? Nej, desværre! Tilfældige omstændigheder forbyder ofte den mand der bor i provinsen, at gøre brug af det. Bonden og almuemanden er ofte for undselig og ængstelig til at han tør fremstille sig for sin konges åsyn, og dels føler han også at han mangler talegaver til at fremstille sit andragende i det rette lys. Disse må altså ene tage deres tilflugt til skrevne ansøgninger der i følge den lovbefalede orden sendes gennem øvrighederne til vedkommende kollegium. Uanset ansøgningen er stilet til kongen, afgiver disse sidste da almindeligvis resolution uden at ansøgningen forelægges majestæten. Nådens dør er således tillukket for den stakkels solicitant. For benådningsretten hvorunder også henhører dispensation fra gældende lovbud, kan og bør på få undtagelser nær kun udøves af majestæten. Og hvilken smertelig tanke er det ikke for undersåtten der elsker og tilbeder sin faderlige konge, at hans stemme ikke skriftligt kan trænge sig til majestætens øre og at han ikke kan nyde godt af kongens alt for oplivende godhed.
Indsenderen vover derfor underdanigst at frembringe det ønske som vist nok mange tusinde nærer, at det ved et lovbud tydeligt må bestemmes hvilke ansøgninger der kan ventes forelagt vores allernådigste konge til egen allerhøjeste resolution, og hvorledes undersåtten har at forholde sig når han ønsker dette. At forlange at alle ansøgninger stilet til majestæten skal forelægges ham, har aldrig været indsenderens mening da dette ville være et alt for byrdefuldt og i mange tilfælde unyttigt arbejde. Men i enkelte, ja mange tilfælde var det en kær trøst for undersåtten når han vidste at hans skriftlige, lige såvel som hans mundtlige andragende kunne trænge sig frem til landets gode fader. De høje herrer kollegie-deputerede kunne som kongens og statens tjenere jo ikke gå udenfor de eksisterende lovbud. Og selv om disse besidder den bedste vilje og indsigt, kan de altså mange gange dog ikke resolvere i favør af solicitanten der har lovens døde bogstav imod sig skønt ret og rimelighed taler for ham.
Den største lykke i en suveræn stat er vist nok den at kunne nedlægge sine bønner og besværelser for magthaveren selv. Indsenderen heraf føler sig for svag til at fremsætte noget som helst forslag i denne henseende, men har kun fremsat dette sit ønske til høje vedkommendes nærmere overvejelse, overbevist om at disse ytringer ikke vil blive unådigt optaget.
(Politivennen nr. 797, Løverdagen den 9de April 1831, s. 243-246)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar